Opdateret 7. april 2017

Pattegrisedødelighed

De fleste grise dør de første dage efter faring. Hvis flere pattegrise skal overleve, er det vigtigste værktøj at finde ud af, hvad grisene dør af. Først da kan en målrettet indsats igangsættes.

Langt de fleste grise dør i løbet af de første dage efter fødslen. 

Der er forskellige årsager til at pattegrise dør, og årsagerne er forskellige fra besætning til besætning. For at være sikker på, at indsatsen gøres det rette sted, er det meget vigtigt at vide, hvad grisene dør af. En effektiv måde at klarlægge dette, er ved at få lavet en USK-farestald.

Registrer dødstidspunkt og dødsårsag

For at kunne sætte ind med den rette indsats og værktøjer, er det først og fremmest vigtigt, at du ved, hvad grisene i din besætning dør af. Derfor er registrering af dødstidspunkt og dødsårsag det vigtigste værktøj i farestalden, når du skal reducere pattegrisedødeligheden.
Der er nogle årsager, der fremkommer hyppigt, dem kan du læse mere om på denne side.
 

Der er stor forskel i kropsvægt mellem en so og en nyfødt pattegris, og en stor del af de pattegrise, der dør indenfor de første dage, dør af at blive klemt af soen.

Selvom klemning er dødsårsagen, skal der ofte findes en sekundær årsag til, at grisen ikke kommer væk fra soen, når den lægger sig. Dette kan være, at pattegrisens nærmiljø i hulen ikke er optimalt, og at grisen derfor trækker ud til og opholder sig tæt på soen. Specielt træk og kulde er grisene meget følsomme overfor. Det kan også være, at grisene endnu ikke har lært at bruge pattegrisehjørnet og derved bliver hos soen. Herved ligger de mere udsat for at blive klemt af soen.

Årsagen kan også findes hos soen. En so, der er stresset på grund af f.eks. manglende redebygningsmateriale eller sen indsættelse i farestalden, vil ikke være opmærksom på grisene, når den lægger sig. Derfor spændes farebøjlerne typisk ind omkring faring for at beskytte de små grise. En indskrænket bevægelsesfrihed hos søerne vil dog være med til, at soen smider sig ned i stedet for at lægge sig forsigtigt, som den vil gøre i naturen [6] [7], og derfor er det vigtigt at huske, at farebøjlerne skal reguleres helt ud igen et par dage efter faring.

Figur 1. Faresti der er klargjort til faring. Varmelampen er tændt og der er tildelt redebygningsmateriale til soen.

Gør stien klar til faring

Det er vigtigt, at grisenes nærmiljø i pattegrisehjørnet er godt, for at grisene søger dertil samt, at de lærer at bruge hjørnet i stedet for at ligge ude hos soen. Læs mere om det under ’Kulde’.

For at give soen de bedste vilkår for at klare faringen, bør den flyttes i farestalden ca. 5 dage før forventet faring. På denne måde tilvænnes den et andet miljø og foder. Ifølge lovgivningen må soen tidligst flyttes 7 dage før forventet faring og senest 3 dage før forventet faring [8].

Ved indsættelse i farestalden er søer og gylte meget motiverede for at bygge rede, og derfor kan det give mere rolige dyr at give dem redebygningsmateriale. Ifølge lovgivningen skal søer og gylte have passende redebygningsmateriale i tilstrækkelig mængde i ugen før det forventede faretidspunkt, medmindre dette teknisk ikke kan lade sig gøre med det gyllesystem, der anvendes på bedriften [8].

Pattegrise fødes med et energidepot af glykogen og fedt. Hvor lang tid en pattegris kan overleve på de medfødte energi-reserver, afhænger af depoternes størrelse og naturligvis af pattegrisens forbrug og tilførsel af energi.

Jo større grisen er, jo større energidepot har den med ved fødsel. En nyfødt gris har et lager af glykogen, som kan dække dens energibehov i 15-20 timer. Derimod indeholder grisen kun ganske lidt fedt (5-10 gram), som kun er nok til at opretholde kropstemperaturen i 12 timer. Det vil sige, at en gris kan overleve 1-2 dage uden at få energi.

