Opdateret 6. oktober 2009

Aktivitetsmønstre

Svin er normalt aktive om dagen med en tydelig døgnrytme, hvor aktivitetsperioderne morgen og eftermiddag er afbrudt af en hvileperiode midt på dagen.

Grise er aktive om dagen. Det vil sige, at de har en tydelig døgnrytme med aktivitetsperioder med fødesøgning morgen og eftermiddag, afbrudt af hvileperioder midt på dagen, aften og nat [1]. Grise påvirker hinanden til afgrænsede og samlede aktivitets- og hvileperioder. Især aktiviteten om eftermiddagen er stor. I varme perioder kan grise skifte døgnrytme, så hvile finder sted om dagen og fødesøgning om natten.


Figur 1. Grises aktivitet, herunder foderoptagelse og hvile, følger en tydelig døgnrytme med aktivitetstoppe formiddag og eftermiddag (figur: Nils Krog, billede nr. 8604)

Grise foretrækker et tørt, rent, uforstyrret og trækfrit areal som leje. Grise bygger to typer af reder, en hvilerede og en farerede. Hvilereden bygges et sted, hvor der er læ, ofte i området mellem skov, krat og det åbne land. Reden beskytter grisene mod andre dyr, mens de hviler eller sover [1].

Døgnrytme – betydning for produktionen

Foderoptagelsen er præget af en tydelig døgnrytme. Ved fodring efter ædelyst begynder foderoptagelsen mellem kl. 5 og 6 om morgenen og afbrydes af en hvilepause midt på dagen mellem kl. 11 og 13. Den største del af foderoptagelsen finder sted om eftermiddagen mellem kl. 14 og 17, hvorefter den aftager igen og næsten ophører omkring kl. 20.

Placering af foder og vand i stien, har stor indflydelse på, hvordan stiarealet udnyttes. Under intensive forhold hviler og sover svinene ca. 80 pct. af døgnet. Det er derfor vigtigt, at lejet er tørt, trækfrit og roligt dvs. uden konstant trafik af grise, der skal til og fra aktivitetsareal, foder- og vandforsyning. Lejearealet skal være forsynet med lukkede vægge mod nabostier.


Figur 2.  Grise foretrækker at ligge tæt sammen mens de hviler. Som regel ligger de, så de har frit udsyn til gangarealer (foto: Brian N. Fisker & Landsudvalget for Svin, billede nr. 6395)
Grise hviler som regel samtidig. De foretrækker at ligge tæt sammen langs en væg, hvor der er frit udsyn til områder med aktivitet som f.eks. en inspektionsgang. Under varme forhold ligger de dog udspredt i sideleje for at kunne afgive så stor varmemængde til omgivelserne som muligt [4].

Grisens kranie, tryne og nakkemuskulatur er udviklet til at fungere som et effektivt rode- og fødesøgningsapparat. Grise finder føde ved at gennemrode jorden med trynen i rytmiske bevægelser. Generelt foretrækker grise at optage føde fra et niveau svarende til gulvhøjde, hvilket er i overensstemmelse med deres anatomi, muskulatur og bevægelser.

 

Figur 3. I naturen bruger grise 6-8 timer af dagen på fødesøgning (foto: Birgit Mulbjerg, billede nr. 4520)

Grise er altædende og bruger som regel 6-8 timer om dagen på at søge føde og æde. Adfærden er synkroniseret, så dyrene udfører den på samme tid. Adfærden reguleres af døgnrytmen og via synet af andre grises adfærd. Grise stimuleres således til at æde ved at se andre grise æde. Dette kaldes social facilitering og finder også sted i andre sammenhænge, som f.eks. ved hvile og fødesøgning.
Som hos de fleste andre flokdyr holdes en vis afstand mellem de voksne individer, så de dominerende grise har første prioritet til de mest attraktive fødeemner [2].
Mens dyrene er små accepterer de, at andre grises hoved er tæt på deres eget. Ved stigende alder og størrelse mindskes accepten af andre dyr i nærheden. Derfor angribes stifæller, som forstyrrer eller forsøger at få adgang til deres plads ved truget.

