24. januar 2013 | Opdateret 30. juni 2016

Udendørs sohold

Ved udendørs sohold findes der særlig lovgivning for frilandssohold mht. miljø, sundhed samt dyrevelfærd.

I udendørs sohold holdes diegivende søer og deres pattegrise på friland. De drægtige søer går enten i udendørs folde eller i et indendørs løsdriftssystem.

Frilandssohold er karakteriseret ved en tæt integration mellem husdyr- og planteproduktion.

Udendørs hold af grise kræver væsentlig mere plads end traditionel opstaldning. Til gengæld er investeringer i bygninger mv. betydelig lavere.

Der skal være tæt plantevækst i folde til søer, og hytterne skal flyttes jævnligt - mindst én gang månedligt - for at undgå nedslidning af bevoksningen.

Foldene skal indhegnes med dobbelthegn for at sikre, at forbipasserende ikke har adgang til foldene eller har mulighed for at fodre grisene. Det skyldes risikoen for at smitte grisene med sygdomme som svinepest og mund- og klovesyge, der tidligere har smittet grise gennem madaffald i udlandet.

I varme perioder skal grisene have mulighed for at sølebade for at køle sig og for at undgå at blive solskoldede.

Et af de primære problemer i frilands- og økologisk svineproduktion er et højt arbejdsforbrug. Samtidig er der dog en del eksempler fra praksis, hvor producenterne helt eller delvist får opfyldt deres succeskriterier med hensyn til et begrænset arbejdsforbrug og gode produktionsresultater. Dette kan i udstrakt grad opnås ved at anvende den viden, der er udviklet indenfor traditionel svineproduktion.

Der findes særlig lovgivning for frilandssohold mht. miljø, sundhed samt dyrevelfærd.

Lokaliteten har stor betydning for fx arbejdsforhold og besætningssundhed mm. Af hensyn til arbejdsforholdene bør der være let adgang – hele året rundt, hvorimod der af hensyn til sundhed ønskes afstand til andre svin og til offentlig adgang.

Udendørs sohold er endvidere karakteriseret ved en tæt integration mellem husdyr- og planteproduktion, og det må antages, at en hensigtsmæssig udnyttelse af dette samspil (næringsstofomsætning – kvælstof og fosfor) er afgørende for systemets succes både i relation til miljøpåvirkninger og produktionsresultater.

Den lokalitet, hvor et udendørs sohold etableres, har betydning for bl.a. besætningens sundhed, arbejdsforhold samt produktionssikkerhed.

Figur 1. Korrekt placering af et udendørs sohold kræver indsigt i både nære og fjerne forhold
(Foto: Vivi Aarestrup Moustsen, billede 3380)

Valg af lokalitet

  • Det terræn, hvor et udendørs sohold etableres, skal være så plant som muligt af hensyn til færdsel i våde perioder, dannelse af vandstrømme samt læforhold.
  • De områder på ejendommen, hvor foldene skiftevis placeres, bør være let tilgængelige for producenten, men vanskelige tilgængelige for offentligheden af hensyn til smittebeskyttelse og ro blandt dyrene. 
  • Jorden på lokaliteter, hvor der skal placeres folde og foregår færdsel, skal hurtigt kunne dræne regn og smeltevand væk, medmindre overfladen er frossen.
  • Jorden skal kunne holde så meget på fugtigheden, at bevoksningen ikke udtørrer og dermed forsvinder på grund af tørke. Den mest velegnede jordtype er muldet sandjord [1].
  • Grundvandstanden må aldrig stige så meget, at der sker vandansamling på eller lige under jordoverfladen. Det gælder specielt, hvor der placeres hytter eller foregår færdsel.

Søer på græs

Et tæt græsdække er en forudsætning for, at græs kan udgøre en væsentlig foderkilde for søerne, og at mest muligt af de afsatte næringsstoffer optages i græsset eller tilbageholdes i rodzonen. Ligeledes har et tæt græsdække en begrænsende effekt på pattegrisedødeligheden ved at sikre et tørt leje.

For at sikre veletablerede, stabile og slidstærke græsarealer til søer i vinterperioden kan foldene flyttes to gange årligt. Alternativt kan arealet, som er til rådighed for søerne i forårs- og sommerperioden, begrænses under hensyntagen til gældende arealkrav. Det er derved muligt at høste en afgrøde på det resterende areal, som foldene så udvides med i efterårs- og vintermånederne. Der kan høstes to – eventuelt tre – slæt i farefolde til ensilage, inden søerne får adgang til hele foldarealet. Dette grovfoder kan anvendes til drægtige søer i vinterperioden.

Erfaringsindsamling har vist, at græsdækket i første kvartal er begrænset, men steg betydeligt fra første til andet kvartal, hvor vækstsæsonen starter i løbet af andet kvartal. Desuden skiftes der ofte til nye arealer i denne periode. Det højeste gennemsnitlige græsdække er som regel i tredje kvartal, hvilket skyldes græsvækst og mindre oprodning. I fjerde kvartal er der igen faldende græsdække pga., at græsvæksten ophører, og græsdækket forringes typisk betydeligt. Desuden begynder søerne ofte at rode igen sidst på efteråret [5].

Sygdomme

Sygdomme kan tilføres besætninger ved fodring med madaffald eller kontakt med smittebærende dyr i den vilde fauna. Søer og orner bør kontrolleres jævnligt af besætningsdyrlægen, og producenten skal være opmærksom på usædvanlige tegn på sygdomme. Minimér risikoen for, at uvedkommende fodrer dyrene eller henkaster madaffald på ejendommen ved opsætning af omfangshegn mod offentlig vej og etablering af inderhegn til folde i ca. 50 m's afstand herfra. Samtidig skiltes tydeligt med forbud.

Kontakt med vilde dyr er svært helt at undgå, men risikoen kan begrænses ved at vælge områder, hvor der er få ræve, harer eller vildsvin, som kan bære trikiner, "skab", brucellose, klassisk svinepest og Afrikansk svinepest. Yderligere kan indtrængning af ræve og vildsvin minimeres ved brug af omfangshegn med ekstra tråde, eller et såkaldt "haretæt" vildthegn [2].

Forgiftninger kan hidrøre fra planter, fx vårbrandbæger og engbrandbæger, som er giftige for bl.a. svin og kan forårsage dødsfald. Forgiftede grise viser symptomer på bl.a. kolik og kan ikke orientere sig. Undgå lokaliteter med giftige planter eller bekæmp disse effektivt i god tid før søerne indsættes. Undgå lokaliteter med giftige planter eller bekæmp disse effektivt i god tid før søerne indsættes.

Figur 2. Landsudvalget for Svin, Danske Slagterier udleverer skilte til ophængning mod offentlige veje eller andre områder, hvor publikum færdes. Skiltene kan rekvireres gratis på tlf. 33 73 94 40 ved Winie Larsen, billede nr. 4143)
Figur 3. Rævesikkert hegn bestående af et 1,40-1,60 m højt "haretæt" vildthegn kombineret med en eltråd på en 20 cm afstandsholder. Eltråden placeres 15-20 cm over jorden (foto: Vivi Aarestrup Moustsen, billede nr. 3375)

Foderspild

Foderspild opstår enten omkring fodertruget eller ved store koncentrationer af fugle, fx måger, råger, alliker og krager, som fjerner foder. Kystnære områder har ofte mange måger, og visse lokaliteter har kolonier af råger. Lokaliteter, hvor der er koncentrationer af disse fugle, bør undgås. Opstår der efter etablering problemer med fugle, bør der tildeles foder i overdækkede automater eller trug.