Grise med lav fødselsvægt har ringere chance for at overleve end større grise, da de dels har færre energireserver og dels har sværere ved at tilkæmpe sig en patte i konkurrence med de større grise i kuldet (se figur 2).

Under faringen udskiller soen løbende råmælk. Pattegrisene skiftes til at afsøge yveret og optage råmælk. Grisene skal være hos soen i mindst 12 timer, før man kan være sikker på, at grisene har optaget nok råmælk. Der er en klar sammenhæng mellem fødselsvægt og optagelse af råmælk, da store grise ofte tilkæmper sig de mest produktive mælkekirtler [9].

Figur 2. Dødelighed hos pattegrise ved stigende fødselsvægt (figur: Flemming Thorup, billede nr. 7244).

I store kuld forholder det sig ofte sådan, at de mindste grise slet ingen mælk får, fordi andre grise trænger dem væk fra patten. Et manglende råmælksoptag vil blandt andet medføre, at glukogendepoterne hurtigt tømmes, og grisen dør af sult, hvis ikke der gribes ind.

Det er veldokumenteret, at sultgrise ofte også har diarré. Sultgrisenes diarré er diætetisk eller osmotisk betinget. For at være sikker på, at grisen er død af sult, kan den obduceres - dvs. skæres op - og herved kan det ses, om maven er tom eller fuld.


Figur 3. Første billede viser en mavesæk, der er fyldt af luft, men inden mælk. Andet billede viser en fuld mavesæk. Maveindholdet har konsistens som hytteost.

Sådan hjælper du pattegrisene mod sult

Splitmalkning

 Fund af en tom mavesæk hos grise på 0-4 dage skyldes formodentligt:

  • soen ikke har haft mælk nok
  • der ligger for mange grise ved soen
  • grisen har været for svag til at drikke

I store kuld (> 15 levendefødte) kan det være en fordel at splitmalke for at sikre, at alle pattegrise har mulighed for at komme til en patte indenfor de første døgn efter faring.

Ved splitmalkning indespærres de største 5-6 grise i pattegrisehulen i ca. 1 time, og de mindste grise får mulighed for at optage råmælk ved yveret.

Er faringen slut, skal der holdes øje med, om der fortsat er konstant mælkenedlægning efter de største grise er fjernet, da de mindste ellers hverken får varme eller mælkeforsyning i de 40 minutter der går før næste mælkenedlægning. Samtlige grise kan i stedet indespærres i 45 minutter, hvorefter de 8 - 12 mindste lukkes først ud ved en mælkenedlægning. De store pattegrise lukkes med ud efter yderligere 30 - 45 minutter. Det er vigtigt at få åbnet for hulen igen, da de store grise også har brug for mælk, og de små grise har brug for varmen i hulen.

Kuldudjævning

Ved kuldudjævning justeres kuldet til det antal pattegrise, som soen kan passe. Her sikres det, at alle pattegrise har adgang til en patte og derved livsgivende energi.

Kuldudjævning bør først starte efter 12 timer og bør senest afsluttes 36 timer efter faring.

Soens mælkeydelse

 Den væsentligste forudsætning for, at pattegrisene kan optage mælk er, at soens mælkeydelse fungerer.

Hvis en so får farefeber, skal den behandles hurtigst muligt, da det hurtigt går ud over mælkeproduktionen.

En so, der er i korrekt huld ved indsættelse i farestalden, vil have en bedre mælkeproduktion end en so, der er enten mager eller fed. Desuden medfører korrekt huld mindre risiko for farefeber.

Vandventilernes ydelse skal kontrolleres inden soen indsættes i farestalden. En tommelfingerregel siger, at der kræves 4 liter vand til at producere 1 liter mælk, og en højproduktiv so i farestalden har behov for 25-35 liter vand om dagen. Vandventiler i farestalden skal give 4 liter per minut og kan let kontrolleres med et litermål og et stopur. Litermålet skal fyldes på 15 sekunder – også mens der fodres, og der derved er stor belastning på vandsystemet.

