22. maj 2013 | Opdateret 28. marts 2014

Løbning af søer

Hormonpræparater kan bruges til at give et bedre flow og ensarte hold i farestalden. Præparaterne kan bl.a. få acykliske polte i brunst, synkronisere 2. brunst eller forkorte fravænning til brunstintervallet hos søer.

Under normale omstændigheder bliver søer ikke cykliske, så længe de er diegivende. Brunsten indtræder 4-7 dage efter fravænning.

Induktion og synkronisering af brunst efter fravænning af søer

Ved brunstmangel efter fravænning kan brunst induceres hos soen ved at tildele hormonpræparatet Fertipig® eller Suigonan®, som begge er præparater indeholdende gonadotropiner.

Tildeling af gonadotropiner medfører, at folliklerne vokser og modner, hvorefter soen kommer i brunst og får ægløsning. Fertipig® injiceres intramuskulært, mens Suigonan® tildeles subkutant inden for 24 timer efter fravænning, hvorefter soen vil komme i brunst 4 - 7 dage efter.

Præparaterne er specielt velegnet til at forkorte ”fravænning–brunst” intervallet hos søer med forsinket brunst efter fravænning.

Forsinket brunst kan ses hos søer, som har været syge, søer som har tabt sig meget i farestalden eller hos søer, som fravænner deres første kuld. Udover dette kan gonadotropin-behandling også bruges til behandling af brunstmangel i varme perioder eller ved aftagende dagslængde om efteråret.

Ved behandling med gonadotropiner, må søerne IKKE have været i brunst, når de behandles med præparaterne, og man bør derfor IKKE behandle ammesøer og søer, som har haft en diegivningsperiode på mere end 5 uger, da de kan have haft brunst i dieperioden.

Overdosering og behandling af søer som er cykliske, kan medføre dannelse af cyster.

  • Gonadotropin-behandling kan kun anvendes til søer, som IKKE er cykliske
  • Gonadotropin-behandling injiceres én gang inden for 24 timer efter fravænning
  • Gonadotropin-behandling injiceres i musklen eller under huden, afhængigt af præparat
  • Gonadotropin-behandling må ikke overdoseres, da det kan medføre ovariecyster

NB! Fertipig® og Suigonan® skal ordineres af en dyrlæge og kan tildeles af landmanden.

Induktion og synkronisering af brunst hos polte

Polte, som er acykliske, kan induceres til at komme i brunst ved at anvende gonadotropin-præparatet Suigonan®, som også kan benyttes til induktion og synkronisering af brunst hos søer efter fravænning. På den måde kan man styre tidspunktet for brunst. Hvis polten er acyklisk og har normale kønsorganer, forventes behandlingen at fremkalde brunst og ægløsning inden for 4 - 7 dage efter behandling.

Efter inseminering vil der etableres en normal drægtighed, hvilket kan lede til følgende resultater:

  1. Hvis polten var kønsmoden, og var acyklisk ved behandling, kan der forventes normal drægtighed og faring.
  2. Hvis polten endnu ikke var kønsmoden ved behandling, vil polten komme i brunst, men drægtigheden vil ophøre dag 16 efter ægløsning og polten vil herefter blive acyklisk igen. Først når polten bliver kønsmoden og udsættes for ornekontakt, ses næste brunst.
  3. Hvis polten allerede var cyklisk ved behandlingen, ses der ikke brunst, og de oprindelige gule legemer kan påvirkes af behandlingen og blive cystiske. Det angives, at næste brunst i så fald udsættes i ca. 35 dage.

Synkronisering af 2. brunst hos polte

Når en polt er blevet cyklisk, vil den fast have ægløsning med 20 - 22 dages interval, indtil den bliver drægtig. Dette kan betyde, at brunsten aldrig kommer til at passe med besætningens løbestrategi. For at synkronisere 2. brunst hos cykliske polte kan der derfor tildeles Altresyn® eller Suifertil® oralt. Det aktive stof er Altrenogest, som er et progesteron-lignende stof, som udskyder brunsten. Brunsten udskydes ved at forlænge diøstrus-perioden, som varer fra ægløsning til dag 16, hvor det gule legeme opløses.  Ved at forlænge diøstrus-perioden udsættes ægløsningen. Ved ophør af behandling dannes der nye ægblærer (follikler), og der ses normal brunst. For at sikre at de gule legemer er opløst inden behandlingen slutter, skal Altresyn®/Suifertil® tildeles 18 dage i træk.

Før tildeling af Altresyn®/Suifertil® er det meget vigtigt, at polten er cyklisk, og der skal derfor være observeret mindst én brunst før behandling. Hvis der ses problemer med præparaterne, eller synkronisering ikke lykkes, skyldes dette normalt, at polten ikke har vist første brunst.

Ved tildeling af præparatet er det meget vigtigt, at alle polte indtager den fulde dosis, da underdosering af præparatet kan føre til dannelse af cyster. Ydermere er det vigtigt, at præparatet tildeles på præcis samme tidspunkt på dagen for at undgå, at koncentrationen af altrenogest bliver for lav i blodet.

Altresyn®/Suifertil® kan tildeles på foderet, hvis poltene fodres individuelt. Hvis individuel fodring ikke er mulig, anbefales det at tildele produktet direkte i munden på den enkelte polt, så det sikres, at hver polt indtager den fulde dosis.

Poltene kan lære tildeling i munden ved at træne med æblejuice i 3 dage inden behandling med altrenogest begynder. Når behandlingen ophører, vil polten komme i brunst 5 – 8 dage efter sidste tildeling.

  • Anvendes kun til cykliske polte
  • Polten skal have vist mindst én brunst før tildeling startes
  • Polten skal fodres individuelt / trænes med æblejuice i 3 dage før tildeling
  • Tildeling skal ske på samme tid hver dag (± 15 min)
  • Skal tildeles i 18 dage i træk
  • Underdosering kan føre til dannelse af cystiske follikler

NB! Altresyn® og Suifertil® skal ordineres af en dyrlæge og kan tildeles af landmanden

Soen viser tegn på at den er i brunst. Ved at aflæse den systematisk og grundigt ved hjælp af en brunstkontrol sikres det, at soen løbes på det rigtige tidspunkt.

Korrekt brunstkontrol sikrer inseminering på det optimale tidspunkt i brunsten, og sikrer derved den højest mulige kuldstørrelse. Løbning udenfor brunsten resulterer ikke i en drægtighed, og der er stor risiko for at fremkalde en børinfektion.

Formålet med brunstkontrollen er at afkode soens adfærd, således at inseminøren kan få viden om, hvorvidt soen er i forbrunst, brunst eller helt uden for brunstperioden. Herved kan soen insemineres på det rigtige tidspunkt. Soen skal insemineres så tæt på ægløsningen som muligt. Den højeste kuldstørrelse opnås, hvis soen insemineres 24 timer før til 4 timer efter ægløsning. Tidspunktet for ægløsningen er altid 2/3 inde i selve brunsten. Det er derfor vigtigt at kunne fastslå, om soen reelt er i brunst.