Foderspild opstår også, når foderpiller udstrøs på fugtig jord. Pillerne opløses/nedtrampes og går til spilde. Foderspild viser sig ved, at foderforbruget stiger kraftigt eller søernes huld forringes. Problemet løses ved udfodring på fast/tørt underlag eller i automater/trug.

Brug af foderautomater i diegivningsperioden kan reducere foderspildet og dermed foderforbruget med mellem 5 og 10 pct. [3].

Uro

Ræv i farehytte i forbindelse med faring
Ræv i farehytte i forbindelse med faring.
Uro/panik opstår, når søer og orner bliver opskræmte af store lavtflyvende genstande, der ikke umiddelbart kan høres, som fx luftballoner, faldskærme eller svævefly.

Der kan i tilfælde af uro blive klemt eller lagt flere pattegrise ihjel end normalt, og grisene kan forlade deres egen fold. Undgå at vælge et område, hvor disse aktiviteter foregår. Bliver flyveklubber adviseret om placering af udendørs sohold, tager de i videst mulig omfang hensyn til dette og undgår overflyvning.

Uro kan tillige opstå, når ræve trænger ind i farehytter og tager pattegrise. Ræve skal enten bortskydes eller hegnes ude [4].

Referencer

[1] 

Håndbog i plantedyrkning (2009-10). Dansk Landbrugsrådgivning, Landcentret.

[2]

Moustsen, Vivi Aarestrup; Christensen, Poul Tholstrup & Nielsen, Niels-Peder (2002): Fokus på indhegning af svin på friland. Landsudvalget for Svin.

[3]

Lauritsen, Henrik Bækstrøm (1998): Fodring af søer på friland - foderspild. Meddelelse nr. 386, Landsudvalget for Svin.

[4]

Bekendtgørelse om vildtskader. Bekendtgørelse nr. 869 af 10. oktober 2003.

[5]

Larsen, Vivi Aarestrup; Nissen, Pia Marlene & Kristensen, Troels (1999): Frilandssohold - Resultater fra gårdstudier - 1997. DJF rapport nr. 8.

Hytten skal beskytte so og pattegrise mod varme, kulde, regn og blæst. Hyttens dimensioner og udformning har betydning for søernes trivsel. Derfor bør især farehytter være isolerede.

Hytterne skal være opbygget af faste materialer, så de kan flyttes. Hytterne skal flyttes minimum én gang hver anden måned for at mindske miljøpåvirkningen.

I farefoldene er der én hytte per so, mens flere drægtige søer kan dele en hytte.

Støtte af Fødevareministeret og EU

Beskrivelse

Hytten er det sted, dyrene skal kunne søge beskyttelse mod blæst, regn, kulde og varme.

Hytterne kan udformes meget forskelligt, men bør være nemme at håndtere (flytte) og arbejdsvenlige (inspektion og arbejde i hytterne).

FarehytteFarehyttePoca farehytte
Figur 1. Eksempler på farehytter. (Foto: Helle Pelant Lahrmann)
For at sikre et ensartet græsdække og en jævn fordeling af husdyrgødningen skal hytter og foderpladser/foderautomater flyttes mindst én gang hver anden måned.

Der skal foreligge en skitse/årsplan (se figur 2) for flytningen af hytter og foderpladser, som kan forevises i forbindelse med landbrugstilsyn.

I farefolde skal både hytter og foderpladser/foderautomater flyttes efter hver fravænning.

Figur 2. Eksempel på årsplan (Tegning: Vivi Aarestrup Moustsen, billede nr. 4067+4068) - Af hensyn til næringsstofudnyttelsen, flyttes farehytterne efter hver fravænning til en ny position i folden. - De røde pletter angiver hegnspæle, de blå pletter angiver vandforsyningen og den lyse plet angiver foderforsyningen. - I eksemplet til højre er der ved opsætning af hegnet placeret seks hegnspæle i hver side af folden. Hytten placeres ud for en hegnspæl, og ved fravænning flyttes hytten til den næste hegnspæl. Efter seks måneder er hytten således nået til den modsatte ende af folden og flyttes over i den anden side af folden, hvor princippet gentages – dvs., at hytten ved fravænning flyttes fra en placering ud for en hegnspæl til en placering ud for den næste hegnspæl. I løbet af et år sikres det derved, at hytten placeres jævnt i folden, så man undgår punktbelastninger. - Foder og vandforsyning kan flyttes efter lignende principper under hensyntagen til rørføring mm.

I perioder med store nedbørsmængder, kan det være nødvendigt at flytte hytter og foderpladser/-automater oftere. Flytningen skal foretages systematisk således, at gødningen fordeles jævnt på hele arealet [1].

Funktion

Funktionen af hytterne afhænger af hyttens udformning samt anvendelse af forgårde. De forskellige faciliteter på hytten samt udformning har betydning for inspektion og arbejdet i hytten.

Håndtering

Håndtering omfatter flytning af hytter og eventuelle forgårde, såvel manuelt som med tekniske hjælpemidler. Skal de flyttes manuelt er vægten en meget afgørende faktor. Kan forgården flyttes mekanisk (traktor) bør der være monteret et beslag eller lignende til dette.

Arbejdsvenlighed

Hytte med gode arbejdsforhold
Figur 3. En hytte med gode arbejdsforhold.
Hytten har to indgange - én til personale og én
til so og grise (Foto: Morten Thomsen).
Arbejdsvenlighed omfatter inspektionsmuligheder og arbejde i hytterne. Inspektion lettes, hvis hele eller næsten hele hytten kan overskues, uden at man skal ind i hytten. Inspektion af grisene og arbejdet i hytterne lettes desuden, hvis der fx er monteret en oplukkelig ovenlyskuppel.

Montering af en dør, der kan låses inde fra hytten, er en fordel i forbindelse af behandling af grisene. Soen kan herved forhindres adgang, mens arbejdet udføres.

I de seneste år er der blevet udviklet på farehytterne med fokus på arbejdsvenlighed [5].

Holdbarheden

Holdbarheden af hytterne afhænger af de anvendte materialer. Vedligeholdelsen er i de fleste tilfælde minimal, og begrænser sig ofte til udbedring af skader opstået på grund af fx påkørsler.

Farehytter

En farehytte skal være udformet, så det er muligt at opnå en lav pattegrisedødelighed [2] [3].

Uanset foldsystem skal farehytterne placeres med ca. 20 m afstand mellem rækkerne og ca. 15 m afstand mellem de enkelte hytter. Der må maksimalt være en afstand på 50 meter fra den fjerneste hytte til vand, foder og sølehul. Er afstanden større, er der risiko for , at søerne ikke går tilbage til farehytten og passer grisene - specielt om sommeren.

En farehytte skal være konstrueret, så der er:

  • minimum 3,8 m² lejeareal i hytter med én udgang
  • indvendig bredde på min. 1,40 m i hytter med én udgang
  • indvendig frihøjde på minimum 1,00 m
  • udluftningsmulighed via regulerbar åbning
  • anordning til begrænsning af træk og kulde under faringer
  • mulighed for at løfte eller slæbe hytten rundt i folden
  • en isoleringsgrad på ca. 0,80 i U-værdi, som svarer til isolering med fx 50 mm flamingoplade
  • nem adgang for soen, indgangen bør være minimum 0,5 m bred og 1 m høj
  • mulighed for at overvåge hytten og dens indre (inspektionsluge)
  • en ventilationslem, hvilket evt. kan være den samme som anvendes til inspektion.

Højden og udformningen på dørtærskler og evt. forgårde er afgørende for, hvornår pattegrisene kan forlade hytten (figur 3). Forgårde (og dørtærskler) benyttes til styring af pattegrisenes adgang til farefolden efter faring.

