Opdateret 6. oktober 2009

Forplantning

Grisens forplantning har til formål at sikre artens overlevelse. Forplantningen består af tre fa-ser, som stiller væsentlig forskellige krav til grisen. De tre faser er parring, drægtighed og yn-gelpleje. I tiden op til parring skal grisen finde en mage og vise seksuel adfærd frem for aggressiv adfærd. Under størstedelen af drægtigheden stilles ikke specielle adfærdsmæssige krav, men hen mod fødselstidspunktet skal yngelplejen indledes.

Moder-afkomsadfærd og yngelpleje omfatter omsorg for, beskyttelse af og udvikling af pattegrisene.

Moder-afkomsadfærden er baseret på balancen mellem køns- og laktationshormoner samt stimuli fra pattegrisene og startes sandsynligvis af de betydelige ændringer i køns- og laktationshormoner, der sker lige før fødslen. Yngelplejen aftager når ungerne bliver ældre, og deres adfærd ændres. 


Figur 3. Samspil mellem so og pattegrise har betydning for grisenes vækst og sundhed (foto: Vivi Aarestrup Moustsen, billede nr. 7465)

Redebygning

En eller to dage inden faring forlader soen gruppen, for at lede efter et egnet sted til redebygning. Det vil sige at den bliver urolig, og begynder at søge efter redebygningsmateriale. Den foretrækker et roligt sted med udsigt til omgivelserne, hvor den er borte fra gruppens daglige aktivitet og beskyttet mod vejret. Et halvt til et helt døgn før faring begynder soen at udføre redebygningsadfærd. Soen indsamler grene, græs og andre plantedele der anbringes og formes til en rede som er ca. 2 m i diameter. Reden formes som en skål og til sidst stables redemateriale oven i skålen, så der dannes "tag" over reden[2]. Adfærden er hormonelt kontrolleret, og udløses af hormonet prolaktin der også har betydning for mælkeydelsen.


Figur 4. Soen begynder at bygge rede et halvt til et helt døgn før faring. Adfærden er hormonelt styret (foto: Rikke Ingeman Svarrer)

Faringen

Faringen foregår i reden, når der er helt roligt i omgivelserne. I de pauser der kan være i løbet af faringen, går soen ud af reden og retter lidt på den, for derefter at gå ind i den igen. Efter fødslen af den første gris springer soen ofte op for at inspicere den nyfødte gris, men falder derefter til ro igen [2]. Forstyrrelser kan medvirke til at faringen forlænges, hvilket kan resultere i flere dødfødte grise. Normalt er den afsluttet indenfor 3-4 timer. Den er kortere for unge søer end for gamle.

Søer gør ikke noget for at hjælpe nyfødte grise fri af fosterhinde og navlestreng eller for at dirigere dem mod yveret. Den er til gengæld yderst påpasselig overfor pattegrisene. Soen kredser således i reden før den lægger sig, og forsøger på denne måde at undgå at lægge sig på dem [1] [2]. Fritgående søer orienterer sig i forhold til grisene, snuser til dem og skubber til dem med trynen for at samle dem. Søerne reagerer på skrig fra klemte grise ved at løfte kroppen eller rejse sig. I naturen styres temperaturen i reden ved, at soen dækker frysende grise til med redemateriale. Hun "åbner" og "lukker" reden afhænger af temperaturen i omgivelserne [2].

Nyfødte grise er veludviklede og aktive. De får derfor hurtigt viklet fosterhinderne af sig på redematerialet, hvorefter de instinktivt søger mod en varm, blød og lodret flade samtidig med, at de udfører massage- og sutteadfærd mod alle fremspring. Denne adfærd fører som regel grisen den korteste vej fra soens bagende til yveret. Redens udformning og størrelse kan spille en rolle i at lette grisens søgen med yveret. Såvel hårretning på soens krop og yverets varme og bløde overflade menes at være stimuli, der medvirker til, at grisen når frem til en pattevorte.

I det første døgn efter faring dannes patteordenen, hvor grisene kæmper om retten til en bestemt pattevorte. I denne periode foretrækker grisene at hvile tæt ved soens yver, der yder næring, tryghed og varme. Først efter ca. 24 timer begynder de for alvor at udforske andre områder af rede/stimiljø [1], [2].


Figur 5. I det første døgn efter fødsel foretrækker grisene at ligge tæt ved soens yver (foto: Vivi Aarestrup Moustsen, billede nr. 8129)

Diegivning

Diegivningen gennemføres i et nøje samspil mellem so og grise og omfatter dels en serie bestemte gryntelyde dels massage af yveret udført af pattegrisene. Lydene signalerer og synkroniserer de forskellige stadier i diegivningsforløbet, så alle grise i kuldet sikres mælk.