Brunstkontrol skal læres

Da løbning og inseminering skal ske på det optimale tidspunkt for at give et godt resultat, er effektiv brunstkontrol vigtig. Sikker brunstkontrol kræver omhu. Nogle søer viser meget svag brunst, selv om de er tæt på ægløsningen, mens andre søer kan stå stille, selv om de ikke er i brunst. Derfor kræver det træning at aflæse dyrene. Det anbefales derfor at 5-punkts-planen benyttes som oplærings princip, når nye medarbejdere og elever skal lære at brunstkontrollere. Når stående brunst kan opnås systematisk med 5-punkts-planen kan den reduceres.

Hvis der er reproduktionsproblemer i en besætning anbefales det ligeledes i en periode at benytte 5-punkts-planen som brunstkontrol, så fejl under brunstkontrol minimeres. Der kan opstå omløberproblemer, hvis brunstkontrollen ikke gennemføres tilstrækkeligt intensivt. Ved brunstkontrol af store hold kan det blive en rutine at løbe søerne 4 eller 5 dage efter fravænning, og de dyr, som kommer i brunst tidligere eller senere, kan få en børinfektion ved at blive løbet på et tidspunkt, hvor de ikke er brunstige. Vær også opmærksom på magre søer, her kan brunstmangel skyldes vægttabet under diegivningen.

Brunst

Brunsten betyder, at soen er parringsvillig og vil acceptere ornens opspring.

Stårefleksen er det tydeligste tegn på, at soen er i brunst. Stårefleksen, også kaldet stående brunst, udløses ved ornens eller inseminørens adfærd over for soen, hvor ornen i naturen snuser og puffer til soen for at motiverer den.

Forbrunsten indtræder normalt 3-4 dage efter fravænning. Forbrunsten varer 1-2 dage, og der vises tegn som hævede og røde kønslæber, nedsat ædelyst, urolig adfærd, samt en øget interesse for omgivelserne. Hos løsgående søer kan du observere, at de søger hen til ornen eller prøver at springe på de andre søer. Højtrangerende dyr i forbrunst kan springe op på stifæller, hvad enten disse er brunstige eller ej. Da kun nogle af søerne viser hævede og røde kønslæber i forbrunsten, kan dette tegn ikke anvendes til at bestemme brunsten.

Den egentlige brunst indtræffer, 1-2 dage efter at soen har vist tegn på forbrunst, det vil sige 4-5 dage efter fravænning. Hos nogle søer observeres der imidlertid ingen forbrunst før brunsten.  Brunsten varer normalt i 2-3 døgn. Brunstlængden afhænger af besætning, dyrets alder og af hvor intensivt og hvor ofte brunstkontrollen gennemføres.

Brunstkontrol

 Når soen er i brunst og udsættes for ornekontakt eller stimulering fra inseminør, vil den udvise stående brunst eller stårefleks. Den står helt stille med krum ryg og strittende ører. Ørerne vil være rejst så meget, som racen tillader.

Tidligt og sent i brunsten skal en so stimuleres mere for at fremkalde stårefleksen end midt i brunsten. Man kan således tale om, at soen bliver "mere brunstig" midt i brunstforløbet. Samtidig er der også individuelle forskelle på, hvor let det enkelte dyr kan stimuleres til at vise brunst.

Hvis ornekontakt og stimulering benyttes systematisk, kan hver so kontrolleres for, hvorvidt de er i brunst eller ej. I nedenstående beskrives hvordan.

Brunstkontrol foretaget med orne

Hvis der anvendes en orne til brunstkontrol, kræver metoden overvågning for at undgå bedækning. Brunstkontrollen bør udføres to gange dagligt i den forventede brunstperiode. Orne og so præsenteres for hinanden i ornestien.

For at fremkalde stårefleksen går ornen frem til soens hoved, så soen kan påvirkes af de feromoner (duftstoffer), ornen udskiller i det skum, der dannes, når den smasker. Herefter vil ornen stryge soens yver og løfte i flanken, indtil soen står stille. Nu støder ornen med trynen under skamlæberne. Denne adfærd hos ornen vil fremkalde stående brunst hos soen, hvis den er i brunst. De færreste orner vil kunne lugte sig frem til en brunstig so, men vil søge at springe på enhver so, der står stille. Derfor er det soens reaktion på ornen, der angiver den stående brunst, ikke det forhold, at ornen forsøger at springe op.

Brunstkontrol foretaget af inseminør

Ved brunstkontrol af boksopstaldede søer vil man normalt lade ornen gå foran soen, så soen kan lugte ornen og have trynekontakt med den. Det er vigtigt, at ornen benyttes strategisk, så ornen er aktiv og søerne ikke har vænnet sig til, at ornen er til stede.  En strategisk måde at benytte ornen på er at udsætte søerne for en AHA-effekt, således at ornen kun er til stede i en periode af søernes ophold i løbeafdelingen.

Ved brunstkontrol skal man gå systematisk til værks. Dette gøres ved at benytte 5-punkts-planen, som efterligner ornens berøring af soens stimuleringspunkter. Det tager i alt 1 minut at benytte denne plan.

5-punkts-plan

  1. Stød i flanken med hånd eller knæ (foto 1)
  2. Skub og løft i lyskefolden (foto 2)
  3. Stød under kønsåbningen (foto 3)
  4. Krydsgreb (foto 4)
  5. Rideprøve (foto 5).

Herudover kan strygning af yveret anvendes.

Foto 1. Stød i flanken med hånd eller knæ (foto: Landsudvalget for Svin, billede nr. 6063)
Foto 2.  Skub og løft i lyskefolden (foto: Landsudvalget for Svin, billede nr. 6064)
Foto 3. Stød under kønsåbningen (foto: Landsudvalget for Svin, billede nr. 6062)
Foto 4. Krydsgreb (foto: Landsudvalget for Svin, billede nr. 6065)
Foto 5. Rideprøve (foto: Landsudvalget for Svin, billede nr. 6066)

5-punkts-planen kan foretages på alle søer og polte.

Hvis en besætning har tilfredsstillende resultater, kan inseminøren benytte en ”Reduceret 5-punkts-plan”. Her påbegyndes 5-punkts-planen og når inseminøren bedømmer, at soen er i brunst, afsluttes altid med rideprøven [1].

Reduceret 5-punkts-plan

  1. Stød i flanken med hånd eller knæ (foto 1)
  2. Valgfri
  3. Valgfri
  4. Valgfri
  5. Rideprøve (foto 5).

Denne metode kan benyttes på langt de fleste søer fra farestalden. Ammesøer og andre søer, som af en eller flere årsager har fået et nyt kuld grise og har haft en forlænget diegivningstid, skal brunstkontrolleres med 5-punkts-plan. Det samme er gældende for polte.
Inseminøren skal kende og kunne bruge 5-punkts-planen før at han eller hun kan benytte den reducerede 5-punkts-plan, da denne i høj grad bunder i inseminørens erfaring ved at kunne erkende brunsttegn hos soen. Læs mere i næste kapitel.

Kort eller lang brunst

Søer vil normalt komme i brunst 4-5 døgn efter fravænning. Omkring 10 procent af søerne vil dog komme i brunst tidligere henholdsvis senere.  Hvis soen fravænnes tidligere end dag 28, kan der forventes, at den kommer senere i brunst. Hvor sent afhænger af, hvor tidligt soen er fravænnet. Ammesøer kan komme i brunst, når de får et nyt kuld grise, da det næsten kan svare til en fravænning, og kommer først i brunst igen tre uger senere.

