Grise fødes med et meget lavt indhold af immunoglobulin (antistof) i blodet (under 1 mg/ml serum) (Curtis & Bourne, 1971). I de første 24-36 timer efter fødsel kan immunoglobuliner optages fra råmælk gennem tarmvæggen (Speer et al., 1959). Normalniveauet hos grise efter 48 timer er således ca. 25-30 mg/ml serum (Curtis & Bourner, 1971). Herefter er det ikke muligt for immunoglobulinerne at trænge gennem tarmvæggen. So-råmælk indeholder meget høje koncentrationer af immunoglobulin (ca. 125 mg/ml ved faring). Koncentrationen af immunoglobulin i so-serum og sandsynligvis også i råmælk øges med stigende kuldnummer indtil 6.-7. drægtighed. Den dominerende form for immunoglobulin i råmælk er IgG (Curtis & Bourner, 1971). Som følge af det høje immunoglobulinindhold i råmælk er optagelse indenfor det første døgn tilstrækkeligt til at sikre grisens immunoglobulinforsyning.

Nye undersøgelser har imidlertid vist, at immunoglobulinindholdet hos diende pattegrise er meget varierende. Årsager til dette kan skyldes såvel forhold hos soen, som forhold hos grisene. Hos soen kan det blandt andet dreje sig om nedsat råmælksproduktion fx som følge af sygdom, eller for få funktionelle mælkekirtler. Hos grisene kan det bl.a. skyldes svagfødte grise, kulde, sygdom, lav fødselsvægt, høj kuldstørrelse mm. Hidtidige undersøgelser har vist, at råmælksforsyningen har stor indflydelse på dødeligheden før fravænning (Hendrix et al., 1978). Derimod eksistere der meget lidt viden om råmælksforsyningens betydning for sygdomsforekomst, dødelighed og tilvækst i perioden fra fravænning til slagtning.

Formål

Formålet med undersøgelsen var at vurdere indflydelsen af råmælksforsyningen på dødelighed, sygdomsforekomst og tilvækst i perioden fra 2. døgn efter faring til slagtning. Som indirekte mål for råmælksforsyningen er anvendt IgG niveauet målt i blod fra grisene.

Projektet indgik som en del af projektet ”Avl for sundhed”, som blev gennemført i tre danske produktionsbesætninger:

• Besætning 1 var en konventionel besætning (smittet med Mycoplasma hyopneumoniae, Actinobacillus pleuropneumoniaeserotype 2 og 6) med 300 søer og egen produktion af slagtesvin
• Besætning 2 var en blå SKM besætning (smittet med M. hyopneumoniae, A. pleuropneumoniaeserotype 2 og vaccine PRRS) med 340 søer og egen produktion af en del af slagtesvinene. Fra denne besætning blev der solgt 640 30kg’s grise hver 13. og 14 uge, disse grise fortsatte i undersøgelsen
• Besætning 3 var en MS besætning (smittet med M. hyopneumoniae, vaccine+danske PRRS) med 202 søer og egen produktion af slagtesvin

Undersøgelsen blev gennemført på grise født i perioden fra den 4. februar 2000 til den 24. juli 2001. I de tre besætninger blev udvalgt kuldsøskende fra 93 kuld, svarende til 1.024 grise (316 grise fra besætning 1; 200 grise fra besætning 2; og 508 grise fra besætning 3). Grisene blev øremærket ved fødsel og fik taget en blodprøve, da de var i alderen fra 2 til 4 dage gamle.

Blodprøverne blev analyseret for indhold af IgG ved en ELISA test på laboratoriet ved Fagområdet svinesygdomme, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole.

Følgende blev registreret for den enkelte gris: 

• ID
• Moderens ID
• Faderens ID
• Køn
• Fødselsvægt
• Tilvækst faring til fravænning
• Tilvækst fravænning til 30 kg
• Tilvækst 30 kg til slagtning
• Hvornår grisen blev behandlet med antibiotika
• Tidspunkt hvis grisen døde før slagtning
• Om der blev registreret bemærkninger ved slagtning

Derudover blev der udført udvidet sundhedskontrol (USK) på alle grisene.

To statistiske varianskomponentmodeller kaldet Model I og Model II blev anvendt til at analysere data.

Model I:
IgG koncentrationen = besætning + køn + far + mor + fødselsvægt

IgG koncentrationen er i denne model den afhængige variabel og besætning, køn, far, mor og fødselsvægt er de forklarende variable. Effekten af soen (mor) og effekten ornen (far) indgår som tilfældige effekter og soens effekt (mor) beskriver samtidig den tilfældige miljøvariation mellem kuldene.

