Vaccination

Vacciner og forsvarsmekanismen

Vacciner kan rekvireres af dyrlæger fra Dianova samt fra apoteker. Det er tilladt besætningsejere at foretage vaccinationer efter dyrlægens anvisning.

Vacciner fungerer alene ved at øge dyrets forsvar eller immunitet mod en bestemt infektion.

Modstandskraften mod infektioner kaldes også immunitet, hvoraf der er to former:

• Uspecifik immunitet
• Specifik immunitet

Uspecifik immunitet består af kroppens almindelige forsvarsreaktioner mod udefra kommende fremmede stoffer og mikroorganismer. Uspecifik immunitet er ikke rettet mod nogen bestemt sygdom, men er en medfødt egenskab, der danner kroppens første barriere mod sygdom.

Specifik immunitet supplerer den uspecifikke immunitet ved at danne modstandskraft mod en bestemt mikroorganisme (f.eks. bakterie eller virus).

Antistoffer

Når kroppens hvide blodlegemer møder noget ukendt som f.eks. en bakterie, et virus, eller en forandring på celler i kroppens overflade, vil blodlegemerne reagere på bestemte dele af det fremmede. De dele af bakterier, virus o.lign., der kan fremkalde sådan en reaktion kaldes antigener.

Når de hvide blodlegemer har mødt antigenerne, oparbejder de en slags hukommelse, og hvis de på et senere tidspunkt atter møder de samme antigener, er de i stand til at danne specifikke antistoffer.

Specifikke antistoffer er en gruppe stoffer, som er i stand til at binde og til dels uskadeliggøre f.eks. bakterier på en måde, så andre af kroppens hvide blodlegemer kan træde til og omdanne eller ligefrem fortære den indtrængende mikroorganisme.

Vacciners virkemåde

Vacciner virker i kroppen på samme måde, som hvis grisen fik den naturlige infektion. Vacciner stimulerer kroppen til at danne et forsvar imod infektionen. Hvide blodlegemer og antistoffer som dannes i kroppen er en del af forsvaret. De dannede hvide blodlegemer og antistofferne reagerer på præcis den infektion, vaccinen er rettet imod.

Vaccinerne indeholder hele bakterier, virus eller de særligt antigene dele af bakterien eller viruset. For eksempel indeholder en vaccine mod almindelig lungesyge de mykoplasmer, som normalt fremkalder sygdommen.

De fleste vacciner, der bruges i svineproduktionen, er dræbte vacciner. De injicerede antigener er aktive i kroppen i relativ kort tid, så det er oftest nødvendigt at vaccinere dyret to gange med mindst 2-3 ugers mellemrum for at sikre at kroppen danner en passende mængde antistoffer. Der kommer dog flere og flere vacciner som kun skal gives én gang f.eks. mykoplasma, ødemsyge og pcv2 vacciner.

Ved første indsprøjtning "lærer" de hvide blodlegemer antigenet at kende og ved anden indsprøjtning provokeres de samme hvide blodlegemer til at danne antistoffer i så stor mængde, at dyret har en passende modstandskraft.

Levende vacciner indeholder det smitstof, der normalt fremkalder sygdommen. Men smitstoffet forekommer i en svækket form, der ikke frembyder nogen risiko for sygdom hos det vaccinerede dyr og ikke medfører, at det vaccinerede dyr smitter andre.

Vaccination af soen

Mange af de vacciner, der bruges til søerne, er for at beskytte hendes afkom. Det gælder f.eks. vaccination mod tarmbrand, colidiarré hos spædgrise og smitsom nysesyge (atrofisk rhinitis). Vaccination af soen gennemføres derfor ikke for at beskytte hende mod den pågældende sygdom, men for at øge indholdet af antistoffer i soens råmælk.

Råmælken indeholder store mængder antistoffer og er livsnødvendig for den nyfødte gris. Når det er så vigtigt, skyldes det, at grisefostre under drægtigheden ikke får overført antistoffer gennem moderkagen. Så den modstandskraft andre dyrearter kan være født med, findes ikke i blodet hos pattegrise. Derfor er det helt afgørende, at de indenfor de første ca. 12 timer efter fødsel får råmælk.

Der er stor variation fra sygdom til sygdom for, hvor længe afkommet er beskyttet af råmælks-antistofferne, men for de fleste bakteriesygdomme drejer det sig om 6-8 uger. For virussygdomme varer beskyttelsen ofte noget længere.

Svigtende effekt af vaccine

Der kan være mange årsager til, at en vaccination ikke virker efter hensigten. Det der primært bestemmer graden af succes er:

• Vaccinationstidspunkt og smittepres.
• Injektionsteknik og håndtering af vaccinerne.
• Svigt i dyrets immunforsvar, der kan have forskellige årsager.
• Forkert diagnose

Hos søerne skal tidspunktet for vaccination sikre den bedst opnåelige koncentration af antistoffer i råmælken. Den første vaccination gives derfor midt i drægtigheden og den anden vaccination 2-3 uger før forventet faring.

Andre modeller kan vælges, men et vaccinationsprogram i en besætning bør altid være det bedste kompromis mellem, hvad der er ønskeligt, og det der er praktisk muligt eller overkommeligt.

