Fodring af slagtesvin

Flere forhold har indflydelse på, hvilken fodringsstrategi, der bør vælges i den enkelte besætning, så der opnås de mest økonomiske resultater med hensyn til tilvækst, kødprocent og foderforbrug. Tilvæksten har kun en økonomisk værdi, hvis der er overskud af smågrise til indsættelse i slagtesvinestalden og hvis loftet for maksimal tilladte produktion af slagtesvin ikke er nået samt hvis slagtevægten er for lav. Kødprocenten har størst økonomisk værdi ved specialproduktion. Højt foderforbrug kan blandt andet skyldes, at foderoptagelsen er for høj.  

Foderforbruget bør begrænses ved at fodre mere eller mindre restriktivt efter 60 kg. Det er især galtgrise, der kan have et højt foderforbrug (dårlig foderudnyttelse) og lav kødprocent ved høj foderoptagelse. Kønsvis opstaldning af so- og galtgrise kan derfor anbefales, så foderoptagelsen til galtgrisene kan begrænses mere end til sogrisene. Hangrise kan fodres ad libitum i hele vækstperioden.

Restriktiv vådfodring giver i modsætning til ad libitum tørfodringssystemer gode muligheder for at regulere foderoptagelsen. Ved brug af rørfodringsautomater, enkeltdyrsautomater med vand eller vådfodring i kortkrybber er der ofte en høj foderoptagelse, hvilket kan give en dårlig foderudnyttelse. Selv om fodringssystemerne er designet til ad libitum fodring, er der flere muligheder for en vis begrænsning af foderoptagelsen. Men det kan medføre adfærdsmæssige problemer, hvis automaterne bliver tomme eller der er for lange pauser i udfodringen.    

Foderet skal sammensættes så det dækker slagtesvinenes næringsstofbehov og det skal sikre en økonomisk optimal fodring. Der gives eksempler på sammensætning af foderblandinger.

I besætninger med diarréproblemer bør fodersammensætningen eller fodringsstrategien ændres for at reducere problemet. Grise med diarré må ikke overforsynes med protein, og der bør ikke anvendes foderstoffer, der fordøjes dårligt af grisene. I vådfoder bør pH være 4,5-5,0, medmindre der benyttes restløs vådfodring, hvor pH ligger mellem 5,0 og 6,0.

Indenfor økologisk fodring er der opstillet krav om tildeling af grovfoder til slagtesvin. Det kan give dårligere produktionsresultater at anvende grovfoder, da det udnyttes dårligt af slagtesvin sammenlignet med traditionelt foder.

Den daglige fodertildeling påvirker daglig tilvækst, kødprocent og foderforbrug pr. kg tilvækst (figur 1). Ved stigende foderstyrke stiger tilvæksten, men når grisenes potentiale for kødproduktion bliver begrænsende, falder kødprocenten. En meget høj foderstyrke medfører derfor et højt foderforbrug (dårlig foderudnyttelse), da der kræves mere energi til fedtaflejring end til kødaflejring. Ved meget lav foderstyrke er foderforbruget også højt, da en stor del af energioptagelsen går til vedligeholdelse af kroppen. De præcise sammenhænge afhænger af grisenes køn [1], [2], [3], [4] og [5] og avlsniveau for kødproduktion [6].

Figur 1. Den daglige foderstyrkes indflydelse på daglig tilvækst, foderforbrug og kødprocent
(tegning: Anni Øyan Pedersen, billede nr. 5805).

Ved valg af fodringsstrategi er det vigtigt, at foderstyrken kan ligge inden for det økonomisk optimale område, så foderforbruget kan holdes på et lavt niveau. Dernæst er det et spørgsmål, om man ønsker høj tilvækst eller høj kødprocent ved henholdsvis at øge eller sænke foderstyrken. I hvert enkelt tilfælde afhænger den økonomisk optimale foderstyrke af prisen på foder samt værdien af tilvækst og kødprocent.

Økonomisk værdi af tilvækst

Ved overskud af smågrise til indsættelse i slagtesvinestalden og med tilladelse til at producere flere grise har ekstra tilvækst en økonomisk værdi, idet en stigning i tilvæksten ved øget foderstyrke kan øge antal producerede grise pr. stiplads pr. år. Der bør i så fald optimeres på dækningsbidraget (DB) pr. stiplads pr. år. Jo større DB, der kan opnås pr. gris og dermed pr. stiplads pr. år, desto større økonomisk værdi har tilvæksten, se tabel 1.

