Opdateret 19. april 2018

Næringsstoffer

Et foder skal dække grisenes behov for næringsstoffer til vedligehold og til produktion (vækst og mælkeproduktion) og skal sikre en økonomisk optimal fodring. Fodringen er desuden med til at sikre en god sundhed hos grisene og til at undgå unormal adfærd.

Du kan her downloade Normer for Næringsstoffer - dette er den 27. udgave.

Normerne for smågrise er justeret til 10,6 g ford. lysin pr. FEsv i hele perioden 6-30 kg.

Basisnormen til slagtesvin for protein og aminosyrer ved gennemsnitlig foderudnyttelse er uændret, men der er nu normer ved 4 niveauer af foderudnyttelse ved både almindelig og UK-produktion. Der er desuden indført nye normer for natrium og klorid, så disse som for andre makromineraler afhænger af vægten.

Normer for Næringsstoffer revideres løbende. Vurderingen foretages af repræsentanter fra Aarhus Universitet, Københavns Universitet, svineproduktionskonsulenter og SEGES.

Grise er generelt ikke i stand til selv at syntetisere fedtopløselige vitaminer. Vandopløselige vitaminer samt vitamin K synteseres derimod mikrobielt i tyktarmen.

For mange af vitaminerne er det ikke klarlagt, hvor meget af det mikrobielt syntetiserede vitamin, grisene kan absorbere og udnytte.

Fedt- og vandopløselige vitaminer

Vitaminerne inddeles i vand- og fedtopløselige vitaminer som vist i følgende oversigt (vitaminerne er beskrevet selvstændigt hver for sig).

Fedtopløselige Vandopløselige

Vitamin A 

Vitamin B1, Thiamin 

Beta-karotin 

Vitamin B2, Riboflavin 

Vitamin D 

Vitamin B3, Niacin

Vitamin E 

Vitamin B4, Cholin

Vitamin K 

Vitamin B5, Pantothensyre 

 

Vitamin B6, Pyridoxin

 

Vitamin B12, Cyanocobalamin 

 

Folinsyre

 

Vitamin C, ascorbinsyre 

 

Vitamin H, Biotin

Deponering af vitaminer

Fedtopløselige vitaminer kan deponeres i større eller mindre grad i kroppen. Forgiftning kan forekomme ved stor overforsyning.

Vandopløselige vitaminer kan kun lagres i ubetydeligt omfang i organismen, hvilket betyder, at der er behov for en daglig tilførsel af det enkelte vitamin. Samtidig forekommer forgiftninger aldrig, da en overdosis udskilles via urinen.

Normer for vitaminer omfatter det fysiologiske minimumsbehov samt en sikkerhedsmargin, der er skønnet ud fra en vurdering af de forhold, der i praksis påvirker behovet. Normerne for vitaminer findes i Normer for Næringsstoffer. 

Norm:

Behov + sikkerhedsmargin

Behov:

Eksperimentelt bestemt minimumsbehov

Sikkerhedsmargin:

Vurdering af faktorer, som påvirker behov

Behov er lig med den mindste mængde af et vitamin, som dyrene skal tilføres for, at der ikke opstår mangelsymptomer. Behovet bestemmes ud fra forsøg ved at tildele varierende mængder af et vitamin og måle effekten på produktionsresultater eller på biokemiske reaktioner.

Den valgte målemetode spiller en stor rolle, da produktionsresultater påvirkes senere end relevante biokemiske reaktioner i dyret under en mangelsituation. De danske vitaminnormer er baseret på størst mulig sikkerhedsmargen, og omfatter den tilsatte mængde vitamin. Der tages ikke hensyn til råvarenes naturlige vitaminindhold, da fordøjeligheden varierer og generelt ikke kendes.

Stabilitet og holdbarhed

Vitaminer er ustabile stoffer og ødelægges let ved formaling, pelletering, opvarmning og under lagring (se tabel 1) [2].

Tabel 1. Stabilitet af forskellige vitaminer [3].

Vitamin

Fugt

Varme

Lys

Oxidation

Reduktion

Tungmetal

Vitamin A

+

++

++

++

o

++

Vitamin D3

+

++

++

+

o

++

Vitamin E (naturligt)

+

+

++

++

o

++

Vitamin E (acetat)

o

o

o

o

o

+

Vitamin K3

+

++

+

o

++

++

vitamin B1, Thiamin

+

++

o

+

++

++

Vitamin B2, Riboflavin

o

o

++

o

++

o

Vitamin B6, Pyridoxin

o

o

+

o

o

++

Vitamin B3, Niacin

o

o

o

o

o

+

Vitamin B5, D-Pantothensyre

++

+

o

o

o

o

Vitamin H, Biotin

o

+

o

o

o

o

Folinsyre

+

++

++

o

o

+

Vitamin B12

o

+

+

+

+

+

Vitamin C

+

o

++

++

o

++

Cholinkorid

++

o

o

o

o

o

++: meget følsom
+:  svagt følsom, evt. i kombination med andre faktorer
o:  stabil

Vitaminer beskyttes ofte ved hjælp af flere metoder, bl.a.:

  • Syntese af stabile derivater.
  • Tilsætning af syntetisk antioxidant.
  • Coating: Vitaminet overtrækkes med fx fedt, gelatine eller stivelse, der indeholder antioxidanter.
  • Crosslinking: Vitaminet krydsbinder til gelatine eller kulhydrat.

Det gælder for alle metoder, at de ikke må beskytte vitaminerne bedre, end at de stadig er tilgængelige for dyrene. Foderstoffirmaer garanterer typisk det deklarerede indhold af vitaminer i op til 5 måneder fra fremstillingsdatoen, for vitamin K dog kun i op til 2 måneder. Kendskabet til vitaminernes stabilitet er sparsomt.

