Escherichia coli (E. coli) betinget diarré hos spædgrise skyldes infektion med diarréfremkaldende E. coli (ETEC), som har tilhæftningsfaktorer af typerne: F4 (K88), F5 (K99), F6 (987P) eller F41 (type 1). Traditionelt er disse colibakterier betegnet som O138, O139, O141 og O149, hvor O149 tidligere har været den mest almindeligt forekommende. Der er de sidste år sket en ændring i de typer som hyppigst påvises så i dag er O149 mere sjælden mens O08 ofte påvises. I Figur 1 er vist forekomsten af colityper ved spædgrisediarré på Laboratorium for Svinesygdomme i Kjellerup i perioden 1989-2009.
for Svinesygdomme i Kjellerup i perioden 1996-2012 (kilde Hanne Kongsted, 2013).
Ved infektion hæfter bakterien sig fast til slimhinden i tyndtarmen ved hjælp af pili, som er hårag-tige tilhæftningsmekanismer på bakteriens overflade. De tilhæftede bakterier opformerer sig og kan producere diarréfremkaldende giftstoffer (enterotoksiner). Sygdommen ses hyppigst i den første leveuge, men kan også ramme ældre grise i farestalden, evt. sammen med andre infektioner.
Akut angrebne grise kan dø fra få timer efter fødsel til 2-3 dage efter. Dødsårsagen er væsketab, idet en stor del af legemets væske ved colidiarré går ud i tarmkanalen. Væsketabet til tarmkanalen kan nedsætte væskemængden i kroppen så stærkt, at grisen dør af chok uden at have fået diarré. Ved mindre akutte tilfælde ses en vandig til gullig diarré.
Antistoffer overfor pili i råmælken blokerer tilhæftning og den efterfølgende vækst af E. coli i tarmen. Dette hindrer infektion og evt. efterfølgende udvikling af sygdom.
(Foto: B. Svensmark)
Årsag
Forekomst af colidiarré afhænger af et samspil mellem bakterien, miljøfaktorer og egenskaber hos grisen. Grisen får kun diarré, hvis bakterien har evne til at hæfte sig til tarmslimhinden og danne enterotoksiner. Evnen til tilhæftning afhænger af, om bakterien er forsynet med specifikke pili, som muliggør fasthæftning til slimhinden og dermed opformering af bakterien.
De fire vigtigste pili-typer benævnes F4 (K88), F5 (K99), F6 (987P) og F41 (type 1), hvoraf generne for F4, F5 og F6 er plasmidbårne, mens F41-gener stammer fra bakteriens genom.
Traditionelt karakteriseres den enkelte E. coli bakterie via dens (celle-) overfladeantigen: O anti-genet. Der findes et meget stort antal O-typer, hvor de vigtigste diarréfremkaldende typer i dag er O8, O64 og O149.
Hos mennesker er det især O157, der isoleres i forbindelse med sygdom. I fremtiden vil colibak-terier blive karakteriseret udfra deres tilhæftningsegenskaber og evne til at danne enterotoksiner.
Enterotoksin fra E. coli forstyrrer Na+ transporten og dermed vandtransporten, så der tabes så meget væske til tyndtarmen, at det ikke kan genabsorberes fra tyktarmen. Resultatet bliver, at grisene får diarré, nedsat tilvækst og evt. dør.
Der findes to hovedtyper af enterotoksiner LT og ST, hvor ST opdeles i STa som virker bedst på grise under 14 dage og STb, hvis betydning endnu ikke er afklaret. LT toksinet øger sekretionen af NaCl og HNO3, mens ST toksinet reducerer optagelsen af væske og salte. I begge tilfælde er resultatet et øget væsketab fra tarmen.
Udvikling, udbredelse og betydning
Den nyfødte gris fødes uden antistoffer og er således helt afhængig af antistofferne i råmælken. Disse antistoffer hæmmer bakteriernes til hæftning til tarmslimhinden og dels ved at inaktivere de dannede giftstoffer. Serologiske undersøgelser af vaccinerede søer viser, at antistoffer mod F4, F5, F6 og F41 kan påvises i IgG og IgA fraktionen af såvel serum som råmælk.
Beskyttelse af spædgrisene kræver, at soen har været præsenteret for "antigenerne" i miljøet i tiden inden faring. Imidlertid indsættes soen oftest først i en rengjort faresti umiddelbart før faring. Denne praksis hindrer naturlig immunisering af soen mod farestaldens mikroflora og betyder, at soen skal immuniseres på anden vis, f.eks. via vaccination/gødningsimmunisering.