Et vaccinationsprogram, der ikke passer ind i besætningens øvrige arbejdsrutiner, vil altid være i fare for ikke at blive overholdt, hvilket kan have konsekvenser for besætningens sundhed.

I nogle situationer kan vaccinens effekt synes dårlig, hvis smittepresset i stalden er for højt. Der er en balance mellem mængden af antistoffer og den mikroorganisme, de er rettet mod. Er smittetrykket mod en sygdomsfremkaldende mikroorganisme meget højt, kan antistofferne ikke ”holde stand” mod angrebet, og grisen udvikler sygdom trods regelret vaccination. Dette kan f.eks. ses ved opstart af et vaccinationsprogram.

Injektionsteknik og håndtering af vaccinerne er også af stor betydning for effekten af et vaccinationsprogram. Hvis vaccinen ikke deponeres det rigtige sted i kroppen, bliver virkningen usikker, det gælder f.eks. hvis vaccinen indsprøjtes i fedtvæv. Vacciner - som primært indeholder stoffer af proteinnatur - er meget følsomme for ydre påvirkninger. Derfor er det afgørende, at vaccinerne opbevares korrekt, dvs. ved den rigtige temperatur (normalt 2-8 °C) og i rene omgivelser.

Der kan være andre grunde til svigtende effekt af vacciner. Der er dyr, der giver et utilstrækkeligt antistofsvar, trods korrekt vaccinationsteknik.

En korrekt diagnose

Den rette diagnose er en væsentlig faktor for at opnå effekt af en given vaccination.

Det er vigtigt, at de problemer, man ønsker at vaccinere imod, er grundigt beskrevet, så der er den bedst mulige sikkerhed for, at den valgte vaccination kan betale sig.

Forsikringsvaccination

Vaccination mod fx knuderosen (rødsyge), smitsom fosterdød (PPV) og tarmbrand regnes af mange for såkaldte forsikringsvaccinationer. Det skyldes, at de tre nævnte sygdomme alle er udbredt i danske svinebesætninger, og et udbrud af dem kan have særdeles store omkostninger. Derfor vælger mange at vaccinere mod de tre sygdomme, også selvom de ikke er set som et problem i besætningen i mange år.

Ophør med vaccination

Det kan medføre store omkostninger at ophøre med et vaccinationsprogram fra den ene dag til den anden. For at sikre sig mod et større sygdomsudbrud er det hensigtsmæssigt i første omgang f.eks. at undlade vaccination af et helt eller et halvt ugehold, for derefter at fortsætte vaccination indtil de uvaccinerede grises forløb er kendt.

For sovaccinationernes vedkommende vil ophør med brug af vaccinen til et eller flere hold ældre søer være en passende prøveklud. For en del af sovaccinationerne er det uklogt at ophøre med vaccination af de nye avlsdyr, hvorimod det ofte ikke er nødvendigt at vaccinere ældre søer.

Kort om brug af vacciner

Alle vacciner skal gives under huden eller i muskulaturen. Omryst vaccinen grundigt før brug. Det er vigtigt, at vaccinen ikke bliver sprøjtet ind i fedtlaget, da det giver en dårlig effekt af vaccinen - og dermed risiko for udbrud af sygdommen.

Vaccinen skal opbevares med 2-8 °C i køleskab.

Ved brug af vacciner, skal der være en god hygiejne.

Vaccinationsteknik

Det er en fordel at følge nedenstående vaccinationsteknik:

1. Vask hænder og håndter vaccinen hygiejnisk.
2. Vaccinér kun raske dyr.
3. Bland ikke forskellige vacciner.
4. Omryst vaccinen grundigt før brug.
5. Sæt en ny engangskanyle i vaccinens gummiprop. Kanylen anvendes alene til at trække vaccinen op i sprøjten og fjernes efter brug.
6. Sprøjten skal være ren og uden rester af anden medicin eller desinfektionsmidler.
7. Anvend en ny engangskanyle til vaccination. Kanylen til søer/gylte bør være kraftige, f.eks. 1,6 × 38 mm.
8. Vaccinen skal indsprøjtes bag øret på grænsen mellem den løse, foldede hud og den stramme hud samt dybt i halsmuskulaturen.
9. Følg dyrlægens anvisning af vaccinationstidspunkt og dosis.

Vaccinationsprogrammer

Blandt de mange vacciner der er til rådighed, er der vacciner, der anbefales anvendt i alle større sobesætninger som f.eks. PPV-vaccine, tarmbrand- og rødsyge-vaccine. Dels er der vacciner, der normalt kun anvendes for at imødegå et stigende infektionspres i besætningen, f.eks. ved transportsyge (Glässers syndrom) og coli-infektion.

Et vaccinationsprogram skal altid tilpasses den enkelte besætnings behov. Det afhænger bl.a. af besætningens sygdomsproblemer, besætningsstørrelse, staldforhold, indkøbsmønster samt af den enkelte besætningsejers ønske om sikkerhed mod uventede sygdomsudbrud og økonomiske overvejelser.

Vaccinationsprogrammet skal altid tilrettelægges i samarbejde med den praktiserende dyrlæge.

Vacciner på det danske marked

Der findes en lang række vacciner på det danske marked. Hvilke vacciner der er aktuelle i den enkelte besætning aftales med besætningens praktiserende dyrlæge.