Referencer

[1]

Albers, N., G. Gotterbarm, W. Himbeck, T. Keller, J. J. Seehawer, T.D. Tran (2002). Vitamins in animal nutrition. Publish: Arbeitsgemeinschaft für Wirkstoffe in der Tierernährung.

[2]

Fisker, B.N., (1998). Flydende vitaminforblanding sprøjtet på pellereret færdigfoder til slagtesvin. Meddelelse nr. 404, Landsudvalget for Svin.

[3]

Hertrampf, 1985, Beckerton, 1985 og Gadient, 1986 modificeret efter Jacobsen, E.E., Bioteknisk Institut, Medd. 3-4, 1988.

Mineraler har stor betydning for stofskiftet, bl.a. fordi mange af mineralerne indgår i en række enzymer. De har også indflydelse på forskellige egenskaber som eksempelvis reproduktion, knogleopbygning, ilttransport og cellestruktur.

I Danmark er der medtaget 12 mineraler i normer for næringsstoffer. Mineralerne opdeles i makro- og mikromineraler. Hvert af de følgende mineraler er beskrevet for sig.

 Makromineraler: Mikromineraler:
 Calcium Jern
 Fosfor Jod
 Natrium Kobber
 Kalium Mangan
 Klorid Selen
Magnesium Zink

De anbefalede normer for mineraler til svin er fastlagt ud fra et fysiologisk behov plus en sikkerhedsmargin. Det kan derfor generelt ikke anbefales at tilsætte mineraler udover normen. De anbefalede normer for mineraler til svin er den totale mængde mineraler i foderblandingen. Normerne findes i Normer for Næringsstoffer. Indholdet af mineraler i råvarer finder du i VSP's Fodermiddeltabel (åbner i Excel).

Indhold af makro- og mikromineraler i forskellige kilder fremgår af tabel 1 og 2.

Mellem mineralerne indbyrdes er der en række vekselvirkninger. Betydning af vekselvirkning er ikke klarlagt, og derfor kan der ikke tages højde for i hvor høj grad de enkelte mineraler påvirker hinanden ved sammensætningen af en foderblanding. Hvis doseringen øges af et enkelt mineral, kan det få konsekvenser for absorptionen af nogle andre.

Der er ligeledes begrænset kendskab til fordøjelighed/tilgængelighed af de enkelte mineraler i forskellige mineralkilder. Dette gælder også for de naturligt forekommende mineraler i foderstoffer.

Det er ikke entydigt, hvor store/små mængder af de enkelte mineraler, der giver symptomer på forgiftning/mangel, og derfor er det ikke muligt at angive generelle grænser for over- eller underindhold.

Dyrets tolerance for et mineral afhænger af flere forhold:

  • Dyrets alder
  • I hvilken del af reproduktions-cyklus avlsdyret befinder sig
  • I hvor lang en periode dyret tildeles de pågældende mængder af mineralet
  • Foderets sammensætning i øvrigt

Tabel 1. Makromineral - indhold af de enkelte mineraler i forskellige mineralkilder 

Navn på mineralkilde 

Kemisk formel

Indhold i pct.

-

-

Ca

P

Na

Mg

K

Calciumcarbonat (kridt)1

CaCO3

38

 

 

 

 

Tricalciumfosfat

Ca3(PO4)2

36

19

 

 

 

Dicalciumfosfat2

Ca2HPO4

25

18

 

 

 

Dicalciumfosfat, monohydrat

Ca2HPO4, H2O

21

16

 

 

 

Monocalciumfosfat3

Ca(HPO4)2

20

22

 

 

 

Mononatriumfosfat

NaH2PO4

 

24

20

 

 

Dinatriumfosfat

Na2HPO4

 

22

32

 

 

Natriumklorid (kogsalt)

NaCl

 

 

38

 

 

Natriumbicarbonat

NaHCO3

 

 

27

 

 

Magnesiumoxid

MgO

 

 

 

51

 

Magnesiumcarbonat

MgCO3

 

 

 

29

 

Magnesiumfosfat

MgHPO4, 3H2O

 

13

 

24

 

Kaliumklorid

KCl

 

 

 

 

52

1 Værdi fundet som gns. af 180 prøver. Varierer mellem 35,1-43,0 pct.
2 Værdier fundet som gns. af 86 prøver. Varierer mellem 22,1-28,9 pct. for Ca og 17,1-22,1 pct. for P.
3 Værdier fundet som gns. af 86 prøver. Varierer mellem 16,5-24,8 pct. for Ca og 20,3-23,1 pct. for P.
BEMÆRK: Tilgængeligheden af de enkelte mineraler er forskellig mellem kilder.

Tabel 2. Mikromineral - indhold af de enkelte mineraler i forskellige mineralkilder

Navn på mineralkilde

Kemisk formel

Indhold i pct.

