Opdateret 27. september 2013

Indvoldsorm hos svin

Svin udviser som regel ingen symptomer på ormeinfektion, men en høj belastning kan påvirke sundheden og produktiviteten. Symptomerne er som regel meget uspecifikke og afhænger af, hvilken slagt parasit, der er tale om.

Der findes effektive midler mod de fleste parasitinfektioner. Erfaringer viser, at behandling mod orm kan øge produktiviteten hos smågrise og slagtesvin.

Generelle forhold

Antallet af ormearter såvel som intensiteten af den enkelte ormeinfektion er stærkt afhængig af produktionssystemet. Generelt er der en højere forekomst af indvoldsorm i økologiske grise sammenlignet med grise fra mere intensive produktionssystemer.

Svin bliver sjældent klinisk syge af infektion med indvoldsorm. En stor ormebelastning kan dog medføre sygdom, fx diarré, utrivelighed eller tegn på lungebetændelse, og dermed væsentlig nedsat velfærd.

I forbindelse med infektion med indvoldsorm er det relevant at vurdere risikoen for, om der sker en betydelig smittespredning.

Generelt om indvoldsorm

Forekomsten af indvoldsorm hos svin er tæt relateret til produktionsformen. De sidste årtiers skift fra ekstensiv til mere intensive produktionsformer har bevirket, en reduktion i antallet af ormearter og i infektionsgraden af de enkelte ormearter [1]. Reduktionen skyldes at indvoldsormenes livscyklus nemt afbrydes i de intensive produktionsformer.  

Tabel 1. Forekomst i relation til produktionssystemer [2] - (mere sjældent)

Dansk navn/Species navn Vildsvin Friland Indendørs ekstensiv Indendørs intensiv
Spoleorm/Ascaris suum X X X X
Knudeorm/Oesophagostomum spp. X X X (X)
Piskeorm/Trichuris suis X X X (X)
Trådorm/Strongyloides randsomi X X X
Rød maveorm/Hyostrongylus rubidus X X (X)
Lungeorm/Metastrongylus spp. X X

I indendørs produktionssystemer ses i dag overvejende løsgående søer (indendørs ekstensiv) hvilket giver mulighed for en opblomstring af indvoldsorme. Specielt er spolorm og knudeorm fundet med høj forekomst i danske sobesætninger med løse søer [3]. I frilandsbesætninger og økologiske besætninger vil der ligeledes være risiko for indvoldsorme hos dyrene.

Tabel 2. Oversigt over de vigtigste indvoldsorme hos svin

Sted Orm Danske navn Betydning/skade
Maven Hyostrongylus rubidus Rød maveorm Slimhindebeskadigelse
Tyndtarm Ascaris suum Spoleorm Slimhindebeskadigelse
Strongyloides randsomi Trådorm Slimhindebeskadigelse
Tyktarm Oesophagostomum spp Knudeorm Slimhindebeskadigelse, knudedannelse
Trichuris suis Piskeorm  Blodsugere
Lever Ascaris suum (larver) Spolorm (larver) Fibrose(bindevævsdannelse) ”ormepletter”
Lunger Metastrongylus spp. Lungeorm Lungebetændelse, bronkitis
Ascaris suum (larver) Spoleorm (larver) Vævsbeskadigelse

Forekomst af forskellige orm i dansk svineproduktion:

Hyppig forekomst:

  • spolorm
  • knudeorm

Sporadisk forekomst:

  • piskeorm
  • trådorm

Ikke påvist i de senere år:

  • rød maveorm
  • lungeorm

Behandling

Behandling af indvoldsorme afhænger af ormearten. I tabel 3 er angivet hvilke indvoldsorme de forskellige lægemidler er godkendt til. Aktivstofferne i de forskellige lægemidler er ligeledes anført i tabellen [4].

Tabel 3. Godkendte lægemidler til behandling af indvoldsorm.

Aktivstof Handelsnavn Spol-orm Knude-orm Tråd-orm Piske-orm Rød mave-orm Lunge-orm
Doramectin Dectomax®vet X X X
Ivermectin Ecomectin®vet X X X X
Ivomec®vet X X X X X
Noromectin vet X

 

X
Fenbendazol Panacur®vet X X X X
Zerofen vet X X X
Flubendazol Flubenol®vet X X X
Verminator X

 

Lavamisol Lavaject vet X X X l X

Siden august 1999 har midler mod indvortes og udvortes parasitter til svin kun kunne købes på apoteket med gyldig recept fra dyrlægen. Recepten fra dyrlægen fås, ved at han/hun stiller den rette diagnose ved hjælp af en gødningsprøve. Det anbefales, at der udtages:

  • Mindst 10 og gerne 20 gødningsprøver fra en besætning.
  • Fordelt på unge og gamle avlsdyr, fravænnede grise og slagtesvin.
  • Hvis der findes æg fra spoleorm i gødning, kan diagnosen suppleres med en USK på slagteriet, hvor leveren undersøges for ormepletter.

