Udendørs sohold

Hytten skal beskytte so og pattegrise mod varme, kulde, regn og blæst. Hyttens dimensioner og udformning har betydning for søernes trivsel. Derfor bør især farehytter være isolerede.

Hytterne skal være opbygget af faste materialer, så de kan flyttes. Hytterne skal flyttes minimum én gang hver anden måned for at mindske miljøpåvirkningen.

I farefoldene er der én hytte per so, mens flere drægtige søer kan dele en hytte.

Beskrivelse

Hytten er det sted, dyrene skal kunne søge beskyttelse mod blæst, regn, kulde og varme.

Hytterne kan udformes meget forskelligt, men bør være nemme at håndtere (flytte) og arbejdsvenlige (inspektion og arbejde i hytterne).

Der skal foreligge en skitse/årsplan (se figur 2) for flytningen af hytter og foderpladser, som kan forevises i forbindelse med landbrugstilsyn.

I farefolde skal både hytter og foderpladser/foderautomater flyttes efter hver fravænning.

I perioder med store nedbørsmængder, kan det være nødvendigt at flytte hytter og foderpladser/-automater oftere. Flytningen skal foretages systematisk således, at gødningen fordeles jævnt på hele arealet [1].

Funktion

Funktionen af hytterne afhænger af hyttens udformning samt anvendelse af forgårde. De forskellige faciliteter på hytten samt udformning har betydning for inspektion og arbejdet i hytten.

Håndtering

Håndtering omfatter flytning af hytter og eventuelle forgårde, såvel manuelt som med tekniske hjælpemidler. Skal de flyttes manuelt er vægten en meget afgørende faktor. Kan forgården flyttes mekanisk (traktor) bør der være monteret et beslag eller lignende til dette.

Arbejdsvenlighed

Montering af en dør, der kan låses inde fra hytten, er en fordel i forbindelse af behandling af grisene. Soen kan herved forhindres adgang, mens arbejdet udføres.

I de seneste år er der blevet udviklet på farehytterne med fokus på arbejdsvenlighed [5].

Holdbarheden

Holdbarheden af hytterne afhænger af de anvendte materialer. Vedligeholdelsen er i de fleste tilfælde minimal, og begrænser sig ofte til udbedring af skader opstået på grund af fx påkørsler.

Farehytter

En farehytte skal være udformet, så det er muligt at opnå en lav pattegrisedødelighed [2] [3].

Uanset foldsystem skal farehytterne placeres med ca. 20 m afstand mellem rækkerne og ca. 15 m afstand mellem de enkelte hytter. Der må maksimalt være en afstand på 50 meter fra den fjerneste hytte til vand, foder og sølehul. Er afstanden større, er der risiko for , at søerne ikke går tilbage til farehytten og passer grisene - specielt om sommeren.

En farehytte skal være konstrueret, så der er:

• minimum 3,8 m² lejeareal i hytter med én udgang
• indvendig bredde på min. 1,40 m i hytter med én udgang
• indvendig frihøjde på minimum 1,00 m
• udluftningsmulighed via regulerbar åbning
• anordning til begrænsning af træk og kulde under faringer
• mulighed for at løfte eller slæbe hytten rundt i folden
• en isoleringsgrad på ca. 0,80 i U-værdi, som svarer til isolering med fx 50 mm flamingoplade
• nem adgang for soen, indgangen bør være minimum 0,5 m bred og 1 m høj
• mulighed for at overvåge hytten og dens indre (inspektionsluge)
• en ventilationslem, hvilket evt. kan være den samme som anvendes til inspektion.

Højden og udformningen på dørtærskler og evt. forgårde er afgørende for, hvornår pattegrisene kan forlade hytten (figur 3). Forgårde (og dørtærskler) benyttes til styring af pattegrisenes adgang til farefolden efter faring.

Strøelsesmaterialer i farehytter

Sammenlignet med byghalm, vurderes raps- og hvedehalm at suge mindre fugt op fra græs-/jordoverfladen. Men, da rapshalmen ligger som en flad tæt måtte, er der samtidig behov for at strø med byg- eller hvedehalm ovenpå rapshalmen, så pattegrisene har noget at søge ned i [3].

Forhæng på farehytter

Vinter og efterår kan der skabes en ekstra overtemperatur i hytten ved at bruge forhæng.

Ved brug af forhæng undgås det ydermere, at det regner og blæser direkte ind i hytterne i de kolde perioder, og halmen holdes mere tør.

Drægtighedshytter

Hytten er opbygget af faste materialer, så den kan flyttes. Hyttens dimensioner og udformning har betydning for søernes trivsel.