Kobbersulfat, pentahydrat

CuSO4, 5H2O

25, Cu

Kobberoxid

CuO

80, Cu

Kobber chelat

Cu (X)1-3 nH2O
X = anion af aminosyre

Produktafhængigt

Jernsulfat, heptahydrat

FeSO4, 7H2O

20, Fe

Jernfumarat

FeC4H2O4

33, Fe

Jernlaktat

Fe(C3H5O3) 2

24, Fe

Mangansulfat, monohydrat

MnSO4, H2O

33, Mn

Mangansulfat, tetrahydrat

MnSO4, 4H2O

25, Mn

Manganoxid

MnO

77, Mn

Natriumselenit

Na2SeO3

46, Se

Zinksulfat, monohydrat

ZnSO4, H2O

36, Zn

Zinksulfat, heptahydrat

ZnSO4, 7H2O

23, Zn

Zinkcarbonat

ZnCO3

52, Zn

Zinkoxid

ZnO

80, Zn

Zink aminosyre chelat

Zn X1-3 nH2O
X = anion af aminosyre

Produktafhængigt

Coboltsulfat, heptahydrat

CoSO4, 7H2O

21, Co

Calciumiodat

Ca(IO3)2

59, I

Kaliumiodid

KI

76, I

BEMÆRK: Tilgængeligheden af de enkelte mineraler er forskellig mellem kilder

Stivelse er et kulhydrat, som dannes i planternes rødder, knolde eller frø. Stivelse er et vigtigt næringsstof både for planten selv, men også for dyrs og menneskers ernæring. Fx korn og kartofler har et højt indhold af stivelse, mens proteinrige råvarer typisk har et relativt lavt indhold af stivelse. Indholdet af stivelse og andre kulhydrater ses i tabel 1.

Tabel 1. Oversigt over indholdet af kulhydrater i forskellige råvarer (LMW-sukre er en betegnelse for mono-, di- og trisakkarider. NSP = non-starch polysaccharides).

 

Stivelse

LMW-sukre

NSP

Total
kulhydrat

Kornråvarer

Byg

59

2

18

79

Havre

47

2

23

72

Hvede

65

2

12

79

Majs

69

2

10

81

Rug

61

3

15

79

Kornbiprodukt

Hvedeklid

22

5

37

64

Majsfodermel

57

4

16

77

Majsklid

38

3

36

77

Rugklid

9

7

42

56

Kornsubstitut

Tapiokamel

77

2

8

87

Proteinråvarer

Sojaskrå, toasted

3

14

22

39

Rapsskrå

2

8

21

31

Kokoskager

1

12

42

55

Ærter

44

9

19

72

Hestebønner

41

9

19

69

En almindelig foderanalyse deler kulhydrat i træstof og NFE. Denne opdeling vurderer ikke kulhydratfraktionen særlig præcist. Deling i stivelse og sukker samt fibre er et bedre udtryk, når næringsværdien skal vurderes.

Foto 1. Foto taget via elektronmikroskop. Billede viser stivelseskorn fra
majs (foto/kilde: Gallant, D.J. & B. Bouvhet, 1986. Ultrastructure af maize
starch granules. A review. Food Microstructure, Vol. 5, pp. 141-155,
billede nr. 6612).

Stivelse findes i planteceller hos korn, bælgplanter og rodfrugter som mikroskopiske stivelseskorn, der har en form, som er karakteristisk for den pågældende plante. Stivelseskornene består næsten udelukkende af glukose-polymer samt mindre mængder af fedt, protein og fosfor.

Spyt indeholder alfa-amylase, som er det enzym, der nedbryder stivelse til glukose. Nedbrydning af stivelse starter derfor allerede i mundhulen og fortsætter i tyndtarmen, hvor der også er alfa-amylase i den tarmsaft, der udskilles fra bugspytkirtelen.

Kvalitet

Stivelse inddeles i tre klasser afhængig af stivelseskornenes kemiske organisering:

  • Type A: Kornråvarer.
  • Type B: Frugt og rodfrugt, fx kartofler.
  • Type C: Mellemting mellem A og B stivelse - findes i frø af bælgplanter, fx ærter og bønner.

En varmebehandling af råvarerne medfører generelt en bedre tilgængelighed af stivelse og dermed højere fordøjelighed, hvilket specielt er kendt ved kartofler.

Nedbrydning i tarmkanalen

Grise er gode til at nedbryde og fordøje stivelse. Kornråvarer har typisk en fordøjelighed på 97-99 procent (type A stivelse). Stivelse i ærter og bønner har en fordøjelighed på 93-95 procent (type C stivelse), mens rå kartoffelstivelse har en fordøjelighed på ca. 50 procent (type B stivelse) [1].

Årsagen til forskellig fordøjelighed er at

  1. Stivelsen er ikke tilgængelig for fordøjelsesenzymerne, fordi stivelseskornene er omgivet af en tyk cellevæg - til denne gruppe hører bælgplanter.
       
  2. Stivelsen er ikke tilgængelig på grund af dens kemiske organisering - til denne gruppe hører rå kartoffelstivelse.
       
  3. Stivelsen er ikke tilgængelig efter forudgående opvarmning og afkøling - dette ses sjældent hos foderstoffer.

Den del af stivelsen, der ikke nedbrydes enzymatisk i tyndtarmen, bliver næsten fuldstændig omsat af mikroorganismer i blind- og tyktarm. Den andel af stivelsen, som omsættes i blind- og tyktarmen, udnyttes dårligt af grisen, hvor det formodes, at der kun er ca. 50 procent udnyttelse af energiværdien. Foderets formalingsgrad kan påvirke udnyttelsen af den stivelse, der findes i korn. En grov formaling vil nedsætte udnyttelsen. Læs mere om formalingsgrad under afsnittet formaling og foderstruktur.

Foders stivelsesindhold

I Danmark er der ikke observeret problemer med mangel på stivelse med de kornbaserede foderblandinger, der typisk bruges. Et forsøg har desuden vist, at der ikke blev opnået bedre reproduktionsresultater ved at tildele ekstra stivelse til polte i 10 dage før løbning i 2. brunst [2].