Rulle i hytteRampe på hytteA-hytte med forgård
Figur 4.
1. Hytte uden forgård med højt dørtrin etableret vha. en rulle i døråbningen. Rullen beskytter soens yver og hindrer, at grisen falder ud. (Foto: Helle Pelant Lahrmann)
2. Hytte med højt dørtrin og rampe, så det er nemt for pattegrisene at returnere til hytten, men uden forgård. (Foto: Helle Pelant Lahrmann)
3. Hytte med forgård. (Foto: Helle Pelant Lahrmann)
Det er vigtigt, at farehytterne placeres, så indgangen vender væk fra den fremherskende vindretning. Det betyder generelt, at hytteåbningerne skal vende mod nordøst om sommeren og sydøst om vinteren. For at beskytte grisene mod træk i kolde perioder kan der monteres plastgardiner i åbningen til det fri. Der skal altid tildeles så meget halm, at pattegrisene er sikret et lunt og tørt nærmiljø i hytten, selv om soen ikke er til stede.

Strøelsesmaterialer i farehytter

Forhæng på farehytte
Figur 5. Forhæng monteret på en farehytte.
Udenfor døren er der lagt halm, som hjælper
grisene med at komme ind i hytten igen, hvis de
skulle falde ud (Foto: Helle Pelant Lahrmann)
Hvedehalm er mest velegnet som strøelsesmateriale i farehytter, men rapshalm kan anvendes som et alternativ før faring.

Sammenlignet med byghalm, vurderes raps- og hvedehalm at suge mindre fugt op fra græs-/jordoverfladen. Men, da rapshalmen ligger som en flad tæt måtte, er der samtidig behov for at strø med byg- eller hvedehalm ovenpå rapshalmen, så pattegrisene har noget at søge ned i [3].

Forhæng på farehytter

Vinter og efterår kan der skabes en ekstra overtemperatur i hytten ved at bruge forhæng.

Ved brug af forhæng undgås det ydermere, at det regner og blæser direkte ind i hytterne i de kolde perioder, og halmen holdes mere tør.

Drægtighedshytter

Hytten er opbygget af faste materialer, så den kan flyttes. Hyttens dimensioner og udformning har betydning for søernes trivsel.

Drægtighedshytter
Figur 5. Hytter til drægtige søer. Hytten skal flyttes jævnligt (Foto: VSP)

Drægtighedshytter skal være konstrueret, så der er:
  • 1,2 -1,5 m² areal pr. so
  • en frihøjde på minimum 1,00 m
  • trækfrit lejeareal
  • mulighed for at løfte eller slæbe hytten rundt i folden
  • to helt adskilte rum med separate ind-/udgange, hvor der kun anvendes én hytte pr. fold
  • mulighed for udluftning
  • en isoleringsgrad på ca. 0,80 i U-værdi, som svarer til isolering med fx 50 mm flamingoplade

Orner skal have 2-3 m² lejeareal til rådighed pr. dyr. Orner kan benytte søernes drægtighedshytter eller have separate hytter til rådighed.

Smågrise og slagtesvin

Traditionelt opstaldes smågrise og slagtesvin i stalde med udgang til et udeareal pga. det store arealkrav, der er til opdræt af slagtesvin på friland. Nogle besætninger vælger at fravænne grisene på friland f.eks.i sommerhalvåret, og ved opdræt af smågrise og slagtesvin skal følgende minimumsarealkrav i hytterne opfyldes:

  1. 0,13 m2 pr. svin med en gennemsnitsvægt på indtil 10 kg.
  2. 0,17 m2 pr. svin med en gennemsnitsvægt på mellem 10 og 20 kg.
  3. 0,25 m2 pr. svin med en gennemsnitsvægt på mellem 20 og 30 kg.
  4. 0,34 m2 pr. svin med en gennemsnitsvægt på mellem 30 og 50 kg.
  5. 0,47 m2 pr. svin med en gennemsnitsvægt på mellem 50 og 85 kg.
  6. 0,55 m2 pr. svin med en gennemsnitsvægt på mellem 85 og 110 kg.
  7. 0,85 m2 pr. svin med en gennemsnitsvægt på over 110 kg

Herudover skal generelle regler vedr. anvendelse af hytter til opstaldning af grise på friland overholdes.

Årsag og håndtering af problem

Klemte og ihjellagte pattegrise kan skyldes, at farehytten er forkert indrettet. Er soens bevægelighed begrænset pga. pladsmangel i farehytten øges risikoen for, at soen lægger sig på grisene. Det kan være en fordel at have farehytter i flere størrelser, da pladsbehovet er forskelligt til gylte og eksempelvis 3-4 lægs søer.

Ihjellægning sker primært indenfor grisenes første 3 levedøgn, da grisene i denne periode er mindre mobile, hvilket øger risikoen for ihjellægning. Pattegrisene kan være døde eller læderede/kvæstede kort tid efter faring [4].

Referencer:

[1]

Landbrugets Byggeblad, love og vedtægter vedr. miljø: Driftsvejledning vedr. udendørs sohold; Gr. nr. 95.03-02. Januar 1993. Rev. Juli 2002.

[2]

Smidth, Jens (1996): Farehytter i udendørs sohold. Meddelelse nr. 336, Landsudvalget for Svin.

[3]

Moustsen, Vivi Aarestrup (2003): Strøelsesmaterialer til farehytter. Meddelelse nr. 588, Landsudvalget for Svin.

[4]

Kongsted, Anne Grete & Larsen, Vivi Aarestrup (1999): Pattegrisedødelighed i frilandssohold. DJF rapport nr. 11.

 [5] Pertersen, Lisbeth Brogaard & Støvring, Karsten (2011): Udvikling af farehytter til søer på friland, Erfaring nr. 1103, Videncenter for Svineproduktion, Landbrug & Fødevarer

Et af de største udfordringer i frilands- og økologisk svineproduktion er et højt arbejdsforbrug. Driftsledelse og rutiner skal tilpasses, at arbejdet foregår på friland – 365 dage om året.

Fodring
Figur 1. Der er mange rutiner udendørs, som er forskellige fra
indendørs.
Udendørs sohold kræver derfor ofte en del teknisk udstyr for at rationalisere det daglige og periodiske arbejde. Mekaniseringsgraden afhænger imidlertid af besætningsstørrelse, systemets indretning og individuelle ønsker.

Det er derfor afgørende, at det tekniske udstyr til strøning, vanding, fodring, hytter mm. er tilpasset forholdene, og at man undgår for mange manuelle arbejdsrutiner.

Med i overvejelserne bør også være, at dyrene er løse på et større areal, hvorfor sygdomsbehandling, fravænning, mærkning og eventuel ringning foregår under anderledes forhold. Søerne behandles nemmest i forbindelse med fodring eller flytning i vogn. Pattegrise kan behandles i hytten, hvor hyttens dør med fordel kan lukkes, mens soen er ude at æde.

Mærkning af dyr bør være så god, at det kan ses selv på god afstand. Eventuelt kan søer mærkes med et øremærke i hvert øre, skulle det ene gå tabt.

De bedst egnede jordbundsforhold til udendørs besætninger er sandjord eller let muldet sandjord uden tendens til overfladisk vandansamling.

Avlsdyr

Udendørs sohold kan i vid udstrækning opfylde kravene til en lang række specialproduktioner. Men for specialproduktioner har egenskaber som kødprocent og farvede hårsække en større økonomisk betydning end i traditionel produktion. Det er derfor meget vigtigt, at man får valgt de rigtige avlsdyr til et udendørs sohold.

Det anbefales at lægge stor vægt på det enkelte dyr's konstitution, styrke og moderegenskaber. Ved indkøb af avlsdyr bør der vælges LY-polte. 