Tiden fra fravænning til brunstens indtræden er omvendt korreleret med brunstens længde, således vil en so, der kommer i brunst kort til efter fravænning, have en lang brunst, mens en so, der kommer i brunst lang tid efter fravænning, vil have en kort brunst. Se figur 1.

Figur 1. Insemineringstidspunkt i forhold til ægløsning (tegning: Videncenter for svineproduktion, billede nr. 6572) 

Referencer

[1]

Pedersen, M.L. & Hansen, C. (2013). Effekt af reduceret 5-punkts-plan. Meddelelse nr. 967, Videncenter for Svineproduktion.

Polte kan være kønsmodne allerede ved cirka 6 måneders alderen. Ud over alderen afhænger tidspunktet for første brunst også af race, huld, ornekontakt og ændringer i poltenes omgivelser. Flere undersøgelser peger på, at polte skal løbes i mindst anden brunst, ved en alder på 230 til 260 dage. Det giver en højere kuldstørrelse, end hvis poltene løbes yngre eller i første brunst. [1], [2].

Følgende punkter bør følges for at opnå gode resultater med poltene:

  • Kend indekset på dine polte, så du får de bedste reproduktionsresultater.
  • Kend alderen på dine polte, så de kan flyttes til løbestalden efter alder og ikke størrelse.
  • Poltene skal have god plads, lyse omgivelser og positiv menneskelig kontakt.
  • Poltene skal være immuniseret overfor sygdomme i soholdet.
  • Sørg for, at alle polte får tilstrækkeligt med foder [3] - både fede og tynde polte har unormal brunst. 
  • Sørg for god trynekontakt til moden orne (over 10 måneder gammel) mindst én gang dagligt.
  • Sørg for god ventilation, så polten kan lugte ornen. Ammoniak lammer lugtesansen.
  • Husk, at det kun er i første og anden cyklus, at de fleste polte viser forbrunst symptomer. Herefter skal brunsten findes på symptomer på stående brunst. 
  • Poltenes foderstyrke skal øges med 0,5 til 1 kg foder i mindst syv dage før den brunst, hvor de skal løbes. Dette øger antallet af ægløsninger og den efterfølgende kuldstørrelse.
  • Udsætning af polte over 300 dage samt polte med dårlig konstitution og afvigende størrelse i forhold til alder.

Rekruttering af polte

Besætningen har to muligheder for at rekruttere polte. Enten kan den producere dem selv eller indkøbe poltene i en opformeringsbesætning.

Læs mere om fordele og ulemper og beregn hvad polteprisen er i din besætning.


Pubertet

Inden puberteten producerer ovarierne ikke follikler, men der findes blærer. Blærerne vil ikke brydes og derfor findes der heller ikke gule legemer. Børen er lille, børvæggen er tynd, glat og blød, og der findes stort set ingen kirtler. Børhalsen er blød og slap og dermed meget forskellig fra den hårde konsistens, den har i det modne dyr.

Under puberteten vil kønsorganerne gradvis øge størrelsen og bliver funktionelle, og brunsten indtræder i regelmæssige intervaller. I blodprøver vil kunne findes progesteron, og når koncentrationen er på ≥ 2 ng/ml, betegnes prøven som positiv og polten er cyklisk.

Brunst og løbning

Tidspunkt for brunst  

Når polten har haft sin første brunst, vil den regelmæssigt komme i brunst med 3-ugers interval.  Forbrunsten er tydelig hos polte i de første 1–3 brunste, fordi skamlæberne hæver op og bliver røde. Forbrunsten kan vare op til fire døgn, mens selve den stående brunst kun er omkring 36 timer. Efter tredje cyklus aftager både længde og symptomer på forbrunst, og polten begynder at have samme brunsttegn og brunstlængde som en so. Herefter skal brunsten findes på symptomerne for stående brunst

Når polte på 6-7 måneder går i stabile grupper og ikke udsættes for ornekontakt, kommer de normalt ikke i brunst. For at fremkalde brunst skal de udsættes for en række påvirkninger, såsom flytning, lys, sammenblanding med andre polte og daglig ornekontakt. Disse påvirkninger skal sættes i gang samtidig, når poltene er 6-7 måneder gamle. Hovedparten af poltene, som udsættes for ovennævnte påvirkninger, vil komme i første brunst i løbet af 5 til 10 dage, Hvis man har 14-dagesdrift, skal poltene udsættes for påvirkningerne hver anden uge, så poltene kommer samlet i brunst hver 14. dag. Dette gør det nemmere at styre holddriften.

Brunstkontrol

Systematisk, daglig brunstkontrol skal sættes i gang fire dage efter, at ovennævnte påvirkninger af poltene er sat i gang. Ved brunstkontrol er det vigtigt at skelne mellem forbrunst og stående brunst. Som tidligere nævnt kan forbrunsten være meget lang hos unge polte, men er aftagende jo ældre polten bliver. Dette betyder, at personen, som udfører brunstkontrollen, skal være meget omhyggelig med, hvilken dato polten registreres i stående brunst, da denne dato typisk bruges til at finde næste brunst tre uger senere.
Det anbefales at bruge et skema, hvor poltenes nummer og alder bliver noteret, når de kommer i første brunst.

Skema 1. Registrering af første brunst hos polte

Dato for indsættelse i stien ________________

Hold Dato for første brunst
Poltenummer Alder, dage Rødt hold Blåt hold Grønt hold
         
         
         
         
         
         
         
         

Det anbefales at bruge en farve for hver uge, således at poltene, der kommer i brunst i uge 1, får en rød farve på ryggen og poltene, der kommer i brunst i uge 2, får en blå farve. Grøn farve bliver brugt til de polte, som kommer i brunst i uge 3. På denne måde har man et godt overblik over, hvor mange polte, der er i brunst i en given uge og en viden om, at disse polte vil komme i brunst tre uger senere. Når alle poltene er delt op i ugefarver, ved man, hvilke polte der kommer i næste brunst cirka tre uger senere. De ”røde” polte samles i en sti eller individuelt i bokse i løbeafdelingen cirka to uger før næste brunst og foderstyrken for hver polt hæves til 3,5–4 FEso pr. dag (flushing). Der er mange gode erfaringer fra praksis med denne registreringsmetode [2]. Driftslederen skal nu kun holde fokus på brunst hos poltene i den pågældende sti og ved nu cirka hvor mange løbeklare polte, der er til hvert hold af søer. Hvis der er flere polte klar til løbning end der skal bruges, skal de yngste polte i gruppen vente med at blive løbet til næste brunst tre uger senere.

Når poltene er blevet cykliske, er det muligt at forlænge perioden, indtil polten kommer i næste brunst, ved at give poltene Altresyn ®) i munden en gang dagligt. Så længe poltene får Altresyn ®) dagligt kommer de ikke i brunst, da stoffet udsætter ægløsningen. Når behandlingen stopper, vil poltene komme i brunst cirka fem dage senere. Behandlingen betyder således, at næsten alle de behandlede polte vil komme i brunst indenfor 1-2 dage – dette kan være hensigtsmæssigt i besætninger med 14-dagesdrift. Behandlingen er forholdsvis dyr og igangværende undersøgelser skal kortlægge den produktionsmæssige gevinst ved behandlingen.