Optakten til samt selve diegivningen involverer altid hele kuldet. Dette skyldes dels, at mælken først lægges ned efter kraftig massage af yveret, dels at grisene kun har mælk til rådighed i ca. 20 sekunder [2]. I løbet af et døgns tid bliver diegivningsrytmen stabil og foregår ca. én gang i timen [2].

Figur 6. Diegivningen er styret af et komplekst kommunikationsmønster mellem so og pattegrise (tegning: Dansk Svineproduktion, billede nr. 8547)

Tabel 1. Det normale diegivningsforløb [2].

 Soen  Grisene Observation   Varighed
 Soen grynter  Grisene søger til patte  Grisene er aktive  10-30 sek.
 Soen grynter i langsom rytme  Grisene masserer deres patte  Grisene er stabile ved patten, men aktive  1-3 min.
 Soens grynte-rytme øges  Grisene sutter langsomt  Grisene bliver roligere, men er stadig i bevægelse  20 sek.
 Soen grynter hurtigt  Grisene sutter hurtigt og får mælk  Kun grisens underkæbe bevæges hurtigt  10-15 sek.
 Soen grynter langsomt Grinsene masserer mælkekirtlen   Grisene er aktive, slipper eventuelt patten og undersøger andre patter 1-15 min. 

Figur 7. Diegivningen er styret af et komplekst kommunikationsmønster mellem so og pattegrise (tegning: Dansk Svineproduktion, billede nr. 8546)

De fleste undersøgelser viser, at de to forreste og bageste par patter har størst præference hos grisene. Det skyldes sandsynligvis, at massage af disse er mest effektiv til at stimulere mælkenedlægning, at de er lettest tilgængelige, og at de producerer mest råmælk [2].

I naturen bliver pattegrisene i eller tæt ved farereden i ca. 9 dage. I denne tid forlader soen kun reden i korte perioder for at gøde og urinere samt for at drikke, søge føde i kort afstand fra reden. Den tid soen og pattegrisene er alene i reden er meget vigtig for, at de lærer hinandens lugt og lyd at kende. Genkendelse og kommunikation mellem moder og afkom har betydning for at soen kan genkende sine grise [1], [2].

Cirka 9 dage efter faring forlader so og grise farereden for at slutte sig til resten af flokken.

Fravænningen er en gradvis proces, der som regel er afsluttet er pattegrisene er 10 til 17 uger gamle. Søerne begynder imidlertid allerede at frigøre sig fra grisene 2-4 uger efter faring. Hvor det i starten er soen der tager initiativ til at grise dier, er det efter 2 til 4 uger pattegrisene der tager initiativ til diegivningen og det er i højere grad soen, der afbryder diegivningen. I fravænningsperioden begynder pattegrisene at interessere sig for anden føde end soens mælk, og lærer at søge efter føde ved at følge søer og ældre grise [1] [2] [9]. Jo flere anstrengelser der kræves af grisene for at opnå mælk, desto hurtigere begynder grisene at indtage fast føde. Under naturlige forhold medfører det, at grisene i et kuld ofte fravænnes på forskellige tidspunkter. De grise, der har størst besvær med at tilkæmpe sig mælk fra soen, er de første til at begynde at indtage alternativ føde [2].

Figur 6. I fravænningsperioden begynder pattegrisene at interessere sig for anden føde end soens mælk og lærer at søge efter føde ved at følge søer og ældre grise (foto: Birgit Mulbjerg, billede nr. 4546)

Fravænningen er generelt en stor belastning for grisene. Udover miljøskift og afbrudt moderkontakt udsættes grisene for en fuldstændig kostændring. Fra at udøve masserende og suttende adfærd, skal grisene omstilles til en rodende og tyggende adfærd. Endvidere møder grisene som regel artsfæller fra andre kuld. De danner derfor en ny rangorden [9].

Moder-afkomsadfærd - betydning for produktion

Soen bør flyttes til farestien i god tid dvs. ca. 1 uge før forventet faring. Ifølge Bekendtgørelse om beskyttelse af svin, skal drægtige søer og gylte indsættes i farestier senest 3 dage før forventet faring. Soen er stærkt motiveret til at udføre redebygningsadfærd og retter derfor sin aktivitet mod det der findes i farestien, som fx halm, inventar og gulv. Denne ret voldsomme adfærd kan føre til skader på både dyr og inventar. [2]. I ugen før det forventede faretidspunkt skal søer og gylte have passende redebygningsmateriale i tilstrækkelig mængde, med mindre dette teknisk ikke kan lade sig gøre med det gyllesystem, der anvendes på bedriften [8].