Brug af LYD-dyr som søer giver store dyr, og færre grise til sammenligning med brug af LY-dyr. Hvis der vælges en racekombination med Duroc, bør der ikke være mere end 25 pct. Duroc i moderdyrene pga. moderegenskaber og fradrag for farvede hårsække.

Det er en meget stor fordel, at alle søer er af samme krydsningskombination, herved undgås, at nogle søer bliver tabere i flokken. LY-søer klarer sig således generelt dårligere, hvis de er i flokke med L(YD).

Ornevalget er afgørende for afkommets produktionsresultater, så der bør vælges orner med høje avlsindeks for de ønskede produktionsegenskaber. Der kan anvendes Y-, D- og evt. L-orner/KS-materiale.

Hvis sopolte udtages af egen besætning, kan det med fordel gøres ved 30-40 kg's vægten, så styrken kan bedømmes på et tidligt stadium. Samtidig tilvænnes poltene besætningsforholdene.

Teknisk udstyr

Til udendørs sohold kræves en del teknisk udstyr for at rationalisere det daglige og periodiske arbejde. Mekaniseringsgraden afhænger imidlertid af besætningsstørrelse, systemets indretning og individuelle ønsker.

Radialsystemet er ikke særlig udbredt i Danmark, men har været anvendt i England. Det kræver fx ikke transport af dyrene i vogn i modsætning til bloksystemet, hvor afstanden mellem foldene ofte er så stor, at kørsel med søerne nødvendiggøres.

Systemer, hvor der håndteres meget halm, kræver udstyr til håndtering af halm og gødning, fx minilæssere, svinglæssere eller teleskoplæssere, figur 2.

Flytning af farehytteATV
Figur 2. Køretøjer til udendørs sohold skal blandt andet kunne anvendes til flytning af farehytter bør være terrængående
(Foto: Helle Pelant Lahrmann og Hanne Nissen).
Som minimum er en traktor med frontlæsser til flytning af hytter, halm og evt. læsning af foder nødvendig. Men for at bevare græsdække er det vigtigt at være bevidst om, hvor ofte og hvordan færdsel foregår i foldarealerne og på køreveje m.m. Generelt kan det anbefales at alle køretøjer er forsynet med brede dæk, så trykket på marken er mindst muligt og vejene ikke køres op.

Opkørt vej
Figur 3. Opkørt kørevej (Foto: Karsten Støvring).

Det er især i efterårsperioderne let at komme ind i en ”ond” cirkel. Hvis man færdes med tungt materiel, så vejene opkøres, så er det nødvendigt fortsat at færdes med større maskiner for at kunne komme frem.

Vejene i foldanlægget bør være min. 10 m brede, så man i perioder med megen regn/sne kan køre i flere spor. Er vejene stabiliserede, kan de godt være smallere.

Modsat er den ”gode” cirkel, at man færdes med let materiel som en ATV (all terrain vehicle) eller måske en mountain-bike til opsynsopgaver. Disse ”køretøjer” gør begrænset eller ingen skade på plantedækket, og det er således muligt at fortsætte med at færdes på denne måde.

De lette køretøjer er selvfølgelig uegnede til at flytte større antal af dyr, men ATV’en kan fx anvendes til transport af foder, mindre mængder strøelse, hjælpemidler til fx kastration mv., transport af enkelt dyr og meget andet.

Traktor
Figur 4. Traktoren har mange opgaver i det udendørs sohold
(Foto: Helle Pelant Lahrmann).
Vogne til transport af dyr bør kunne sænkes, så vognladet er i niveau med jordoverfladen.
Vogn til flytning af grise
Figur 5. Vogn til flytning af udendørs grise. Bedst egnet er en vogn, hvis lad kan
sænkes helt ned til jorden. Siderne på vognen skal være mindst 1,2 m høje
(Foto: Helle Pelant Lahrmann).

Flyttes søer og pattegrise i samme vogn, skal vognen være inddelt i rum til henholdsvis søer og pattegrise. I kolde perioder skal der kunne anvendes strøelse i vognen. Alternativt skal vognen kunne afskærmes mod blæst. Vognen bør være overdækket.

Vand kan enten tildeles automatisk via slanger eller fra vandvogn. Slanger kan enten lægges ovenpå jorden eller nedgraves. I anlæg, som flyttes årligt, skal slangerne enten graves ned i en dybde, hvor skader fra markredskaber undgås, eller placeres ovenpå jorden.

Vandtrug
Figur 6. Vandtrug med vandspejl. Slangen ligger ovenpå jorden
(Foto: Helle Pelant Larhmann).

Der kan med fordel anvendes 3/4" sorte PEL-rør til fyldning af vandtrug via niveauregulator. Samtidig kan der monteres sprinklere til overbrusning på samme rørføring (figur 10). Herved sikres et konstant vandflow i de varme perioder, så søerne kan tilbydes koldt vand.

Drikkekar bør dimensioneres så de kan indeholde vand til en dags forbrug, svarende til ca. 15-20 liter pr. drægtig so og 30-50 liter pr. diegivende so.

Vandforsyningen (trug/kar) skal rengøres jævnligt og mindst én gang om ugen.

Hul i vandslange
Figur 7. Overbrusning / køling er muligt ved at montere en dyse/spreder på den eksisterende rørføring til
vandforsyningen i foldene. (foto: Vivi Aarestrup Moustsen, billede nr. 3767)
Figur 8. Ved at prikke hul i vandslangen kan vandslangen anvendes til at etablere sølehul. I den
pågældende besætning vandes søerne via et vandtrug med vandspejl og med timer på vandsystemet.
Herved kan vandet til sølehulet styres. Vinter og efterår lukkes hullerne med et spændebånd
(Foto: Helle Pelant Lahrmann).
Vandforsyning via slanger vil altid kunne fryse med mindre, at de er nedgravet i ca. 1 m's dybde [6]. Der bør således altid være en vandvogn på ejendommen.

Vandvogne bør være dimensioneret, så vandet kan udbringes med færrest mulige daglige udbringninger. Dækmontering bør passe til vanskelige jordbundsforhold. Det er en fordel, hvis dosering af vand fra vognen kan udføres fra traktoren, fx via mekaniske, hydrauliske eller elektriske åbne-/lukkeanordninger.

Fodervogne kan erstatte manuel tildeling af foder. Vognene kan være konstrueret, så de enten drysser foderet ud på græsset under vognen eller kaster/blæser foderet ind i foldene. Nogle vogne kan fylde foderet i foderautomater via gummibånd, snegle eller kastere. Vognene er ofte udstyret med simple tælleapparater, som kan registrere omdrejninger på uddoseringsenheden. Man må selv kontrollere og beregne den tilsvarende fodermængde.

Fodervogn
Figur 9. Fodervogne kan erstatte meget arbejde, men kontakten med grisene mindskes
(Foto: Helle Pelant Lahrmann).
En strømaskine til automatisk opstrøning af hytter kan aflaste det tunge manuelle arbejde med halm. Strømaskinen kan med særlig stor fordel benyttes i store besætninger.

Figur 10. En strømaskine til automatisk opstrøning af hytter
(Foto: Erik Bach, billede nr. 3414).
I forbindelse med mindre transport- og tilsynsopgaver kan der med fordel anskaffes firehjulsmotorcykler (ATV’er) med forskelligt tilbehør.

Løbning

Løbning kan foregå indendørs i traditionelle løbeafdelinger (figur 11), hvor søerne går løse og, hvor der er mulighed for at bruge KS. Enkelte producenter anvender desuden KS på friland. Alternativt kan løbning i udendørs folde forgå ved bedækning eller KS. Løbefolde placeres bedst i forbindelse med drægtighedsfolde.

