Faktaboks

  • Drægtighedslængde: 116-118 dage.
  • Tegn på faring: Redebygningsadfærd, uro, opsvulmede skamlæber, mølk i yveret, så der kun kan udmalkes en stråle.
  • Faringslængde: 3-12 timer.
  • Efterbyrd: Fosterhinder.
  • Fødselsvægt: 500-2200 g.
  • Diegivning: Ca. 40 minutters interval når faringen er overstået.

Diegivning

Under faringen lægger soen hele tiden mælk ned, så de nyfødte grise straks kan optage råmælk med livsnødvendige antistoffer.

Det er vigtigt at sikre at alle pattegrise får tilstrækkelig med råmælk efter faring, for at opnå en høj pattegriseoverlevelse [1]. Små eller svage grise kan hjælpes enten ved splitmalkning (link til splitmalkning under pattegriseoverlevelse), fodring med råmælk fra råmælksbank (faktaboks ) eller til nød med mælkeerstatning/tilskudsprodukter (link). Vær opmærksom på at mælkeerstatning/tilskudsprodukter ikke indeholder antistoffer, og derfor ikke kan erstatte råmælk fra soen, men kun fungerer som energitilskud.

Når faringen er overstået, går soen over til periodiske diegivninger, og hvis grisene ikke er tilstede ved mælkenedlægning, kan de ikke få mælk før ved næste mælkenedlægning. Antallet af daglige diegivninger er cirka 24-30 pr. dag, dog med en tendens til at aftage efter de første uger. Grisene optager kun 5–20 ml mælk ved hver diegivning.

Soens mælkeydelse er højest omkring tre uger efter faring, hvorefter ydelsen langsomt falder. Det passer med, at når grisene er tre uger gamle, begynder de at optage tør- eller opblødt foder [2]. Når soen yder mest, kan den dække kuldets behov for mælk til 2,5 kg daglig tilvækst. Det kræver 12-14 liter mælk dagligt [3].

En hel række af søer i farestalden, vil typisk lægge sig samtidig og lade pattegrisene die. I den første uge efter faring indledes den normale diegivning med at soen lægger sig i sideleje og kalder grisene til yveret. Mælkenedlægningen sker i denne periode af sig selv. I løbet af de første to døgn danner grisene en stabil rangorden. Dette medfører, at de målrettet kan finde deres patte og være klar til mælkenedlægningen (se foto 1). Begrænset adgang til yveret pga. dårlige pladsforhold i stien eller hvis soen lægger sig i brystleje pga. smerter ved yverbetændelse fører til flere pattekampe, uro hos soen under diegivning og forringet tilvækst ved pattegrisene [4].

Senere er det hyppigere grisene, der samles hos soen, og ”overtaler” denne til at lægge mælk ned i yveret, ved at puffe og skubbe til yveret med trynen. Selve mælkenedlægningen varer således kun kort tid, og det er vigtigt, at alle grise har fundet en patte, når dette sker. Mælkenedlægningen varer længere hos søer opstaldet i løsdrift frem for kassestier [4].


Foto 1. Patteorden.

Hvis en patte ikke bruges i diegivningsperioden, ophører mælkeproduktionen til denne patte, som derefter svinder ind. Det påvirker ikke den efterfølgende diegivninger (målt på grisenes tilvækst) [5 ]. En gris kan dog godt holde to af de ba-gerste patter i gang, så soen kan have flere aktive patter end den har diende grise.

I diegivningsperioden skal soen opnå neutral eller positiv energibalance (restitution) for at opnå en bedre frugtbarhed i det efterfølgende kuld. En længere diegivningsperiode, giver soen mere tid til at restituere. Dermed er der energioverskud til modning af de æg som bliver produceret i diegivningsperioden og løsnet i den kommende brunst, hvilket resulterer i en højere kuldstørrelse ved næste faring [6] [7].

Problemer med diegivningen

Herunder er de hyppigste årsager og løsninger, hvis der er problemer med diegivningen [8] [9]:

  • Soen er syg: Soen behandles afhængig af diagnose, f.eks. farefeber (Link til MMA). Diagnosticering og behandling skal aftales med besætningsdyrlægen.
  • Soen er stresset: Der kan tildeles ekstra rode- og beskæftigelsesmateriale og al håndtering af soen skal foregå yderst roligt og tålmodigt.
  • Grisene er syge: Grisene er svage pga. sygdom og får derfor ikke aktiveret mælkenedlægning ved at massere yveret. Grisene behandles afhængig af diagnose. Dette skal aftales med besætningsdyrlægen.
  • Stiudformningen tillader ikke grisene at komme til yveret (se foto 2). I dette tilfælde bør farebøjlerne placeres mere på skrå i stien, så der er lige meget plads til diegivning på begge sider af soen.
  • Går soen helt i stå, fx pga. svage pattegrise kan kuld fra to søer byttes, så mere livskraftige grise kan malke soen op igen.


Foto 2. Dårlige pladsforhold i faresti.

Referencer

 [1] Håndbogsblad H7 – Sikring af råmælk
 [2] Håndbogsblad H23 – Fodring af pattegrise
 [3] Hansen, A. V., A. B. Strathe, E. Kebreab, J. France & P.K. Theil (2012): Predicting milk yield and composition in lactating sows: A Bayesian approach. Journal of Animal Science. 90: 2285-2298.
 [4] Moustsen, V.A. & M.L. Pedersen (2010): Adfærd under diegivning – effekt af farestitype. Meddelelse nr. 874. Vi-dencenter for Svineproduktion
 [5] Thorup, F. & M.L. Andersson (2011): Påvirkes mælkeydelsen i en laktation af, at patten var ubenyttet i den foregående laktation? Meddelelse nr. 908. Videncenter for Svineproduktion.
 [6] Pedersen, M.L. (2014): Effekt af diegivningsperioden på kuldstørrelsen. Videncenter for Svineproduktion
 [7] Pedersen, M.L. (2014): Effekt af diegivningsperioden på farings- og omløberprocenten. Videncenter for Svineproduktion
 [8] Håndbogsblad 18 - Mælkeydelse
 [9] Håndbogsblad 15 – Sygdom og behandling af soen

Fandt du det, du ledte efter?

Tak for din feedback

For at kunne forbedre vores indhold, må du gerne indtaste yderligere detaljer på, hvad du leder efter herunder (valgfrit).

Tak for din feedback

Din indtastning er registreret. Vi evaluerer løbende på feedback fra brugerne.