Figur 5. Hytter til drægtige søer. Hytten skal flyttes jævnligt (Foto: VSP)

• 1,2 -1,5 m² areal pr. so
• en frihøjde på minimum 1,00 m
• trækfrit lejeareal
• mulighed for at løfte eller slæbe hytten rundt i folden
• to helt adskilte rum med separate ind-/udgange, hvor der kun anvendes én hytte pr. fold
• mulighed for udluftning
• en isoleringsgrad på ca. 0,80 i U-værdi, som svarer til isolering med fx 50 mm flamingoplade

Orner skal have 2-3 m² lejeareal til rådighed pr. dyr. Orner kan benytte søernes drægtighedshytter eller have separate hytter til rådighed.

Smågrise og slagtesvin

Traditionelt opstaldes smågrise og slagtesvin i stalde med udgang til et udeareal pga. det store arealkrav, der er til opdræt af slagtesvin på friland. Nogle besætninger vælger at fravænne grisene på friland f.eks.i sommerhalvåret, og ved opdræt af smågrise og slagtesvin skal følgende minimumsarealkrav i hytterne opfyldes:

1. 0,13 m2 pr. svin med en gennemsnitsvægt på indtil 10 kg.
2. 0,17 m2 pr. svin med en gennemsnitsvægt på mellem 10 og 20 kg.
3. 0,25 m2 pr. svin med en gennemsnitsvægt på mellem 20 og 30 kg.
4. 0,34 m2 pr. svin med en gennemsnitsvægt på mellem 30 og 50 kg.
5. 0,47 m2 pr. svin med en gennemsnitsvægt på mellem 50 og 85 kg.
6. 0,55 m2 pr. svin med en gennemsnitsvægt på mellem 85 og 110 kg.
7. 0,85 m2 pr. svin med en gennemsnitsvægt på over 110 kg

Herudover skal generelle regler vedr. anvendelse af hytter til opstaldning af grise på friland overholdes.

Årsag og håndtering af problem

Klemte og ihjellagte pattegrise kan skyldes, at farehytten er forkert indrettet. Er soens bevægelighed begrænset pga. pladsmangel i farehytten øges risikoen for, at soen lægger sig på grisene. Det kan være en fordel at have farehytter i flere størrelser, da pladsbehovet er forskelligt til gylte og eksempelvis 3-4 lægs søer.

Ihjellægning sker primært indenfor grisenes første 3 levedøgn, da grisene i denne periode er mindre mobile, hvilket øger risikoen for ihjellægning. Pattegrisene kan være døde eller læderede/kvæstede kort tid efter faring [4].

Referencer:

Et af de største udfordringer i frilands- og økologisk svineproduktion er et højt arbejdsforbrug. Driftsledelse og rutiner skal tilpasses, at arbejdet foregår på friland – 365 dage om året.

Det er derfor afgørende, at det tekniske udstyr til strøning, vanding, fodring, hytter mm. er tilpasset forholdene, og at man undgår for mange manuelle arbejdsrutiner.

Med i overvejelserne bør også være, at dyrene er løse på et større areal, hvorfor sygdomsbehandling, fravænning, mærkning og eventuel ringning foregår under anderledes forhold. Søerne behandles nemmest i forbindelse med fodring eller flytning i vogn. Pattegrise kan behandles i hytten, hvor hyttens dør med fordel kan lukkes, mens soen er ude at æde.

Avlsdyr

Udendørs sohold kan i vid udstrækning opfylde kravene til en lang række specialproduktioner. Men for specialproduktioner har egenskaber som kødprocent og farvede hårsække en større økonomisk betydning end i traditionel produktion. Det er derfor meget vigtigt, at man får valgt de rigtige avlsdyr til et udendørs sohold.

Det anbefales at lægge stor vægt på det enkelte dyr's konstitution, styrke og moderegenskaber.

Det er en meget stor fordel, at alle søer er af samme krydsningskombination, herved undgås, at nogle søer bliver tabere i flokken.

Ornevalget er afgørende for afkommets produktionsresultater, så der bør vælges orner med høje avlsindeks for de ønskede produktionsegenskaber.

Hvis sopolte udtages af egen besætning, kan det med fordel gøres ved 30-40 kg's vægten, så styrken kan bedømmes på et tidligt stadium. Samtidig tilvænnes poltene besætningsforholdene.

Teknisk udstyr

Til udendørs sohold kræves en del teknisk udstyr for at rationalisere det daglige og periodiske arbejde. Mekaniseringsgraden afhænger imidlertid af besætningsstørrelse, systemets indretning og individuelle ønsker.

Radialsystemet er ikke særlig udbredt i Danmark, men har været anvendt i England. Det kræver fx ikke transport af dyrene i vogn i modsætning til bloksystemet, hvor afstanden mellem foldene ofte er så stor, at kørsel med søerne nødvendiggøres.

