Opdateret 4. februar 2013

Lungesyge - ondartet / Actinobacillus pleuropneumoniae / Ap

Ondartet lungesyge er en smitsom form for lungebetændelse, der kan angribe alle aldersgrupper af svin.

Ondartet lungesyge er en smitsom form for lungebetændelse, der kan angribe alle aldersgrupper af svin. I kronisk smittede besætninger ses der, på grund af infektionens immunologiske forhold, almindeligvis kun sygdom i aldersgruppen fra ca. 25 kg og indtil slagtevægt.

Ved ondartet lungesyge kan der ske omfattende skader på lungefunktionen, idet det angrebne lungevæv dør. Det ødelagte lungevæv indkapsles, og organismen forsøger herefter at udskille og genopbygge det pågældende område. Betændelsen omfatter også lungehinden, hvilket bevirker, at lungerne fastloddes til ribbensiden i brysthulen. Denne sammenlodning mellem lunger og lungehinder betegnes som brysthindear.

Ved forandring af større områder i lungerne kan dyret dø i løbet af få timer. Overlever dyret den akutte fase, vil den efterfølgende nedsættelse af lungefunktionen og processen med udskillelse og opbygning kunne bevirke en reduceret tilvækst eller egentlig utrivelighed.

YDERLIGERE LÆSNING

Mere lungesyge hos grise med orm:
Marie Erika Busch (Februar, 2013)

Årsag

Ondartet lungesyge forårsages af bakterien Actinobacillus pleuropneumoniae (Ap). Der er konstateret 15 forskellige varianter (serotyper) af bakterien, der alle er i stand til at producere de karakteriske forandringer i lungerne.

En vigtig årsag til forandringerne i lungevævet skyldes bakteriens evne til at producere nogle bestemte giftstoffer. Disse benævnes Apx (Actinobacillus pleuropneumoniae toxin).

Der er fire forskellige giftstoffer (Apx 1-4), og hver af de 15 serotyper er i stand til at danne to eller flere af disse giftstoffer:

  • Apx 4 er fælles for alle Ap-serotyper
  • Apx 1 og Apx 2 har overvejende en nedbrydende effekt på blodets bestanddele (hæmolytisk effekt)
  • Apx 3 har en mere cellebeskadigende egenskab (cytotoksisk effekt).

I bakteriens ydre kappe findes der tillige flere membranproteiner, der ligeledes indgår i bakteriens evne til at invadere og angribe lungevævet.

Udvikling, udbredelse og betydning

Bakterien er stort set udbredt til alle områder med produktion af svin, men de 15 serotyper er meget forskelligt repræsenteret. De almindeligste serotyper i Danmark er f.eks. serotype 2, 6 og 5.

I det danske SPF-system forsøger man at skelne mellem serotypernes anslagskraft (virulens). Serotyperne 6 og 12 regnes for mindre ondartede. I det omfang det er muligt, opretholdes der en vedvarende kontrol med besætningernes status med henblik på forekomst af de forskellige serotyper.

En stor del af de konventionelle besætninger regnes for at være smittede med én eller flere af de 15 serotyper.

Spredningen af smitten sker overvejende ved direkte kontakt mellem smittede og ikke smittede dyr. Bakteriens evne til at overleve udenfor svinet som værtsorganisme har været undersøgt ved flere lejligheder, og overlevelse i op til 2 måneder i fugtigt miljø er rapporteret. Luftbåren spredning af bakterien mellem besætninger kan ske.

Betydning af infektionen i den enkelte besætning afgøres af mange andre faktorer end bakterien og den pågældende serotype. Bakteriens anslagskraft i besætningen afhænger af:

  • Indretningen af stalden
  • Miljøet
  • Opdeling af de forskellige aldersgrupper
  • Belægningsgraden
  • Konkurrencesygdomme
  • Øvrige management, der modvirker eller øger stressfaktorerne på dyrene.

Den alvorligste konsekvens af infektionen ses i produktionen af slagtesvin, hvilket bl.a. skyldes sygdommens immunologiske forhold.

I en slagtesvinebesætning, der f.eks. er smittet med både serotype 2 og 5, kan det være meget vanskeligt at tilrettelægge en forebyggelse mod sygdommen, så egentlige udbrud undgås. Det bør dog samtidig fremhæves, at mange besætninger, der er smittet med én eller flere andre serotyper, kan gennemføre en produktion med resultater, der er væsentligt bedre end landsgennemsnittet.

Forskellen på ovennævnte eksempler forklares ved de omtalte multifaktorielle forhold omkring bakteriens anslagskraft.

Symptomer

Akut forløb

Sygdommen starter med en lettere hosten og nedstemthed. Legemstemperaturen kan stige til mellem 40 og 42 °C. Ved udbredte angreb på lungerne kan der indenfor få timer udvikles en alvorlig tilstand med åndenød, blåfarvning (cyanose) af ører, tryne og ekstremiteter.

I den akutte fase er hurtig behandling nødvendig for at forhindre dødsfald. En hurtig spredning af smitten med flere syge dyr i samme tidsrum er tillige kendetegnende for infektionen.

Kronisk forløb

I kronisk smittede besætninger forekommer større udbrud oftest kun ved generel svækkelse af dyrene. Nedsættelse af resistensen mod sygdommen kan fx opstå i forbindelse med:

  • Infektion med forskellige virus i luftvejene fx svineinfluenza el. andre
  • Overbelægning i stalden
  • Svigt i ventilationen
  • Brug af dårligt foder.
Ny introduktion

Ved nyintroduktion af smitten i en besætning kan der ses en hurtig spredning blandt dyrene, og et efterfølgende alvorligt akut forløb som beskrevet ovenfor. Der kan dog også forekomme tilfælde, hvor der næsten ikke observeres sygdom i forbindelse med overførsel af infektionen. Dette forhold gør, at kontrollen med sygdommen kan være vanskelig i ny-smittede besætninger.