Figur 4. Mælkeydelse hos søer. Første billede viser en so med et yver, der ikke giver meget mælk - yveret 'buler' ikke. Andet billede viser en so med en højproduktivt yver.

Hygiejne i fodringsanlægget 

Mangelfuld hygiejne i fodringsanlægget - både i siloer, blandetank og nedfaldsrør til krybben - kan være medvirkende årsag til dårlig mælkeydelse hos diegivende søer. Jævnlig rengøring af de forskellige dele af anlægget er derfor vigtigt, hvis en højproduktiv besætning ønskes.


Figur 5. Mangelfuld rengøring af foderanlægget kan være med til at øge pattegrisedødeligheden.

Spot sultgrisen

 Det er vigtigt hurtigt at kunne finde de grise, der ikke får mælk nok og derved er i fare for at dø af sult.

Ved at mærke på alle pattegrise i kuldet, kan den dygtige medarbejder føle, om der er forskel på grisenes maveindhold. Dette kræver øvelse og erfaring og det er vigtigt at pointere, at det kræver sammenligning med kuldsøskende at kunne mærke, om der er mælk i maven på pattegrisene.


Figur 6. Medarbejderne kan oparbejde en erfaring og rutine i at mærke på pattegrisenes maver og derved finde de grise, der skiller sig ud ved ikke at have fuldt maveindhold.

Pattegrise kommer fra et stabilt miljø i soen med en temperatur omkring 39 °C til omgivelser, der typisk har en temperatur på 20-22 °C, når de fødes. Grisene tærer derfor på de medfødte energidepoter for at opretholde legemstemperaturen. Alle pattegrises kropstemperatur falder 2-3 °C umiddelbart efter faring, men råmælken er med til at grisen kan genoprette sin legemstemperatur. Pattegrise, som ikke formår at genoprette deres temperatur, er i stor fare for at dø. Til gengæld er overlevelseschancen høj på kolde grise, hvis de hurtigt varmes op.


Figur 7 - Dødelighed indtil dag 7 sammenlignet med grisens kropstemperatur (rektaltemperatur) 2 timer efter fødsel [10].

Aftørring af fostervæske med papir eller fugtsugende pulver har ikke vist at have en effekt på grisenes termoregulering eller dødelighed [10]. Derfor anbefales det ikke at tørre grisene af under eller efter faring.

En kold eller sulten gris bliver hyppigere liggende op ad soens yver efter diegivning, og dens reaktioner er langsommere. Derfor er der stor risiko for ihjellægning. Svagtfødte grise er i høj risiko for ikke at komme til yveret eller komme op i pat-tegrisehjørnet for at få varme.

Pattegrises nedre kritiske temperatur er 34 °C. Det betyder, at ved en rumtemperatur under 34 °C i grisenes opholdszone, er varmen ikke tilstrækkelig til at opretholde grisens kropstemperatur. Derfor er det ekstremt vigtigt, at nærmiljøet i pattegrisehjørnet er optimalt, og at grisene hurtigt lærer at bruge hjørnet. Da pattegrise er følsomme overfor fejl i nærmiljøet, har en velfungerende pattegrisehule indflydelse på pattegriseoverlevelsen og derfor skal hulen kontrolleres dagligt for at sikre, at den hverken er for kold eller varm samt at der ikke er træk i hulen.

Håndtering

Klargøring af farestald: For at sikre et optimalt nærmiljø i stalden, er det vigtigt, at stalden er tør inden pattegrisene fødes. Et fugtigt gulv er typisk 4-5 grader koldere end et tørt gulv. Gulvets temperatur måles med et overfladetermometer midt på gulvet og skal have samme temperatur som luften for at være tør.

Udtørring af farestalden kræver en staldtemperatur på mindst 25 grader, så i koldere perioder, skal varmekanonen bruges. Hvis det ikke er muligt at udtørre stalden inden soen farer, kan det overvejes, om det er bedre at undlade at vaske.