Løbning 

Polte kan insemineres ligesom søer (indsæt link til afsnittet ”Inseminering af søer”). Det er ikke nødvendigt at bruge katetergel, hvis polten er stimuleret tilstrækkeligt. Man skal være opmærksom på, at første gang kateteret indføres, kan der være lidt modstand og blod på kateterspindsen, forbi jomfruhinden skal brydes. Jomfruhinden er dog kun svagt udviklet hos svin. Første inseminering gennemføres første gang polten observeres i stående brunst og anden løbning gennemføres om morgenen dagen efter.

Brunstmangel

Personalet i besætningerne er generelt meget tålmodige med poltene, og det betyder i praksis, at poltene først bliver udsat, når de er meget store og ofte omkring eller over et år gamle [2]. I undersøgelsen af brunststyring i 10 besætninger blev alle udsatte polte fra besætningerne undersøgt og kun 1 procent havde unormale reproduktionsorganer, cyster eller lignende - resten af de udsatte polte var normalt cykliske. Det betyder, at årsagen, til de ikke er løbet i besætningen, var, at deres brunst blev overset. Hvis en besætning har problemer med brunstmangel anbefales det at rette fokus mod staldforhold, arbejdet med poltene samt gennemførelse af systematisk brunstkontrol.

Referencer

[1] Thorup, Flemming (2009): Optimalt brunstnummer ved løbning af polte.Meddelelse 856, Videncenter for Svineproduktion.
[2] Sørensen, Gunner(2012): Brunststyring hos polte. Erfaring nr. 1207, Videncenter for Svineproduktion.

[3]

Sørensen, Gunner: (2005). Fodring af polte – et litteraturstudie omhandlende ernæringen i opvækstperioden. Notat 0503, Landsudvalget for Svin.

Procedurerne ved produktion af sæddoser og kvalitetskontrollen af disse sikrer, at sæddoserne har en god kvalitet, der giver optimal reproduktion.

En dansk soholder kan vælge at indkøbe sæddoser fra en af DanAvls KS-stationerne. Hos KS-stationerne fremstiller sæddoser og har opstaldet godkendte DanAvl orner.

Det er også muligt at have egne orner opstaldet og benytte dem til intern KS. Dvs. at soholderen selv producerer sæddoser.

Produktion af sæddoser på KS-stationerne

Det anslås at over 90 pct. af de sæddoser, som benyttes i Danmark produceres af DanAvls KS-stationer. I nedenstående afsnit kan du læse, hvordan sæddoserne produceres.

Opsamling af sæd
Tapning af orne
Foto 1. Tapning af orne.
(Foto: Ernæring og reproduktion, billede 9203)

Som springunderlag for ornen benyttes et fantom. Fantomet skal være polstret så ornens brystben beskyttes, når det hviler mod fantomet. Fantomet skal rengøres minimum en gang dagligt. Derfor skal materialerne være lette at rengøre og overtrækket må fx ikke have revner, hvori urenheder kan gemme sig eller som kan beskadige ornen.

Sædopsamlingen skal foretages, således at sæden ikke forurenes af sekreter fra forhuden, urin eller andet fra stalden eller ornen.

Til opsamling af sæden bruges en styrophorkasse eller en anden isolerende beholder foret indvendig med en plastikpose, der er krænget ud over beholderens kant. Da ornesæd indeholder en del gelatinøse partikler, der skal filtreres fra, lægges et til flere lag gaze over opsamlingsbeholderens åbning. Foringspose og gaze holdes på plads med en kraftig elastik.

På den hånd, som skal holde penis, bæres to handsker. Lige inden sædopsamling fjernes den yderste handske og sædopsamlingen kan nu ske med den rene indvendige handske. Handskerne skal være godkendt til sædopsamling, da visse plastikmaterialer kan beskadige sæden.

Ornen introduceres for fantomet enten i en sti indrettet til sædopsamling eller i ornens egen sti. Det at tappe en orne kræver øvelse, samtidig skal ornen trænes og have lært at springe på fantomet. En trænet orne vil frivilligt springe på fantomet. Efter ornens opstigning på fantomet, men inden selve sædopsamlingen, presses forhuden lidt bagud, hvorved denne tømmes for forhudssekret. Herefter fjernes den yderste handske.

Når ornen skafter ud, gribes bag spidsen af penis. Ved bedækning vil ornen skrue penis fast i folderne i børhalsen. Det er en fordel at holde hånden således, at ornen selv fører penis ind i hånden. Ornen vil selv skrue spidsen af penis fast, og der holdes på det stykke af penis, som er skruet med et passende konstant tryk fra fingrene. Efter et kort stykke tid afsættes sæden.

De første 10-15 ml sæd indeholder kun få sædceller og bør ikke opsamles. Ved at kassere de første 10-15 ml ”skylles” urinrøret, således at det er rent til den opsamlede sæd. Når sæden begynder at blive mere mælkehvid, er det et tegn på, at indholdet af sædceller bliver større. Den sidste del af den opsamlede sæd indeholder mere gel en tidligere i opsamlingen. Hele ejakulatet, med undtagelse af de første 10-15 ml, bliver opsamlet til produktion af sæddoser. Det er desuden vigtigt, at ornen tappes helt færdig indtil han selv stiger ned fra fantomet.

Vurdering af sædens kvalitet på KS-stationen
Mikroskopisk undersøgelse af ornesæd
Figur 2. Mikroskopisk undersøgelse af ornesæd.
(Foto: Claus Hansen)

Sæden skal undersøges og fortyndes hurtigst muligt efter sædopsamling. Sædkvalitetsvurderingen udføres trinvis; vurdering uden mikroskop, mikroskopisk vurdering og koncentrationsbestemmelse.

Sæden undersøges rutinemæssigt for:

  1. Rumfang (ml eller g); kan variere fra cirka 80-600 ml.
  2. Farve; kun sæd med normal farve må anvendes. Misfarvet sæd (rødlig eller brunlig: blodtilblanding, skal kasseres.
  3. Lugt; sæd med urinagtig, ammoniakagtig lugt skal kasseres. Sæd skal have en neutral, ikke ubehagelig lugt.
  4. Mikroskopisk undersøgelse af motilitet (sædens bevægelighed) og morfologi (sædens defekter).
  5. Koncentrationsbestemmelse.

Den mikroskopiske vurdering foretages i et fasekontrastmikroskop med varmeplade på 37 °C ved 200-400 ganges forstørrelse. Vurderingen sker, ved at en lille dråbe ufortyndet sæd (råsæd) lægges på et objektglas, der er blevet varmet på mikroskopets varmeplade, hvorefter der lægges et dækglas på skråt fra den ene side. I mikroskopet vurderes sædens motilitet. Motiliteten fastsættes ud fra sædcellernes bevægelighed tilsammen med andelen af defekte sædceller (morfologi).

