18. december 2015

Notat Nr. 1540

Regneark til beregning af BAT-krav på svinebrug

I notatet forklares regler og regnearkets beregningsforudsætninger ud fra de vejledende BAT-emissionsgrænseværdier for ammoniak og fosfor. Regnearket kan også beregne de generelle ammoniakreduktionskrav.

I notatet gennemgås BAT-krav for ammoniak ved udvidelser og eksisterende stalde. Ammoniakkravene strammes med stigende udvidelse, og grænserne for, hvornår BAT-kravet strammes, beregnes med 2010-definitionen af dyreenheder. Ammoniakkravene i eksisterende stalde er uafhængig af antal dyr, men afhængig af staldsystemet.

For fosfor er BAT-kravene ens ved udvidelser og eksisterende stalde, men afhængig af strøelsesforbruget i staldsystemet. Fosforkrav er defineret pr. dyreenhed ifølge nyeste definition af dyreender fra 2014, hvilket medfører en korrektion for vægtintervallet, når der omregnes til krav pr. dyr.

Beregning af BAT-krav er en kompliceret proces med beregning af udvidelse i antal dyreenheder og ammoniakkrav afhængig af udvidelsens størrelse. Der skal korrigeres for det valgte vægtinterval både ved udvidelser og eksisterende stalde, og såvel ammoniakkrav som fosforkrav afhænger af staldsystemerne – især i eksisterende stalde.

Der er derfor udviklet et regneark til hjælp med disse beregninger. Ud fra udskrifter fra regnearket kan man herefter ved indtastning i husdyrgodkendelse.dk vælge de nødvendige teknologier til at efterleve de vejledende BAT-standardvilkår.

Regnearket har desuden faneblade til beregning af de generelle ammoniakreduktionskrav, hvor der alene er reduktionskrav til udvidelsen, mens eksisterende stalde skal leve op til 2005/06 normtal – korrigeret til aktuelt vægtinterval. De generelle krav beregnes også på husdyrgodkendelse.dk.

Regnearket er til normale produktionsbesætninger, mens opformeringsbesætninger og opdelte sobesætninger kræver en stillingtagen til, om regnearket kan bruges i det aktuelle tilfælde.


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Per Tybirk

Udgivet: 18. december 2015

Fagområde: Klima og miljø