Systemer, hvor der håndteres meget halm, kræver udstyr til håndtering af halm og gødning, fx minilæssere, svinglæssere eller teleskoplæssere, figur 2.

Figur 3. Opkørt kørevej (Foto: Karsten Støvring).

Er vejene stabiliserede, kan de godt være smallere.

Modsat er den ”gode” cirkel, at man færdes med let materiel som en ATV (all terrain vehicle) eller måske en mountain-bike til opsynsopgaver. Disse ”køretøjer” gør begrænset eller ingen skade på plantedækket, og det er således muligt at fortsætte med at færdes på denne måde.

De lette køretøjer er selvfølgelig uegnede til at flytte større antal af dyr, men ATV’en kan fx anvendes til transport af foder, mindre mængder strøelse, hjælpemidler til fx kastration mv., transport af enkelt dyr og meget andet.

Flyttes søer og pattegrise i samme vogn, skal vognen være inddelt i rum til henholdsvis søer og pattegrise. I kolde perioder skal der kunne anvendes strøelse i vognen. Alternativt skal vognen kunne afskærmes mod blæst. Vognen bør være overdækket.

Der kan med fordel anvendes 3/4" sorte PEL-rør til fyldning af vandtrug via niveauregulator. Samtidig kan der monteres sprinklere til overbrusning på samme rørføring (figur 10). Herved sikres et konstant vandflow i de varme perioder, så søerne kan tilbydes koldt vand.

Drikkekar bør dimensioneres så de kan indeholde vand til en dags forbrug, svarende til ca. 15-20 liter pr. drægtig so og 30-50 liter pr. diegivende so.

Vandvogne bør være dimensioneret, så vandet kan udbringes med færrest mulige daglige udbringninger. Dækmontering bør passe til vanskelige jordbundsforhold. Det er en fordel, hvis dosering af vand fra vognen kan udføres fra traktoren, fx via mekaniske, hydrauliske eller elektriske åbne-/lukkeanordninger.

Fodervogne kan erstatte manuel tildeling af foder. Vognene kan være konstrueret, så de enten drysser foderet ud på græsset under vognen eller kaster/blæser foderet ind i foldene. Nogle vogne kan fylde foderet i foderautomater via gummibånd, snegle eller kastere. Vognene er ofte udstyret med simple tælleapparater, som kan registrere omdrejninger på uddoseringsenheden. Man må selv kontrollere og beregne den tilsvarende fodermængde.

Løbning

På løbetidspunktet er det vigtigt, at der er én orne pr. so eller minimum 2 orner pr. 3 søer, der skal løbes for at opnå de bedste reproduktionsresultater og for at undgå at overbelaste enkelte orner. Når de drægtige søer flyttes til en anden fold efter løbning, bør der foretages kontrol af søerne, fx ved drægtighedstest eller eventuelt ved hjælp af en "kontrol-orne", som går permanent i folden. Den vil finde og løbe evt. omløbere. Fodermesteren skal dog stadig sikre sig, at alle søer bliver løbet.

Sammenblanding af flere orner i samme fold er mulig, når ornerne har gået sammen, fra de var ungsvin, fx kuldsøskende. Senere sammenblanding kan give anledning til aggressivitet. Ved benyttelse af holdvis løbning er det svært at afsløre enkelte fx sterile orner i gruppen.

Løbefolde indrettes som drægtighedsfolde, men det bør sikres, at orner i forskellige folde kan holdes adskilt.

Fodring

Undersøgelser har vist, at drægtige søer kan optage ca. 1 FEs/dag i friskt græs i græssets vækstperiode (maj til september), hvis græsmarken er veletableret og vedligeholdt korrekt [3].

Grovfoder som fx helsædsensilage, majsensilage eller kløvergræsensilage kan med fordel anvendes til drægtige søer. Grovfoderet medfører, at søerne bliver mere rolige, da de får en mere konstant mæthed. Dette medfører endvidere, at græsdækket på marken nemmere bevares [7] og, at stereotyp adfærd som fx ”stentygning” stort set forsvinder. Derudover vil høst af helsæd fra marken med det græsudlæg, som søerne skal flyttes til næste år, betyde, at græsset får en længere etableringsperiode og dermed en større chance for at bevare et godt græsdække gennem hele perioden.

Ved indsættelse i farefolde skal søerne langsomt tilvænnes ad libitum fodring, og indtil et par dage efter faring anbefales det derfor at fodre restriktivt.