Kontrol af nærmiljø i pattegrisehulen før faring: Det skal kontrolleres i god tid om gulvvarmen virker optimalt. Der går et par dage fra gulvvarmen tændes, til der er den optimale temperatur i hulen. Gulvvarmen kontrolleres med et overfladetermometer. Inden varmelampen tændes, skal gulvvarmen være ca. 300C i hulen. I de fleste stalde vil det kræve, at fremløbstemperaturen er ca. 42-440C. Da gulvvarmeinstallationer er forskellige, er det dog vigtigt altid at kontrollere gulvvarmen i hulen med overfladetermometeret!

Når soen viser tegn på faring, skal varmelampen tændes. Det er vigtigt, at hulen er helt varmet op af både gulvvarme og varmelampe, når soen går i gang med at fare. Når varmelampen har varmet gulvet op, skal gulvtemperaturen i hulen være 33-360C. Så er hjørnet klar til de nye grise.

Hæve temperaturen bag soen i forbindelse med faring: Da faldet i grisens temperatur sker meget hurtigt efter fødsel, og inden pattegrisen når frem til yveret, er det relevant at overveje tiltag, der kan hæve temperaturen bag soen [10]. Dette kan f.eks. gøres ved hjælp af varmelamper placeret bag soen eller en måtte af halm, der lægges ud, når soen viser tegn på forestående faring og fjernes umiddelbart efter faring.

Daglig kontrol af nærmiljø: Den daglige kontrol af nærmiljøet i pattegrisehulen udføres nemmest ved at iagttage pattegrisene, når de hviler. Det er optimalt at kontrollere nærmiljøet om morgenen, da natten er det mest kritiske tidspunkt. Hvis nærmiljøet fungerer godt, hviler alle grisene i hulen i et lag, fylder ud fra bunden af hulen og har hovederne vendt mod udgangen af hulen.

Hvis grisene klumper sammen eller ligger i flere lag, er der for koldt i hulen. I huler, hvor det ikke er muligt at opnå optimal temperatur for pattegrisene, kan der anvendes en hundehulsplade foran hulen. Pladen dækker det meste af indgangen, så varmen bliver i hulen, og hundehullet i pladen giver pattegrisene adgang ind og ud af hulen.

Grise vil føle træk, hvis kold luft strømmer ind i en varm hule. Træk opstår ved utætheder i pattegrisehulen og de mest kritiske steder er ved hullet til varmelampen, utætte samlinger mellem bagvæg og sidevæg eller hvis den nedadbukkede forkant til hulen enten er defekt eller helt mangler. Det er muligt at kontrollere, om hulen er tæt ved en røgprøve.


Figur 8. Grisene klumper og viser tydeligt, at hulen er for kold eller at det trækker.

Hvis grisene ikke vil ligge under varmelampen eller ligge udenfor hulen, er der for varmt, og varmelampen skal slukkes.

Diagnosen svagfødt er her valgt som betegnelse for dødsårsagen hos en død gris, der ikke har vist tegn på aktivitet, det vil sige den har ingen sår på forknæ eller kronrande og ingen afslidte klovkapsler, men som har trukket vejret (se figur 9). Desværre er det ofte svært at fastslå, hvad der har gjort grisen svag. Det kan f.eks. være virusinfektion som influenza eller PRRS, langvarige faringer eller underforsyning af næringsstoffer i den sidste del af drægtigheden.

Svagtfødte grise flytter sig ikke så hurtigt og der derfor i større fare for at fryse på et koldt gulv eller for at komme under soen, når den lægger sig [10].


Figur 9. Pattegris med intakte klovkapsler.

Håndtering

Varme: Da svagtfødte grise er i større risiko for at blive underafkølede, er det mest vigtige for disse grise at blive opvarmet. Dette kan gøres ved f.eks. at flytte dem ind under varmelampen. For at sikre at grisen ikke forlader den varme hule før den er varmet godt igennem, kan den placeres i en ’varmekasse’ med lave kanter, så den selv kan hoppe ud.


Figur 10. Grisen er placeret i en flamingokasse under varmelampen. Kanten er ikke højere end at grisen selv kan hoppe ud.

