Opdateret 19. september 2011

Rystesyge / Congenital tremor

Rystesyge forekommer over hele verden, men med en lav hyppighed. Man ser sygdomme lejlighedsvis hos nyfødte pattegrise.

Rystesyge, også kaldet congenital tremor, er en sygdom, der optræder lejlighedsvist hos nyfødte pattegrise.

Sygdommen er karakteriseret ved hyppige sammentrækninger af skelletmuskulaturen, hvilket resulterer i, at grisen ryster eller sitrer.

Sygdommen er formentlig udbredt over hele verden [1].

Udvikling, udbredelse og betydning

Rystesyge forekommer over hele verden men med en lav hyppighed. Alle racer og krydsninger kan formentlig angribes. Tilsyneladende forekommer lidelsen hyppigere i gyltekuld end i kuld fra ældre søer.

Sygeligheden kan variere fra den ene besætning til den anden. Forløbet strækker sig som regel over 1 uge op til 2 måneder. I nogle besætninger ses kun symptomer hos enkelte grise i få kuld, medens andre besætninger kan opleve lidelsen hos mange grise i mange kuld. Det er sjældent at se rystesyge i den efterfølgende faring, og det er sjældent, at sygdommen medfører vedvarende problemer i besætningen.

Symptomer

Det mest karakteristiske symptom på rystesyge er hyppige sammentrækninger af skelletmuskulaturen. Sammentrækningerne optræder allerede ved fødslen eller eventuelt kort tid efter fødslen. Nogle grise kan dog være flere dage gamle, inden de viser symptomer.

Muskelsammentrækningerne kan variere i hyppighed og styrke.

Milde symptomer:

  • Muskelsitren hen over hoved, flanke og bagpart
  • Nedstemthed
  • Eventuelt symptomer på svømmere.

I alvorlige tilfælde:

  • Voldsomme muskelsammentrækninger, så grisen næsten foretager hoppende bevægelser, og ofte vil den have svært ved at rejse sig eller stå.

Når grisene sover, er de oftest symptomfrie.

Forløbet varierer. Oftest aftager symptomer i løbet af 1 måned. I de alvorlige tilfælde dør grisene dog af sult, idet de ikke er i stand til at patte, eller de bliver lagt ihjel.

Obduktion

Rystesyge giver ingen makroskopiske forandringer i kroppen, men på celleniveau, mikroskopisk, kan ses en reduceret myelinisering i centralnervesystemet - især i rygmarven.

Diagnose

Diagnosen på rystesyge baseres udelukkende på de kliniske symptomer, sygdommens forløb og på udelukkelse af andre årsager. Mikroskopiske undersøgelser af væv fra centralnervesystemet kan være en hjælp.

Håndtering

Sygdommen kan skyldes et smitstof, så forebyggelsen skal tilrettelægges i overensstemmelse hermed.

Drægtige søer bør derfor aldrig komme i kontakt med kuld, hvor der har været symptomer på rystesyge.

Indkøbte avlsdyr bør kun sættes ind i besætningen efter en passende lang karantæneperiode.

Da kroniske smittebærere ikke kan udelukkes, bør orner og polte aldrig udvælges fra kuld, hvor der har været symptomer på rystesyge.

En specifik behandling af rystesyge findes ikke. Symptomerne aftager som regel hurtigt, så det gælder om at passe de angrebne grise med stor omhu. Grisene skal holdes tørre og varme, og man skal undgå enhver stress-påvirkning, idet sådanne kan udløse rystesygen.

Velfærdsvurdering

Rystesyges betydning for grisens trivsel afhænger af graden af symptomer. Ved udtalt rystesyge kan grisen ikke selv optage mælk, og den skal omgående aflives. Lettere grader overvåges nøje især mht. mælkeoptagelse og belastningsskader. Aftager rystesygen ikke, skal grisen aflives.

Økonomisk betydning

Da sygdommen kun forekommer spredt, er den økonomiske betydning lille.

Referencer

[1]

Edwards, M.J. & Mulley, R.C. (1999). Diseases of Swine. 8.th edition. Straw, B.E., D`Allaire, S., Mengeling, W.L. & Taylor, D.J. (Ed). Blackwell Science (publ.): 700.

Fandt du det, du ledte efter?

Tak for din feedback

For at kunne forbedre vores indhold, må du gerne indtaste yderligere detaljer på, hvad du leder efter herunder (valgfrit).

Tak for din feedback

Din indtastning er registreret. Vi evaluerer løbende på feedback fra brugerne.