Opdateret 2. maj 2018

Antibiotikapraksis

Antibiotika er medicin, som kan uskadeliggøre bakterier ved at dræbe dem eller ved at hæmme deres vækst.

Antibiotika bruges til behandling af sygdomme, som skyldes bakterier. Antibiotika har således ingen virkning mod virus. Stofferne fremstilles ud fra forskellige svampe eller er syntetisk fremstillet ud fra kemiske stoffer.

Valg af antibiotika

Dyrlægen vurderer hvilke antibiotika, der skal bruges i en besætning. Det er kun tilladt at bruge antibiotika, som dyrlægen har ordineret. Du må gerne selv foretage behandlingen med antibiotika, men det skal ske efter din dyrlæges instruktioner.

Dyrlægen skal instruere dig i de kliniske symptomer, der er ved hver enkelt sygdom, så du kan stille den rette diagnose før behandling.

Dyrlægen skal desuden:

  • Instruere om hvilket antibiotikum, der skal bruges mod hver enkelt sygdom
  • Angive dosis
  • Angive hvor mange dage, der skal behandles
  • Angive hvor mange gange om dagen, der skal behandles
  • Instruere i, hvordan der korrekt føres fortegnelser over forbruget at antibiotikum.
  • Rådgive om, hvilke tiltag der bør gøres for at forebygge sygdommen.

Det er vigtigt at der i besætningen føres nøje registreringer over, hvilke dyr der behandles med antibiotikum. Du skal føre registrering over:

  • Dato
  • Hvilke og hvor mange dyr, der er behandlet (entydig identifikation) eller, hvis dette ikke er muligt
  • Antal, anslået vægt, sti eller staldafsnit eller tilsvarende opdeling)
  • Årsag til behandlingen
  • Hvilket antibiotika, der er anvendt
  • Dosering af antibiotika og hvordan dette er indgivet
  • Hvem, der har udført behandlingen

Du skal gemme disse registreringer i 5 år.

Når dyrlægen skal træffe det rette valg af antibiotika, er der en række forhold der har betydning for valget:

  • Hvilken sygdom der skal behandles
  • Bakteriens følsomhed over for antibiotikummet
  • Antibiotikummets optagelse og fordeling i dyrets krop
  • Antibiotikummets virkningstid
  • Om der skal behandles ved injektion eller gennem foder/vand
  • Tilbageholdelsestiden (tiden der skal gå fra endt behandling til dyret må slagtes)
  • Forhold vedrørende risikoen for udvikling af resistens.

Typer af antibiotika

Alle de antibiotika, der anvendes hører til én af otte grupper:

  • Beta-lactamer
  • Polymyxiner
  • Tetracykliner
  • Aminoglycosider
  • Makrolider
  • Lincosamider
  • Sulfonamider
  • Pyrimidiner

Bakteriers følsomhed for antibiotika

 

Figur 1. Indirekte bestemmelse af MIC-værdi (billednr. 5758)

Den mindste koncentration af et antibiotikum, som er i stand til at hæmme væksten af en bakterie, kalder man for MIC-værdien (se figur 1). MIC-værdien er et udtryk for, hvor følsom bakterien er over for et givet lægemiddel. Jo lavere værdien er, jo mere følsom er bakterien.

En bakteries følsomhed over for et antibiotikum kan bestemmes på laboratoriet enten ved direkte eller indirekte MIC-bestemmelse.

Ved direkte MIC-bestemmelse dyrkes bakterien i en stribe specielle reagensglas med forskellige koncentrationer af antibiotikum. MIC-værdien er lig med den laveste antibiotikakoncentration, der kan hæmme bakteriens vækst i glasset. Metoden er mere præcis men tager også længere tid end den indirekte metode.

Den indirekte måde at bestemme MIC-værdien på kaldes tabletmetoden (figur 1). På laboratorierne bliver metoden efterhånden erstattet af den direkte MIC-bestemmelse, men den vil formentlig fortsat blive brugt i dyrlægepraksis.

Man udsår en bestemt mængde af de rendyrkede bakterier på en blodagarplade. Herefter lægges en række tabletter ud på pladen. Hver tablet indeholder et bestemt antibiotikum. I løbet af et døgn vokser de udsåede bakterier frem på blodagarpladen. Men hvis bakterien er følsom over for antibiotikummet i en tablet, vil der være et område rundt om tabletten, hvor bakterien ikke kan vokse. Dette område kaldes for hæmningszonen. Størrelsen af hæmningzonen kan bruges som et mål for, hvor følsom bakterien er over for det pågældende antibiotikum.