Tabel 1. Værdi af tilvækst ved overskud af smågrise: + 50 g i daglig tilvækst i intervallet 30-100 kg.

DB pr. gris, kr.	Ændring i DB pr. stiplads pr. år, kr.*	Max. tab på kødprocent og foderforbrug, kr. pr. gris**
100	+ 25	-7
150	+ 37	-10

* Ved uændret kødprocent og foderforbrug (gælder kun i et snævert interval for øget foderstyrke, jf. figur 1).
** Maksimale tab pr. gris på grund af lavere kødprocent og højere foderforbrug, for at opnå uændret DB pr. stiplads pr. år, når tilvæksten øges med 50 g pr. dag.

Tilvæksten har også en økonomisk værdi, hvis slagtevægten er for lav, fordi sektionerne skal tømmes for at gøre plads til nye grise.

Ved stigning i tilvæksten som følge af øget foderstyrke sker der som nævnt ofte et fald i kødprocenten og måske også en stigning i foderforbruget. Dette skal modregnes værdien af øget tilvækst, jf. tabel 1.

Er der god plads i slagtesvinestalden eller er der ikke tilladelse til at producere flere grise, kan ekstra tilvækst ikke tillægges nogen konkret økonomisk værdi. Der bør i stedet optimeres på DB pr. gris [7] og [8].

Økonomisk værdi af kødprocent

Hvis der stilles særlige krav til kødprocenten, f.eks. ved specialproduktion, har kødprocenten en stor værdi. Jo højere kødprocentudbetalingen er, desto større økonomisk værdi får kødprocenten.

Økonomisk værdi af foderforbrug

Generelt har foderforbruget en højere økonomisk betydning end kødprocenten og tilvæksten, så der bør i højere grad fokuseres på at reducere foderforbruget end at forbedre tilvækst eller kødprocent. Hvis foderstyrken er højere end det optimale område (se figur 1), bliver foderforbruget så højt, at det ikke kan modsvare den økonomiske gevinst ved højere daglig tilvækst.

Den økonomiske værdi af foderforbrug pr. kg tilvækst afhænger af foderprisen. Jo højere foderprisen er, desto større økonomisk værdi opnås der ved at reducere foderforbruget, se tabel 2. Ved tungsvineproduktion opnås en større gevinst pr. gris ved at reducere foderforbruget end ved normal slagtevægt.

Tabel 2. Værdi af reduceret foderforbrug med 0,1 FEsv pr. kg tilvækst

Foderpris, kr.	30-100 kg, kr. pr. gris	30-115 kg, kr. pr. gris
1,20	8,40	10,2
1,00	7,00	8,50

Et højt foderforbrug (dårlig foderudnyttelse) kan skyldes mange forskellige forhold, blandt andet foderspild eller for grov foderstruktur. Fin formaling af især melfoder, men også pelleteret foder, forbedrer foderudnyttelsen, men samtidig øger fin formaling og pelletering risikoen for mavesår. Pelleteret foder medfører generelt en bedre foderudnyttelse end hjemmeblandet melfoder. Ved vådfodring giver fint formalet korn en statistisk sikker højere produktivitet end groft formalet korn (Medd. 981).

Højt foderforbrug kan også skyldes andre forhold, der ikke har noget med foderet at gøre, som fx dårlig sundhedsniveau, klimaforhold, stiindretning, management mm. En stor undersøgelse har kortlagt risikofatkorer for dårlig foderudnyttelse hos slagtesvin [29]. Konklusion var, at den relative risiko for dårlig foderudnyttelse er

• 5,1 gange større i besætninger med ungsvinestald
• 4,1 gange større i besætninger med luftvejslidelser, der kræver flokmedicinering
• 2,9 gange større i besætninger med kontinuerlig drift i slagtesvinesektioner
• 2,6 gange større i besætninger med hjemmeblandet vådfoder
• 2,5 gange større i besætninger med vådfoder
• 1,3 gange større, når andelen af utrivelige grise øges med 1 pct.

Ved fodring efter ædelyst regulerer grisene foderoptagelsen ud fra en mæthedsfornemmelse, som enten er fysisk eller kemisk reguleret.

Hos grise op til 50-60 kg er det primært mave-tarm-kanalens kapacitet, der begrænser foderoptagelsen. Når mave-tarm-kanalen er fyldt, føler grisene sig mætte, og foderoptagelsen nedsættes.