Foderoptagelse – betydning for produktionen

Grise lærer at indtage fast føde ved tildeling af foder på gulv eller i krybbe. Efter fravænning foretrækker smågrise at æde samtidig, hvilket de har været vant til i forbindelse med diegivningen. Grisene foretrækker generelt, at foderet er rent, og er derfor utilbøjelige til at æde evt. spildt foder.

Hvis inventar og lignende ikke virker begrænsende sker foderoptagelsen ved lynhurtige bevægelser af tryne og tunge uden væsentlige bevægelser af hovedet.


Figur 4. Forkert dimensionering af krybber medfører, at grisen må stå på skrå i forhold til foderautomaten for at få adgang til foder. Herved spærrer den for andre grise og risikoen for foderspild er stor (foto: Brian N. Fisker, billede nr. 7599)

Foderoptagelsen er relativt langsommere for smågrise end for slagtesvin. Fravænnede grise har således længere og flere ædeperioder end større dyr. Normalt varer en ædeperiode 5-10 minutter med en samlet ædeperiode på 90-140 minutter pr. gris. Som regel æder grisene mange gange i løbet af døgnet, typisk 25-30 gange, hvilket medfører betydelig trafik mellem leje-, gøde- og ædeområde. Ved stor konkurrence om adgang til truget afbrydes foderoptagelsen ofte. Dette betyder, at grisene æder hyppigere og dermed mindre effektivt [1].

Ved restriktiv fodring udgør foderet den mest attraktive og begrænsede ressource i stimiljøet. Fodringen er underlagt såvel døgnrytme som social facilitering, der bevirker, at dyrene stimuleres til at æde samtidigt. Derfor er foderoptagelsen tit præget af konkurrence i større eller mindre grad. Konkurrence og den tilknyttede aggression er lavere, når dyrene har adgang til mættende materiale som f.eks. halm eller andre former for grovfoder [2].

Ved restriktiv fodring varer foderoptagelsen mellem 10 min. for drægtige søer og 30 min. for slagtesvin. Både ved restriktiv fodring og fodring efter ædelyst er foderoptagelsen dermed af betydelig kortere varighed end i naturen. Manglende mulighed for at udføre fødesøgningsadfærd menes at være den væsentligste årsag til visse former for "unormal adfærd", som stereotypier hos søer og i nogle tilfælde halebid, trynepufning og pludselige overfald hos smågrise og slagtesvin.

En årsag til foderspild er grise der æder, men gentagne gange flytter hovedet udenfor krybben for at jage andre grise væk. Engelske og amerikanske forsøg med varierende krybbeplads og bredde har vist, at såvel aggression som foderspild kan dæmpes ved at beskytte ædepladserne med en hoved- og skulderadskillelse. Tryneadskillelse alene resulterer i betydelig mere aggression og højere foderspild.

 

Figur 5. Krybber kan være udformet uden krybbeadskillelse eller med en næse-, hoved-, eller skulderbarriere. Engelske forsøg har vist at beskyttelse af ædepladsen med en hoved- eller skulderadskillelse, medvirker til at mindske aggression og foderspild (tegning Nils Krog, billede nr. 8600 og 8601)

 

Figur 6. Aggression kan mindskes ved beskyttelse af ædepladserne med hoved- eller skulderadskillelser (foto: Nils Krog, billede nr. 8602)
Afhængig af fodringsmetode kan konkurrence og aggression mindskes samt foderoptagelsen fremmes ved hjælp af forskellige tiltag, som vist i tabel 1.

Tabel 1. Afhængig af fodringsmetode kan konkurrence og aggression mindskes samt foderoptagelsen fremmes ved hjælp af forskellige tiltag

Fodring efter ædelyst

Under produktionsforhold indtager grise foder, som er betydeligt mere koncentreret end det, de har adgang til i naturen. Grise fodret efter ædelyst bruger således kun ca. 2 tomer om dagen på at æde.
Foderautomat eller krybbe skal placeres ved overgang mellem leje- og gødeareal for at sikre et roligt hvileareal.