Hvis bakterien er følsom, kan man anvende den anbefalede dosering af det pågældende antibiotikum. Hvis bakterien kun er moderat følsom over for et antibiotikum, bør der som regel vælges et andet præparat. Hvis bakterien er resistent, skal der naturligvis vælges et andet antibiotikum.

Ved behandling af et sygt dyr, skal der indgives netop så meget antibiotikum, at det angrebne væv opnår en koncentration over bakteriens MIC-værdi i tilstrækkelig lang tid. Denne koncentration af antibiotikum skal opretholdes indtil bakterierne er uskadeliggjorte. For at den nødvendige dosis og behandlingstid kan fastsættes, skal man altså kende:

  • Bakteriens MIC-værdi
  • Antibiotikummets optagelse og fordeling i kroppen og dets udskillelse af kroppen.

En undersøgelse af bakteriernes MIC-værdi (resistensbestemmelse) kan tage op til 1 uge. Indtil laboratoriesvaret foreligger, må man vælge et antibiotikum ud fra en erfaring om, hvad der plejer at være effektivt ved den pågældende sygdom.

Behandlingsvejledning

Du kan bruge Fødevarestyrelsens antibiotikavejledning til at få hjælp til, hvilket antibiotikum der skal bruges.

Antibiotisk spektrum

Udtryk som bredspektret og smalspektret antibiotika anvendes ofte.

Et smalspektret antibiotikum hæmmer eller dræber kun et begrænset antal arter af bakterier. Et bredspektret antibiotikum kan derimod angribe et stort antal vidt forskellige bakterier. Nogle har endda effekt over for mycoplasmer.

Antibiotikas virkemåder

Figur 2. Skematisk gengivelse af en bakteriecelle med de  forskellige celledele, der kan angribes af antibiotika 
(Efter P. Høgedal og P. Schiønning, billednr. 7025)

Antibiotika kan angribe forskellige livsnødvendige processer i bakteriecellen, se figur 2.

  • Beta-lactam gruppen påvirker dannelsen af bakteriens cellevæg 
  • Polymyxiner angriber cytoplasma-membranen 
  • Tetracykliner, aminoglycosider, makrolider og lincosamider indvirker på dannelsen af protein, der er nødvendig for bakteriens vækst 
  • Sulfonamider, pyrimidiner og quinoloner påvirker DNA-syntesen 

I tabel 1 er vist et eksempel på antibiotikas virkning over for de forskellige grupper af bakterier. Ved valg af antibiotikum skal man vælge det mest smalspektrede, der har virkning over for den pågældende sygdom. Herved undgår man bedst resistensudvikling.

Tabel 1. Virkningen af forskellige antibiotika over for de forskellige grupper af bakterier



Strep-

tokok

Stafy-

lokok

Erysipe-

lotrix

Spiro-

chæter

E.

coli

Actinoba-

cillus

Hæmo-

filus

Pasteu-

rella

Borde-

tella

Law-

sonia

Myco-

plasmer

Streptomycin

x

x

x

 

(x)

x

x

x

x

 

 

Neomycin

 

 

 

 

x

 

 

 

 

 

 

Gentamycin

 

 

 

 

x

 

 

 

 

 

 

Apramycin

 

 

 

 

x

 

 

 

 

 

 

Spectinomycin

 

 

 

(x)

x

 

 

 

 

(x)

x

Penicillin

x

(x)

x

 

 

x

x

x

x

 

 

Ampicillin

x

x

x

 

x

x

x

x

x

 

 

Amoxillin

x

x

x

 

x

x

x

x

x

 

 

Ceftiofur

x

x

x

 

 

x

x

x

x

 

 

Tylosin

 

 

 

x

(x)

 

 

 

 

x

x

Tiamulin

(x)

(x)

 

x

 

x

x

x

 

x

x

Lincomycin

 

 

 

 

 

 

 

 

 

x

x

Colistin

 

 

 

 

x

 

 

 

 

 

 

Enrofloxacin

(x)

x

 

 

x

x

x

x

 

 

 

Sulfa

x

x

 

 

x

x

x

x

x

 

 

Trimethoprim

x

x

 

 

x

x

x

x

x

 

 

Oxy-/Chlortetracyklin

x

x

x

 

x

x

x

x

x

x

x

Samtidig brug af flere antibiotika

Ved at behandle et dyr med to forskellige antibiotika samtidigt, kan man opnå enten en bedre eller en ringe-re virkning end ved at bruge de samme præparater hver for sig:

  • Stærkt forbedret virkning (synergisme) 
  • Forbedret virkning (additiv) 
  • Ringere virkning (antagonisme) 

Nogle typer af antibiotika kan med fordel kombineres, da det medfører en bedre virkning. Andre typer anti-biotika bør aldrig kombineres med hinanden, da det medfører en ringere virkning.