Hos tungere grise er det primært en høj koncentration af næringsstoffer (glukose, aminosyrer og fedtsyrer) i blodet, som påvirker sult-/mæthedsfornemmelse [14], hvorefter foderoptagelsen reduceres. Hvornår den kemiske regulering indtræder, afhænger af grisenes genetiske evne til at omsætte næringsstoffer i tilvækst. Grise med høj vækstkapacitet kan æde flere FEsv, før den kemiske regulering nedsætter foderoptagelsen.

Restriktiv vådfodring giver i modsætning til ad libitum tørfodringssystemer god mulighed for at regulere foderstyrken – jf. afsnittet Tørfoder kontra vådfoder.

Indtil grisene vejer cirka 60 kg bør der fodres efter tilnærmet ædelyst, svarende til, at grisene har ædt op cirka 30 minutter efter udfodringen [8] og [9]. Efter en vægt på cirka 60 kg bør der fodres mere eller mindre restriktivt (læs mere i afsnittet: Vådfodring).

Foderstyrken skal tilpasses de ønskede produktionsresultater [10], [11], [12], [13] og [14].

Foderforbruget pr. kg tilvækst er typisk mindst ved en foderstyrke, der giver 800-900 g daglig tilvækst. Ved at øge foderstyrken derudover, kan der som regel forventes ændringer i produktionsresultaterne som angivet i tabel 3.

Tabel 3. Tommelfingerregel for effekt af øget foderstyrke med 0,1 FEsv pr. dag for grise over 50 kg*

Daglig tilvækst, g:	+ 40
FEsv pr. kg tilvækst:	+ 0,004
Kødprocent, %-enheder:	÷ 0,3

* I forhold til en foderstyrke, der giver 800-900 gram daglig tilvækst fra 30 til 100 kg.

Foderkurven i den enkelte besætning bør justeres, så den passer bedst muligt til besætningens forhold, så man på den ene side udnytter grisenes vækstpotentiale og på den anden side undgår at overfodre grisene og dermed får en dårlig foderudnyttelse og lavere kødprocent. Ved restriktiv fodring i langkrybber kan man som udgangspunkt bruge foderkurven angivet i afsnittet om Vådfoderkurver.

Kønsvis opstaldning og fodring

Kønsvis opstaldning af galte og sogrise i slagtesvineperioden kan anbefales på grund af grisenes forskelle i ædelyst og anlæg for kødproduktion [1], [2], [3], [4], [5], [15], [16] og [30]. Galte har som regel en høj foderoptagelse ved vådfodring, hvilket medfører, at grisene bliver for fede (kødprocenten falder) og foderudnyttelsen forringes, hvis de fodres efter ædelyst. Ved restriktiv vådfodring kan der anvendes samme foderkurve til so- og galtgrise, da den kønsvise opstaldning vil sikre, at galtgrisene ikke æder foderet fra sogrisene, der er langsommere om at æde. Hvis kødprocenten er for lav på trods af den kønsvise opstaldning kan foderkurven til galtgrisene reduceres med 0,10-0,15 FEsv pr. dag i forhold til foderkurven for sogrisene fra ca. 60 kg.  Det vil dog samtidig bevirke, at tilvæksten bliver lavere for galtgrise end for sogrise, så produktionstiden skal være længere for galtgrise for at opnå optimal slagtevægt. Hangrise har et større potentiale for kødaflejring end sogrise [16], så hangrise kan fodres med vådfoder eller tørfoder efter ædelyst i hele vækstperioden [17] og [18].

Ved produktion af tungsvin kan der i den sidste del af vækstperioden (75-125 kg) spares 10 pct. på aminosyreniveauet i foderet til galtgrise i forhold til sogrise, uden at det medfører produktionstab [31].

Regulering af foderoptagelsen i ad libitum systemer

Ved brug af tørfoder i simple automater uden vand kan der fodres efter ædelyst i hele perioden, også ved tungsvin [7] og [19]. Melfoder i simple automater uden vand øger dog risikoen for foderspild og dermed dårlig foderudnyttelse. Anvendes der rørfodringsautomater med vandforsyning [20], [21], [22], [29] og [30] eller ad libitum vådfoder i kortkrybber [23], kan der i besætninger med høj tilvækst blive problemer med for høj foderoptagelse og dermed dårlig foderudnyttelse og lav kødprocent. Anvendes der begrænset ad libitum fodring i slutningen af slagtesvineperioden, kan det give en bedre kødprocent, men dog ikke en bedre foderudnyttelse (Medd. 946).