Som regel er det en fordel at flere grise kan æde samtidig, og at de kan se de andre grise æde. Dette skyldes, at de har mulighed for at stimulere hinanden til at æde. Ved fodring efter ædelyst er der som regel ikke ædepladser til rådighed til alle dyr på én gang. Derfor er foderpladsen den begrænsende konkurrenceskabende faktor.

Restriktiv fodring
Ved restriktiv fodring vil foderet eller fødekilden være den mest attraktive og begrænsede ressource i stimiljøet. Fodringen er også her underlagt såvel døgnrytme som social facilitering. Derfor er foderoptagelsen tit præget af konkurrence i større eller mindre grad. Denne konkurrence og den tilknyttede aggression kan mindskes ved tildeling af beskæftigelses- og rodematerialer som halm eller andre former for fyldende foder/grovfoder [2]. Konkurrence og aggressioner kan desuden reduceres ved at bruge hoved-/skulderadskillelser [2].
Tørfodring på gulv
Ved tørfodring på gulv i forbindelse med løsgående, drægtige søer skal foderet fordeles på gulvet, så alle søer kan æde samtidigt og bruge megen tid på at æde det. Herved bliver foderoptagelse mere ensartet og konkurrencen mindre. Sandsynligvis tilgodeses også fødesøgningsadfærden på denne måde [2].
Elektronisk sofodring (ESF)
Ved elektronisk sofodring er de drægtige søer sikret hver deres foderration, men mange søer deles om én foderstation. Dette kombineret med at søerne er sultne, skaber konkurrence og problemer for de lavt rangerede søer. Det skyldes, at dominerende søer ofte vil optage foderstationen udover den tid, hvor de har foder til gode. Ventende søer ved foderstationen udgør en risiko (vulvabid og slagsmål) for dem, der står i stationen. Foderstationen skal derfor have en styret indgang og udgang. Udgangen kan være udformet som en sluse, så søerne ledes tilbage i stien langt fra indgangen til foderstationen. Fodringscyklussen bør begynde om natten, hvor de fleste søer er motiveret for at hvile. Herved mindskes konkurrencen om foderstationer og dermed aggression [3].

Halm og grovfoder udgør strukturrigt og fyldende foder, som fødesøgningsadfærd og undersøgetrang kan rettes imod. Sådanne fodermidler virker derfor konkurrence- og aggressionsdæmpende. Endvidere medvirker de til at mindske forekomsten af abnorme adfærdsformer som f.eks. stangbidning hos søer [4]. Beskæftigelses- og rodematerialer samt mæthedsgivende foder er et lovkrav til drægtige søer og gylte (se mere i afsnittet vedr. Lovgivning) [1].

Vand indtages fra vandhuller og lignende. Vandhuller opsøges efter behov og som regel i flok [2]. Ved drikkestederne er der normal høj aktivitet. Ca. 75 % af vandindtagelsen sker i tilknytning til foderoptagelse og resten finder sted i mellemliggende perioder.

Vandoptagelse - betydning for produktionen

Det er mest hensigtsmæssigt at placere drikkeventilerne i gødearealet. Ved tildeling af tørfoder har grisene behov for at drikke i tilknytning til foderoptagelsen. Ofte vil foderoptagelsen blive afbrudt ved, at dyret skiftevis går fra krybbe til drikkeanordning, som skal placeres nær foderet.

Ved tørfodring bevæger grisene sig derfor hyppigt fra foderautomat til drikkeanordning.

Restriktivt fodrede dyr, som f.eks. drægtige søer, kan optage betydelige mængder vand formodentlig som kompensation for manglende mæthedsfornemmelse og mulighed for at udføre fødesøgningsadfærd.

Grise er renlige og gøder og urinerer i et bestemt område. Efter hvile går grisene 5-10 meter væk fra reden for at urinere, hvilket medfører dannelse af et bælteformet urineringsområde omkring hvilestederne.
Gødning afsættes tilsyneladende ikke efter samme mønster. Grise gøder som regel i smalle passager mellem hække eller buskads. Sådanne områder er også ofte grænse til ukendt område. Gødning og urin tjener også til afmærkning af dyrets hjemmeområde. Derfor fordeles gødning og urin over terrænet i gruppens hjemmeområde [1] [2].