Råmælk: Svage grise kan med fordel hjælpes med at die de første 3-4 gange, og det kan være en fordel at udmalke råmælk fra soen som gives i portioner på 10-20 ml ad gangen [11]. Svage grise har ikke altid sutterefleks, og derfor kan det være nødvendigt at give mælken via sonde. Her er det vigtigt ikke at lave skade på spiserøret med sonden, og derfor bør sonde kun bruges efter oplæring.

Foderstrategien op til faring skal i fokus, hvis der er mange problemer med svagtfødte grise. Det er vigtigt, at soen har energi til faringen, og derfor skal man være påpasselig med at reducere foderstyrken i for god tid før faring. Hvis soen tildeles for lidt foder, er der stor risiko for energimangel til faring, hvilket vil resultere i længere faringer og flere svagtfødte grise. For meget foder lige op til faring øger til gengæld risikoen for farefeber.

Anbefalingen er at justere foderstyrken ned dagen før forventet faring til 2,8-3,0 FEso/dag.

Ved den daglige gennemgang af grisene, er det vigtigt at finde eventuelt syge grise og få dem behandlet hurtigst muligt. Hvis grisen er strithåret, eller fedtet i huden, er den syg. Hvis der observeres diarré i stien, skal det undersøges, om det er én gris, der er syg, eller om det er hele kuldet. Hvis alle grise er syge, kan det skyldes, at soen ikke giver mælk, eller at grisenes nærmiljø er for koldt. Diarré er meget smitsomt, så undgå at flytte syge grise eller at gå direkte til andre stier fra en sti med diarré.

Håndtering

Råmælkssikring: Soens råmælk er den vigtigste beskyttelse af grise mod diarré, da den sikrer, at de nyfødte grise får antistoffer, som beskytter mod infektioner. Kun råmælk dannet af søer i besætningen beskytter grisene mod besætningens specifikke sygdomme. Under faringen udskiller soen løbende råmælk. Grisene skal være hos soen i mindst 12 timer, før man kan være sikker på, at grisene har optaget nok råmælk. En gris, der ikke kommer til yveret, bør hjælpes – f.eks. ved at give den udmalket råmælk.

  • En gris på 500 gram skal have 15 ml. råmælk 3 gange med mindst én times interval.
  • En gris på 1 kg skal have 30 ml. råmælk 3 gange med mindst én times interval.
  • Udmalket råmælk kan stå i køleskab 3 dage, hvis det straks sættes på køl, og kun tages ud i portionsstørrelser.
  • Råmælk kan fryses ned og mælken kan tøs op i mikrobølgeovn på laveste frekvens. Temperaturen i mælken må ikke komme over 35 grader, da det ødelægger antistofferne i mælken.

Behandling med antibiotika: Når den syge gris er fundet og behandlet under gennemgang af alle stierne, er det vigtigt at have et system, hvormed grisen nemt kan identificeres til genbehandling dagen efter. Pattegrisen kan f.eks. opmærkes med farve. Forskellige farvekoder, eller placering af farvestreg, kan bruges til at angive forskellige præparater eller lidelser. Hæng evt. en klemme på sotavlen / bokslågen, så en bestemt placering betyder genbehandling af pattegrisen dagen efter. Klemmen fjernes, når pattegrisen er færdigbehandlet.

Syge grise har behov for varme og let adgang til vand.

For at en gris får blodforgiftning, skal bakterierne ind i blodet. Hos den intakte gris udgør hud og slimhinder den vigtigste smittebarriere, men hvis huden brydes, vil der være risiko for, at bakterier kan trænge ind i grisens blodbaner. Blodfor-giftningen kommer så at sige fra et ’hul i grisen’, uanset om hullet er forårsaget af grisen eller under managementrutiner.

Grise, der er døde af blodforgiftning, ser ofte pæne ud og kan nemt vurderes til at være lagt ihjel.

En del af de behandlingsrutiner, pattegrisen udsættes for i de første dage, indebærer brudt hud eller slimhinder, og derfor er høj hygiejne ved disse behandlinger af allerstørste vigtighed.