Løbeboks
Figur 11. Løbeboks med fri adgang til strøelse (Foto: Helle Pelant Lahrmann).
Ny-fravænnede søer skal placeres i separat fold/ i ca. 3 dage, hvor de har mulighed for god ornekontakt og, hvor der er mulighed for at øge foderstyrken (flushe).

På løbetidspunktet er det vigtigt, at der er én orne pr. so eller minimum 2 orner pr. 3 søer, der skal løbes for at opnå de bedste reproduktionsresultater og for at undgå at overbelaste enkelte orner. Når de drægtige søer flyttes til en anden fold efter løbning, bør der foretages kontrol af søerne, fx ved drægtighedstest eller eventuelt ved hjælp af en "kontrol-orne", som går permanent i folden. Den vil finde og løbe evt. omløbere. Fodermesteren skal dog stadig sikre sig, at alle søer bliver løbet.

Sammenblanding af flere orner i samme fold er mulig, når ornerne har gået sammen, fra de var ungsvin, fx kuldsøskende. Senere sammenblanding kan give anledning til aggressivitet. Ved benyttelse af holdvis løbning er det svært at afsløre enkelte fx sterile orner i gruppen.

Løbefolde indrettes som drægtighedsfolde, men det bør sikres, at orner i forskellige folde kan holdes adskilt.

Fodring

Fodertrug
Figur 11. Brug af fodertrug /-automat til diegivende søer kan reducere foderspildet og
arbejdsforbruget (Foto: Vivi Aarestrup Moustsen, billede nr. 3771).
Figur 12. Eksempel på fodertrug udviklet i England til brug i farefolden med fokus på mindst
muligt foderspild (Foto: Helle Pelant Lahrmann).
Det gennemsnitlige foderforbrug for frilandssøer ligger på ca. 1.700 FEs/årsso, hvilket er ca. 450 FEs mere end for traditionelt opstaldede søer [1], [5]. Merforbruget skyldes overvejende en større mælkeproduktion, mere energi til temperaturregulering, mere motion og foderspild. Foderforbruget kan nedsættes med 100-200 FEs ved dels at fodre diegivende søer i automater frem for direkte på græs, dels ved at udnytte græsset specielt til drægtige søer [2], [3].

Undersøgelser har vist, at drægtige søer kan optage ca. 1 FEs/dag i friskt græs i græssets vækstperiode (maj til september), hvis græsmarken er veletableret og vedligeholdt korrekt [3].

Grovfoder som fx helsædsensilage, majsensilage eller kløvergræsensilage kan med fordel anvendes til drægtige søer. Grovfoderet medfører, at søerne bliver mere rolige, da de får en mere konstant mæthed. Dette medfører endvidere, at græsdækket på marken nemmere bevares [7] og, at stereotyp adfærd som fx ”stentygning” stort set forsvinder. Derudover vil høst af helsæd fra marken med det græsudlæg, som søerne skal flyttes til næste år, betyde, at græsset får en længere etableringsperiode og dermed en større chance for at bevare et godt græsdække gennem hele perioden.

Tørt grovfoder kan endnu ikke anbefales til udendørs drægtige søer, idet foderforbruget generelt er for højt.

Cobs
Figur 13. Cobs har forskellig længde og tykkelse, varierende fra
15-18 mm. I England findes endnu større piller (foto: Jens Smidth)
Fodring direkte på jorden bør kun foretages i folde, hvor søerne er restriktivt fodrede, og altid med cobs, som er store faste foderpiller. Almindeligt pelleteret foder eller melfoder bør altid udfodres i foderautomater eller i fodertrug (figur 16).

Søerne skal uanset fodringsprincip fodres efter huld. I efterårsperioden og vinteren igennem skal søernes foderration øges 10-20 pct. for at opbygge kropsreserver til øget temperaturregulering.

Ved indsættelse i farefolde skal søerne langsomt tilvænnes ad libitum fodring, og indtil et par dage efter faring anbefales det derfor at fodre restriktivt.

Vandforsyning

Sølebad
Figur 14. Alle søer og orner skal have adgang til sølebad. Især
lyse søer bliver solskoldede ved manglende tilvænning, skygge
eller sølebad (Foto: Helle Pelant Lahrmann).
Søerne skal altid have adgang til friskt vand. I sommerperioden kan der nemt forekomme alge-/bakterievækst i drikketrugene, hvis vandet ikke skiftes ofte.

Ved automatisk vandtildeling skal vandtrugene tømmes og rengøres mindst en gang om ugen.

Ved manuel tildeling bør der ikke tildeles mere vand end, at indholdet i vandtrugene kan omsættes på 1 døgn, og trugene skal rengøres jævnligt. Ved manuel tildeling bør drikketrugene dimensioneres udfra ca. 40 liter pr. diegivende so og ca. 20 liter pr. drægtig so [4].

I frostperioder kan vandet med fordel udbringes et par gange om dagen og i mindre portioner i fx plastbaljer. Søerne har et væsentligt mindre væskebehov om vinteren end om sommeren. Søernes vandoptagelse kan således variere fra 5-50 liter/dag afhængig af årstiden. Diegivende søer har dog altid et relativt stort behov for vand til mælkeproduktion, og bør altid tildeles min. 30 liter vand/dag.

Udover vand til drikketrugene skal alle søer og orner have vand til mudderbade/sølehuller. Sølehuller er særdeles vigtige for søernes og ornernes mulighed for at afkøle sig (figur 14).

Skygge

Dyrene skal have mulighed for at finde skygge. Hvis der ikke er skygge under træer eller ved hytterne, bør der etableres skyggeområder, fx ved at montere faste plader på pæle.

Skygge mellem træerne
Figur 15. Drægtige søer ligger i skygge i læhegnet (Foto: Sarah-Lina Schild).

Sygdomsbehandling

Udendørs søer/orner vaccineres og behandles som indendørs søer, hvad angår præparater og fx frekvensen af behandlinger. Nogle få sygdomme kræver dog ekstra opmærksomhed. Det er nødvendigt at vaccinere mod rødsyge, tarmbrand, parvovirus og i nogle tilfælde colidiarré. Det er nemmest at behandle søer i forbindelse med fodring eller flytning i vogn.

Pattegrise kan behandles i hytten, mens søerne er ude at æde. Hyttens dør kan med fordel lukkes, så soen ikke har mulighed for at angribe personalet. Der kan opnås mere tid til behandling af pattegrisene, hvis søerne har fået nedsat fodermængden dagen før. På baggrund af en erfaringsindsamling anbefales det i økologiske besætninger at vaccinere pattegrisene imod PCV2 og lawsonia, når de er mellem 14-21 dage.

Parasitter kan behandles enten ved udstrøning af pulver på foderet eller ved køb af cobs/piller tilsat parasitmiddel. Behandling foretages efter behov, som kan klarlægges ved undersøgelse af gødningsprøver fx halvårligt i samråd med dyrlæge/laboratorium.

Mærkning og ringning

Figur 16. 2 øremærker sikrer aflæsning ved tab
(Foto: Hugh Head, billede nr. 4145)
Øremærker er til tider vanskelige at aflæse under udendørs forhold. Der bør derfor vælges mærker med tydelige tal og kontrast, fx hvor tallene er forsænkede/hævede i mærket.

Det kan være en fordel at isætte et mærke i hvert øre, både af hensyn til tab og mulighed for aflæsning.

Der arbejdes pt. på udvikling af RFID- øremærker, som kan lette registreringsarbejdet i faremarken. Fordelen ved at bruge øremærker baseret på RFID er, at soens øremærkenummer kan aflæses på afstand, og flere søer kan aflæses på én gang f.eks. i forbindelse med flytning af en flok drægtige søer til faremarken.

