Opdateret 7. april 2017

Dødfødte grise

Omkring 25 % af dødfødte pattegrise dør før faring. Dette kan skyldes infektion eller pladsmangel i børen. Ca. 60 % af dødfødte pattegrise dør under faringen. Den hyppigste dødsårsag er iltmangel. Faringsovervågning kan være med til at sikre, at flest muligt af disse grise reddes.
De sidste 15 %, der registreres som dødfødte, er faktisk levende fødte, men dør meget kort tid efter fødslen, hvorefter de fejlagtigt registreres som dødfødt.

Den eneste måde at afgøre, om en gris har trukket vejret efter fødsel, og derfor er født levende, er ved at tage et stykke lunge ud og lægge i et glas med vand. Flyder lungestykket, er lungevævet fyldt med luft, og grisen har trukket vejret mindst én gang efter fødsel (foto 1).


Foto 1. Lunger fra to grise. Den ene har trukket vejret efter fødslen, så lungen kan flyde, og den anden er død efter faring.

Obduktion af dødfødte grise

Dødstidspunktet og eventuelt også årsagen, til at grisen er død, kan ofte opklares ved nærmere iagttagelse eller efter en obduktion [1] .

Navlestrengen hos levendefødte døde grise er tør og flosset (foto 2), og kort efter at en gris er født – og har bevæget sig, er det tydeligt, at snabelskoene er slidt af klovene. Hvis navlestreng og klove tydeligt viser, at grisen er levendefødt, kan obduktion undværes.


Foto 2. Tør og flosset sort navlestreng viser, at grisen er født levende.

På staldgangen kan bughulen klippes op og organerne iagttages:

  • Grisen er død mindst 1 døgn før fødslen: Lever, mavesæk og tarme samme teglrøde farve – jf. foto 3.
  • Grisen er død under eller efter faring: Hvid mavesæk, brun lever og rødgule tarme – jf. foto 4.
  • Grisen er født levende: Hvis lungerne flyder i vand, har grisen trukket vejret. Hvis der er mælk i mavesækken, har grisen endda nået at optage råmælk – jf. foto 5 og 6.


Foto 3. Obduktion: Pattegris er død mindst et døgn før faring, hvis lever, mavesæk og tarme har samme teglrøde farve.
Foto 4. Obduktion: Pattegris er død umiddelbart før eller under faring. Brun lever, hvis mavesæk og lyserøde tarme i klare og rene farver.
Foto 5. Øverste en dødfødt gris: Indsmurt i fostervand, tyk og fugtig navlestreng, "snabelsko" på klovene. Nederst en levendefødt gris: Tør og ren, tør og sort navlestreng, "snabelsko" er slidt af, slidsår på forknæ.

Årsager til mange dødfødte grise

Antallet af dødfødte grise stiger med stigende antal totalfødte og med kuldnummer. Sammenhængen mellem stigningen i dødfødte ved et stigende antal totalfødte kan være en effekt af en lavere fødselsvægt [2].

Har soen fået 2 eller flere dødfødte, er der forhøjet risiko for at få dødfødte i næste kuld, og der bør derfor holdes særligt øje med disse søer ved næste faring [3].

Faringsproblemer som får faringerne til at trække ud [2], mange gamle søer [3] og gylte med snævert bækken kan forårsage flere dødfødte. Faringsovervågning bør derfor systematiseres og målrettes problemsøer og ældre søer, så der kan gribes rettidigt ind med fødselshjælp [4] [3]. Faringsinduktion, som resulterer i mere samlede faringer, gør det muligt at gennemføre en mere intensiv faringsovervågning [5].

Der er indikationer for at en mere fiberrig fodring de sidste 14 dage kan have gavnlige effekter på faringsproblemer, fx langtrukne faringer eller dødfødte grise [6].

Ligeledes har søer der kommer i farestalden i forkert huld øget risiko for at få flere dødfødte. En undersøgelse har vist at både magre og fede søer har tendens til at få flere dødfødte, og især magre søer (rygspæktykkelse mindre end 15 mm) er udsatte [7].

Undersøgelser har vist at hverken brug af oxytocin [2 eller mangel på calcium [8 ], selen eller E-vitamin [9] påvirker antallet af dødfødte.

Der er ikke fundet en forskel i antallet af dødfødte mellem løse søer og søer der farer i boks [10] .

Referencer

[1] Thorup, F. (1993): Opgørelse af dødfødte grise ved kejsersnitlaboratoriet i Vejen. Erfaring nr. 9320. Videncenter for Svineproduktion.
[2] Thorup, F., M.A. Herskind, E.M. Hansen, S.L. Musse, J.P. Nielsen & M.H. Schmidt (2009): Faringsforløb hos frugtbare danske søer. Meddelelse nr. 839. Videncenter for Svineproduktion.
[3] Johansen, M., M.B.F. Nielsen, F. Thorup, S. Dunipace, H. Kongsted, S. Haugegaard, B. Svensmark & P. Bækbo (2015): Risikofaktorer for dødfødte grise. Meddelelse nr. 1051. Videncenter for Svineproduktion.
[4] Pihl, K. (2017): Reduktion af dødfødte ved fokuseret faringsovervågning. Erfaring 1707. Seges.
[5] Sørensen, G. (2009): Faringsinduktion og udvidet faringsovervågning. Meddelelse nr. 854. Videncenter for Svineproduktion.
[6] Bruun, T.S., C.K. Højgaard, U. Krogh, P.K. Theil, J. Vinther (2015): Fodertilskud i sen drægtighed reducerede dødfødte grise i en besætning. Meddelelse nr. 1041. Videncenter for Svineproduktion.
[7] Sørensen, G. (2010): Huldstyring af drægtige søer. Meddelelse nr. 862. Videncenter for Svineproduktion.
[8] Thorup, F., G. Sørensen & K. T. Havn (2012): Sammenhæng mellem calciumniveau i blodet før faring og antallet af dødfødte grise. Meddelelse nr. 928. Videncenter for Svineproduktion.
[9] Thorup, F. (1995): Besætninger med få og mange dødfødte grise. Erfaring nr. 9506. Videncenter for svineproduktion.
[10] Moustsen, V.A., J. Hales, A. Devreese & C.F. Hansen (2014): Faringsforløb for løse søer og søer i boks. Meddelelse nr. 1008. Videncenter for svineproduktion.

Fandt du det, du ledte efter?

Tak for din feedback

For at kunne forbedre vores indhold, må du gerne indtaste yderligere detaljer på, hvad du leder efter herunder (valgfrit).

Tak for din feedback

Din indtastning er registreret. Vi evaluerer løbende på feedback fra brugerne.