Vandforsyning

I frostperioder kan vandet med fordel udbringes et par gange om dagen og i mindre portioner i fx plastbaljer. Søerne har et væsentligt mindre væskebehov om vinteren end om sommeren. Søernes vandoptagelse kan således variere fra 5-50 liter/dag afhængig af årstiden. Diegivende søer har dog altid et relativt stort behov for vand til mælkeproduktion, og bør altid tildeles min. 30 liter vand/dag.

Udover vand til drikketrugene skal alle søer og orner have vand til mudderbade/sølehuller. Sølehuller er særdeles vigtige for søernes og ornernes mulighed for at afkøle sig (figur 14).

Dyrene skal have mulighed for at finde skygge. Hvis der ikke er skygge under træer eller ved hytterne, bør der etableres skyggeområder, fx ved at montere faste plader på pæle.

Sygdomsbehandling

Udendørs søer/orner vaccineres og behandles som indendørs søer, hvad angår præparater og fx frekvensen af behandlinger. Det er nødvendigt at vaccinere mod rødsyge, tarmbrand, parvovirus og i nogle tilfælde colidiarré. Det er nemmest at behandle søer i forbindelse med fodring eller flytning i vogn.

Pattegrise kan behandles i hytten, mens søerne er ude at æde.

Parasitter kan behandles enten ved udstrøning af pulver på foderet eller ved køb af cobs/piller tilsat parasitmiddel. Behandling foretages efter behov, som kan klarlægges ved undersøgelse af gødningsprøver fx halvårligt i samråd med dyrlæge/laboratorium.

Mærkning og ringning

Ringning af poltene bør foretages før udsætning i foldene. Man skal være opmærksom på, at der ikke må findes drikkeventiler, søm, kroge og lignende i folde eller stier, hvor næseringen kan hænge fast.

Ringen skal placeres præcist og sikkert i den bløde del af næseadskillelsen.

Ringning bør foretages af to personer. Den ene holder polten med en næsebremse, og den anden placerer ringen med tang til formålet.

Ringning af polte bør ikke foretages i transportvognen.

Fravænning

Fravænning af so og pattegrise foregår nemmest om morgenen ved, at so og pattegrise lukkes inde i farehytten umiddelbart før, det bliver lyst. Når hytten lukkes, bør ventilationen åbnes helt. Søer og pattegrise bør maksimalt være lukket inde i hytten et par timer. En god regel er, at alle hytter efterlades åbne efter fravænning, så man let kan se, at alle hytter er tømt for grise.

So og pattegrise kan læsses direkte på vognen, evt. lokket med foder. Vil soen ikke ud af hytten, hjælper det, at en af dens pattegrise giver lyd fra sig fra vognen.

Søer og pattegrise kan transporteres på samme vogn, når vognen er opdelt i rum til hhv. søer og pattegrise.

Referencer:

Ved produktion af frilandsgrise og økologiske grise skal soen fare og die pattegrisene på friland. Ved produktion af økologiske grise skal de drægtige søer minimum være på friland fra 15. april til 1. november. Oftest opstaldes smågrise og slagtesvin i stalde med adgang til et udeareal.

Foldene har til formål at holde grupper af dyr eller enkelte dyr adskilt.

Størrelsen på foldene afhænger af, om det er farefolde eller drægtighedsfolde, antal dyr per fold og arealkravet per dyr.

Der skal vælges et foldsystem, som passer til produktionsenheden med hensyn til dimensioner og foldopdeling. Der kan vælges mellem et rektangulært system "bloksystemet" eller et cirkulært "radialsystemet".

Beskrivelse

Regler for indhegning af svin på friland fremgår af Bekendtgørelse nr. 915 af 12. august 2014. Reglerne er indført for at minimere risikoen for spredning af en række svinesygdomme som bl.a. svinepest.

Bekendtgørelsen omhandler tamsvin, vildsvin samt enhver krydsning heraf, der holdes i indhegning på friland.

Indhegninger afgrænser de enkelte folde og hele det udendørs besætningsområde. Foldene har til formål at holde grupper af dyr eller enkelte dyr adskilt. Foldsystemet rummer opbygningen af den samlede udendørs produktionsenhed, figur 1.

Foldsystem

Der skal vælges et foldsystem, som passer til produktionsenheden med hensyn til dimensioner og foldopdeling. Der kan vælges mellem et rektangulært system "bloksystemet" eller et cirkulært "radialsystemet". I Danmark anvendes primært bloksystemet, men i England er radialsystemet meget udbredt.

Et bloksystem (figur 2) er normalt opbygget i rektangulære folde, og er det mest fleksible foldsystem. Det er opdelt i afsnit (blokke), der kan placeres forskellige steder på ejendommen. Blokkene opdeles mest praktisk i henholdsvis farefolde og løbe-/drægtighedsfolde samt evt. en karantæne/træningsfold.