Håndholdt scanner
Figur 17. Aflæsning af øremærke med håndholdt scanner. Håndterminal til aflæsning af
sodata fra øremærke (Foto: Niels-Peter Baadsgaard).
Elektronisk identifikation kræver, at man på sin computer har et produktionsstyringsprogram fx AGROSOFT.

Elektronisk identifikation er udover en sikker aflæsning af soens nummer således også et godt styringsværktøj, som kan spare meget tid ved korrekt brug.

Gris med næsering
So med ring (Foto: Helle Pelant Lahrmann).
Ringning af udendørs søer er nødvendig for at beskytte græsdækket i foldene.

Ringning af poltene bør foretages før udsætning i foldene. Man skal være opmærksom på, at der ikke må findes drikkeventiler, søm, kroge og lignende i folde eller stier, hvor næseringen kan hænge fast.

Ringen skal placeres præcist og sikkert i den bløde del af næseadskillelsen.

Ringning bør foretages af to personer. Den ene holder polten med en næsebremse, og den anden placerer ringen med tang til formålet.

Ringning af polte bør ikke foretages i transportvognen.

Fravænning

Fravænning af so og pattegrise foregår nemmest om morgenen ved, at so og pattegrise lukkes inde i farehytten umiddelbart før, det bliver lyst. Når hytten lukkes, bør ventilationen åbnes helt. Søer og pattegrise bør maksimalt være lukket inde i hytten et par timer. En god regel er, at alle hytter efterlades åbne efter fravænning, så man let kan se, at alle hytter er tømt for grise.

So og pattegrise kan læsses direkte på vognen, evt. lokket med foder. Vil soen ikke ud af hytten, hjælper det, at en af dens pattegrise giver lyd fra sig fra vognen.

Søer og pattegrise kan transporteres på samme vogn, når vognen er opdelt i rum til hhv. søer og pattegrise.

Aflastningssti

Der bør være en såkaldt aflastningssti til syge eller svage dyr, som har svært ved at klare sig.

Aflastningsstien gør det lettere at holde ekstra opsyn med dyrene og at behandle syge dyr.

Referencer:

[1]

Larsen, V.A., Nissen, P.M. og Kristensen T. (1997): Frilands sohold. Resultater fra gårdstudier - 1997. DJF rapport nr. 8.

[2]

Lauritsen, Henrik Bækstrøm (1998): Fodring af søer på friland - foderspild. Meddelelse nr. 386, Landsudvalget for Svin.

[3]

Jacobsen, K. & Danielsen, V.(1999): Temamøde vedr. grovfoder og fiberrige fodermidler til svin. Intern rapport nr. 117, marts 1999, Danmarks JordbrugsForskning.

[4]

Staun, Anette H. & Hansen, Lisbeth Ulrich (1998): Drikketrug til løsgående søer. Erfaring nr. 9809, Landsudvalget for Svin.

[5]

Frilandssohold - Produktion, foderforbrug, udsætterårsager og græsdække. (2001): DJF rapport nr. 30.

[6]

Moustsen, Vivi Aarestrup (2001): Frostfrit vandingssystem til friland. Erfaring nr. 0108, Landsudvalget for Svin.

[7]

Moustsen, Vivi Aarestrup & Mikkelsen, Birgitte Rolskov (2003): Frilandssøer – på græs og/eller med ophold på befæstede arealer i vinterperioden. Notat nr. 0335, Landsudvalget for Svin.

Ved produktion af frilandsgrise og økologiske grise skal soen fare og die pattegrisene på friland. Ved produktion af økologiske grise skal de drægtige søer minimum være på friland fra 15. april til 1. november. Oftest opstaldes smågrise og slagtesvin i stalde med adgang til et udeareal.

Folde på friland
Foto 1. Søer kan gå i samme fold eller individuelt ved faring.
Der er fordele/ulemper ved begge systemer (foto: VSP)
Indhegningen afgrænser de enkelte folde og hele det udendørs besætningsområde.

Foldene har til formål at holde grupper af dyr eller enkelte dyr adskilt.

Størrelsen på foldene afhænger af, om det er farefolde eller drægtighedsfolde, antal dyr per fold og arealkravet per dyr.

Der skal vælges et foldsystem, som passer til produktionsenheden med hensyn til dimensioner og foldopdeling. Der kan vælges mellem et rektangulært system "bloksystemet" eller et cirkulært "radialsystemet".

Beskrivelse

Regler for indhegning af svin på friland fremgår af Bekendtgørelse nr. 642 af 25. juni 2008 med senere ændringer [1], [2]. Reglerne er indført for at minimere risikoen for spredning af en række svinesygdomme som bl.a. svinepest.

Bekendtgørelsen omhandler tamsvin, vildsvin samt enhver krydsning heraf, der holdes i indhegning på friland. Svin i zoologiske haver, dyreparker og lignende, der er registreret i medfør af gældende bekendtgørelse om indretning mv. af zoologiske haver, dyrehaver og lignende er ikke omfattet af bekendtgørelse nr. 642.

Indhegninger afgrænser de enkelte folde og hele det udendørs besætningsområde. Foldene har til formål at holde grupper af dyr eller enkelte dyr adskilt. Foldsystemet rummer opbygningen af den samlede udendørs produktionsenhed, figur 1.

Figur 1. Skitse over folde og indhegningers placering afhænger af system og
beliggenhed (tegning: Vivi Aarestrup Moustsen, billede nr. 4156)

Foldsystem

Der skal vælges et foldsystem, som passer til produktionsenheden med hensyn til dimensioner og foldopdeling. Der kan vælges mellem et rektangulært system "bloksystemet" eller et cirkulært "radialsystemet". I Danmark anvendes primært bloksystemet, men i England er radialsystemet meget udbredt.

Et bloksystem (figur 2) er normalt opbygget i rektangulære folde, og er det mest fleksible foldsystem. Det er opdelt i afsnit (blokke), der kan placeres forskellige steder på ejendommen. Blokkene opdeles mest praktisk i henholdsvis farefolde og løbe-/drægtighedsfolde samt evt. en karantæne/træningsfold.

Bloksystemet er egnet til alle besætningsstørrelser, men medfører, at dyrene skal transporteres mellem foldene, idet afstande mellem foldafsnit gør det vanskeligt og tidskrævende at flytte dyrene manuelt. Til gengæld kan farefoldene let opdeles i små enheder, fx enkeltdyrsfolde.

Bloksystem med enkeltfolde til diegivende søer
Figur 2. Bloksystem med enkeltfolde - diegivende søer
(tegning: Helle Pelant Lahrmann).
Radialsystem med løbe- og drægtighedsfolde. 
Figur 3. Radialsystem med løbe- og drægtighedsfolde. Farefolde
kan placeres på begge sider af radialsystemet i bloksystem.
(Tegning: Helle Pelant Lahrmann).
Radialsystemet er et sammenhængende og cirkulært foldsystem med en opsamlingsfold placeret i centrum, hvorfra foldene opdeles mod cirklens periferi (figur 3). Radialsystemet kan bruges til besætningsstørrelser på 120-250 årssøer af hensyn til centrumfoldens størrelse og tilspidsning af foldene. Centrumfolden bruges til opsamling af dyrene i forbindelse med flytning af søer mellem folde og ved behandling af grupper eller enkeltdyr. Radialsystemet er aldrig blevet udbredt i Danmark.