  • 90 i motilitet gives til sæd hvor bevægeligheden af stort set alle sædcellerne er i orden og det er vanskeligt at finde sædceller med defekter.
  • 80 i motilitet gives til sæd hvis det kan erkendes at der er lidt flere sædceller end normalt der ligger stille, ELLER der i mikroskopet forholdsvis let kan findes sædceller med defekter.
  • 70 i motilitet gives til sæd hvor det nemt kan erkendes at sædceller mangler bevægelighed ELLER der let kan findes sædceller med defekter.
  • < 70 i motilitet gives til sæd hvor bevægeligheden er stærkt påvirket eller det tydeligt kan erkendes at sædcellerne i stor udstrækning har defekter.

Sæd med motilitet under 80 procent må ikke anvendes til KS medmindre særlig aftale foreligger.

Morfologi er en beskrivelse af den enkelte sædcelles form og opbygning. I en sædprøve vil der altid kunne påvises unormale (defekte) sædceller, uden at dette nødvendigvis har betydning for sædens frugtbarhed. En hyppigt forekommende defekt i ornesæd er den såkaldte halekrølle eller distaldråbe. Sædceller med halekrøller bevæger sig ikke normalt og vil derfor ikke kunne befrugte et æg. Sædprøver med "halekrøller" har derfor nedsat motilitet. Af andre hyppigt forekommende defekte kan nævnes sædceller med proksimal- eller distaldråbe og løse hoveder. Se billeder nedenfor - foto 3.

Billeder af de hyppigst forekommende former for defekte sædceller i ornesæd
Foto 3. Billeder af de hyppigst forekommende former for defekte sædceller i ornesæd.
(Foto: Claus Hansen)

På grundlag af den mikroskopiske undersøgelse er det muligt at udpege orner, der ikke er egnede til KS, fordi nedsat frugtbarhed ikke kan udelukkes. For orner, som ved undersøgelsen skønnes at have normal sædkvalitet, kan der stadig i få tilfælde være risiko for lav frugtbarhed. Dette vil skyldes fejl i sæden, som ikke kan opdages med det blotte øje. Undersøgelsen giver således ingen garanti for frugtbarhed.

Fortynding af sæd på KS-stationen

Sæden fortyndes med en fortynder indeholdende en kombination af antibiotika svarende til 100 µg amoxicillin og 100 µg gentamycin pr. ml færdigfortyndet sæd.
Fortyndingen udføres ved at tilsætte fortynder trinvis. I første trin fremstilles en initialfortynding ved at fortynde råsæden med cirka 28-32 °C varm fortynder senest 1 time efter opsamling.

I andet fortyndingstrin tilsættes fortynder til et slut-rumfang på 80-85 ml pr. dosis. Temperaturen i den tilsatte fortynder i andet fortyndingstrin må ikke være lavere end 20 °C.

Sæden skal fortyndes, således at der sigtes efter, at 95 procent af samtlige doser indeholder mere end 1,75 mia. motile sædceller med et rumfang på 80-85 ml. Det skal tilstræbes, at ingen sæddoser indeholde mindre end 1,5 mia. motile sædceller.

Intern produceret sæd

Ved intern KS forstås opsamling af sæd fra en besætningsorne til brug ved inseminering af søer i egen besætning. Det er ikke tilladt at udveksle sæd mellem forskellige CHR numre, medmindre sæden er opsamlet på godkendt KS-station.

Fremgangsmåden ved intern KS er stort set den samme som på KS-stationerne. Der er dog som oftest ikke de samme rammer omkring produktionen af sæddosen. De mest betydende forskelle er beskrevet nedenfor:

Nødvendigt udstyr

Det nødvendige udstyr omfatter en hensigtsmæssig arbejdsplads, som skal indrettes med en bordplade, en vask med koldt og varmt vand, et klimaskab, et køleskab og et vandbad. Arbejdspladsen til produktion af sæddoser indrettes i et separat rum, således at det er nemt at holde rent og rimeligt støvfrit.

Et brugbart mikroskop skal være med fasekontrastlinse, så man tydeligt kan se de enkelte sædceller. Derudover er en opsamlingsbeholder, et termometer, diverse beholdere til fortynding samt eventuelt et fantom en nødvendighed.

Sædkoncentration og mængdebestemmelse

Sædkoncentrationen kan bestemmes ved brug af fotometer. Alternativt kan koncentrationen af sædceller vurderes ud fra sædens farve (jo mørkere mælkehvid jo tykkere).

Volumen af sæden måles enten i måleglas eller vejes (1 ml ufortyndet sæd vejer i gennemsnit 1,02 gram).

Fortynding

En sædopsamling skal inden en time efter opsamling fortyndes mindst 1½ gang (fx tilsættes 300 ml fortynder i 200 ml råsæd), og hver inseminationsdosis skal indeholde mindst 2 mia. sædceller, hvor der tilsættes 10 eller 20 pct. ekstra for henholdsvis motilitet 90 eller 80 i et volumen på 80-85 ml. Fortyndingen afhænger af det opsamlede volumen, koncentrationen af sædceller og den fastsatte motilitet.


Beregning af doser

Antallet af doser kan udregnes på baggrund af nedenstående eksempel:

En orne giver 250 ml sæd med en koncentration på 310 mio. sædceller pr. ml, der bedømmes til motilitet 80.

Dette giver 250 (volumen) × 310.000.000 (koncentration) × 0,80 (motilitet) / 2 mia. pr. dosis = 31 doser. Fortynderen skal tilsættes til sæden gradvist og langsomt.


Da sædcellerne bundfældes hurtigt, skal sæden blandes op (ikke rystes voldsomt da det skummer) ved rolige cirkelbevægelser før fortynding og ophældning, for at der kan komme omtrent lige mange sædceller i hver dosis.

For at undgå varme- eller kuldebeskadigelser af sædcellerne skal fortynderen have samme temperatur som sæden ved sammenblandingen (30 °C).
Fortynderen skal være fri for mikroorganismer. Dette opnås dels ved at bruge fortynderen så hurtigt som muligt efter åbning, dels ved at tilsætte antibiotikum.

Det anbefales at anvende EDTA-fortynderen tilsat amoxicillin og gentamycin (100 mikrogram aktivt stof pr. 1 ml færdigfortyndet sæd). Vær opmærksom på, at fortynder i pulverform oftest indeholder antibiotika.

Fortynderen skal opbevares køligt, efter at beholderen er åbnet. Udløbsdato for uåbnet fortynder skal være påskrevet beholderen.

Sædcellernes kontakt med omverdenen

Vær opmærksom på, at sædcellerne er meget temperaturfølsomme. Derfor skal alle varmeledende materialer (termoflasker, glasbeholdere etc.), som sæden kommer i kontakt med, forvarmes til cirka 35 °C, så materialets og sædens temperatur ikke afviger væsentligt fra hinanden.

Sædceller er meget følsomme og beskadiges let af for eksempel rengøringsmidler og som tidligere nævnt plastik eller gummi. Brug derfor så vidt muligt kun engangsmaterialer og sørg for rengøring med grundig skylning i rent vand, således at der ikke findes rester af rengøringsmidler. Skoldning af genbrugsmaterialer kan anbefales.