En ældre dansk undersøgelse viste, at ca. 6,8 % af 70.796 kuld havde diarré i diegivningsperioden [2] og en nyere undersøgelse fandt, at der var ca. 18 % risiko for, at en gris fik diarré, mens den lå ved soen [3].
Vaccination af soen med en pili-antigenbaseret vaccine er en rationel metode til at forebygge, at ETEC stammer kan etablere sig i spædgrisens tarm.
Udenlandske undersøgelser har vist, at vaccination med pili-antigenbaseret vaccine kan reducere dødeligheden op mod 12 % i forhold til at undlade at vaccinere pattegrise.
Der kan ret hurtigt ske ændring i en besætnings colitype, hvorfor det anbefales jævnligt at indsende prøver til laboratorieundersøgelse.
Symptomer
Spædgrise kan dø fra få timer efter fødsel til 2-3 dage efter. Dødsårsagen er væskemangel, idet en stor del af legemets væske ved colidiarré går ud i tarmkanalen.
Væsketabet til tarmkanalen kan nedsætte væskemængden i kroppen så stærkt, at grisen dør af chok uden at have fået diarré. Ved mindre akutte tilfælde ses en vandig til gullig diarré.
Obduktion
Tarmsystemet indeholder en gullig-vandig væske (luftudspilede) (figur 3). Lungerne er blege.
Diagnose
Diagnosen stilles dels ved de kliniske symptomer samt ved indsendelse af en/flere ubehandlede grise til laboratorieundersøgelse. Colidiarré kan forveksles med coccidiose (Isospora suis) og virusbetinget diarré (rotavirus).
Håndtering
Ved akut udbrud skal iværksættes en hurtig behandling - helst gennem munden - med et egnet antibiotikum for at nedsætte dødeligheden. Uden en resistensbestemmelse vil behandling med colistin være et godt valg, da colibakterier sjældent er resistente overfor dette antibiotikum]. Det kan i en periode på tre måneder være nødvendigt med en antibiotikabehandling af alle fødte grise, indtil anden form for forebyggelse (vaccine) kan få effekt.
Dette kan også være nødvendigt ved introduktion af PRRS-virus i besætningen, idet PRRS-virus ifølge kliniske erfaringer fra praksis (ligesom influenza-virus) svækker dyrenes generelle mod-standskraft.
Længerevarende antibiotikabehandling giver stor risiko for udvikling af resistens hos colibakteri-erne – se antibiotikaresistens. Under behandling med antibiotika anbefales tilskud af elektrolytop-løsning for at reducere væsketabet. Der bør gives 1-1½ l frisktillavet opløsning to gange dagligt pr. kuld.
Forebyggelse af neonatal colidiarré har to hovedmål:
- At sikre grisenes immunitet ved f. eks:
- Tilstrækkelig råmælksoptagelse
- Tilstrækkelig varme omgivelser (30-34°C)
- God ernæring
- Vaccination af søer og især gylte
- Andre sygdommes indflydelse.
- At nedsætte bakteriepresset ved f. eks:
- At vaske og desinficere farestier mellem hold
- Daglig hygiejne
- Farestiens indretning
- Ventilation
- Karantæne
- Brug af antibiotika.
Velfærdsvurdering
Colidiarré kan i akutte tilfælde forårsage betydelige kliniske symptomer hos svin, og det må forventes, at lidelsen er forbundet med voldsom smerte/ubehag for grisene.
Ud fra en velfærdsbetragtning bør klinisk syge grise behandles hurtigst muligt med antibiotika, ligesom kuldet bør behandles forebyggende med henblik på at forhindre klinisk sygdom hos flere dyr.
Ved akutte udbrud bør massiv medicinering af alle nyfødte grise overvejes.
Alle syge grise bør forblive i farestien hos soen.
Økonomi
E. coli betinget diarré hos spædgrise er ifølge en større dansk undersøgelse årsag til ca. 6 % af dødsfaldene i diegivningsperioden [5]. Grise, som kommer sig efter sygdommen, klarer sig normalt udmærket efterfølgende. Samme danske undersøgelse viste, at grise behandlet for diarré i dieperioden voksede ca. 8 g/dag mindre end grise uden diarré [6]. Til sammenligning voksede grise med ledbetændelse eller anden infektion hhv. 38 g og 21 g mindre pr. dag i dieperioden. Tabet på grund af dødsfald udgør ca. 200 kr i mistet dæknings per årsso for hver gris der dør i farestalden.