Bloksystemet er egnet til alle besætningsstørrelser, men medfører, at dyrene skal transporteres mellem foldene, idet afstande mellem foldafsnit gør det vanskeligt og tidskrævende at flytte dyrene manuelt. Til gengæld kan farefoldene let opdeles i små enheder, fx enkeltdyrsfolde.

 

I gennemsnit må der gå 11,5 søer pr. ha ved fem ugers fravænning. De diegivende søer skal imidlertid have et større areal til rådighed end de drægtige søer på grund af større foderforbrug og dermed øget kvælstofudskillelse. En fordelingsnøgle, hvor 39 procent af foderet anvendes i farefoldene, medfører således, at der højst må være 7,5 søer pr. ha i farefolde og 14 søer pr. ha i løbe-/drægtighedsfolde. Ved en diegivningsperiode på 7 uger må der gå 10,4 søer pr. ha i farefolden.

Farefolde

Ved gruppevis faring betegnes farefoldene som fællesfarefolde (figur 4) og ved individuel faring betegnes foldene som enkeltdyrsfolde.

Generelt for farefolde gælder det: 

• Der bør være ca. 1.340 m² pr. so eller gylt (fem ugers fravænning), der indsættes i farefolde, når farefoldene er placeret på samme areal hele året (7,5 søer/ha) og 670 m², hvis foldene flyttes halvårligt.
• Der skal være 1 farehytte pr. so eller gylt, der indsættes i farefolden.
• Der skal være fodrings- og vandingsfaciliteter til alle søer hele året, samt skygge- og sølefaciliteter til alle søer og gylte i varme perioder.
• Når hegnet passeres med køretøjer, skal det være monteret, så det kan fjedre ved passage. Der kan benyttes fjedre på trådene eller monteres fjedrende hegnspæle.

Pattegrisenes adgang til foldene kan styres af højden og udformningen af dørtrin og hytternes forgårde. Se eksempler i afsnittet omkring hytter.

Fællesfarefolde skal etableres, så arealet svarer til den holdstørrelse, der farer indenfor samme uge. Men det anbefales ikke at have mere end 7-10 søer pr. fold. Større ugehold fordeles på flere folde. Søerne behandles ens i diegivningsperioden med hensyn til foder og vand..

 

Fælles farefolde forudsætter:

• Høj grad af driftsledelse med hensyn til sammensætning af velfungerende hold og kontrol med de enkelte dyr i holdet.
• Korrekt placering af hytter, foder, vand og skygge-/sølefaciliteter, så svage søer kan fare ugeneret af stærke søer. Alle søer skal have let adgang til foder, vand og kølefaciliteter (figur 4).
• Enkeltdyrsfolde til gylte og problemsøer.

Enkeltdyrsfolde kræver mere hegn og mere udstyr, men sikrer det enkelte dyr ro. Enkeltdyrsfolde kan med fordel placeres i forlængelse af hinanden, så hegnet udnyttes bedst muligt. Desuden bør foldene samles i enheder, der svarer til antal søer i et hold.

Enkeltdyrsfolde forudsætter:

• Brug af transportvogne/liftkasser til opsamling af søer og pattegrise, idet grise ikke umiddelbart passerer områder, hvor der kort forinden har været el-hegn
• Udmåling af foder og vand til hver so/gylt. Dog kan to eller fire folde deles om samme vandtrug eller sølefaciliteter, når vandforsyningen etableres mellem folde eller i hjørner af folde.

Drægtigheds- og løbefolde

Mange besætninger indretter løbeafdeling indendørs eventuelt med adgang til et udeareal. Efter løbning flyttes dyrene ud i drægtighedsfolde. Ved større hold kan det være en fordel at opdele søerne på baggrund af huld og størrelse i mindre flokke ved indsættelse. Drægtighedsfolde kan benyttes til holdstørrelser på op til 40-50 søer.

Der bør være et areal på ca. 709 m² pr. so, gylt eller orne i løbe-/drægtighedsfoldene (14,5 søer/ha).

På friland vil indretning af løbe-/drægtighedsfolde afhænge af løbestrategi og holdstørrelse. Arealet skal passe til det antal søer, orner og gylte, der indsættes i foldene.

Ved indretning af løbeafdeling på friland bør følgende forhold være opfyldt.´

• Nyfravænnede søer skal placeres i separat fold i ca. 3 dage, hvor de har mulighed for god ornekontakt, og hvor der er mulighed for at øge foderstyrken (flushe).
• Højdrægtige søer skal placeres i en separat højdrægtighedsfold.

For at sikre, at dyr, der ikke er vant til hegn, lærer betydningen under betryggende forhold, kan der etableres træningsfolde.