Håndtering

Hygiejniske tiltag i stimiljøet: En god rengøring samt brug af effektive desinfektionsmidler, er sandsynligvis med til at nedsætte smittetrykket i grisenes nærmiljø.

Kastration: Dårlig heling af kastrationssår betyder, at der er direkte adgang for bakterier til grisens bughule. Kastrationssår lukker sig normalt i løbet af 1-2 døgn. Dårlig heling (se figur 11) kan skyldes urene instrumenter eller for store og/eller ujævne snit. Ved kastration anbefales det af samme grund at lave to snit på langs, da snit på tværs giver større sår, som holdes åbne af grisens bevægelser. Bemærk, at det er ulovligt at trække/rive sædstrengen over, den skal skæres eller klippes af.

Desuden bør der benyttes 2 skalpeller, så den ubenyttede skalpel kan stå i sprit og derved være desinficeret ved næste brug. Skalpeller bør udskiftes mellem kuldene, dels for at forhindre smittespredning via skalpel, og dels fordi skalpeller hurtigt bliver sløve, og laver snit med ujævne kanter der heler dårligere.

Husk at grise skal smertelindes i forbindelse med kastrationen, som skal foretages indenfor pattegrisens 2.-7. levedøgn [12].


Figur 11. Dårlig heling af kastrationssår. Bemærk at såret ikke er helet, men i stedet er dækket af en beskidt skorpe. Samtidig ses også en dårlig helet halestump med markant sårskorpe.

Dybe sår på forknæ kan give anledning til blodforgiftning. Ru eller uhygiejniske gulve i farestien skader grise, som kæmper for at få mælk, så de får sår på knæene. Dette vil være ekstra problematisk ved mælkemangel hos søerne, da grisene her vil kæmpe mere om pladserne ved yveret.

Slidte betongulve øger risikoen for hudafskrabninger på grisene. Gulvene slides især ved hyppig vask med højtryksrenser. Der findes i dag gode muligheder for overfladebehandling med f.eks. epoxy, gummi eller tokomponente cementblandinger.

For dyb tandslibning: Slibning af pattegrises hjørnetænder er ikke tilladt rutinemæssigt. Hvis der er dokumentation for skader på søernes patter eller på de andre pattegrises hoveder, må hjørnetænderne slibes indenfor grisens første 4 levedøgn [8].

Hvis tænderne slibes for dybt, vil der skabes forbindelse til kæbeknoglen via hulrummet i tanden. Det kan ses, ved at der kommer en lille sort plet i midten af tanden. Ved korrekt tandslibning skal tandspidsen kun lige afrundes, og hele fladen skal være hvid.


Figur 12. For dyb tandslibning på tænderne med de sorte pletter til højre i billedet. Tænderne til venstre er korrekt slebet.

Halekupering må ikke foretages rutinemæssigt, men kun hvis der er dokumentation for, at der er halebid forårsaget af, at grisene ikke er halekuperet. I så fald skal halekuperingen foretages indenfor grisens 2.-4. levedøgn [12].

Når halen klippes af, opstår der et lille sår, som under normale forhold vil hele i løbet af 1-2 dage. Forskellige forhold kan dog medføre dårlig heling af såret, f.eks. for kort kupering (for stort sår på halen), skrå snit (for stor overflade på såret), urene instrumenter, eller at brænderen ikke er varm nok. De synlige tegn på dårlig heling vil være sår, som ikke heler efter to dage eller en lille hævelse på amputationsstedet.


Figur 13. Dårlig heling af sår efter haleamputation. En fortykkelse af halespidsen vil være tegn på dannelse af pus/infektion.

Potentialeberegneren giver mulighed for at udregne den enkelte besætnings potentiale ved at øge pattegriseoverlevelsen. Herved får du mulighed for at beregne den økonomiske gevinst, der er ved at forbedre effektiviteten angående overlevelsesevnen blandt pattegrise. Potentialeberegneren forholder sig til den totale pattegrisedødelighed, som består både af antal dødfødte pattegrise og pattegrise der dør i perioden fra fødsel til fravænning.