Referencer

[1]

Knudsen, K.E.B. og Johansen, H.N. (1994). Behov for stivelse i foderblandinger. Bilag til Fodringsseminar afholdt af Landsudvalget for Svin.

[2]

Sørensen, G. (1991). Flushing af sopolte med forskellige blandinger. Meddelelse nr. 213, Landsudvalget for Svin.

Fibre er en del af kulhydraterne i foderet, som også består af sukker og stivelse. Fibre er polysakkarider, der indgår i opbygning af planternes cellevægge og de omfatter alle ikke-stivelsesholdige polysakkarider (NSP) og lignin. NSP opdeles yderligere i cellulose- og ikke-celluloseholdige  polysakkarider (Non-Cellulosic Polysaccharides; NCP), som igen opdeles i vandopløselige (Soluble Non-Cellulosic Polysaccharides;  S-NCP) og ikke- vandopløselige fibre (I-NCP).  Se figur 1.

Figur 1
Figur 1. Opdeling af fibre i grupper. Det fremgår af figuren, at beta-glukan og pektin tilhører
gruppen af opløselige fibre, hvorimod lignin, cellulose og hemicellulose tilhører gruppen af ikke-vandopløselige fibre.

Grisen udskiller ikke selv enzymer, der kan nedbryde fiberfraktionen. I den bageste del af tyndtarmen og i blind- og tyktarm nedbrydes fibrene mere eller mindre af bakterier, og der dannes flygtige fedtsyrer (VFA), som kan optages fra tarmkanalen. Bakterierne kan ikke nedbryde lignin og kun en del af cellulosefraktionen. Fibrenes fysiske kendetegn har betydning for foderets fordøjelighed, således er fordøjeligheden af S-NCP 100 pct., mens den er betydelig lavere for de øvrige fraktioner. Lignin kan sket ikke fordøjes. Fordøjeligheden af fibrene udtrykkes som fermenterbare kuldhydrater og findes sammen med foderstoffernes indhold af opløselige og uopløselige fibre i fodermiddeltabellen.

Det drejer sig om følgende:

  • Partikelstørrelse.
  • Vandbindingsevne. Viskositet og dannelse af geler.
  • Evne til at binde ioner. 

Vandopløselige fibre

De opløselige fibre danner geler med vand og inddeles i to hovedgrupper: beta-glukan og pektin, som begge er opløselige i vand. Pektin kan binde en vandmængde svarende til 15 gange stoffets egen vægt. Vandbinding i foderet øger viskositeten, hvilket reducerer mavens tømningshastighed samt øger foderets opholdstid i tyndtarmen. En del af de opløselige fibre forgæres af mikroorganismer i sidste del af tyndtarmen, mens yderligere en del forgæres i blind- og tyktarm. Pektin findes hovedsagelig i rodfrugter og citrusfrugter, mens beta-glukan findes i kornarterne.

Store mængder vandopløselige fibre nedsætter foderoptagelsen på grund af hurtig følelse af mæthed hos grisen.

Ikke-vandopløselige fibre

De uopløselige fibre kan ikke opløses i vand, men kan binde ca. halvdelen af deres egen vægt. De inddeles i tre grupper: Cellulose, hemicellulose og lignin.

Lignin er egentlig ikke et kulhydrat, men medtages alligevel, da det er ufordøjeligt i hele tarmkanalen. Cellulose og hemicellulose er vandsugende og cellulose kan til en vis grad omsættes af bakterierne i tarmen.

Tyktarmens vægt og volumen øges med stigende indhold af fibre i foderet, hvilket samtidig giver et øget indhold af organisk materiale i gødning. Det organiske materiale indeholder mange mikroorganismer, som igen indeholder meget vand, hvilket ofte giver en mere lind gødning.

Fibrenes betydning

Fibre påvirker tarmindholdets fysisk-kemiske egenskaber i fordøjelseskanalen, som fx passagehastighed og maveindholdets konsistens. Der er ikke en entydig dokumentation for en sundheds- og produktionsmæssig betydning af at tilsætte ekstra fibre til almindelige kornbaserede blandinger, som indeholder ca. 20 pct. Til restriktivt fodrede dyr kan et øget indhold af fibre i foderet være gavnligt, da det forlænger ædetiden og dermed chancen for, at dyrene bliver mere ensartet.

Foder med et højt indhold af fiberrige foderstoffer vil ofte betyde dyrere foder pr. FEsv/FEso og et øget foderforbrug som følge af et lavere energiindhold. Hos dyr i vækst vil det samtidig ofte reducere foderoptagelsen.

Fiberindholdet i diegivningsfoder påvirker somælkens indhold af fedt, fordi udskillelsen af VFA øger fedtindholdet i mælken. Der er ikke en anbefaling for, hvor meget fiber, der bør være i diegivningsfoder, så både ønsket om høj foderoptagelse og fedtindhold i somælken kan opfyldes. Læs mere om fodring af diegivende søer her.

Foderets indhold af fibre har en begrænset rolle i forbindelse med mavesundheden hos svin (læs mere om mavesår her).

Brug af store mængder fiberrige foderstoffer (fx roepiller) i vådfoder kan give problemer på grund af fibrenes evne til vandbinding, og dermed påvirke fodersuppens konsistens.

Referencer

 [1] Bach Knudsen, K.E. & Lærke, H.N. (2012). Carbohydrate digestion and absorption. In: Bach Knudsen, K.E.; Kjeldsen, N.J.; Poulsen, H.D. & Jensen. B.B. (eds.), Nutritional physiology of pigs. Chapter 8
 [2] Bilag til fagmøde om "Kulhydrater i svinets ernæring", Forskningscenter Foulum, Intern rapport nr. 21/1993. Uddrag af appendix 1 "Kulhydrater og ligning i fodermidler", Knud Erik Bach Knudsen.