Det er vigtigt, at der er ro i farestalden. Faringstiden hos søer i bokse er ofte længere end hos løse søer. Dette tilskrives dårlig kondition, frustrationen som følge af fiksering, manglende muligheder for at udføre redebygningsadfærd samt manglende ro. Langvarige faringer resulterer ofte i flere dødfødte og svage grise. Belastende forhold omkring faringen medfører endvidere hyppigere forekomst af farefeber, hvilket udgør endnu en trussel for grisenes trivsel.

Grisene kan lære at indtage fast føde ved tildeling af foder på gulv et par uger efter faring. I farestien har soen ikke mulighed for at fjerne sig fra grisene og dermed påbegynde fravænningen. Soen er samtidig grisenes største kilde til aktivitet og adspredelse. Begge dele kan udgøre en belastning for soen. På grund af soens og yverets vedvarende tilstedeværelse bliver pattegrisene ikke stimuleret til at interessere sig for anden føde [2].

[1] Borgaard, Dorit; Giersing, Mette; Hansen, Steffen Werner; Jensen, Karin Hjelholt; Krohn, C.C.; Nørgaard-Nielsen Gert; Sandøe, Peter; Simonsen, H. B. & Vestergaard, Klaus S. (1999): Etik, velfærd og adfærd i husdyrbruget. Landbrugets Rådgivningscenter.
[2] Saunders, W. B. (1987): Farm animal behaviour. Veterinary Clinics of North America.
[3] Environmental management in animal agriculture. The Iowa State University Press, 1983.
[5]  Nielsen, Niels-Peder (1995): Elektronisk sofodring. Meddelelse nr. 312, Landudvalget for Svin.
[6] Fisker, Brian N. (1995): Indsættelsesstrategi for gruppefodrede drægtige søer.  Meddelelse nr. 311, Landsudvalget for Svin.
[7] Mortensen, Børge & Ruby, Verner (1990): Transpondersystemer til drægtige søer. Meddelelse nr. 181, Landsudvalget for Svin.
[8] Bekendtgørelse om beskyttelse af svin. Bekendtgørelse nr. 17 af 20. januar 2016.
[9] Landbrugets Rådgivningscenter (1993): Indretning af stalde til Svin. Tværfaglig rapport.
[12] Pedersen, Marie Louise & Hansen, Claus (2013). Effekt af reduceret 5-punkts-plan. Meddelelse nr. 967, Videncenter for Svineproduktion, Den Rullende Afprøvning. 

Grisens sexualadfærd er relateret til brunst, parring og drægtighed herunder samspil mellem orne og so før, under og efter bedækning. Den seksuelle adfærd, der sikrer, at parringen kan finde sted, omfatter kurtisering og selve parringen. Parringen skal afpasses, så pattegrisene fødes på den årstid, hvor der er de bedste betingelser for, at de overlever.

I naturen er ornen kun i kontakt med søerne i parringssæsonen, det vil sige november til december, hvor de fleste parringer finder sted. I den varmeste periode af året kommer vildsvin ikke i brunst [1].

Tamsvin under frie forhold bliver derimod brunstige igen efter fravænning. De kan derfor få lige så mange kuld om året, som grise der er opstaldet indendørs [2].

Brunst og drægtighed er påvirket af lysets intensitet og længde. Lys har indflydelse på udskillelsen af forskellige hormoner, som påvirker brunstens start og varighed, opretholdelse af drægtighed og ornens sædproduktion og springvillighed [3].

Hos tamsvin er søerne den mest opsøgende part. Undersøgelser viser, at en brunstig so aktivt opsøger en moden orne ud fra dens lugt. En orne er derimod ikke instinktivt i stand til at skelne mellem lugten af en brunstig so og en ikke-brunstig so, hvilket den dog lærer efterhånden, som den bliver mere erfaren [1].

Søernes brunst indledes med stærkt forøget aktivitet og rastløshed samt nedsat appetit. Samtidigt er soens kønslæber er opsvulmede, røde og slimafsondrende. Forbrunsten er kendetegnet ved soens øgede aktivitet, agtpågivenhed og nervøsitet over for forstyrrelser. Søer i forbrunst er desuden tilbøjelige til at springe på andre søer. Det er primært store dominerende søer der springer på små lavt rangerede søer. Under frie forhold kurtiserer orne og so hinanden. Kurtiseringsadfærden tjener til at øge den seksuelle motivation hos især soen, som i de indledende faser af parringen er tilbøjelig til at afvise ornen og være aggressiv. Adfærden består af gensidig snus til især hoved-, lyske- og haleregion. Mens ornen snuser og puffer til soen, smasker han sit spyt til skum og udsender specielle rytmiske lyde også kaldet kurtiseringssangen [1], [2].
 
