Det mest karakteristiske symptom på rystesyge er hyppige sammentrækninger af skeletmuskulaturen. Sammentrækningerne optræder allerede ved fødslen eller eventuelt kort tid efter fødslen. Nogle grise kan dog være flere dage gamle, inden de viser symptomer.

Muskelsammentrækningerne kan variere i hyppighed og styrke.

Milde symptomer:

• Muskelsitren hen over hoved, flanke og bagpart
• Nedstemthed
• Eventuelt symptomer på svømmere

I alvorlige tilfælde:

• Voldsomme muskelsammentrækninger, så grisen næsten foretager hoppende bevægelser og ofte vil have svært ved at die, rejse sig eller stå

Når grisene sover, er de oftest symptomfrie.

Forløbet varierer, dog aftager symptomerne oftest i løbet af en måned. I alvorlige tilfælde bliver de lagt ihjel eller dør af sult, idet de ikke er i stand til at die.

Rystesyge giver ingen makroskopiske forandringer i kroppen men i stedet på celleniveau, og rent mikroskopisk er det muligt at se en reduceret myelinisering i centralnervesystemet, især i rygmarven.

Det er ofte muligt at påvise et virus kaldet Atypisk Porcin Pestivirus, APPV [2], i blodet fra danske rystegrise. Det lader i øvrigt til, at rystegrisene smitter alle andre grise med APPV ved fysisk kontakt [3], som på trods af infektionen dog ikke får rystesyge. Denne virus er påvist i både serum, fæces, spyt, præputium sekret, sæd og cerebrospinalvæske [4,5,6].

Rystegrise opstår formentlig, hvis avlsdyr med APPV bliver drægtige, eller hvis raske avlsdyr er drægtige og bliver smittet med APPV og overfører virus til deres fostre [6].  

Diagnosen på rystesyge baseres udelukkende på de kliniske symptomer, sygdommens forløb og udelukkelse af andre årsager.

APPV kan ofte påvises i blodprøver fra rystegrise. Disse udtages i samarbejde med besætningsdyrlægen, som indsender blodprøverne til diagnostik på DK-VET.

Mikroskopiske undersøgelser af væv fra centralnervesystemet kan også være en hjælp [4,5,7].

Rystesygen kan inddeles i to basistyper; A og B [10].

Type A indeholder tilfælde af rystesyge med forandringer i hjernen eller rygmarven [11]. Mens indeholder type B alle andre tilfælde, hvor der ikke umiddelbart kan findes ændringer med de nuværende tilgængelige teknikker [11].

Type A omfatter fem kategorier, hvoraf to er arvelige, to stammer fra virusinfektioner [12], og den sidste er forårsaget af forgiftning med Neguvon [13] (ormemiddel) i fosterstadiet.

• Type A I’s forekomst skyldes en specifik virusstamme af Klassisk Svinepest [12]. Denne type er meget alvorlig og derfor en anmeldepligtig sygdom.
• Type A II er relateret til den omtalte APPV.
• Type A III er arvelig og forårsages af et enkelt kønsbundet recessivt gen [12,14]. Denne type vil derfor vise sig i halvdelen af alle ornegrise efter en so, der er bærer, uanset hvilken orne de er løbet med [12].
• Type A IV er ligeledes arvelig men forårsages af et enkelt ikke-kønsbundet recessivt gen, hvorfor den forekommer hos dyr af begge køn [12]. Denne type er indtil videre kun fundet hos Saddleback-grise [12].
• Type A V er karakteriseret ved en underudvikling af lillehjernen hos de berørte grise og forårsages af Neguvon-forgiftning til søer i perioden omkring dag 45 til dag 63 i drægtigheden [13].

En specifik behandling af rystesyge findes ikke. Symptomerne aftager som regel hurtigt, så det gælder om at passe de angrebne grise med omhu.

Grisene skal holdes tørre og varme, og du skal undgå enhver stresspåvirkning, idet sådanne kan udløse rystesygen.

Grisen danner efter smitte med APPV et langvarigt og højt niveau antistoffer imod APPV. Disse menes at beskytte dem imod fremtidige infektioner [3].

Antistofdannelsen bør anvendes til at skabe en generel besætningsimmunitet iblandt avlsdyrene, så poltene hverken er naive omkring løbning eller først bliver introduceret for smitte med APPV i drægtigheden [3,8]. Således bør indkøbte avlsdyr gå sammen med tidligere kendte rystegrise lang tid før inseminering.

Rystesyge forekommer over hele verden men med en lav hyppighed [1]. Alle racer og krydsninger kan formentlig angribes. Tilsyneladende forekommer lidelsen hyppigere i gyltekuld end i kuld fra ældre søer.

Hvor meget pattegrisene ryster kan variere mellem besætninger. Forløbet strækker sig som regel over én uge op til halve år. I nogle besætninger ses kun symptomer hos enkelte grise i få kuld, medens andre besætninger kan opleve lidelsen hos mange grise i mange kuld. 

Hvis pattegrisene ryster så meget, at de har problemer med at die, kan det give anledning til forøget pattegrisedødelighed. Udenlandske studier har vist en dødelighed på 46 % i rystegrise sammenlignet med 12,7 % i pattegrise uden symptomer [9].