Træningsfolde opbygges med en eltråd, placeret fx i 25 cm's højde eller to el-fråde placeret i 20 og 40 cm's højde på et solidt finmasket dyrehegn. Maskerne skal passe til den pågældende dyre-kategori.

I træningsfolden kan man med stor fordel fodre sine polte/gylte i transportvognen. Herved lærer de meget hurtigt at betragte transportvognen som en fodervogn. Når de bliver søer, vil de altid forbinde transportvognen med fodring, og det bliver derfor meget nemt at hente/flytte søerne fra marken. Transportvognen må naturligvis ikke bruges til karantæneafdelingen, men først efter poltene er flyttet til træningsfolden.

Årsag og håndtering af problem

Manglende plantevækst opstår bl.a., hvis folde´ne er for små, eller der forekommer stort slid i bestemte områder. Problemet undgås ved etablering af et godt plantedække i god tid før indsættelse, og minimum græsudlæg i kornafgrøde året før. Færdsel med køretøjer på opblødt jord i foldene bør foregå med forsigtighed og ad forskellige spor fra gang til gang. Ligeledes skal det område, hvor der tildeles vand og foder, flyttes jævnligt, foruden at hytter flyttes regelret. Brug af grovfoder i vinterperioden kan mindske problemet [3].

Dyrene passerer hegnet, når de ikke får stød. Problemet kan skyldes manglende jordforbindelse til hegnet eller spændingsgiver, afbrudt spændingsgiver, eller at strømmen i hegnet afledes via planter, jord, sne eller hegnsstolper.

Om vinteren kan sne, der kommer i berøring med trådene, aflede strømmen. Det kan derfor anbefales, at de nederste tråde kan afbrydes separat, så den øverste tråd har fuld spændingsstyrke under disse forhold.

Referencer

Figur 1. Søer kan gå i samme fold eller individuelt ved faring. Der er fordele/ulemper ved begge systemer (foto: VSP).

Ved udendørs sohold skal indhegningen ifølge Bekendtgørelsen om hold af svin på friland, kunne holde uvedkommende ude samt holde dyrene adskilt [1].

Indhegningen er vigtig, for dels at forhindre grisene i at slippe ud og for at forhindre uvedkommende og dermed smitte i at komme ind. Derudover er det meget vigtigt at opbygge hegnet, så ræve hindres adgang til foldene, fordi de dels kan skabe uro og dels tage pattegrise.

Størrelsen på foldene afhænger af, om det er farefolde, drægtighedsfolde, antal dyr per fold og arealkravet per dyr.

Beskrivelse

Bekendtgørelsen omhandler tamsvin, vildsvin samt enhver krydsning heraf, der holdes i indhegning på friland. Svin i zoologiske haver, dyreparker og lignende, der er registreret i medfør af gældende bekendtgørelse om indretning mv. af zoologiske haver, dyrehaver og lignende er ikke omfattet af bekendtgørelse.

Indhegningen afgrænser de enkelte folde og hele det udendørs besætningsområde. Foldene har til formål at holde grupper af dyr eller enkelte dyr adskilt. Foldsystemet rummer opbygningen af den samlede udendørs produktionsenhed – jf. figur 2.

 

Krav ifølge lovgivning

Ifølge lovgivningen skal indhegninger hvor der holdes svin på friland opfylde mindst et af tre krav [1];

1. Hegnet består af et indre og et ydre hegn, der er placeret i en indbyrdes afstand på mindst 5 meter.
2. Hegnet består af et ydre hegn (”omfangshegn”), hvor der direkte er påført mindst tre strømførende tråde. Der skal udover dette sidde en alarm, som kan detektere og udløses hvis spændingen i trådene falder.
3. Hegnet består af et hegn godkendt af fødevarestyrelsen efter ansøgning, hvor sikringsniveauet svarer til det som står i 1) eller 2).

Derudover skal hegnet holdes i forsvarlig stand og løbende undersøges for skader og huller for at undgå at svinene undslipper. Låger og andre adgange til indhegningen skal altid holdes forsvarligt lukket for at sikre at uvedkommende ikke har adgang. NB. Hvis der holdes vildsvin skal indhegningen mindst være 1,5 meter høj.

Eksempler på hegnstyper - "Omfangshegn"

Omfangshegn eller det ydre hegn har til formål at forhindre uvedkommende i at få adgang til arealer med svin på friland (figur 3). Samtidig skal omfangshegnet sikre, at grisene ikke undslipper, hvis inderhegnet er defekt.

På figur 3 og 4 ses eksempler på forskellige typer af omfangshegn fra fire udendørs besætninger. I tre af eksemplerne ligger der også hegn på jorden de første 60 cm ind i folden. Dette er for at undgå at ræve graver sig under hegnet.

