Leptospirose - klassisk

Årsag

Årsagen til leptospirose er bakterier, der kaldes leptospirer. Der findes over 300 forskellige typer. Hver type kaldes en serovar (var = variant), der samles i cirka 30 serogrupper. Leptospirer er tynde og skrueformede. De er naturligt tilknyttet én eller flere dyrearter, men kan smitte andre dyrearter, hvilket kan resultere i alvorlige sygdomstilfælde. Leptospirer udskilles med urinen og smitter via munden. De tåler ikke udtørring.

Tabel 1 angiver hvilke leptospira typer, der forekommer i hvilke dyrearter og hvor henne i Danmark.

Tabel 1. Nogle Leptospira-serovarer med betydning for svin

Overgangen til løsdriftssystemer har således øget såvel leptospirernes muligheder for at smitte fra dyr til dyr, som mulighederne for at overleve i miljøet.

Infektionen medfører abort eller fødsel af dødfødte og svagfødte grise [1].

Udvikling, udbredelse og betydning

Leptospirerne udskilles med urin og sæd og kan kun overleve på fugtige steder. Smittede dyr kan udskille leptospirer igennem lang tid. Leptospirerne optages via munden, igennem rifter i huden og via børen.

Ved optagelse spredes leptospirerne via blodet til nyrer, lever og kønsorganer, og smitter via urin, aborterede fostre og sæd. Udbredelsen af leptospirose er afhængig af værtsdyrenes udbredelse

Leptospirerne har hver deres naturlige vært i den vilde natur. Når smittede dyr kommer ind i besætningen, kommer smitten med ind i besætningen.

Søerne smittes ved at indtage vand, der er forurenet med det smittede dyrs urin, eller ved at være i kontakt med (fx ved at æde) et smittet dyr.

Leptospirose er den mest udbredte zoonose i verden (zoonoser smitter fra dyr til mennesker). Men den er mest udbredt i varme fugtige områder. I Danmark ses 3-4 tilfælde hos mennesker årligt, hyppigst med Leptospira icterohaemorrhagiae, hvor det er rotten, som er smittekilden. [3]

Hos svin er Leptospira af betydning, primært fordi risikoen for abort efter infektion er stor. Der var 10 diagnosticerede besætningsudbrud i 2000-2001. Siden er frekvensen faldet, hvilket tilskrives bedre hygiejne i staldene og en effektiv gnaverbekæmpelse. Udbruddene ses primært i besætninger med løsdrift, hvor søerne har mulighed for at smitte hinanden.

Ved infektion kan opmod halvdelen af besætningens søer abortere. Herefter opnås der tilsyneladende immunitet, hvorfor det anbefales at beholde søerne i besætningen. Efter et udbrud kan der ses en forhøjet omløberfrekvens. Dette skyldes, at en so, der har aborteret sent i drægtighedsperioden, har brug for at gendanne børen. Dette sker i løbet af diegivningsperioden, hos søer, der farer normalt, men søer med leptospirose har ingen grise at die.

KS-stationer skal gennemføre et program, der sikrer mod overførsel af leptospirer med sæden. Dette håndteres i Danmark ved at tilsætte sæden antibiotika med effekt overfor leptospirer. Avlsdyr til eksport kræves hyppigt undersøgt for antistoffer imod én eller flere specifikke serovarer.

Symptomer

De fleste infektioner hos såvel menneske som dyr forløber uden kliniske symptomer. Der kan ses influenza-lignende symptomer med feber. Ved etablering i lever og nyrer kan der ses gulsot (ikterus). Efter infektion i kønsorganerne kan ornerne udskille leptospirer med sæden i lang tid. Hos den drægtige so vil infektion i børen medføre fosterdød, der kan føre til mumifikation eller fosterforrådnelse (maceration), eller til dødfødte eller svagfødte grise. Typisk er grisene døde på forskellige tidspunkter i drægtighedsforløbet, men de er ofte mindre udtørrede og mere brunlige end fostre, der er døde af Porcint parvovirus.

Abort kan ses efter dag 70, men ses typisk indenfor de sidste 2-3 uger af drægtighedsforløbet. En del af de smittede besætninger har været yderst veldrevne, og regnes de op til 50 pct. aborter med som faringer, er der set faringsprocenter på 90-95 pct. i smittede besætninger. Omløbere er således ikke et typisk symptom ved klassisk leptospirose. De søer, der har aborteret sent i drægtigheden, kan være svære at få i brunst igen. De har lav frugtbarhed, da kønsorganerne ikke normaliserer sig ordentligt uden en diegivning. Derfor kan der forventes flere omløbere efter et udbrud af leptospirose.