Der er flere muligheder for en vis regulering af foderstyrken ved fodring efter ædelyst. Ved anvendelse af rørfodringsautomater, enkeltdyrsautomater med vand eller vådfodring i kortkrybber vil det oftest være relevant at begrænse foderoptagelsen.

Begrænsning af foderoptagelsen i de forskellige automater kan ske på følgende måder. 

Tørfodring i rørfodringsautomat og enkeltdyrsautomater med vand:

• Lukning af vand i automat: Hvis der er anden vandforsyning i stien kan der lukkes for vandet i automaten i den sidste del af vækstperioden (efter 60 kg). Hermed begrænses ædelysten, og automaten vil funktionsmæssigt ligne en simpel tørfodringsautomat. Det kan kun anbefales at lukke for vandet i automaten, hvis der anvendes pelleteret foder. Ved melfoder øges risikoen for foderspild [30].
     
• Sortering af so- og galtgrise: Hvis der bruges pelleteret foder, kan slagtesvinestalden indrettes med halvdelen af stierne med rørfodrings-automater eller enkeltdyrsautomater med vand, som bruges til sogrise, og halvdelen af stierne med simple tørfodringsautomater uden vand, som bruges til galtgrise. Hvis der kun er rørfodringsautomater, kan der lukkes for vandet ved 60 kg i stier med galtgrise. Begge principper vil begrænse galtenes foderoptagelse i forhold til sogrisenes foderoptagelse. Derved er der større sandsynlighed for, at so- og galtgrise er færdige til levering samtidig, og at den gennemsnitlige kødprocent hæves [30].    
      
• Indføring af slutblanding: Denne løsning kræver en ekstra foderstreng og ekstra silo. Grise fra 70-80 kg og indtil slagtning tildeles en anden foderblanding, der reducerer energioptagelsen. Der er flere muligheder fx roepiller, rug eller raps i blandingen. En foderblanding med lavt energiindhold (fx 102 FEsv pr. 100 kg) er dyrere end en foderblanding med højere energiindhold (fx 106 FEsv pr. 100 kg), hvilket gør denne løsning mindre attraktiv. 
     
• Hyppig justering af frihøjde mellem rør og automat i rørfodringsautomat: Foderets tilgængelighed i slutningen af vækstperioden kan begrænses ved at stille foderrøret så tæt på automatbunden, at kagedannelse/tilstopning netop undgås. Dette kan dog give risiko for flere aggressioner ved automaten, idet grisene skal bruge længere tid på at arbejde foder ud fra automaten. Der er også risiko for større vægtspredning på grund af lavere tilvækst hos rangsvage grise, som vil have vanskeligt ved at få adgang til automaten. 
       
• Semi ad libitum fodring (automaterne køres tomme nogle timer i døgnet): I nogle besætninger kan det lade sig gøre at tilrettelægge fodringsintervallerne således, at automaterne står tomme nogle timer i døgnet. Det skal dog kraftigt pointeres, at rørfodringsautomater og enkeltdyrsautomater med vand er designet til fodring efter ædelyst, og denne metode til begrænsning af foderoptagelsen kan måske give anledning til adfærdsproblemer. 
• Lavt energiindhold i foderblandingen [32].

Vådfodring i kortkrybbe:

• På fodringsanlægget indkodes en "maksimum foderstyrke", f.eks. +20 pct. i forhold til kurven,  så grisene fodres efter ædelyst, indtil de har ædt den angivne maksimale foderration. Læs mere i afsnittet om vådfodring.

Slagtesvinefoderet skal sammensættes så det dækker grisenes næringsstofbehov til vedligeholdelse og produktion, og det skal sikre en økonomisk optimal fodring. Desuden skal foderet sikre en god sundhed hos grisene, og der kan være hensyn til miljøet (udledning af kvælstof og fosfor), som også skal indgå i optimeringen af foderet. Foderet kan sammensættes ud fra mange forskellige råvarer, men der anvendes oftest et begrænset antal råvarer, især ved hjemmeblanding af foder. Produktionsværdien forringes med ca. 10% ved brug af danskproducerede proteinkilder. Dog opleves der bedre mørhed i kødet (Medd. 1112). 
Forsøg med rapskager med hhv. højt og lavt indhold af glukosinolater viser, at der ikke er forskel i produktiviteten mellem grupperne, men der er generelt en lavere foderudnyttelse ved tilsætning af rapskager (Medd. 1046 og medd. 1031).