For at opnå maksimal vækst og produktion skal grise have dækket deres behov for bestemte aminosyrer, men hvis en aminosyre i et foder er tilstede i en lavere mængde end grisenes behov, kaldes det den begrænsende aminosyre, og denne mangel kan begrænse udnyttelsen af de øvrige aminosyrer.

Siden 2002 er det danske proteinvurderingssystem baseret på den standardiserede fordøjelighed af protein og af de enkelte aminosyrer, hvilket betyder, at der er en fordøjelighed pr. aminosyre pr. fodermiddel. Proteinfordøjeligheden regnes hovedsageligt efter internationale tabelværdier, dog beregnes proteinfordøjeligheden på korn (bortset fra rug) samt enkelte andre fodermidler ud fra aktuelt råproteinindhold og in vitro analyser af fodermidlet.

Ved sammensætning af foderblandinger med proteinindhold under de anbefalede minimumsgrænser vil det – afhængigt af råvarevalget – være nødvendigt at fokusere på alle de livsnødvendige aminosyrer. Her kan der fx vælges imellem disse to strategier:

  1. At nedsætte kravene til lysin, methionin, treonin og tryptofan forholdsmæssigt til reduktionen af råproteinindholdet under anbefalingerne. Således undgås spild af tilsatte aminosyrer som følge af mangel på de sidste seks livsnødvendige aminosyrer. Her forventes grisenes produktionsresultater at blive ringere end deres potentiale, men med de nuværende prisrelationer kan denne strategi være den optimale – det vil sige det bedste økonomiske resultat.
  2. At overholde normerne for alle 11 livsnødvendige aminosyrer enten via dyrt råvarevalg og/eller dyr tilsætning af isoleucin, leucin, histidin, fenylalanin og valin. Her forventes grisenes produktionsresultater at blive på højde med deres potentiale, og her vil der kunne opnås maksimal – men ikke nødvendigvis optimal produktivitet.

Husk, at du kan finde de opdaterede aminosyrenormer i Normer for Næringsstoffer.

Beskrivelse

Protein består af en eller flere polypeptidkæder, som indeholder op til flere hundrede aminosyrer. I alt er der kun 20 forskellige aminosyrer, hvoraf 11 er livsnødvendige (essentielle). De øvrige aminosyrer kan frit dannes ud fra andre aminosyrer i organismen. Grise har ikke behov for selve proteinet, men derimod for de aminosyrer, der enten er bundet i foderprotein eller tilsat som frie aminosyrer.

Tabel 1. Livsnødvendige aminosyrer

 Lysin  Leucin
 Methionin  Valin
 Cystin*  Fenylalanin
 Treonin  Tyrosin
 Tryptofan  Histidin
 Isoleucin  
*Cystin og methionin kan delvis erstatte hinanden, hvorfor cystin ikke er livsnødvendigt, hvis der er tilstrækkeligt methionin.
 
For alle foderstoffer angives indhold af "råprotein". Råprotein omfatter både protein og andre stoffer i foderet, som indeholder kvælstof (amidstoffer).

Mængden af råprotein i foder er defineret som mængden af kvælstof × 6,25. Det er dog kun det egentlige protein, der kan udnyttes af dyrene.

Kvalitet

Proteinkvalitet er et udtryk for foderets indhold og sammensætning af aminosyrer. For at opnå maksimal vækst og produktion skal grise have dækket deres behov for bestemte aminosyrer, men hvis en aminosyre i et foder er tilstede i en lavere mængde end grisenes behov, kaldes det den begrænsende aminosyre. Ved sammensætning af foder skal man derfor have et godt kendskab til de enkelte råvarers indhold af aminosyrer og protein samt dets fordøjelighed. 

 Proteinkvalitet kan vurderes ud fra følgende:

  • Indhold af aminosyrer måles ved analyse
       
  • Tilsyneladende fordøjeligt råprotein (TF) = råprotein i foder ÷ råprotein i gødning. Korrigeres for indhold af råprotein i gødning, der stammer fra fordøjelsessekreter, findes den sande fordøjelighed, også kaldet den standardiserede fordøjelighed (SF).
       
  • Biologisk værdi (BV) er et mål for sammensætning af aminosyrer i fordøjet råprotein.

Proteinvurkeringssystemet

Siden 2002 er det danske proteinvurderingssystem baseret på den standardiserede fordøjelighed af protein og af de enkelte aminosyrer, hvilket betyder, at der er en fordøjelighed pr. aminosyre pr. fodermiddel.

De relevante aminosyrefordøjeligheder kan findes på to måder. Den første metode er at korrigere tilsyneladende fordøjeligheder fundet i forsøg med grise for det basale endogene tab, hvorved man får tabelværdier for den standardiserede fordøjelighed af råprotein og de enkelte aminosyrer for hvert fodermiddel. Den anden metode er at tage udgangspunkt i den in vitro bestemte reelle fordøjelighed og derfra trække det fodermiddelspecifikke ekstra endogene tab.

Tabelværdier som basis

Der findes flere internationale tabelværker over standardiserede fordøjeligheder. Vi har valgt at tage udgangspunkt i en dansk Ph.D.-afhandling ved Carsten Pedersen, Danmarks JordbrugsForskning, 2001. I denne afhandling er dels samlet resultater fra de andre tabelværker, dels er der lavet et selvstændigt bud ud fra de originale tilsyneladende fordøjeligheder ved at tage hensyn til, at der er forskel i det endogene tab ved forskellige teknikker til bestemmelse af tyndtarmsfordøjelighed. Sidstnævnte tabelværdier betragter vi som de pt. bedste bud på tabelværdier.