Brunsten erkendes dels ud fra kønslæbernes ændrede karakter samt ved, at soen er urolig, har nedsat appetit, urinerer hyppigt og udstøder brummende lyde. Under den egentlige brunst er soen modtagelig for bestigning af ornen og andre søer. Efter gentagne forgæves bestigningsforsøg fra ornen indtager soen ståposituren med helt stive ben, strittende ører og stift blik, så bedækningen kan gennemføres [1].

Figur 1. Bedækningen kræver, at der er plads til ornens og soens bevægelser, samt at underlaget er fast (foto: Mogens Rimm, billede nr. 8732)

Orners motivation, aktivitet og bedækningsvillighed øges ved syn og lugt af andre orner samt bedækninger.

Sexualadfærd - betydning for produktion

Lyset påvirker i høj grad sexualadfærden. Det er derfor vigtigt, at der er nok lys i løbeafdelingen, dvs. minimum 100 lux i soens opholdszone [3]. Bekendtgørelse 17, § 8 om beskyttelse af svin, kræver desuden, at svin holdes i en belysning, der følger en 24-timers rytme og har sammenhængende perioder på mindst 8 timer pr. dag med henholdsvis lys og mørke. Lyset skal have en lysintensitet på mindst 40 lux. [8]. I løbestalde anbefales det, at der er en lysintesitet på mindst 100 lux i dyrenes opholdszone i 12 timer pr. dag.

Polte har ingen tidligere erfaring med brunst. På det tidspunkt, hvor poltene ønskes i brunst for første gang må fremkaldelsen af brunst derfor stimuleres. Poltene bør flyttes til en sti, hvor de har mulighed for direkte kontakt til en orne. Det er vigtigt, at poltene flyttes væk fra den umiddelbare nærhed af ornen, så snart brunsten indtræder. Fremkaldelse af den første brunst vil bevirke, at brunstcyklusen sættes i gang. Anden brunst fremkommer derfor 3 uger senere. Før anden brunst flyttes poltene atter nær en orne og løbes.

Gruppeopstaldede polte og søer kan komme i brunst samtidig, fordi brunsten hos disse dyr synkroniseres. Samme effekt opnås ved fravænning på samme dag, hvor brunsten fremkommer 4-8 dage senere [1].

Sammenblanding af søer har ofte alvorligere følger i form af skader og øget fosterdødelighed, hvis det sker i implantationsperioden. Kraftig belastning som følge af slagsmål kan forstyrre perioder, der kræver nøje hormonel styring. En kortvarig belastning kan dog virke brunststimulerende. Adfærdsmæssigt er det bedst at blande søerne sammen på et tidspunkt, hvor de er mindre motiverede for at slås, eller hvor det har mindre betydning for kuldstørrelsen. Af hensyn til reproduktionsresultatet er det især vigtigt at undgå rangkampe omkring selve brunsttidspunktet og i implantationsperioden (de første 4 uger efter løbning). Undersøgelser har vist, at både sammensætning af søer umiddelbart efter fravænning og umiddelbart efter løbning medfører øget fostertab. Indtil årsagerne hertil er klarlagt, anbefales det derfor først at sammenblande søer efter, at drægtighedskontrollen er foretaget. Sammenblandinger skal generelt minimeres, så rangordenen etableres og stabiliseres så hurtigt som muligt [2], [5], [6], [7].

Ved bedækning er kommunikationen mellem orne og so afgørende for en velgennemført parring. Løbestier skal være indrettet, således at kurtiseringsadfærden og bedækningen kan finde sted på en fuldstændig og koordineret måde, uden at dyrene kommer til skade. For at mindske soens aggressivitet over for ornen er det som hovedregel bedst at udføre løbningen på ornens territorium dvs. i ornestien eller i en løbesti. Stibunden skal være skridsikker. Desuden skal orne og so have plads til at udføre deres parringsspil og indtage deres naturlige position under bedækning.
Figur 2. Det er vigtigt, at der er gode muligheder for trynekontakt mellem orner og søer, der skal løbes (foto: Brian N. Fisker, billede nr. 377)

Ved kunstig sædoverføring er det en fordel at efterligne flere af elementerne i ornens adfærd. Det kan ske ved at foretage stimuleringer af soen på samme måde, som ornen gør det; tryk og løft i flanken, tryk på soens kryds, stød under soens kønsåbning samt rideprøve, hvor man sætter sig på soens ryg. Brunsten stimuleres desuden ved, at der er en orne foran søerne, som de kan få trynekontakt med. Selve insemineringen bør foretages siddende på soens ryg, mens soens flanke og yver fortsat stimuleres [12].

Fandt du det, du ledte efter?

Tak for din feedback

For at kunne forbedre vores indhold, må du gerne indtaste yderligere detaljer på, hvad du leder efter herunder (valgfrit).

Tak for din feedback

Din indtastning er registreret. Vi evaluerer løbende på feedback fra brugerne.