Radialsystemet medfører imidlertid dårlig arealudnyttelse på kvadratiske marker og begrænset mulighed for tilpasning af foldsystemet til ændringer i besætningsstørrelsen. Foldsystemerne kan kombineres, fx ved at bruge radialsystemet til løbe-/drægtighedsafdeling med en løbeafdeling i radialsystemets centrum og det rektangulære bloksystem til farefolde.

I gennemsnit må der gå 11,5 søer pr. ha ved fem ugers fravænning. De diegivende søer skal imidlertid have et større areal til rådighed end de drægtige søer på grund af større foderforbrug og dermed øget kvælstofudskillelse. En fordelingsnøgle, hvor 39 procent af foderet anvendes i farefoldene, medfører således, at der højst må være 7,5 søer pr. ha i farefolde og 14 søer pr. ha i løbe-/drægtighedsfolde. Ved en diegivningsperiode på 7 uger må der gå 10,4 søer pr. ha i farefolden.

Farefolde

Søer kan gå i samme fold eller individuelt ved faring
Foto 2. Søer kan gå i samme fold eller individuelt ved faring. Der
er fordele/ulemper ved begge systemer. (foto: VSP).
Søer kan enten fare i grupper i samme fold (fællesfarefold) eller individuelt i enkeltdyrsfolde.

Ved gruppevis faring betegnes farefoldene som fællesfarefolde (figur 4) og ved individuel faring betegnes foldene som enkeltdyrsfolde.

Generelt for farefolde gælder det: 

  • Der bør være ca. 1.340 m² pr. so eller gylt (fem ugers fravænning), der indsættes i farefolde, når farefoldene er placeret på samme areal hele året (7,5 søer/ha) og 670 m², hvis foldene flyttes halvårligt.
  • Der skal være 1 farehytte pr. so eller gylt, der indsættes i farefolden.
  • Der skal være fodrings- og vandingsfaciliteter til alle søer hele året, samt skygge- og sølefaciliteter til alle søer og gylte i varme perioder.
  • Når hegnet passeres med køretøjer, skal det være monteret, så det kan fjedre ved passage. Der kan benyttes fjedre på trådene eller monteres fjedrende hegnspæle.

Pattegrisenes adgang til foldene kan styres af højden og udformningen af dørtrin og hytternes forgårde. Se eksempler i afsnittet omkring hytter.

Fællesfarefolde skal etableres, så arealet svarer til den holdstørrelse, der farer indenfor samme uge. Men det anbefales ikke at have mere end 7-10 søer pr. fold. Større ugehold fordeles på flere folde. Søerne behandles ens i diegivningsperioden med hensyn til foder og vand..

Fællesfarefolde 
Figur 4. I fællesfarefolde er det vigtigt at overholde nogle afstandskrav, så alle søer kan
fare i fred og ro og ubesværet kan komme til vand, foder og sølehul
(tegning: Helle Pelant Lahrmann).
I forbindelse med fællesfarefolde er det til tider nødvendigt at etablere nogle enkeltfarefolde for at kunne adskille gylte og i nogle tilfælde søer, som fx vil fare i samme hytte.

Fælles farefolde forudsætter:

  • Høj grad af driftsledelse med hensyn til sammensætning af velfungerende hold og kontrol med de enkelte dyr i holdet.
  • Korrekt placering af hytter, foder, vand og skygge-/sølefaciliteter, så svage søer kan fare ugeneret af stærke søer. Alle søer skal have let adgang til foder, vand og kølefaciliteter (figur 4).
  • Enkeltdyrsfolde til gylte og problemsøer.

Enkeltdyrsfolde kræver mere hegn og mere udstyr, men sikrer det enkelte dyr ro. Enkeltdyrsfolde kan med fordel placeres i forlængelse af hinanden, så hegnet udnyttes bedst muligt. Desuden bør foldene samles i enheder, der svarer til antal søer i et hold.

Enkeltdyrsfolde forudsætter:

  • Brug af transportvogne/liftkasser til opsamling af søer og pattegrise, idet grise ikke umiddelbart passerer områder, hvor der kort forinden har været el-hegn
  • Udmåling af foder og vand til hver so/gylt. Dog kan to eller fire folde deles om samme vandtrug eller sølefaciliteter, når vandforsyningen etableres mellem folde eller i hjørner af folde.

Drægtigheds- og løbefolde

Indendørs løbning

Mange besætninger indretter løbeafdeling indendørs eventuelt med adgang til et udeareal. Efter løbning flyttes dyrene ud i drægtighedsfolde. Ved større hold kan det være en fordel at opdele søerne på baggrund af huld og størrelse i mindre flokke ved indsættelse. Drægtighedsfolde kan benyttes til holdstørrelser på op til 40-50 søer.

Der bør være et areal på ca. 709 m² pr. so, gylt eller orne i løbe-/drægtighedsfoldene (14,5 søer/ha).

Løbning på friland

På friland vil indretning af løbe-/drægtighedsfolde afhænge af løbestrategi og holdstørrelse. Arealet skal passe til det antal søer, orner og gylte, der indsættes i foldene.

Ved indretning af løbeafdeling på friland bør følgende forhold være opfyldt.´

  • Nyfravænnede søer skal placeres i separat fold i ca. 3 dage, hvor de har mulighed for god ornekontakt, og hvor der er mulighed for at øge foderstyrken (flushe).
  • Når søerne indsættes i løbe- og drægtighedsfoldene skal forholdet være 1 orne til 1 so eller som minimum 2 orner til 3 søer (figur 5)
  • Højdrægtige søer skal placeres i en separat højdrægtighedsfold.
Løbeafdeling på friland
Figur 5. Løbeafdeling på friland (tegning: Helle Pelant Lahrmann).
Mellem tilstødende folde med forskellige ornehold bør der være ekstra sikkert hegn, og der anbefales derfor minimum 2 tråde i 30-50 cm's højde. Ekstra sikkerhed mod, at ornehold blandes, kan opnås ved at opsætte dobbelthegn mellem folde med forskellige ornehold. Mellem hegnene bør være en bræmme på 1-2 m.
Træningsfolde / Karantænefolde

For at sikre, at dyr, der ikke er vant til hegn, lærer betydningen under betryggende forhold, kan der etableres træningsfolde.

Træningsfolde opbygges med en eltråd, placeret fx i 25 cm's højde eller to el-fråde placeret i 20 og 40 cm's højde på et solidt finmasket dyrehegn. Maskerne skal passe til den pågældende dyre-kategori.

I træningsfolden kan man med stor fordel fodre sine polte/gylte i transportvognen. Herved lærer de meget hurtigt at betragte transportvognen som en fodervogn. Når de bliver søer, vil de altid forbinde transportvognen med fodring, og det bliver derfor meget nemt at hente/flytte søerne fra marken. Transportvognen må naturligvis ikke bruges til karantæneafdelingen, men først efter poltene er flyttet til træningsfolden.

Årsag og håndtering af problem

Manglende plantevækst opstår bl.a., hvis folde´ne er for små, eller der forekommer stort slid i bestemte områder. Problemet undgås ved etablering af et godt plantedække i god tid før indsættelse, og minimum græsudlæg i kornafgrøde året før. Færdsel med køretøjer på opblødt jord i foldene bør foregå med forsigtighed og ad forskellige spor fra gang til gang. Ligeledes skal det område, hvor der tildeles vand og foder, flyttes jævnligt, foruden at hytter flyttes regelret. Brug af grovfoder i vinterperioden kan mindske problemet [3].

Dyrene passerer hegnet, når de ikke får stød. Problemet kan skyldes manglende jordforbindelse til hegnet eller spændingsgiver, afbrudt spændingsgiver, eller at strømmen i hegnet afledes via planter, jord, sne eller hegnsstolper.