Figur 3. Eksempel på omfangshegn. Hegnet er 190 cm højt, hvoraf de nederste
140-150 cm er haretæt (foto: Helle Pelant Lahrmann).

Eksempler på hegnstyper – "Inderhegn"

”Inderhegn” bør ifølge SEGES' anbefalinger som minimum bestå af følgende (se figur 6):

• Folde skal indhegnes med mindst én strømførende tråd og med en minimum spænding på 3.000 volt. Hegnet bør være tilsluttet en alarm, som aktiveres, hvis spændingen falder.
• Drægtighedsfolde:
  • én tråd i 45-50 cm’s højde
• Farefolde:
  • to tråde - én i ca. 10 cm’s højde og én i 45-50 cm’s højde
• Træningsfolde f.eks. til nyankomne polte: 
  • én tråd i 45-50 cm’s højde og på ydersiden af den tråd et hegn med masker (fårehegn eller lignende)
• Smågrise og slagtesvin:
  • to tråde - én i ca. 15 cm’s højde og én i ca. 40 cm’s højde.
• De enkelte folde eller afsnit bør være tilsluttet, så afbrydelse af strømmen i en fold ikke afbryder de øvrige foldes strømforsyning

Afstandskrav (lovgivning)

Afstandskravene gælder jf. bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v., alle husdyranlæg, herunder, stalde, læskure m.v., gødningsopbevaringsanlæg og ensilageopbevaringsanlæg Dog med en ekstra specificering for folde hvor der holdes mere end 15 svin over 35 kg [2]. Etablering, udvidelse og ændring af anlæg, hvor der holdes mere end 15 svin over 35 kg, er ikke tilladt

1. i et eksisterende eller, ifølge kommuneplanens rammedel, fremtidigt byzone- eller sommerhusområde,
2. i et område i landzone, der i lokalplan er udlagt til boligformål, blandet bolig- og erhvervsformål eller til offentlig formål med henblik på beboelse, institutioner, rekreative formål og lignende,
3. i en afstand mindre end 50 m fra de i nr. 1 og 2 nævnte områder.

Dvs. at ved etablering og ændring af folde til svin på friland skal der mindst være 50 m til eksisterende eller fremtidig byzone eller sommerhusområde samt til områder i landzonen, som er udlagt til bolig – og erhvervsformål samt offentlige formål.

Udover dette skal folde til svin, som etableres, ændres eller udvides, have en afstand på mindst 100 m til nærmeste nabobeboelse. Dette gælder dog IKKE hvis folden placeres så der er mere end 50 meter til nærmeste naboskel. Alle afstande måles fra foldens kant.

Fodertrug, vandtrug og lignende må ikke placeres i de i 1), 2) og 3) nævnte områder og afstande og heller ikke mindre end 50 m. fra nabobeboelse. 

Kommunalbestyrelsen kan dispensere fra kravene i stk. 1 og 2. Vedrørende afstandskrav til nabobeboelse kan kommunalbestyrelsen kun dispensere, hvis den eller de pågældende naboer giver skriftligt samtykke.

Skiltning

Figur 9. Adgang forbudt - specialdesignet skilt til at holde nysgerrige sjæle på afstand.

Uvedkommende må ikke færdes inden for omfangshegnet, og det er forbudt for fremmede at fodre svinene.

Skilte, der informerer om regler for færdsel og fodring af udendørs svin, skal placeres på omfangshegnet med en indbyrdes afstand på maksimalt 100 meter. Der skal desuden være placeret skilte ved adgangsveje til og fra foldområdet (figur 4).

Runde skilte skal være minimum 25 cm i diameter. Firkantede skilte skal minimum være L25 x B25 cm [1].

Skiltene skal være fremstillet i et materiale, der kan modstå vind og vejr. Skiltene skal påføres teksten ”Adgang forbudt” og ”fodring forbudt” på minimum dansk, engelsk og tysk. Skiltet skal ydermere indeholde et billede, der indikerer, at fodring er forbudt.

Skiltene skal være godkendt af Veterinærdirektoratet.

 Bestil skiltet 'Adgang forbudt' og 'Fodring forbudt'

Årsag og håndtering af problemer

Ræve

Er der konstateret voldsomme ræveproblemer, anbefales et såkaldt “haretæt” vildthegn med store masker foroven og små forneden. Vildthegnet bør kombineres med eltråd, placeret uden for hegnet i en afstand af ca. 20 cm fra vildthegnet og 10-15 cm over jorden, således at ræve ikke graver sig under hegnet, se figur 4.

Syge harer

Ved fund af syge harer eller hvis der på ejendommen nedlægges harer med sygelige forandringer, skal ejer ifølge lovgivningen indsende/indlevere dyret til DTU veterinærinstituttet [1].