Fordelen ved at basere systemet på sådanne tabelværdier ud fra griseforsøg er, at der automatisk tages hensyn til specielle faktorer for det givne fodermiddel, som fx at lysin sidder i skaldelen af korn og derfor fordøjes dårligere end gennemsnitlig protein fra korn.

Ulempen ved kun at basere systemet på tabelværdier er, at der ikke kan tages hensyn til, at fordøjeligheden afhænger af proteinindholdet i det givne fodermiddel.

Dette er specielt et problem for korn, hvor der er det problem, at fordøjelsesforsøgene er udført med korn med højere proteinindhold end dansk korn. Herved vil de internationale tabelværdier overvurdere fordøjeligheden i forhold til dansk korn. I det danske fodervurderingssystem beregnes aminosyreindholdet udfra regressionsstigninger med basis i råproteinindholdet [38] [39].

Protein- og fodervurderingssystemet er beskrevet i detaljer i rapport nr. 30 [29].

Ideel sammensætning af aminosyrer

Grisen bruger ikke aminosyrerne enkeltvis, men derimod som en blanding af livsnødvendige og ikke-livsnødvendige aminosyrer med det formål at danne protein. Hvis blot en af de livsnødvendige aminosyrer ikke findes i tilstrækkelig mængde udnyttes proteinet dårligere, ligesom underskud (eller overskud) af en aminosyre i forhold til de øvrige aminosyrer reducerer udnyttelsen af protein – jf. figur 1.

Figur 1. Sammenhæng mellem sammensætning og udnyttelse af fordøjeligt protein (tegning: Videncenter for Svineproduktion, billede nr. 6407).

Den reelle værdi af foderprotein bestemmes ud fra indhold af den mest begrænsende aminosyre i forhold til idealproteinets indhold af den pågældende aminosyre.

Proteinets ideelle sammensætning af fordøjelige aminosyrer ses i procent af lysin i Normer for Næringsstoffer.

Frie aminosyrer

Fem aminosyrer fremstilles kommercielt til brug i foder og forhandles som L-lysin, HCL; L-treonin; L-tryptofan, DL-methionin og L-valin. Syntetisk methionin findes udover som DL-methionin også i form af en methioninanalog. En rapport fra Holland angiver, at den relative værdi mellem DL-methionin og methioninanalogen er 72 procent på produktbasis [35]. De øvrige aminosyrer fremstilles primært til humant brug (fx kosttilskud til bodybuildere) og prisen for disse er ofte 10 til 40 gange højere end prisen for L-lysin. 

Nogle aminosyrer (fx lysin, treonin og tryptofan) produceres ved mikrobiel forgæring. Produktionen sker ud fra specielle bakteriers evne til at omsætte sukkersubstrat til aminosyrer. Andre aminosyrer (fx methionin) fremstilles ved en kemisk proces. Disse frie aminosyrer tilsættes typisk foderet for at opnå et optimalt niveau af livsvigtige aminosyrer samt for at forbedre den biologiske værdi af foderblandingens protein. Brug af aminosyrer er især aktuel i foderblandinger med et lavt indhold af råprotein.

Frie aminosyrer anses for at have en fordøjelighed på 100 procent. Frie aminosyrer fås enten som ren vare eller som en forblanding med hvedeklid, hvedestrømel eller almindelig kridt, hvori en aminosyre indgår med forskellig koncentration. Aminosyren indgår typisk med 30, 40 eller 50 procent. Opblandingen mindsker risikoen for stor blandeusikkerhed i forbindelse med hjemmeblanding.

Tabel 2. Frie aminosyrer

Aminosyre

Indhold af ren aminosyre, pct.

L-Lysin 99, HCl

78% L-Lys

Biolysin 70

54,6%

DL-Methionin 99

99%

Methioninanalog, Alimet 72

72%

L-Treonin 98,5

98%

L-Tryptophan 98

98%

L-Valin 96,5

96,5%

Ved brug af frit lysin skal man huske, at der angives indhold af lysinchlorid og ikke indhold af den rene aminosyre, hvorfor det rene indhold af lysin kun udgør ca. 78 procent.

I fermenteret vådfoder sker der et tab af de frieaminosyrer - læs mere i afsnittet om Fermenteret vådfoder.

Iblanding i foder

Ved iblanding af frie aminosyrer, bør der bruges forblandinger med en koncentration på 40-50 procent, da der ofte kun iblandes 0,1-0,2 procent aminosyre i et foder. Der kræves ingen speciel beskyttelse ved håndtering af frie aminosyrer. Det anbefales dog at anvende handsker.

Specielle forhold

Hvis grise har god udnyttelse af protein i foder, reduceres foderforbruget og samtidig mindskes udledningen af kvælstof til naturen. Udnyttelsen af protein øges ved: 1) at vælge proteinråvarer med høj fordøjelighed (fx sojaskrå frem for kokoskager) og/eller ved 2) at tilsætte frie aminosyrer.

Et særligt problem med protein er udledning af kvælstof til naturen. For eksempel udnytter slagtesvin mellem 39 til 43 procent af foderproteinerne til at producere kød, fedt og knoglevæv, mens det ufordøjede råprotein udskilles via gødningen. Desuden udnytter grisen ikke alle de absorberede aminosyrer, da disse er i overskud i forhold til grisenes behov. Disse nedbrydes i leveren og udskilles som urinstof via urinen.