Om vinteren kan sne, der kommer i berøring med trådene, aflede strømmen. Det kan derfor anbefales, at de nederste tråde kan afbrydes separat, så den øverste tråd har fuld spændingsstyrke under disse forhold.

Referencer

[1]

Bekendtgørelse om hold af svin på friland. Veterinærdirektoratets Bekendtgørelse, Bekendtgørelse nr. 816 af 30. oktober 1997.

[2]

Moustsen, Vivi Aarestrup & Mikkelsen, Birgitte Rolskov (2003): Frilandssøer – på græs og/eller med ophold på befæstede arealer i vinterperioden. Notat nr. 0335, Landsudvalget for Svin.

[3]

Helle Pelant Lahrmann: Indhegning af svin på friland.

Folde på friland

Figur 1. Søer kan gå i samme fold eller individuelt ved faring. Der er fordele/ulemper ved begge systemer (foto: VSP).

 Ved udendørs sohold skal der være et hegn, som holder dyrene adskilt, og et hegn, som holder uvedkommende ude.

Indhegningen er vigtig, for dels at forhindre grisene i at slippe ud og for at forhindre uvedkommende og dermed smitte i at komme ind. Derudover er det meget vigtigt at opbygge hegnet, så ræve hindres adgang til foldene, fordi de dels kan skabe uro og dels tage pattegrise.

Størrelsen på foldene afhænger af, om det er farefolde, drægtighedsfolde, antal dyr per fold og arealkravet per dyr.

Beskrivelse

Bekendtgørelsen omhandler tamsvin, vildsvin samt enhver krydsning heraf, der holdes i indhegning på friland. Svin i zoologiske haver, dyreparker og lignende, der er registreret i medfør af gældende bekendtgørelse om indretning mv. af zoologiske haver, dyrehaver og lignende er ikke omfattet af bekendtgørelse.

Indhegningen afgrænser de enkelte folde og hele det udendørs besætningsområde. Foldene har til formål at holde grupper af dyr eller enkelte dyr adskilt. Foldsystemet rummer opbygningen af den samlede udendørs produktionsenhed – jf. figur 2.

 
Figur 2. Skitse over folde. Indhegningers placering afhænger af system og
beliggenhed (tegning: Vivi Aarestrup Moustsen, billede nr. 4156).

Krav ifølge lovgivning

Skiltning
Figur 4. Adgang forbudt -  specialdesignet skilt til at holde nysgerrige sjæle på afstand.
Uvedkommende må ikke færdes inden for omfangshegnet, og det er forbudt for fremmede at fodre svinene.

Skilte, der informerer om regler for færdsel og fodring af udendørs svin, skal placeres på omfangshegnet med en indbyrdes afstand på maksimalt 100 meter. Der skal desuden være placeret skilte ved adgangsveje, der går gennem omfangshegnet (figur 4).

Runde skilte skal være minimum 25 cm i diameter. Firkantede skilte skal minimum være L25 x B25 cm [1].

Skiltene skal være fremstillet i et materiale, der kan modstå vind og vejr. Skiltene skal påføres teksten ”Adgang forbudt” og ”fodring forbudt” på minimum dansk, engelsk og tysk. Skiltet skal ydermere indeholde et billede, der indikerer, at fodring er forbudt.

Skiltene skal være godkendt af Veterinærdirektoratet.


Bestil skiltet 'Adgang forbudt' og 'Fodring forbudt'


Hegnstyper – "Omfangshegn"

Omfangshegn eller det ydre hegn har til formål at forhindre uvedkommende i at få adgang til arealer med svin på friland (figur 5). Samtidig skal omfangshegnet sikre, at grisene ikke undslipper, hvis inderhegnet er defekt.

På figur 5 og 6 ses forskellige typer af omfangshegn fra fire udendørs besætninger. I tre af eksemplerne ligger der også hegn på jorden de første 60 cm ind i folden. Dette er for at undgå at ræve graver sig under hegnet.

Omfangshegn
Figur 5. Eksempel på omfangshegn. Hegnet er 190 cm højt, hvoraf de nederste
140-150 cm er haretæt (foto: Helle Pelant Lahrmann).


Forskellige typer af omfangshegn fra fire udendørs besætninger Figur 6. Eksempel på forskellige typer af omfangshegn fra 4 udendørs besætninger.
Kendetegnende for alle fire hegnstyper er, at den nederste del af hegnet er
haretæt (140-150 cm). Antallet af strømførende tråde (•) varierer mellem
hegnstyper (Tegning: Helle Pelant Lahrmann).
Det anbefales, at omfangshegnets spænding er minimum 3.000 volt. Derudover bør hegnet være tilsluttet en alarm, som aktiveres, hvis spændingen kommer under minimum.
Hegnstyper – "Inderhegn"
Inderhegn
Figur 7. "Inderhegn" skal blot holde folde/dyr adskilt indenfor
foldsystemet (foto: Helle Pelant Lahrmann).
Inderhegn bruges til adskillelse af dyr indenfor foldsystemet samt afgrænsning af transportveje, se figur 7.

”Inderhegn” bør som minimum bestå af følgende (se figur 8):

  • Folde skal indhegnes med mindst én strømførende tråd og med en minimum spænding på 3.000 volt. Hegnet bør være tilsluttet en alarm, som aktiveres, hvis spændingen falder.
  • Drægtighedsfolde:
    • én tråd i 45-50 cm’s højde
  • Farefolde:
    • to tråde - én i ca. 10 cm’s højde og én i 45-50 cm’s højde
  • Træningsfolde f.eks. til nyankomne polte: 
    • én tråd i 45-50 cm’s højde og på ydersiden af den tråd et hegn med masker (fårehegn eller lignende)
  • Smågrise og slagtesvin:
    • to tråde - én i ca. 15 cm’s højde og én i ca. 40 cm’s højde.
  • De enkelte folde eller afsnit bør være tilsluttet, så afbrydelse af strømmen i en fold ikke afbryder de øvrige foldes strømforsyning
To tråde – farefolde og folde til smågrise og slagtesvin
Én tråd – trænings- og drægtighedsfolde

Figur 8. Tegning af et inderhegn med angivelse af trådenes placering (tegner: Kristof Bien, billede nr. 4161 og 4160)
Adgang til folde med traktor og andre køretøjer sker enten ved at køre henover tråden eller ved at åbne et led. Hvis der køres over tråden, skal det forberedes ved f.eks. at isætte fjedre eller lade tråden gå igennem klokkerne mm.

Årsag og håndtering af problemer

Ræve

Er der konstateret voldsomme ræveproblemer, anbefales et såkaldt “haretæt” vildthegn med store masker foroven og små forneden. Vildthegnet bør kombineres med eltråd, placeret uden for hegnet i en afstand af ca. 20 cm fra vildthegnet og 10-15 cm over jorden, således at ræve ikke graver sig under hegnet, se figur 6.

Syge harer

Ved fund af syge harer eller hvis der på ejendommen nedlægges harer med sygelige forandringer, skal ejer indsende dyret til:

Danmarks Veterinærinstitut
Hangøvej 2
8200 Århus N.
tlf. 87 41 06 65

Referencer

[1] Bekendtgørelse om hold af svin på friland. Bekendtgørelse nr. 642 af 25. juni 2008.
[2] Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om hold af svin på friland. Bekendtgørelse nr. 726 af 7. juli 2009.

Fandt du det, du ledte efter?

Tak for din feedback

For at kunne forbedre vores indhold, må du gerne indtaste yderligere detaljer på, hvad du leder efter herunder (valgfrit).

Tak for din feedback

Din indtastning er registreret. Vi evaluerer løbende på feedback fra brugerne.