Det er derfor vigtigt at dyrlægens instruktioner følges. Flere antibiotika bør aldrig anvendes til samme dyr uden dyrlægens anvisning. Sammenblanding medfører risiko for nedsat effekt af behandlingen. Der er des-uden en øget risiko for skader på injektionsstedet.

Kombinationspræparater anvendes ofte til behandling af svin:

  • Penicillin + dihydrostreptomycin er velkendt til behandling af ledbetændelser hos smågrise.
  • Sulfonamider + trimethoprim anvendes til fx fravænningsdiarré og blærebetændelser hos søer.
  • Lincomycin + spektinomycin bruges bl.a. til mycoplasmainfektioner i lunger og led. 

Optagelse, fordeling og udskillelse

Hvis et lægemiddel indsprøjtes i musklen (intramuskulært), optages det forholdsvis hurtigt i blodet. Den ønskede koncentration opnås oftest i løbet af 15 minutter til 1 time. Ved akut sygdom, hvor dyrene har feber og eventuelt nedsat ædelyst, er det nødvendigt at anvende intramuskulær injektion. Hermed sikres en hurtig optagelse og en høj koncentration af lægemidlet i blodbanen. Det ønskes fx ved udbrud af lungesyge blandt slagtesvin. 

Et lægemiddel der indgives gennem munden (peroralt), virker hurtigt lokalt mod bakterier i mavetarmsystemet. Hvis lægemidlet skal virke andre steder i kroppen, skal man påregne at det først skal optages gennem tarmslimhinden til blodet. Det tager gerne flere timer, og koncentrationen af lægemidlet i dyrets krop bliver lavere end ved indsprøjtning. Foder- og vandmedicinering kan kun anvendes, så længe dyrene æder og drikker tilstrækkeligt. 

Når lægemidlerne er optaget til blodbanen, skal de fordeles ud i de syge væv. De forskellige antibiotika fordeler sig ikke ens i vævene. Antibiotikummets fordeling i kroppen har betydning for valget af antibiotikum. Hvis man f.eks. skal behandle lungebetændelse, er det en fordel at vælge et antibiotikum, som især giver høj antibiotikakoncentration i lungerne. I væv med lav blodgennemstrømning er det svært at få fordelt lægemidlet. Det gælder fx i led med kroniske forandringer og ved bylddannelser i vævet.

Antibiotika nedbrydes i leveren og udskilles gennem nyren eller via galden. Antibiotika kan desuden udskilles med mælken. Nogle antibiotika kan udskilles gennem nyren og kan opkoncentreres i nyre og blære. Dette udnyttes ved behandling af nyrebækken- og blærebetændelse hos søer.

Hvor hurtigt udskillelsen går, afhænger af lægemidlets kemiske sammensætning, dyrearten og egenskaber hos det enkelte dyr. Dyr med nedsat lever- eller nyrefunktion nedbryder og udskiller lægemidlerne langsommere end raske dyr. Den tid, det tager at fjerne halvdelen af den til enhver tid værende koncentration af antibiotikum i blodplasmaet, kaldes halveringstiden. Halveringstiden for de forskellige antibiotika varierer fra ½ til 8 timer. Jo længere halveringstid, jo lettere er det at opretholde en høj koncentration af antibiotika i kroppen, og jo færre daglige behandlinger er nødvendige.

Behandlingstid

Nogle lægemidler udskilles så hurtigt, at det er nødvendigt med behandling to til tre gange i døgnet for at opretholde en tilstrækkelig høj koncentration af stoffet i vævene. Det gælder fx penicilliner. Andre lægemidler har forlænget virkningstid. Det betyder, at de kun skal indgives hver anden eller tredje dag.

For tiden er der langtidsvirkende produkter på markedet, der indeholder penicillin, amoxycillin, tetracykliner, macrolider og cephalosporiner. De fleste af de antibiotika, vi anvender i praksis, skal dog indgives én gang i døgnet.

Den nødvendige behandlingstid er kortest ved injektion. Behandler man med korrekt dosis, er tre døgns behandling tilstrækkeligt i de fleste tilfælde. Men der er stor forskel fra sygdom til sygdom og fra dyr til dyr. Eks. ved ledinfektioner kan det være nødvendigt med behandling ud over de tre dage. Endelig kan det blive nødvendigt med flere dages behandling, hvis behandlingen påbegyndes sent i sygdomsforløbet.