Kontrol af sæddoserne

Da hygiejne og håndtering ikke er under samme kontrol som på KS-stationerne, bør sæddoserne bruges senest 24 timer efter opsamling.
Det er en god idé at undersøge sæden, lige inden den anvendes. Derved har man gjort, hvad man kan for at sikre sig mod fejl ved tapning, fortynding og opbevaring.

Det er vigtigt, at sæden reaktiveres inden man undersøger den igen, så den har optimal motilitet. Reaktivering foregår, ved at et par ml af den færdigfortyndet sæddosis anbringes i en ny beholder, der varmes i et varmebad ved 37-39 °C i cirka 10 minutter. Undervejs vendes sædprøven et par gange, så alt bliver varmet igennem.

Ornerne

Når en orne bruges til intern KS, vil den komme til at præge besætningsresultaterne i langt højere grad, end hvis den kun blev brugt til bedækning, da langt flere søer insemineres med sæd fra den pågældende orne. Derfor skal ornen udvælges omhyggeligt på grundlag af avlsværdi. Indkøbte orner bør have et avlsindeks så højt som muligt og bør udskiftes efter maksimum et års brug. Såfremt ornerne produceres i egen besætning, er en ukendt avlsværdi én af de risikofaktorer, der bør indgå i overvejelserne omkring intern KS. Reproduktionsresultaterne kan vurderes på baggrund af renløbninger med ornen, hvor først omløberprocenten og senere også faringsprocenten og kuldstørrelsen gøres op. På baggrund af 20-25 kuld er det muligt at vurdere en ornes gennemsnitlige afvigelse fra de øvrige orner i besætningen.

Hvis en orne pludselig giver flere defekte sædceller end tidligere, at ornen har været syg indenfor de sidste otte uger.

Unge orner (8-9 måneder) bør kun tappes to gange pr. uge, mens ældre orner kan tappes hyppigere. Dog er det vigtigt med et par dages pause imellem tapningerne.

Såfremt der samme dag opsamles sæd fra flere orner af samme race, anbefales det at sammenblande sæden fra to og helst tre eller flere orner. Sammenblandingen foretages bedst efter den første fortynding af sæden.

En afprøvning har vist, at der ikke er forskel i totalfødte grise pr. kuld eller på faringsprocenten mellem sæd produceret på en KS-station eller internt i besætningen [1].

Blandingssæd versus enkelt ejakulat

Sæddoser produceret på KS-station og som benyttes til produktion af slagtesvin indeholder altid blandingssæd. Dette vil sige, at der er sæd fra flere orner i sæddosen. Sæddoser indkøbt til avl indeholder kun sæd fra en specifik orne.

En afprøvning har vist, at blandingssæd øger frugtbarheden i form af højere kuldstørrelse [2]. Dette vil også være tilfældet ved intern KS. Derfor er det en fordel at tappe flere orner på tappedagen og blande sæden.

Opbevaring af sæddoser

Min/max termomenter i sædskab
Foto 4. Min/max termomenter i sædskab.
(Foto: Ernæring og reproduktion, billede 7505)

Færdigfortyndede sæddoser skal opbevares ved 16-18 °C. Dette sker lettest ved at opbevare sæddoserne i sædskab.

For at kunne kontrollere udsving i temperaturen er det vigtigt, at man har et maks.-/min.-termometer i sædskabet. Termometeret bør tjekkes hver gang man åbner sædskabet – tjek det og nulstil termometeret igen.

Sædceller er meget temperaturfølsomme, hvilket betyder, at der sker uoprettelige skader på sædcellerne, hvis temperaturen kommer under 15 °C eller over 38 °C. I intervallet mellem de 18 °C og 38 °C bruger sædcellerne meget energi.

Da det er vigtigt, at energireserverne i sædcellerne først bliver brugt efter inseminering og dermed i befrugtningsøjemed, skal sæddoserne opbevares ved 16-18 °C, for her er sædcellerne energisparende eller i dvale.

Referencer

[1]

Hedeboe, Anne Marie (2002). Intern produceret sæd kontra indkøbt sæd. Meddelelse nr. 552, Landsudvalget for Svin.

[2]

Pedersen, Marie Louise (2013). Blandingssæd giver bedre frugtbarhed end sæd fra kun en orne. Meddelelse nr. 969, Videncenter for Svineproduktion. 

Forudsætningen for at have succes med kunstig sædoverføring (KS) er en god brunstkontrol med korrekt insemination på det rigtige tidspunkt med befrugtningsdygtig sæd.

Din vigtigste arbejdsopgave i løbeafdelingen er at finde ud af, hvornår soen har ægløsning og derefter få insemineret korrekt, så sædcellerne er til stede ved ægløsningen.

Soen udviser brunsttegn inden ægløsning og en grundig brunstkontrol kan hjælpe dig til at finde ud af, hvornår insemineringen skal foregår.

Insemineringstidspunkt

Søerne skal insemineres, når de udviser stående brunst. Insemineres soen uden for stående brunst opnås kun ringe frugtbarhedsresultater og der er risiko for infektion i børen.

Det optimale insemineringstidspunkt er fra 24 timer før til fire timer efter ægløsningen, dels fordi sædcellerne skal modnes i soens kønsveje for at blive befrugtningsdygtige, dels fordi ægcellernes levetid i æggelederen er meget kort.

Ægløsningen sker i slutningen af brunsten (2/3 henne), og da brunstlængden varierer, skal den første inseminering foretages cirka 12 timer, efter at brunsten er begyndt. Det vil sige, efter at soen første gang står for rideprøven. Det tilrådes at gentage insemineringen cirka 24 timer senere. Med det interval kan næsten alle søer blive insemineret to eller flere gange i løbet af samme brunst. Det anbefales at inseminere søerne to gange pr. brunst. Ved at inseminere én gang frem for to gange er der en risiko for, at kuldstørrelsen reduceres med op til 0,5 totalfødte grise pr. kuld [1] - se foto 1.

Figur af brunstlængde og insemineringstidspunkt
Foto 1. Brunstlængde og insemineringstidspunkt (Tegning: Anne Marie Hedeboe, billedenr. 6572)
Undersøgelser har vist, at ægløsningstidspunktet kan fastlægges ud fra brunstens start- og sluttidspunkt. Søer, der kommer tidligt i brunst efter fravænning, har som regel en lang brunst, mens søer, der kommer sent i brunst efter fravænning, har en kort brunst. Samtidig er det vist, at den gennemsnitlige brunstlængde er forskellig fra besætning til besætning, men at brunstlængden indenfor hver besætning i de fleste tilfælde er den samme fra måned til måned.

Et eksempel på insemineringstidspunkt kan være således: en so har fx en brunstlængde på 60 timer. Så forekommer ægløsningen cirka 2/3 inde i brunsten, det vil sige efter cirka 40 timer. Insemineringen skal ske 24 timer før til fire timer efter ægløsningen. Dermed skal soen insemineres i intervallet 16-44 timer efter første tegn på stående brunst - fordelt på to inseminationer.

Insemineringsteknik

Før insemineringen skal soen og ornen aktiveres.