Dette kan gøres på 3 måder:

1. Haren sendes, forsvarligt indpakket, med posten til nedenstående adresse (Indsender betaler porto):
   
   DTU Veterinærinstituttet
   Henrik Dams Allé
   Bygning 205B
   2800 Kgs. Lyngby
   
   Direkte telefon: 35 88 61 80
2. Haren indleveres manuelt til diagnostik på ovenstående adresse.
   
   Ved indsendelse/manuel indlevering skal haren uden at den berøres opsamles og pakkes i flere poser/dobbelt emballage for at undgå lækage. I pakken SKAL der vedlægges en udfyldt indsendelsesblanket, så DTU Veterinærinstittutet kan give en tilbagemelding på eventuelle fund samt kontrollere, i hvilke områder der findes syge harer.
   
   Indsendelsesblanketten kan findes her under fanen ”Indsendelsesblanket til faldvildt”
   
   Eller
   
   Printes fra bunden af denne side og udfyldes.
3. Haren Indleveres til nærmeste vildtkonsulent (Svartid længere end ved indsendelse/indlevering).

Din nærmeste vildtkonsulent kan findes på Naturstyrelsens hjemmeside under lokale enheder.

Herfra kan der vælges lokalområde på kortet i venstre side, hvor der i bunden kan findes en liste over lokale medarbejdere og den/de tilhørende vildtkonsulenter. Forud for indlevering bør vildtkonsulenten kontaktes telefonisk for at sikre at de har plads til opbevaring af flere dyr.

Ligesom for indlevering/indsendelse direkte til DTU veterinærinstittutet SKAL haren pakkes forsvarligt og der skal vedlægges en udfyldt indsendelsesblanket.

Referencer

Lokaliteten har stor betydning for fx arbejdsforhold og besætningssundhed mm. Af hensyn til arbejdsforholdene bør der være let adgang – hele året rundt, hvorimod der af hensyn til sundhed ønskes afstand til andre svin og til offentlig adgang.

Udendørs sohold er endvidere karakteriseret ved en tæt integration mellem husdyr- og planteproduktion, og det må antages, at en hensigtsmæssig udnyttelse af dette samspil (næringsstofomsætning – kvælstof og fosfor) er afgørende for systemets succes både i relation til miljøpåvirkninger og produktionsresultater.

Den lokalitet, hvor et udendørs sohold etableres, har betydning for bl.a. besætningens sundhed, arbejdsforhold samt produktionssikkerhed.

Valg af lokalitet

• Det terræn, hvor et udendørs sohold etableres, skal være så plant som muligt af hensyn til færdsel i våde perioder, dannelse af vandstrømme samt læforhold.
• Jorden på lokaliteter, hvor der skal placeres folde og foregår færdsel, skal hurtigt kunne dræne regn og smeltevand væk, medmindre overfladen er frossen.
• Jorden skal kunne holde så meget på fugtigheden, at bevoksningen ikke udtørrer og dermed forsvinder på grund af tørke. Den mest velegnede jordtype er muldet sandjord [1].

Søer på græs

Et tæt græsdække er en forudsætning for, at græs kan udgøre en væsentlig foderkilde for søerne, og at mest muligt af de afsatte næringsstoffer optages i græsset eller tilbageholdes i rodzonen.

For at sikre veletablerede, stabile og slidstærke græsarealer til søer i vinterperioden kan foldene flyttes to gange årligt.

Erfaringsindsamling har vist, at græsdækket i første kvartal er begrænset, men steg betydeligt fra første til andet kvartal, hvor vækstsæsonen starter i løbet af andet kvartal. Desuden skiftes der ofte til nye arealer i denne periode. Det højeste gennemsnitlige græsdække er som regel i tredje kvartal, hvilket skyldes græsvækst og mindre oprodning. I fjerde kvartal er der igen faldende græsdække pga., at græsvæksten ophører, og græsdækket forringes typisk betydeligt. Desuden begynder søerne ofte at rode igen sidst på efteråret [5].

Sygdomme

Kontakt med vilde dyr er svært helt at undgå, men risikoen kan begrænses ved at vælge områder, hvor der er få ræve, harer eller vildsvin, som kan bære trikiner, "skab", brucellose, klassisk svinepest og Afrikansk svinepest. Yderligere kan indtrængning af ræve og vildsvin minimeres ved brug af omfangshegn med ekstra tråde, eller et såkaldt "haretæt" vildthegn [2].

Forgiftninger kan hidrøre fra planter, fx vårbrandbæger og engbrandbæger, som er giftige for bl.a. svin og kan forårsage dødsfald. Forgiftede grise viser symptomer på bl.a. kolik og kan ikke orientere sig.

Referencer