Gødeadfærd – betydning for produktionen

Grise afsætter gødning og urin i lyse fugtige områder, i hjørner og langs med vægge, der kan yde beskyttelse mod angreb fra andre svin i nærheden. Der afsættes derfor mest på steder, hvor de har kontakt med fremmede grise som f.eks. ved åbne stiadskillelser [2]. Urin afsættes ofte samtidig med, at grisene drikker [1].

Åbne skillevægge i stiens gødeareal bevirker, at grisene i tilstødende stier har mulighed for at få trynekontakt med hinanden. I forbindelse hermed afsætter de ofte gødning, sandsynligvis som en form for territorieafmærkning eller kommunikation. Våde omgivelser synes endvidere at stimulere til urinering [2].

 
Figur 7. En åben stiadskillelse i den ene side af gødearealet medvirker til, at grisene gøder i dette område (foto: Ida Bille Larsen, billede nr. 8347)

Placering af drikkeventiler i stiens gødeareal medvirker desuden til, at grisene gøder i dette område. I stier med fast gulv i lejet kan grisene tilskyndes til at gøde i det tilsigtede område ved at gøre dette areal vådt. Det er som regel vanskeligt at få grisene til at ændre på brug af stien, når først leje- og gødeareal er etableret.

Hos grise syntes komfortadfærd at være lavere prioriteret end de øvrige biologiske funktioner. Den tilhørende adfærd optræder ofte som en slags overskudsadfærd/overskudshandling, når andre behov er opfyldt. Ved forskellige bevægelser og måder at ligge på er de i stand til at regulere blandt andet kropstemperatur og pleje deres krop. Komfortadfærd har væsentlig betydning for dyret og ofte øges trangen og tilbøjeligheden til at udføre adfærden jo længere tid, der er gået siden sidst.

Temperaturregulering

Grise tilpasser sig varierende temperaturer i omgivelserne ved hhv. at mindske eller øge varmeafgivelsen til omgivelserne. Ved normal temperatur ligger grise halvt i sideleje.


Figur 8. I normal hviletilstand ligger grisene i delvist sideleje (foto: Brian N. Fisker, billede nr. 6404)


Ved stigende temperaturer nedsættes stofskifte og foderoptagelse. Desuden øger grise kontakten med underlaget ved at lægge sig i udstrakt sideleje. Grise kan ikke svede, fordi de ikke har svedkirtler undtaget på trynen. De gør sig derfor våde ved at søle ved at rulle sig i våd jord eller i kanten af et vandhul. Fordampningen fra kroppens overflade virker stærkt nedkølende. Mudder virker mere afkølende og i længere tid end vand alene. Mudder beskytter tillige grise mod solskoldning, hvilket er af stor betydning ved udendørsproduktion for hvide racer/krydsninger uden ret meget pigment. Grisene begynder at søle, når lejepositionen ikke længere er tilstrækkelig til at sikre varmeafgivelsen. Søleadfærd udføres stort set kun af slagtesvin og voksne dyr og begynder typisk ved temperaturer mellem 22 og 24 °C. Som en sidste aktivitet øges åndedrætsfrekvensen, hvilket er en energikrævende proces og dermed en betydelig "omkostning" for dyret [3]. I meget varme perioder kan de desuden skifte døgnrytme, så de er aktive om natten i stedet for om dagen [1].

Figur 9. Når grise holdes udenfor har de behov for et mudderhul for at undgå solskoldning (billedet til venstre). Indendørs søler grisene sig i gødning og urin, hvis ikke de køles ved hjælp af overbrusningsanlæg (billedet til højre) (foto: Birgit Mulbjerg & Iben Boykel, billede nr. 4526 og 3106)

Grise er bedre udrustet til at kunne kompensere for kulde end for varme [1] [3]. Om vinteren bygger frit levende grise større og mere beskyttende reder end i den varme årstid [1] [2]. I et koldt miljø i staldene mindsker grisene kontakten til underlaget ved at trække benene op under sig, ligge i bugleje, klumpe sammen i bunker med andre grise eller grave sig ned i strøelse. Grise kan kompensere for meget lave staldtemperaturer, hvis de har adgang til megen strøelse. Under kølige forhold forsøger grisene at æde mere, fordi de bruger meget energi for at holde varme.