Fjern med papir eventuelt snavs på soens kønslæber for at undgå børinfektioner. Derefter krænges den ene kønslæbe til side og kateteret føres ind langs den øverste del af skeden, så soens urinrør ikke bliver beskadiget. Sørg for at spidsen på kateret ikke bliver beskidt ved indføringen af kateteret. Når kateteret ikke kan føres længere ind, trækkes kateteret lidt tilbage og føres atter frem, samtidig med at det drejes en smule. Herved sikres en korrekt placering af kateterspidsen i soens livmoderhals.

Foto 1. Sådan skal et traditionelt kateter side i børhalsen
ved inseminering (vist i en udtaget bør)
(foto: Anne Marie Hedeboe, billede nr. 6179).
Hvis du ønsker at bruge katetergel, så er det vigtig at anvende en gel, der ikke beskadiger sædcellerne. Bemærk, at børslim er beregnet til fødselshjælp og rektalundersøgelse, og at denne gel er sædskadelig. Anvendes katetergel må denne alene påsmøres kateteret bag selve kateterspidsens hul, således at kontakt med sæden undgås. Vælg en katetergel, der ikke er vandopløselig, da de vandopløselige har sædskadende virkning [2].

Når kateteret er placeret korrekt, anbringes sædposen på kateteret. Inseminøren kan vælge at sidde på soen under insemineringen og holde sædposen, men det er ikke nødvendigt at stimulere soen under selve insemineringen.

En undersøgelse har vist, at faringsprocenten og kuldstørrelse er ens, uanset om inseminøren sidder på soen eller sæddosen holdes af en elastik [3].

Peristaltiske muskelsammentrækninger i børen sørger for, at sæden bliver transporteret frem til æggelederen, hvor befrugtningen finder sted.

Løbeafdeling

Foto 2. So og orne med trynekontakt
(foto: Brian N. Fisker, billede nr. 368).
Søerne skal opstaldes, så det er let at gennemføre en brunstkontrol og der skal være let adgang til at foretage selve insemineringen.

Ornen skal kunne placeres så tæt som muligt foran de søer, der skal brunstkontrolleres.

Ornekontakt (trynekontakt) sikrer, at soen viser brunsten (se foto 2). Søerne påvirkes bedst af voksne orner (>10 måneder), fordi de har en kraftigere lugt end yngre orner. Ved brugen af en duftorne er det vigtigt, at ornen er aktiv og interesseret i søerne. Der er forskel på, hvor lang tid ornerne holder interessen for søerne, og når han mister interessen for søerne, sættes han tilbage i stien, og en ny duftorne tages ind til det fortsættende løbearbejde.

Dyb inseminering

I dag anvendes dyb inseminering i mange forskellige lande. Metoden anvendes ikke i Danmark. På basis af en anmodning fra Fødevaredirektoratet har Det Veterinære Sundhedsråd den 9. februar  2009 udtalt, at ”Ud fra de forelagte præmisser finder Rådet ikke, at dyb inseminering i højere grad end traditionel inseminering er uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnsloven §§ 1 og 2. Rådet finder det nødvendigt, at personer, der skal foretage intrauterin inseminering/dyb inseminering af søer, skal være autoriserede dyrlæger eller personer, der bliver særligt uddannede og autoriserede til opgaven efter et nærmere beskrevet uddannelsesforløb. ”.

Ved dyb inseminering føres sæden helt ind i kroppen af børen. Dette sker, ved at der føres et traditionelt kateter ind i den bagerste del af børhalsen, hvor det skrues fast, som ved traditionel inseminering. Herefter føres et inderrør af plastik igennem kateteret og videre ind igennem børhalsen. Indføring af dette inderrør besværliggøres af, at der i soens børhals er en række folder, der rækker ud fra indersiden, samt at børhalsen ”knækker” ned over kanten af den indre bækkenåbning, hvilket er særlig udtalt hos ældre dyr. Disse forhindringer omgås ved at trække i det traditionelle kateter, således at børhalsen rettes ud, inden plasticrøret føres ind.

Foto 4. Placering af kateter ved dyb inseminering (vist i en udtaget bør). (foto: Anne Marie Hedeboe billede nr. 6187 og nr. 6182)
 
Ud fra de i undersøgelsen anvendte metoder var det ikke muligt at se nogen sammenhæng mellem insemineringsmetode og smertereaktionen. Endvidere blev det vist, at brug af kateteret til dyb inseminering ikke gav flere skader i børhalsen på søerne i forhold til et traditionelt kateter og bedækning med ornen [4].

Dyb insemineringsteknikken vil i fremtiden eventuelt kunne anvendes til sæddoser med lavere koncentration af sædceller, kønsselekteret sæd, samt overførsel af befrugtede æg.

Referencer

 [1]  Hedeboe, Anne Marie (2006).  Sammenligning af én kontra to løbninger pr. so pr. brunst. Meddelelse nr., 732, Meddelelse nr. 532, Landsudvalget for Svin.

[2]

Madsen, Mads Thor, Mathiesen, Johnny og Olesen, Dorthe Rønn (2000). Katetergeler’s sædvenlighed. Meddelelse nr. 476, Landsudvalget for Svin.

 [3]

Hansen, Claus (2010). Effekt af reduceret stimulering af soen under inseminering. Meddelelse nr. 887, Videncenter for Svineproduktion.

[4]

Hedeboe, Anne Marie, Thorup, Flemming, Greve, Torben og Jensen, Henrik Elvang (2004). Dyb inseminering. Meddelelse nr. 654, Landsudvalget for Svin.

Hvis en so ikke vil vise stående brunst for en inseminør, kan du vælge at lade en besætningsorne bedække den.

Stort set alle produktionsbesætninger i Danmark benytter sig af KS i dag. Dette sikrer høj produktivitet. Enkelte søer bedækkes dog af orner, hvis de af en eller anden årsag ikke vil vise brunst for inseminøren.

Gennemførelse af en løbning
(foto: Ib Glaser, billede nr. 6566)
Ornen er kønsmoden, når den er villig til at gennemføre bedækning. Det sker tidligst i 6-7 måneders alderen. Kønsmodning er aldersbestemt og kun i mindre grad afhængig af ornens vægt. Krydsningsorner er ofte tidligere kønsmodne end renracede orner.

Såfremt ornen ikke vil bedække, når den er cirka ni måneder gammel, er det unormal adfærd, og ornen bør undersøges af en dyrlæge eller slagtes.

En bedækning bør ske i ornens sti for at frembringe den bedste stårefleks hos soen. Er soen stresset, hæmmes de peristaltiske sammentrækninger af børen, som er med til at transportere sæden frem til æggelederen.

Når ægløsningen har fundet sted, skal æggene befrugtes inden for få timer, da det ellers går til grunde. Efter insemineringen er ornesæden befrugtningsdygtig i op til 24 timer. Det anbefales derfor, at søer insemineres med 24 timers mellemrum og dermed flere gange i brunsten.

Sædproduktionen stiger med alderen. Det skyldes, at testiklerne naturligt bliver større. Derfor er der også forskel på, hvor meget en ung og en gammel orne bør springe.

Det anbefales, at ornen springer minimum hver 14. dag. Den efterfølgende tabel er vejledende for antal spring pr. uge for en orne.