Obduktion

I det akutte stadie er de angrebne områder af lungevævet udfyldt af en mørkerød ansamling af blod og betændelsesprodukter (rød hepatisation, fibrinøs lungebetændelse) – se figur 1. Lungens overflade er belagt med et klart trådtrækkende betændelsesprodukt (fibrin), og lungens form er tydelig deformeret i de angrebne områder. Det er oftest lungens øvre dele (dorsale), der er sæde for infektionen.

Figur 1.  Akut ondartet lungesyge. Lunge med tydelige områder
med både akut og kronisk ondartet lungesyge.
A: Lunge med akut ondartet lungesyge (rød hepatisation).
B: Lunge med kronisk ondartet lungesyge (grå hepatisation).
(Foto: Gorm Christensen, billednr. 7024)

Det akutte stadie forandres over en periode på ca. en uge til en mere kronisk fase, hvor organismen forsøger at indkapsle området med det døde lungevæv. Ved en undersøgelse findes det ovennævnte mørkerøde område erstattet af en grågullig betændelsesmasse (grå hepatisation, fibrøs lungebetændelse), og i randzonerne af det angrebne område fremtræder der efterhånden en tydelig barriere mod det raske lungevæv (indkapsling, sekvestration) – se figur 2.

Figur 2. Lunge med tydelige områder med ondartet lungesyge.
A: Lokale områder med ondartet lungesyge.
(Foto: Gorm Christensen, billednr. 7023escription

Det forandrede område nedbrydes og udskilles med tiden fra organismen, og i muligt omfang erstattes området af nydannet lungevæv. På samme måde vil en del af betændelsesforandringerne i lungehinden (brysthindearet) blive reduceret.

Infektionen kan tillige undertiden gribe over på hjertesækken.

Diagnose

Diagnosen kan stilles i forbindelse med de karakteristiske kliniske symptomer. Men oftest er det nødvendigt med en obduktion og en efterfølgende bakteriologisk undersøgelse for at sikre den kliniske iagttagelse.

Diagnosen kan også bekræftes ved udtagning af blodprøver, men dette kræver, at blodets indhold af antistoffer overfor den pågældende serotype undersøges to gange. Første gang udtages blodprøverne i forbindelse med den akutte sygdom og anden gang 3-4 uger efter (parrede blodprøver). Begge hold prøver bør udtages af de samme dyr for at en evt. stigning i blodets indhold af antistoffer kan sammenlignes.

Håndtering

Forebyggelse af udbrud af sygdommen i kronisk smittede besætninger kan ske ved at optimere forhold omkring:

  • Indretning
  • Miljø
  • Drift
  • Øvrige management.

Til brug for forebyggelse er der udviklet vacciner overfor ondartet lungesyge. For at opnå en effektiv beskyttelse anbefales det, at vaccinere hvert dyr 2 gange med 3-4 ugers mellemrum. Der kan tidligst vaccineres ved 5-6 ugers alderen.

Under udbrud er det vigtigt, at der tidligst muligt startes med behandling med et egnet antibiotika. Actinobacillus pleuropneumoniae er normalt følsom for ampicillin, ceftiofur, penicillin og tiamulin. Men det er vigtigt, at følsomheden i den enkelte besætning kontrolleres ved en bakteriologisk undersøgelse og efterfølgende resistensbestemmelse.

I den akutte fase er det nødvendigt at anvende injektion af det valgte antibiotika, og evt. vælge at injektionsbehandle samtlige dyr i det pågældende afsnit. Tilsætning af antibiotika til foder eller drikkevand kan anvendes som opfølgende behandling.

Velfærdsvurdering

Da ondartet lungesyge er forbundet med vejrtrækningsbesvær og smerte fra lungehinden skal syge grise behandles hurtigst muligt. Hvis grisene er stærkt påvirkede, skal de anbringes i en sygesti med andre lige så påvirkede grise.

Såfremt behandling og eventuelt skift af præparat ikke medfører daglig bedring og total helbredelse inden for 1 uge, vil grisen udvikle en kronisk betændelsestilstand i lungerne og blive bleg og utrivelig. For at undgå dette skal grisen aflives, når den efter en uge har vist sig uhelbredelig.

Økonomisk betydning

Sygdommen medfører op til 20 % nedsættelse af den daglige tilvækst.

Af og til kasseres 10-20 % af grisene i leverancer til slagteri fra besætninger med akut udbrud. Denne risiko stiger, hvis grisene går over fra den ene dage til den anden i slagterifoldene.

Dødeligheden kan være så høj som 10-20 % i akutte udbrud, men er sædvanligvis under 1 % i kronisk inficerede besætninger.

Yderligere læsning

[1]

Christensen, G. (1981). Pleuropneumoni hos svin fremkaldt af Haemophilus pleuropneumoniae. Nord Vet Med 33:236-249.

[2]

Mousing, J; Lybye, H.;Barfod, K.; Meyling, A.; Rønsholt, L.; Willeberg, P. (1989). Brysthindear hos svin. Serologiske reaktioner for luftvejsinfektioner og disses sammenhæng med brysthindearfrekvensen hos svin. Dansk Veterinærtidsskrift 72: 865-873.

Fandt du det, du ledte efter?

Tak for din feedback

For at kunne forbedre vores indhold, må du gerne indtaste yderligere detaljer på, hvad du leder efter herunder (valgfrit).

Tak for din feedback

Din indtastning er registreret. Vi evaluerer løbende på feedback fra brugerne.