I det følgende gives tre eksempler på sammensætning af foderblandinger til slagtesvin:

Eksempel på indkøbt pelleteret færdigfoder til slagtesvin
Råvarer	Procent af foder
Byg	30
Hvede	40
Hvedeklid	3
Sojaskrå, toasted	17
Rapskage	5
Melasse	1
Vegetabilsk olie	1
Vitaminer, mineraler og aminosyrer	3

 

Eksempel på hjemmeblandet tørfoder til slagtesvin
Råvarer	Procent af foder
Byg	36
Hvede	39
Sojaskrå, toasted	21
Svinefedt (udtaget UK- og specialgrise)	1
Vitaminer, mineraler og aminosyrer	3

 

Eksempel på vådfoder til slagtesvin
Råvarer	Procent af foder
Byg	6
Hvede	17
Sojaskrå, toasted	6
Vitaminer, mineraler og aminosyrer	0,7
Valle	68
Vand	3

Fasefodring til slagtesvin i to eller tre faser reducerer ammoniakfordampning såvel som fosforoverskud og kan derfor være en fordel rent miljømæssigt. Dog er der ikke økonomisk fordel ved at benytte sig af denne fodringsstrategi (Notat 1316).

Når der skiftes fra en smågriseblanding til en slagtesvineblanding, og grisene samtidig flyttes, udsættes dyrene for en stress-situation af kortere varighed, idet tarmfloraen skal stabiliseres på et andet niveau. Denne situation kan dog være tilstrækkelig til, at sygdomme bryder frem eller forværres. Øvrige stress-faktorer bør derfor minimeres så meget som muligt. Dette indebærer blandt andet, at tiltag, der forventes at forebygge sygdomme, bør gennemføres.

Foder/fodringsstrategi ved diarréproblemer

Hvis grisene overforsynes med næringsstoffer, kan det give anledning til vækst af sygdomsfremkaldende bakterier i mave-tarm-kanalen. Det samme er tilfældet, hvis foderet indeholder foderstoffer, der fordøjes dårligt af grisen, men som kan udnyttes af skadelige mikroorganismer i tarmen. Endelig kan foderstoffer med skadelige stoffer (fx lektiner, glycosinolater og tanniner) udløse diarré. Se afsnittet om skadelige stoffer (ANF).

Er den anvendte foderblanding ikke så skånsom som ønskeligt, er der mange muligheder for at nedsætte diarréproblemerne ved forskellige ændringer af foderet. Følgende muligheder kan overvejes:

• Proteinindholdet i foder til slagtesvin bør ikke være over 130 g fordøjeligt råprotein pr. FEsv. Et overskud af råprotein vil øge risikoen for diarré [24]. Hvis proteinindholdet sænkes til 110-120 g fordøjeligt råprotein pr. FEsv for at hæmme diarréproblemerne, må det forventes at resultere i en dårligere kødprocent svarende til 0,5-1,0 procentenheder [25].   
• Udtag foderprøver til analyse for indhold af råprotein for at kontrollere, at indholdet er som forventet, og at der ikke forekommer afblanding ved hjemmeblandet tørfoder.  
• I vådfoder bør pH-værdien være 4,5-5,0. Hvis pH er over 5,0 bør støbtiden og restmængden øges, og temperaturen kan øges ved at opvarme vandet til 20-30 °C således, at foderet fermenteres hurtigere. Foder med højt indhold af syntetiske aminosyrer bør ikke fermenteres, da syntetiske aminosyrer forsvinder helt eller delvist under fermenteringen, hvorved produktionsresultaterne forringes. Hvis der er en separat fermenteringstank, kan kornet fermenteres inden de andre komponenter iblandes. Læs mere i afsnittet: Fermenteret vådfoder.   
• Hvis pH-værdien i vådfoder ikke kan komme under 5,0 ved at øge restmængde, støbtid og temperatur, bør der udtages vådfoderprøver, der sendes til mikrobiologisk analyse. Hvis der findes sygdomsfremkaldende bakterier, f.eks. E. coli, i vådfoderet, bør vådfodringsanlægget tømmes og vaskes. Vådfodertanke og tilførselsrør skal vaskes hver eller hver anden uge. Læs mere i afsnittet: Vådfodring.   
• Der kan være problemer omkring selve udfodringen af foder, fx for mange grise pr. ædeplads og dårlig foderhygiejne i foderautomaten. Dårlig styring af fodertildeling ved vådfoder specielt lige efter indsættelse kan være et problem, da tildeling af mere foder, end grisene kan æde, vil give et hygiejneproblem.   
• Tørfoder kan eventuelt tilsættes 0,5-1,0 pct. organiske syrer (fx myresyre eller mælkesyre) eller tørre produkter af organiske syrer og syresalt. I vådfoder kan der tilsætte 1-2 promille myresyre.   
• Brug af skånsom råvaresammensætning i hele vækstperioden, fx 50 pct. byg, 50 pct. hvede samt sojaskrå og mineralblanding. Undgå ærter, rug, majsglutenfoder, raps, solsikke og melasse.  
• Manuel tildeling af en skåneblanding i cirka én uge efter indsættelse. Skåneblandingen bør være med lavt proteinindhold (fx 120 g fordøjeligt pr. FEsv) og tilsat syntetiske aminosyrer. Helst kornblanding i melform med grov formaling. Det kan være nødvendigt at anvende ekstra foderautomater til denne startblanding og så gradvist skifte til det normale foder. Skåneblandingen kan eventuelt leveres som sækkevare.   
• Restriktiv fodring af slagtesvin i besætninger med langkrybber - specielt til den aldersgruppe, der har størst problemer med tynd gødning.   
• Levering af færdigfoder som pelleteret foder, der iblandes 10-50 pct. groft formalet eller valset ikke-varmebehandlet korn.