Udledning af kvælstof via gødning eller urin reduceres hos slagtesvin ved at sænke indholdet af protein i foderet og samtidig forbedre proteinkvaliteten [27]. Forløbige resultater fra en stor afprøvning og en omregning af resultaterne fra meddelelse 467 [40] til det nuværende fodervurderingssystem viser dog, at reduktion af proteinindhold, fx fra 130 til 120 g standardiseret fordøjeligt råprotein pr. FEsv, vil betyde forringelse i kødprocent og foderudnyttelse uanset, at aminosyrenormerne er overholdt. Brug af fasefodring og cafeteria-fodring [28] kan ligeledes reducere udledningen af kvælstof ca. 5 procent. Forsøg har dog vist, at både fasefodring og cafeteria-fodring kan give et ringere økonomisk resultat. Følgende øvrige kilder omtaler udskillelse af kvælstof: [17], [20], [23], [31].

Rotter og svin fordøjer de fleste foderstoffer næsten ens, og derfor kan resultater af målinger på rotter overføres på svin. Denne sammenhæng illustreres ved, at der i forsøg er fundet en korrelation på 0,91 (1 = perfekt sammenhæng). Dertil hører, at fordøjelighedsforsøg med rotter både er hurtigere og billigere at udføre end forsøg med svin.

Et højt indhold af protein i foder giver i visse tilfælde fordøjelsesforstyrrelser [19], [21].

Modsat kan et lavt proteinindhold i foder medføre underskud af en eller flere af de livsnødvendige aminosyrer i forhold til behov, hvilket giver sig udslag i nedsat tilvækst, øget foderforbrug, lavere kødprocent eller lavere mælkeydelse.

Erkendelse af problem

  • Kødprocenten hos slagtesvin falder pludselig.
  • Utrivelige pattegrise og lav fravænningsvægt hos søer i farestalden.
  • Resultatet fra en foderanalyse (protein, aminosyrer) afviger fra de forventede niveauer.

Håndtering af problem

  • Check, at det rigtige foder udfodres til den rigtige dyregruppe.
  • Sørg for, at det rigtige foder leveres i de rigtige siloer ved tydelig mærkning af siloer, indblæsningsrør, indstilling af fordelingshoveder ol.
  • Hjemmeblanding: kontroller anlæggets blandesikkerhed samt om der sker væsentlig afblanding.
  • Foretag en løbende kontrol af råvarerne. Justér/optimér fodersammensætning ud fra analyser.
  • Bestem indhold af tørstof, råprotein og evt. lysin, methionin, cystein og treonin.
  • Check at gældende normer overholdes.
  • Vær opmærksom på risiko for tab af syntetiske aminosyrer i vådfoder.

Referencer

[1]

Meding, J.H., Nielsen, H.E. (1977). Forskellige proteinnormers indflydelse på frugtbarheden hos orner, der anvendes til kunstig sædoverføring. Meddelelse nr. 175, Statens Husdyrbrugsforsøg.

[2]

Hansen, V., Bresson, S., Jensen, A. (1979). Opfodring af sogrise og galte hver for sig eller 2 sogrise og 2 galte pr. sti - forskellig foderstyrke og forskelligt proteinniveau til slagtesvin. Meddelelse nr. 276, Statens Husdyrbrugsforsøg.

[3]

Laursen, B. (1980). Forskelligt proteinniveau i foderet til slagtesvin af dansk landrace eller yorkshirerace. Meddelelse nr. 312, Statens Husdyrbrugsforsøg.

[4]

Madsen, A., Mortensen, H.P., Larsen, A.E. (1975). Forskellige foder- og proteinnormer til svin slagtet ved henholdsvis 90 og 120 kg levendevægt. Meddelelse nr. 31, Statens Husdyrbrugsforsøg.

[5]

Danielsen, V., Larsen, A.E., Linnemann, F., Nielsen, H.E. (1981). Forskellig proteintildeling i en del eller hele drægtighedsperioden til søer af ren race eller krydsning. Meddelelse nr. 398, Statens Husdyrbrugsforsøg.

[6]

Nielsen, H.E., Danielsen, V. (1983). To energinormer og to proteinnormer til drægtige søer. Meddelelse nr. 461, Statens Husdyrbrugsforsøg.

[7]

Danielsen, V., Larsen, A.E., Linnemann, F., Nielsen, H.E. (1981). Forskellig proteintildeling i drægtigheds- og diegivningsperioden til søer med 5 ugers fravænning. Meddelelse nr. 399, Statens Husdyrbrugsforsøg.

[8]

Rasmussen, O.K., Just, A., Hansen, H.L. (1976). Fodermidlernes værdi til svin - 5. Proteinkoncentrationens indflydelse på foderværdien. Meddelelse nr. 103, Statens Husdyrbrugsforsøg.

[9]

Danielsen, V., Nielsen, H.E. (1976). Forskelligt proteinindhold i tilskudsfoder til pattegrise. Meddelelse nr. 147, Statens Husdyrbrugsforsøg.

[10]

Eggum, B.O., Chwalibog, A., Danielsen, V. (1987). Behov for protein og aminosyrer til grise fra 8 til 20 kg legemsvægt. Meddelelse nr. 681, Statens Husdyrbrugsforsøg.

[11]

Danielsen, V. (1992). Treonin til smågrise. Meddelelse nr. 812, Statens Husdyrbrugsforsøg.

[12]

Danielsen, V. (1992). Lysin til diegivende søer. Meddelelse nr. 817, Statens Husdyrbrugsforsøg.

[13]

Danielsen, V., Jørgensen, H., Eggum, B.O. (1989). Lysin, methionin og treonin til fravænnede smågrise. Meddelelse nr. 739, Statens Husdyrbrugsforsøg.