Hvis det valgte antibiotikum har den ønskede effekt, vil dyret allerede få timer efter første behandling få det bedre. Feberen vil falde, og dyret vil begynde at se mere frisk ud. Symptomer som pusten og diarré vil dog oftest vedvare 1-2 døgn, hvorefter grisen skal være symptomfri. Ledbetændelser er ofte sværere at kurere. Den værste hævelse svinder ofte efter 1-2 døgns behandling, men grisen kan være halt i op til en uge.

Ved medicinering i foder eller vand vil en længere behandlingstid tit være påkrævet. Hvor lang tid afhænger igen af, hvilken sygdom der ønskes behandlet. Fravænningsdiarré behandles typisk 3-5 dage, mens regio-nal tarmbetændelse kræver fra en op til tre ugers behandling.

Det er vigtigt, at man har aftalt med dyrlægen:

  • Hvor mange døgn man skal behandle
  • Hvor mange gange i døgnet man skal behandle 

Tilbageholdelsestid

For alle antibiotika er fastsat, hvor lang tid der skal gå fra sidste behandling til slagtning. Tilbageholdelsestiden er bestemt af, hvor hurtigt lægemidlet bliver optaget og udskilt fra kroppen. For det samme antibiotikum kan tilbageholdelsestiden være forskellig, afhængig af, om det er indgivet gennem munden eller ved injektion. Fx er slagtefristen for tiamutin indgivet via foder eller vand seks døgn, medens den er 30 døgn efter injektion.

Tilbageholdelsestiden er fastlagt ud fra den anbefalede dosis af det pågældende antibiotikum. Hvis man giver en større dosis end anbefalet, bliver tilbageholdelsestiden forlænget. Overdosering kan derfor resultere i, at der findes antibiotikarester i dyret ved slagtning, selvom man tilsyneladende har overholdt de fastsatte tilbageholdelsestider. For lav dosering ændrer ikke ved tilbageholdelsestiden. I øvrigt skal underdosering undgås, da virkningen af medicinen forringes, og risikoen for resistens øges.

Bivirkninger

Når antibiotika anvendes korrekt, ses der normalt ikke bivirkninger. 

Da mange stoffer er meget vævsirriterende, ses hyppigt injektionsskader. Nogle produkter er særligt slemme til at give bylder, fx tetracykliner. Jo større mængder, der sprøjtes på samme sted, jo større skader. Det er årsagen til, at der på nogle lægemidler står anført en maksimumsgrænse for den mængde, der må indsprøjtes på samme sted. Det gælder fx tetracykliner.

Resistens

Ved antibiotikaresistens forstår man, at en bakterie er blevet resistent (modstandsdygtig) over for et givet antibiotikum. Bakterien kan på flere måder forsøge at modarbejde et antibiotikum.

Det er vigtigt at begrænse udviklingen af resistens mest muligt, sådan at vi også i fremtiden har antibiotika, som er effektive i behandlingen af både dyr og mennesker. Derfor er følgende vigtigt:

  • Brugen af antibiotika skal begrænses mest muligt. Forebyggende behandlinger skal undgås 
  • Kun klinisk syge dyr med en sikker diagnose skal behandles. Dog kan der flokmedicineres, når dyrlægen har vurderet, at alle dyr i flokken er i risiko for at blive syge. 
  • Dosis skal tilpasses bakteriens følsomhed (MIC-værdi) 
  • Behandlingen skal gives med passende intervaller, så dosis opretholdes, indtil bakterieinfektionen er slået helt ned. 
  • Man skal altid følge dyrlægens anvisning for dosis og behandlingshyppighed 
  • Dyrets vægt skal skønnes rigtigt, så dosis hverken bliver for høj eller for lav

Derudover er der flere andre ting der skal overholdes for at sikre korrekt medicinering af det enkelte dyr, herunder korrekt opbevaring af medicinen, korrekt opblanding i foder eller vand; eks. blanding af stamopløsning.

Antibiotika på markedet

På det danske marked er der en lang række antibiotika. Dyrlægen anviser, hvilket præparat, der skal bruges til hvilken sygdom. Dyrlægens anvisninger om fx. dosis, længde af behandlingen og tilbageholdelsestid skal altid følges.

Der er ikke længere et fastprissystem på veterinærmedicin i Danmark. Spørg derfor din dyrlæge om priser og pakninger.

Fandt du det, du ledte efter?

Tak for din feedback

For at kunne forbedre vores indhold, må du gerne indtaste yderligere detaljer på, hvad du leder efter herunder (valgfrit).

Tak for din feedback

Din indtastning er registreret. Vi evaluerer løbende på feedback fra brugerne.