Staldforhold/management      

Diarréproblemer kan også skyldes, at stald- og managementforholdene ikke er optimale – jf. afsnittet om Opstaldning af slagtesvin. Læs mere om staldforhold og management på temasiden Produktionskoncept slagtesvin. 

Grovfoder til slagtesvin

Indenfor økologisk fodring er der opstillet krav om tildeling af grovfoder til slagtesvin. Det kan give dårligere produktionsresultater at anvende grovfoder, da det udnyttes dårligt af slagtesvin sammenlignet med traditionelt foder [26], [27] og [28].

[1]	Hansen, V.; Bresson, S.; Jensen, A. (1979): Opfodring af sogrise og galte hver for sig eller 2 sogrise og 2 galte pr. sti - forskellig foderstyrke og forskelligt proteinniveau til slagtesvin. Meddelelse nr. 276, Statens Husdyrbrugsforsøg.
[2]	Hansen, V.; Bresson, S.; Jensen, A. (1978): Kønsvis opfodring, forskelligt proteinniveau og forskellig foderstyrke til slagtesvin. Meddelelse nr. 256, Statens Husdyrbrugsforsøg.
[3]	Hansen, V.; Bresson, S.; Smedegård, K. (1977): Kønsvis opfodring, forskelligt proteinniveau og forskellig foderstyrke til slagtesvin. Meddelelse nr. 211, Statens Husdyrbrugsforsøg.
[4]	Kjeldsen, N. (1992): Fodring af slagtesvin opdelt efter køn. Meddelelse nr. 215, Landsudvalget for Svin.
[5]	Olsen, L.E.; Callesen, J.; Tybirk, P (2000): Kønsvis opfodring af slagtesvin. Meddelelse nr. 494, Landsudvalget for Svin.
[6]	Hansen, V.; Bresson, S; Jensen, A. (1977): Forskellig foderstyrke og forskellig proteintildeling til henholdsvis torvegrise og avlscentergrise i vækstperioden 20-90 kg. Meddelelse nr. 162, Statens Husdyrbrugsforsøg.
[7]	Smed, A.F. (1994): Vådfodringsstrategi til tunge so- og hangrise. Meddelelse nr. 296, Landsudvalget for Svin.
[8]	Hansen, V.; Smedegård, K.; Jensen, A. (1978): Fodring af slagtesvin efter ædelyst indtil 50 kg efterfulgt af fodring efter norm til maksimalt 2,5-2,7 eller 2,9 kg foder pr. gris daglig i perioden 50-90 kg. Meddelelse nr. 228, Statens Husdyrbrugsforsøg.
[9]	Hansen, B.I. (1993): Strategi for fodring af smågrise og slagtesvin. Meddelelse nr. 268, Landsudvalget for Svin.
[10]	Nielsen, E.K. (1986): Fodringshyppighed, foderstyrke og proteinniveau ved fodring af slagtesvin. Meddelelse nr. 646, Statens Husdyrbrugsforsøg.
[11]	Smed, A.F. (1993): Vådfoderstrategi til sogrise. Meddelelse nr. 245, Landsudvalget for Svin.
[12]	Madsen, A.; Petersen, J.; Mortensen, H.P.; Bejerholm, C.; Barton, P. (1991): Hangrise fodret efter norm eller ædelyst med stigende mængder sojaskrå. Meddelelse nr. 810, Statens Husdyrbrugsforsøg.
[13]	Madsen, A.; Mortensen, H.P.; Larsen, A.E. (1983): Foderets koncentrationsgrad til slagtesvin. Meddelelse nr. 485, Statens Husdyrbrugsforsøg.