[14]

Hansen, B.I. (1990). Aminosyreniveauer til smågrise.Meddelelse nr. 192, Landsudvalget for Svin.

[15]

Sørensen, G. (1992). Stigende lysinindhold i sofoder. Meddelelse nr. 237, Landsudvalget for Svin.

[16]

Kjeldsen, N. (1992). Aminosyrer til hangrise. Meddelelse nr. 221, Landsudvalget for Svin.

[17]

Sørensen, G. (1995). Aminosyrenorm til drægtige søer. Meddelelse nr. 298, Landsudvalget for Svin.

[18]

Kjeldsen, N. (1989). Aminosyrenormer til ungsvin. Meddelelse nr. 156, Landsudvalget for Svin.

[19]

Hansen, B.I. (1992). Let tilgængelige aminosyrer i foder til smågrise. Meddelelse nr. 223, Landsudvalget for Svin.

[20]

Madsen, A., Mortensen, H.P., Bejerholm, C., Barton, P. (1992). Reduceret protein til svin uden og med tilskud af lysin, treonin og methionin. Meddelelse nr. 830, Statens Husdyrbrugsforsøg.

[21]

Nielsen, H.E., Danielsen, V., Eggum, B.O., Chwalibog, A. (1983). Foder med lavt proteinindhold og med tilskud af aminosyrerne lysin og methionin til fravænnede grise. Meddelelse nr. 489, Statens Husdyrbrugsforsøg.

[22]

Nielsen, H.E., Danielsen, V., Eggum, B.O., Chwalibog, A. (1984). Tilskud af aminosyrerne lysin, methionin og treonin til foderblandinger med lavt proteinindhold til fravænnede grise. Meddelelse nr. 545, Statens Husdyrbrugsforsøg.

[23]

Sørensen, G. (1994). Reduceret indhold af råprotein i sofoder. Meddelelse nr. 283, Landsudvalget for Svin.

[24]

Linnemann, F., Danielsen, V., Laursen, B., Nielsen, H.E. (1978). Animalsk protein sammenlignet med vegetabilsk protein samt to niveauer af protein med tilskud af lysin og methionin til søer. Meddelelse nr. 229, Statens Husdyrbrugsforsøg.

[25]

Jørgensen, H., Fernández, J.A. (1988). Byg og hvede suppleret med frie aminosyrer eller sojaskrå til svin. Meddelelse nr. 702, Statens Husdyrbrugsforsøg.

[26]

Madsen, A., Mortensen, H.P. (1981). Overskud af lysin og/eller methionin til slagtesvin. Meddelelse nr. 385, Statens Husdyrbrugsforsøg.

[27]

Nielsen, N.O. (1995). Nedsat proteinindhold i slagtesvinefoder. Meddelelse nr. 307, Landsudvalget for Svin.

[28]

Nielsen, N.O., Callesen, J. (1996). Fasefodring efter cafeteria-princippet. Meddelelse nr. 326, Landsudvalget for Svin.

[29]

Tybirk, P., Strathe, A.B., Vils, E., Sloth, N.M., Boisen, S. (2004). Det danske fodervurderingssystem til svinefoder. Rapport nr. 30, Dansk Svineproduktion.

[30]

Sloth, N.M. (1998). Slagtesvinefoder med reduceret kvælstofindhold og forhøjet indhold af livsvigtige aminosyrer. Meddelelse nr. 379, Landsudvalget for Svin.

[31]

Sloth, N.M., Tybirk, P., Dahl, J., Christensen, G. (1998). Effekt af formalingsgrad og varmebehandling/pelletering på mavesundhed, salmonella-forebyggelse og produktionsresultater hos slagtesvin. Meddelelse nr. 385, Landsudvalget for Svin.

[32]

Olsen, L.E., Callesen, J., Tybirk, P. (2001). Naturligt indhold af methionin i slagtesvinefoder. Meddelelse nr. 498, Landsudvalget for Svin.

[33]

Maribo, H. (2002). Afprøvning af treonin til smågrise. Meddelelse nr. 549, Landsudvalget for Svin.

[34]

Sloth, N.M., Maribo, H. (2004). Lysin- og treoninforsyning til slagtesvin. Meddelelse nr. 659, Landsudvalget for Svin.

[35]

Jørgensen, L. (2004). Methionin-analoger. Notat nr. 0440, Landsudvalget for Svin.

[36]

Sloth, N.M., Jørgensen, L. (2005). Lavproteinfoder til smågrise. Meddelelse nr. 688, Landsudvalget for Svin.

[37]

Sloth, N.M, Jørgensen, L. (2005). Indhold af leucin og protein i smågrisefoder. Meddelelse nr. 689, Landsudvalget for Svin.

[38]

Sloth, N.M., Tybirk, P. (2001). Ligninger til beregning af aminosyreindholdet i byg og hvede ud fra råproteinindholdet. Notat nr. 0150, Landsudvalget for Svin.

[39]

Tybirk, P., Sloth, N.M. (2007). Nye ligninger til beregning af aminosyreindhold i byg. Notat nr. 0717, Dansk Svineproduktion.

 [40]

Pedersen, A.Ø. (2000). Reduceret proteinindhold i slagtesvinefoder. Meddelelse nr. 467, Landsudvalget for Svin.

Fandt du det, du ledte efter?

Tak for din feedback

For at kunne forbedre vores indhold, må du gerne indtaste yderligere detaljer på, hvad du leder efter herunder (valgfrit).

Tak for din feedback

Din indtastning er registreret. Vi evaluerer løbende på feedback fra brugerne.