Figur 10. Under kølige forhold klumper grisene sammen og ligger i bugleje for at holde varmen (foto: Erik Damsted, billede nr. 7872).

Kropspleje

Ud over temperaturregulering plejer grise kroppen ved at gnubbe sig på underlag og genstande for at fjerne kløe, tørt mudder og evt. parasitter. Med bagbenene er grise desuden i stand til at kradse sig på hoved, hals og ører. Munden og trynen bruges ikke til pleje af kroppen. Gensidig kropspleje forekommer sjældent [1].

Komfortadfærd - betydning for produktion

På grund af grisenes evne til at mindske varmeafgivelsen fra kroppen, kan selv meget lave temperaturer imødegås ved tildeling af strøelse og/eller brug af overdækkede lejearealer. I stier med fast gulv er det vigtigt, at grisene har nok plads til at hvile for at undgå problemer med svineri [9].

Ved dårligt fungerende ventilationsanlæg kan luftbevægelser i stierne variere meget over døgnet. For at undgå træk flytter grisene derfor deres lejeareal, hvilket kan medføre problemer med svineri. Det er derfor vigtigt, at ventilationsanlægget er dimensioneret og indstillet korrekt.

Søer opstaldet i boks har begrænsede muligheder for adfærdsmæssigt at tilpasse sig variationer i staldklimaet. De kan således hverken lægge sig tæt sammen eller fjerne sig fra evt. trækforekomster. Det er derfor vigtigt, at ventilations- og varmeforsyning er i orden.

Ved staldtemperaturer over 22 °C begynder søer og slagtesvin at søle, med mindre de har tilstrækkelig plads og kølemuligheder til rådighed i form af overbrusning eller øgede luftbevægelser i opholdszonen [10] [11]. Søleadfærden begynder tidligere ved høj belægning, hvor leje-, aktivitets- og gødearealer er svære at erkende. Som erstatning for mudder lægger de sig eller ruller sig i gødning for at blive afkølede. Fuldspaltegulv giver kun få valgmuligheder med hensyn til. tilpasning, idet gulvet i varme perioder kan forhindre grisene i at gøre sig våde og dermed afkøle sig. Overbrusning af gødearealet kan medvirke til, at svineri i lejet undgås og giver dyrene mulighed for at afkøle sig.

Der er krav om overbrusningsanlæg eller lign. for flere dyregrupper.  For gylte, goldsøer og drægtige søer i løsdriftssystemer samt for smågrise over 20 kg, avls- og slagtesvin skal der være installeret et overbrusningsanlæg eller en tilsvarende anordning, hvorved dyrenes kropstemperatur kan reguleres [10] [11].

Under produktionsforhold gnubber grisene hinanden med tryne og mund. Denne adfærd forekommer ikke i naturen og er sandsynligvis udtryk for trang til undersøgelse af omgivelserne eller udtryk for mangler ved miljø og foder. Grisene kan tilsyneladende lide at blive berørt, men foregår berøringen meget intenst og under belastende forhold bliver det en kilde til irritation og årsag til aggression [1] [2].

I forbindelse med sygdom viser grise nogle bestemte adfærdstegn på, at de er nedstemte. Ved at kende og opdage disse tegn, kan der gribes ind og behandles i tide.