Model II:
Y = IgG koncentrationen + besætning + far + mor

De forklarende variable til højre for lighedstegnet er som beskrevet under Model I. Responset Y betegner de forskellige undersøgte egenskaber som er: tilvækst indtil fravænning, tilvækst i klimastald, tilvækst i slagtesvinestald. Endvidere er Model II anvendt til at undersøge effekten på: behandling med antibiotika, døde før slagtning og bemærkninger ved slagtning.

Til analyserne blev der anvendt PROC MIXED fra SAS.

Der indgik i alt 1.024 grise i undersøgelsen. Fordelingen mellem de tre besætninger og det gennemsnitlige IgG niveau i den enkelte besætning kan ses i tabel 1.

Tabel 1. Antal og fordeling af grise mellem de tre besætninger og gennemsnitlige IgG niveau for den enkelte besætning

Besætning 3 havde et signifikant lavere niveau af IgG end besætning 1 og 2 (P<0,0001).

Der var ikke forskel i niveauet af IgG, når man sammenlignede galt- og sogrise (P=0,40).

Der var ikke sammenhæng mellem grisens fødselsvægt og hvor meget IgG, man kunne måle i serum (P=0,14).

Ser man på grisens tilvækst fra fødsel til fravænning og fra 30 kg til slagtning og for hele perioden fødsel til slagtning, er der ingen sammenhæng mellem tilvækst og IgG (P=0,63, 0,63 og 0,15). Grisens tilvækst fra fravænning til 30 kg ser derimod ud til at afhænge af IgG (P=0,02), således at for hver stigning i IgG koncentrationen på 10 mg/ml steg tilvæksten med 6 gram.

Der blev ikke fundet nogen sammenhæng mellem om grisen blev behandlet med antibiotika i løbet af opvækstperioden (P=0,14) og IgG niveau. Heller ikke tidspunktet hvor grisen blev behandlet havde indflydelse (P=0,29).

Ser man på dødelighed er der en tendens, dog ikke signifikant, til, at grise med lavt IgG niveau dør tidligere (P=0,09). I perioden fødsel til fravænning dør flere grise med lavt IgG niveau (P=0,06), hvorimod der ikke er nogen effekt af IgG niveau i perioden fravænning til 30 kg og 30 kg til slagtning (P=0,56 og P=0,33).

Ser man på om grisen får bemærkninger ved slagtning eller ej, er der heller ikke her nogen sammenhæng til IgG niveauet (P=0,78). Ingen af grisene i undersøgelsen fik bemærkninger ved USK.

Det er tidligere vist, at grise med høj fødselsvægt opnår højere niveau af immunoglobuliner og har større chance for at overleve til fravænning (Hendrix et al., 1978). Tyler et al. (1990) fandt dog ikke nogen sammenhæng mellem IgG niveauet og dødeligheden før fravænning.

I vores undersøgelse fandt vi en tendens til sammenhæng mellem IgG niveau og dødelighed før fravænning. En af årsagerne til at effekten ikke var signifikant kunne være, at vi først tog blodprøver, når grisene var 2-4 dage gamle, og de smågrise der ikke fik råmælk sikkert allerede var døde på dette tidspunkt. Derfor kunne det være relevant at gennemføre et nyt forsøg, hvor grisene blev blodprøvet ved fødsel, og når de var 1-2 dage gamle, for at se om denne teori passer.

Vi fandt, at en af besætningerne havde et lavere niveau af IgG sammenlignet med de to andre. Om forskellen skyldes, at grisene optog mindre råmælk i besætning 3, eller om søerne havde et lavere niveau af IgG i råmælken, er ikke til at afgøre ud fra denne undersøgelse.

Grise med højt niveau af IgG havde en højere tilvækst fra fravænning til 30 kg. En forklaring kunne være, at grise med højt niveau af IgG ikke så nemt bliver ramt af sygdomme efter fravænning, som grise med lavt niveau af IgG. Dette understøttes med at grise med lavt IgG niveau havde større chance for at dø tidligt.

Et af målene med undersøgelsen var at vurderer råmælksforsyningens indflydelse på forekomsten af almindelig lungesyge. Denne effekt kunne ikke præciseres, da ingen af grisene fik registreret forandringer i lungerne ved USK.

Undersøgelsen viste en statistisk sammenhæng til IgG niveauet, målt på 2-4 dage gamle smågrise og tilvækst fra fravænning til 30 kg. Endvidere var der en tendens til højere dødelighed før fravænning hos grise med lavt IgG niveau.