Den totale pattegrisedødelighed beregnes på følgende måde:

[1] Jessen, O. (2015). Landsgennemsnit for produktivitet i svineproduktionen 2015. Notat nr. 1611, SEGES Videncenter for svineproduktion  
[2] Frandsen, D.P. og Haugegaard, S. (2017): Viden om dødsårsager forbedrede pattegriseoverlevelsen. Erfaring nr. 1703, SEGES.
[3] Moustsen, V.A.; Pedersen, J.H.; Nielsen, C.K. og Brandt, P.: (2012). Pattegrisedødelighed i produktionsbesætninger med farestier til løsgående søer. Erfaring nr. 1205, Videncenter for svineproduktion 
[4] Moustsen, V.A.; Hales, J.; Devreese, A. og Hansen, C.F.: (2014). Faringsforløb for løse søer og søer i boks. Meddelelse nr. 1008, Videncenter for svineproduktion 
[5] Moustsen, V.A.; Hales, J.; Nielsen, M.B.F. og Hansen, C.F.: (2015): Kortvarig brug af boks i farestier til løse søer reducerer pattegrisedødelighed. Meddelelse nr. 1044, Videncenter for svineproduktion 
[6] Borgaard, Dorit; Giersing, Mette; Hansen, Steffen Werner; Jensen, Karin Hjelholt; Krohn, C.C.; Nørgaard-Nielsen Gert; Sandøe, Peter; Simonsen, H. B. & Vestergaard, Klaus S. (1999): Etik, velfærd og adfærd i husdyrbruget. Landbrugets Rådgivningscenter. 
[7] Saunders, W. B. (1987): Farm animal behaviour. Veterinary Clinics of North America.  
[8] Bekendtgørelse om beskyttelse af svin. Bekendtgørelse nr. 17 af 20. januar 2016  
[9] Sørensen, G.: (1994). Produkter til nyfødte pattegrise. Meddelelse nr. 274, Landsudvalget for Svin  
[10] Tina Sørensen, Flemming Thorup, Mai Britt Friis Nielsen og Christian Fink Hansen (Københavns Universitet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet) (2016): Håndtering af kolde grise omkring fødsel. Meddelelse nr. 1087, Videncenter for Svineproduktion. 
[11] Svendsen, J.; Weström, B. R. og Olsson, A.-Ch.: (2004). Intestinal immunoglobulin absorbtion in newborn pigs with different management and feeding routines. Proceedings of the 18th IPVS Congress, 27. juni – 1. juli 2004, Hamborg, Tyskland: 404. 
[12] Bekendtgørelse om halekupering og kastration af dyr. Bekendtgørelse 1462 af 7. december 2015  

Så mange pattegrise dør

På landsplan dør cirka 14 procent af alle pattegrise. Tallet svinger fra 8 til 20 procent afhængig af staldanlæg, management og smittepres. Der er en stor økonomisk gevinst ved at redde så mange grise som muligt. En reddet gris er ren fortjeneste, idet den ikke kræver ret meget ekstra foder og staldplads.
 

Farestalde med løsgående søer

I farestalde med løsgående søer findes ofte en højere pattegrisedødelighed i de første 4 dage efter faring pga. flere klemte grise[3] [4]. Der er potentiale for at sænke denne dødelighed enten gennem management eller ved at anvende farebøjler i indtil 4 dage efter faring [5].

Hygge dødsårsager

Svækkelse under fødslen, sult og kulde, er de mest almindelige dødsårsager. Mange pattegrise klemmes af soen, og dette vil blive registeret som årsagen. Da de fleste klemte pattegrise har tom mave på dødstidspunktet, skyldes døden således den sult, der har fået grisene til at søge ind under den stående so [2]. De fleste dødsfald i de første levedøgn skyldes ikke infektion.

Fandt du det, du ledte efter?

Tak for din feedback

For at kunne forbedre vores indhold, må du gerne indtaste yderligere detaljer på, hvad du leder efter herunder (valgfrit).

Tak for din feedback

Din indtastning er registreret. Vi evaluerer løbende på feedback fra brugerne.