Jagt og landbrug

Afrikansk svinepest har spredt sig i Polen og de baltiske lande. Det er derfor meget vigtigt at tage forholdsregler, hvis du går på jagt i disse områder.

Jagt i udlandet er forbundet med risiko for at bringe smitsomme husdyrsygdomme som blandt andet mund- og klovsyge og svinepest med til Danmark. Et udbrud kan i værste fald koste op mod 30 milliarder kroner i tabt eksport.

Går du på jagt i udlandet bør du:

  • efterlade slagteaffald i det land, hvor dyret er nedlagt
  • partere kødet og lægge det i poser, inden du tager hjem.
  • vaske dit jagttøj inden du tager hjem – kan du ikke det, så læg det i poser og vask det, så snart du er hjemme.

Stor smitterisiko

Afrikansk svinepest er en meget smitsom virussygdom hos såvel vild- som tamsvin. Siden 2008 har sygdommen spredt sig i Østeuropa med udspring fra Georgien. Hvert år spredes smitten yderligere.

Virus fra Afrikansk svinepest kan ikke smitte mennesker. Jægere har stor risiko for at slæbe smitten med til Danmark, når vildsvinekødet bringes med hjem. Afrikansk svinepest har aldrig været konstateret i Danmark, men et udbrud vil lukke alle eksportmarkederne for svinekød.

Et særligt ansvar

Som svineproducent og jæger er der et særligt ansvar, siger Erik Larsen, bestyrelsesformand i Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion. ”Vi har et ansvar for, at der ikke kommer sygdomme som Afrikansk svinepest ind i landet, når vi går på jagt i udlandet.” Se videoen med Erik Larsen.

Kampagne

Landbrug og Fødevarer har fokus på at fastholde den høje veterinære status i Danmark og sikkerhed ved jagt i udlandet og har derfor iværksat en kampagne, der skal få jægere til at være opmærksomme på risikoen ved vildsvinejagt og smitsomme husdyrsygdomme fra udlandet. Danmarks Jægerforbund bakker op om kampagnen.

”Jagt og landbrug er tæt forbundet. Som jægere går vi på jagt på landmandens jorde, så selvfølgelig har vi en stærk forpligtigelse til at være særligt opmærksomme, så vi ikke tager smitte med hjem fra jagt i udlandet", siger Danmarks Jægerforbund.

Har du set et vildsvin?

Hvis du har set vildtlevende vilsvin eller tegn på vildtlevende vildsvin, vil vi gerne høre fra dig. Indberetningerne vil blive brugt til at kortlægge, hvor eventuelle vildsvin har befundet sig. Du kan downloade en app til indberetning af vildsvin - app'en hedder 'Vildsvin og vandløb'.

Vildsvinet forsvandt fra Danmark for 200 år siden. Siden da har der kun været få beretninger om vildsvin, som er vandret fra Tyskland og ind i Sønderjylland.