Adfærdsreaktioner i forbindelse med sygdom har, sammen med aktivering af immunsystemet, til formål hurtigst muligt at bekæmpe en infektion og sikre, at grisen overlever. Ændring af adfærden har til formål at gøre det nemmere for kroppen at bekæmpe infektionen [13]. Den ændrede adfærd bevirker, at dyret bruger mindst mulig energi på muskelaktiviteter og desuden mindsker varmetabet fra kroppen. Herved sparer dyret på energireserver, der i stedet udnyttes til at øge kropstemperaturen i forbindelse med feber. Herved sætter dyret alle kræfter ind på at bekæmpe infektionen. Adfærden er reguleret af cytokiner, der er hormonlignende stoffer, som udskilles af kroppens celler i forbindelse med infektion [13].

Figur 11. Ved sygdom ændres grisens adfærd drastisk. Ved at kende adfærden hos den raske gris, er det nemt at genkende adfærden hos den syge gris (foto: Gorm Christensen og Anne-Grete Hassing, billede nr. 2960 & 4494).

For at kunne genkende sygdomsadfærd hos grisene, er det vigtigt at vide, hvilken adfærd der adskiller raske og syge grise. En rask gris vil vise interesse for omgivelserne og bevæge sig frit. Herudover er der også en række fysiske kendetegn ved en rask gris, blandt andet blankt hårlag, fugtig og ren tryne, klare øjne og roligt åndedræt ved hvile.

En syg gris vil i modsætning mangle interesse for omgivelserne og foder (apati), virke sløv og vil krybe sammen. De fysiske tegn på sygdom er blandt andet strittende og snavset hårlag, bleg hud og indsunken bug og øjne.

Syge dyr skal have stillet en korrekt diagnose og behandles straks og eventuelt sættes i aflastnings- eller sygesti. Er der ikke mulighed for helbredelse inden for rimelig tid (kronisk eller uhelbredelig syg og/eller tilskadekommet) bør dyret aflives.

Sygdomsadfærd - betydning for produktion

Grise skal tilses dagligt, hvilket gør, at man hurtigt kan opdage sygdomstegn. Det er vigtigt at registrere grisenes interesse for foder, da fodervægring ofte er det første synlige tegn på sygdom [14].

Det er ligeledes vigtigt at kontrollere grisenes afføring, observere ændringer i åndedræt, hudens farve og udseende.

I forbindelse med adfærdsændringer som viser, at dyrene er inficerede skal sygdommen diagnosticeres og dyrene behandles i samråd med besætningsdyrlægen.

Syge dyr tærer kraftigt på energireserverne og skal sikres ekstra varme samt ro. De bør derfor anbringes i en dertil indrettet aflastningssti.

[1]  Borgaard, Dorit; Giersing, Mette; Hansen, Steffen Werner; Jensen, Karin Hjelholt; Krohn, C.C.; Nørgaard-Nielsen, Gert; Sandøe, Peter; Simonsen, H.B. & Vestergaard, Klaus S. (1999): Etik, velfærd og adfærd i husdyrbruget. Landbrugets Rådgivningscenter.  
 [2] Saunders, W.B. (1987): Farm animal behaviour. Veterinary Clinics of North America. 
 [3] Environmental managenent in animal agriculture. The Iowa State University Press, 1983.  
 [4] Nielsen, Niels-Peder (1992): Flokstørrelse i smågrisestalde. Meddelelse nr. 232, Landsudvalget for Svin.
 [9] Landbrugets Råsgivningscenter (1993): Indretning af stalde til Svin. Tværfaglig rapport.  
 [10] Bekendtgørelse af lov om indendørs hold af smågrise, avls- og slagtesvin. LBK nr. 56 af 11. januar 2017. 
 [11] Bekendtgørelse om lov om indendørs hold af gylte, goldsøer og drægtige søer. LBK nr. 49 af 11. januar 2017. 
 [13] Biological basis of the behaviour of sick animals. Neuroscience & Biobehavioral Reviews. 12:123-137, 1998. 
 [14] Poul Bækbo og Lars Pilegaard Larsen (1999): Sundhed og sygdom hos svin.

Fandt du det, du ledte efter?

Tak for din feedback

For at kunne forbedre vores indhold, må du gerne indtaste yderligere detaljer på, hvad du leder efter herunder (valgfrit).

Tak for din feedback

Din indtastning er registreret. Vi evaluerer løbende på feedback fra brugerne.