[14]	Nielsen, N.O. (1987): Normalt kontra koncentreret slagtesvinefoder efter ædelyst. Meddelelse nr. 125, Landsudvalget for Svin.
[15]	Bresson, S.; Barton, P.; Hansen, V. (1980):Kødkvalitet hos slagtesvin. Vekselvirkning mellem køn, proteinniveau og fodringsmetode. Meddelelse nr. 315, Statens Husdyrbrugsforsøg.
[16]	Andersen, S.; Pedersen, B. (1993): Vækstkurveforsøg med sogrise og hangrise. Notat nr. 9321, Landsudvalget for Svin.
[17]	Smed, A.F. (1992): Vådfoderstrategi til hangrise. Meddelelse nr. 244, Landsudvalget for Svin.
[18]	Kjeldsen, N. (1992): Tørfoderstrategi til hangrise. Meddelelse nr. 243, Landsudvalget for Svin.
[19]	Smed, A.F.(1994): Tørfodring kontra vådfodring til so- og hangrise. Meddelelse nr. 276, Landsudvalget for Svin.
[20]	Ambrosen, K. (1996): Foderautomater til slagtesvin - Egebjerg SK70 kontra Echberg Maximat. Meddelelse nr. 343, Landsudvalget for Svin.
[21]	Hansen, L.U. (1999): Sammenligning af simpel tørfodringsautomat, enkeltdyrsautomat og rørfodringsautomat til slagtesvin. Meddelelse nr. 418, Landsudvalget for Svin.
[22]	Jensen, T. (2003): Produkttest af rørfodringsautomater til slagtesvin. Meddelelse nr. 627, Landsudvalget for Svin.
[23]	Pedersen, P.N. (1986): Vådfodring efter ædelyst til ung- og slagtesvin. Meddelelse nr. 113, Landsudvalget for Svin.
[24]	Pedersen, A.Ø.; Dahl, J.; Jensen, B.B. (2000): Effekt af tylosin og foderets proteinindhold på forekomst af diarré hos slagtesvin. Meddelelse nr. 488, Landsudvalget for Svin.
[25]	Pedersen, A.Ø. (2000): Reduceret proteinindhold i slagtesvinefoder. Meddelelse nr. 467, Landsudvalget for Svin.
[26]	Sørensen, G.; Olesen, C.S. (1998): Grovfoder til svin. Rapport nr. 12, Landsudvalget for Svin.
[27]	Fernández, J.A.; Danielsen, V. (2002): Grovfoder til svin, hver er det? Forslag til definition. Grøn Viden - Husdyrbrug nr. 29, Danmarks JordbrugsForskning.
[28]	Jensen, H.F.; Andersen, B.H. (2002): Grovfoder til økologiske slagtesvin. Grøn Viden - Husdyrbrug nr. 27, Danmarks JordbrugsForskning.
[29]	Pedersen, A.Ø. (2008): Risikofaktorer for dårlig foderudnyttelse hos slagtesvin. Meddelelse nr. 813, Dansk Svineproduktion.
[30]	Pedersen, A.Ø.; Rasmussen, D. (2008): Kønsvis opdeling af slagtesvin og ad libitum fodring i rørfodringsautomater med og uden vandforsyning. Meddelelse nr. 817, Dansk Svineproduktion.
[31]	Rasmussen, D.K.; Hansen, S. (2009): Afprøvning af aminosyreniveauntil tungsvin. Meddelelse nr. 852, Dansk Svineproduktion.
[32]	Rasmussen, D.K. (2010): Energiindhold i foder til tungsvin. Meddelelse nr. 865, Videncenter for Svineproduktion.