Obduktion

Der er ingen typiske obduktionsfund. I enkelte tilfælde ses lever- og nyreskader (gulfarvning = ikterus, nyrebetændelse = interstitiel nefritis). De aborterede fostre er ofte døde på forskellige tidspunkter, og de er hyppigt misfarvede (brunlige, sorte, sjældnere gullige). Der ses sjældent tegn på nyre- og leverskader hos de aborterede fostre.

Diagnose

Diagnostikken baseres primært på de kliniske symptomer, i form af aborter i sidste del af drægtigheden, eventuelt af delvist opløste fostre. Til laboratoriet indsendes typisk fostre eller dødfødte grise (helst 2-3 fostre fra hver af 2-3 aborter) til immunfluorescensundersøgelse.

Immunfluorescensundersøgelse på væv er tilsyneladende effektiv, uanset hvilken serovar der har forårsaget aborten. Til gengæld afklarer undersøgelsen ikke, hvilken serovar, materialet er smittet med. Immunofluorescenstest kan udføres på såvel friskt som frosset materiale.

Undersøgelse af blodprøver (Serologi med MAT-test (mikroagglutinationstest)) er relativt specifik for den enkelte serovar, hvorfor man helst skal benytte serum overfor netop den serovar, som man forventer har smittet det dyr, man ønsker undersøgt. Der er dog en vis krydsreaktion, der medfører, at reaktion overfor et bestemt serum ikke med sikkerhed viser, at man har testet overfor den rigtige serovar. Der kan gå op til fire uger efter smittepåførslen, før antistoffer kan måles. Generelt opfattes titerværdier på 100 og derover som positive.

Dyrkning af leptospirer tager ofte flere uger. Dyrkning er ikke altid succesfuld, da andre bakterier kan overvokse leptospirerne. Det materiale, der ønskes dyrket fra, skal være så friskt som muligt. Dyrkning giver en sikker afklaring af, hvilken type/serovar det drejer sig om.

Ofte begynder man med at lave en immun-elektroforese-undersøgelse. Her undersøges væske fra bug- eller brysthulen fra aborterede fostre for  antistoffer. Når fostrene er mere end 60 dage henne i drægtigheden, kan de danne antistoffer. Fund af antistoffer i fostrene viser, at der har været en infektion.

Håndtering

Leptospirose hos menneske kan føre til livstruende nyre – og leverskader. Ved mistanke om leptospirose i besætningen, skal personalet oplyses om risikoen for at blive smittet ved at få urin på sig. Ved influenzalignende symptomer (feber, hovedpine, muskelømhed eller mavesmerter) søges straks læge. Husk at fortælle lægen om risikoen for smitte med leptospirer. Alvorlige tilfælde af leptospirose hos mennesker skyldes som regel Leptospira icterohaemorrhagiae, der er sjælden hos svin.

Indførsel af smitte til besætningen undgås ved en effektiv kontrol af gnavere i besætningen. 

Overførsel af smitte fra dyr til dyr sker kun med urin, sæd og abortmateriale. I nogle tilfælde kan spredning af infektionen standses ved hygiejniske foranstaltninger. Da der går lang tid fra smitte til abort, kan det imidlertid være svært at udpege de smittede grupper af dyr. Serologi kan her være til stor hjælp.

Til behandling kan benyttes forskellige antibiotika, som dihydrostreptomycin, penicillin/ampicillin eller tetracyklin. Effekten af de forskellige antibiotika er dårligt belyst.

Der findes vacciner overfor de hyppigst forekommende serovarer. Aktuelt markedsføres der ingen leptospiravacciner på det danske marked. Der vaccineres i en del besætninger med leptospira-vaccine, der er indført på dispensation.

Velfærdsvurdering

Trods de drastiske symptomer på aborterede eller dødfødte grise, ses der sjældent symptomer hos søerne. Infektionen truer meget sjældent søernes velfærd.

Økonomi

Ved udbrud har op til halvdelen af søerne aborteret eller født dødfødte grise, hvorfor infektionen kan få stor økonomisk betydning.

Referencer