Alder, måneder

Antal spring pr. uge

8-9

2

12

5

Ældre

 6-7

Ved løbning med orne er sæden altid frisk, og ornen kan desuden bruges til stimulering af brunst og brunstkontrol.

Udskiftning og kontrol af orner

Ornens avlsværdi falder med tiden. For at følge avlsfremgangen skal ornen udskiftes med minimum 12 måneders mellemrum. Sørg for gode karantæneforhold ved indslusning af nye orner i besætningen.

Orner kan være sterile ved indkøb eller blive det på grund af sygdom. Der er risiko for, at sterile orner først opdages, når mange søer løber om. Inden en orne tages i brug bør sædkvalitet og frugtbarhed kontrolleres ved vurdering af sædprøve og renløbninger. En KS-rådgiver kan undersøge sædprøven og vurdere volumen, sædcellernes bevægelse og forekomst af defekte sædceller. Vurdering af sædprøven er dog ingen garanti for drægtighed og store kuld, så den bør følges op med løbning af en række søer, som kun bedækkes af én orne (renløbning).

Lad dyrlægen undersøge ornerne og undlad at bruge dem, der er mistanke til. Når en orne har været syg, kan der forekomme flere defekter i sæden i op til otte uger bagefter.

Opstaldning af ornen

Orner bør have god plads i stien (mindst 6 m², dog 10 m² hvis stien bruges til bedækning), og der skal være et skridsikkert underlag under bedækningen.

Orner skal have en daglig kontakt med andre grise, samt en rolig og venlig kontakt med mennesker.

Høje staldtemperaturer på cirka 30 °C kan medføre, at ornen er uvillig til at bedække eller at sædkvaliteten forringes.  

Derfor skal du lave en huldvurdering

En huldvurdering er et subjektivt udtryk for fedt og muskelmasse hos den enkelte so.

Der bruges begreberne mager, tynd, normal, eller fed (se figur 1), når man skal udtale sig om huldet på en so.

Formålet med en huldvurdering er at inddele søerne i grupper, som skal tildeles forskellige daglige fodermængder (foderkurver), således at huldet er passende ved faring. Det er således udelukkende "huld ved faring", der er målet hos den enkelte drægtige so.

Huldvurdering bør ske ved løbning, ved drægtighedskontrol og efter ca. 70 dages drægtighed.

Der er tre metoder til vurdering af søers huld:

  1. Visuel metode
  2. Palpering, hvor man mærker på soen
  3. Rygspækmåling

Visuel metode er hurtig og enkel. Her ses blot på den enkelte so. For en trænet driftsleder er denne metode anvendelig, men da søerne har forskellig kropsbygning, vil flere dyr placeres på en forkert foderkurve, hvis metoden ikke kombineres med andre vurderinger.

Palpering tager lidt længere tid end den visuelle metode, fordi der også skal mærkes på soens ribben, rygrad og hofteben med hånden. For en trænet driftsleder er denne metode anvendelig og det er sjældent, at søerne sættes på en forkert foderkurve, derfor er metoden mere sikker end visuel vurdering [1]. Ud fra metoden kan det ikke fastslås, om det er et fedtlag eller muskelmasse, der mærkes. Det anbefales at palpere søerne efter metoden i figur 1.

Huldvudering
Figur 1. Palpering af søer.
Rygspækmåling er en ultralydsmåling, som gennemføres med en rygspækmåler eller en todimensional scanner i punktet P2. Figur 2 viser, hvordan du finder P2. Du skal først finde det bageste punkt på det bageste ribben (rød kurve). Fra det bageste punkt går du lodret op til rygraden (stiplet linje). Gå så 7 cm ud til siden, så har du punktet P2. De 7 cm passer med bredden af en Lean-Meater rygspækmåler. Det lyder svært, men når man er omhyggelig, så bliver det en rutine. Rygspækmåling tager længere tid end palpering, men når man har rutinen og håndelaget, så kan det gå rimeligt hurtigt.
Rygspækmåling,P2
Figur 2.
Det mest præcise instrument til rygspækmåling er en todimensionel scanner [2], [3]. Fordelen er, at du kan se på skærmen, om du måler de rigtige fedtlag. Den sikkerhed medfører også, at det er hurtigere at måle rygspækket med en todimensionel scanner.

De endimensionelle rygspækmålere viser rygspæktykkelsen som et tal (mm rygspæk). Disse er billige at anskaffe og nemme at bruge. Brugeren er dog ikke sikker på, om man måler alle fedtlag eller om man også måler et muskellag, så nogle gange er målingerne forkerte. Derfor skal man altid vurdere soen samtidig med målingen, og i sidste ende bruge sin sunde fornuft.

Rygspækmåling er præcisionsarbejde. Hvis personen, der skanner er usikker på, om resultatet af en måling er korrekt, så er det en god idé at foretage en ny måling 10 cm længere fremme på ryggen end P2. Målingen i dette punkt må ikke afvige mere end 2 mm i forhold til den første måling i P2. Hvis forskellen mellem de to målinger er større end 2 mm, så gentages målingen på den anden side af dyret.

Vurdér både med palpering og scanner

Søernes huld skal vurderes ved løbning, ved drægtighedskontrol, efter ca. 70 dages drægtighed og ved faring. Huldvurderingen ved løbning danner grundlag for, hvilken foderkurve, soen skal følge i drægtighedsperioden. Der bør indgå både palpering og rygspækmåling i vurderingen ved løbning. De næste to vurderinger ved drægtighedskontrol og efter ca. 70 dages drægtighed skal sikre, at foderkurverne fungerer, så flest mulige af søerne har nået det ønskede huld - her er en palpering ofte tilstrækkeligt. Huldvurderingen ved faring er den endelige vurdering af, om de anvendte foderkurver i drægtighedsperioden resulterer i ensartede søer i huldklasse 3 med 16-19 mm rygspæk, som er klar til faring. Her bør man igen anvende både en palpering og en rygspækmåling.

Vi anbefaler, at du fortager en helhedsvurdering af huldet på den enkelte so ved både en palpering og en rygspækskanning i P2, før de skal placeres på en foderkurve i drægtighedsperioden eller vurderes ved indgang til farestalden. Målsætningen for huldstyringen i drægtighedsperioden er, at 90 % af søerne er i huldklasse 3 ved faring og har mellem 16-19 mm rygspæk i P2.

Referencer

[1] Sørensen, G. (2010). Huldstyring af drægtige søer. Meddelelse nr. 862, Videncenter for Svineproduktion.
[2] Madsen, M.T. & Sørensen, G. (2008). Sammenhæng mellem rygspæktykkelse og poltes indhold af fedt. Meddelelse nr. 814, Videncenter for Svindeproduktion.
 [3]  Sørensen, G. (2013). Test af 3 rygspækmålere til søer. Meddelelse nr. 991, Videncenter for Svineproduktion.

 

Fandt du det, du ledte efter?

Tak for din feedback

For at kunne forbedre vores indhold, må du gerne indtaste yderligere detaljer på, hvad du leder efter herunder (valgfrit).

Tak for din feedback

Din indtastning er registreret. Vi evaluerer løbende på feedback fra brugerne.