Referencer

[1]

Roephstorff, A. & Nansen, P.(1994). Epidemiology and control of helminth infections in pigs under intensive and non-intensive productions systems. Veterinary Parasitologi. Vol 54, pp. 69-85.

[2]

Peter Nansen and Allan Roepstorff. Worm Infections in Pigs – A general Review particular reference to Epidemiology and Control; Proceedings of the 15th IPVS Congress, Birmingham, England, 5-9 July 1998.

[3]

Haugegaard, J.(2010). Prevalence of nematodes in Danish industrialized sow farms with loose housed sows in dynamic groups. Veterinary Parasitologi. Vol. 168, pp.156-159.

[4]

www.vepps.dk

Overvågning og kontrol

Svin bliver sjældent klinisk syge af infektion med indvoldsorm. Men er der svin, der er inficeret med indvoldsorm, så er det relevant at vurdere risikoen for, om der sker en betydelig smittespredning.

I forbindelse med infektion med indvoldsorm er det relevant at vurdere risikoen for, om der sker en betydelig smittespredning. Følgende besætningsstrukturer har sandsynligvis en meget lav risiko for at opbygge en høj belastning af indvoldsorm:
  • Lukket drift
  • Restriktiv opstaldning
  • Tidlig fravænning (før 5 ugers alder)
  • Fuldt drænede stalde Alt-ind alt-ud systemer i alle produktionsled med effektiv rengøring mellem hvert hold

Men jo mere besætningen bevæger sig i retning af ekstensiv drift og jo ringere de hygiejniske muligheder er, desto større er risikoen for massive infektioner og desto større er behovet for en intensiv overvågning. Det betyder i praksis, at besætninger med fast gulv i stierne, brug af strøelse, løsdrift evt. med dybstrøelse, eller svin på friland har størst risiko for, at smitte med orm kan udvikle sig til et problem [1], [2], [4].

I besætninger med ugunstige smittegang, kan kontrol via gødningsprøver begrænses til hvert andet år. Besætninger med ekstensiv drift og begrænsede muligheder for at gennemføre hygiejniske foranstaltninger er højrisiko-besætninger, og disse skal overvåges via gødningsprøver hvert halve år.

Monitorering af besætningens ormestatus kan ske ved klinisk overvågning, obduktion/USK, eller ved udtagning af gødningsprøver.

Klinisk overvågning

Da de kliniske symptomer på en infektion med indvoldsorm er meget beskedne, er det vanskeligt eller umuligt at bedømme belastningen via en klinisk overvågning alene. Parasitterne kan dog skabe indgangsporte for andre infektioner og bidrage til en højere sygelighed i besætningen (bakterielle luftvejs- og mavetarminfektioner).

En forhistorie om spredte fund af spolorm i gødningen, vedvarende høj belastning med luftvejssygdomme, eller diarréproblemer blandt søer og ungsvin bør medføre en overvågning via gødningsprøver.

Obduktion

Er der læsioner såsom vævsknuder i tyktarmen eller leverpletter ved obduktion, kan det tyde på infektion med indvoldsorm, og der bør udtages gødningsprøver til undersøgelse for orm.

Påvises der leverpletter ved en USK-undersøgelse af slagtesvin bør det udløse en overvågning via gødningsprøver. Man skal dog være opmærksom på at forekomst af leverpletter hos slagtesvin kun afspejler en periode på en ca. en måned op til påvisningstidspunktet, og at fraværet af leverpletter altså ikke alene kan frikende en besætning for et ormeproblem. Desuden er ormepletter kun et udtryk for infektion med spolorm, og ikke for eventuelle andre ormearter.

Gødningsprøver

Dyrlægen udtager 10 gødningsprøver direkte fra endetarmen af 10 avlsdyr (5 gylte og 5 drægtige søer) samt 10 poolede stibundsprøver fra grise i alderen 10-12 uger. I besætninger med 7´kgs produktion kræver dette en koordinering af de to besætninger. Fordelen ved at undersøge gødningsprøver er, at også infektion med andre orm, som knudeorm, piskeorm eller trådorm, kan påvises.

Håndtering

Som hovedregel foretages ingen ormebehandling indtil der er en dokumentation for, at den er nødvendig. Desuden har ormemidler været receptpligtige siden 1999 og behandling mod orm foretages kun efter dyrlægen har stillet diagnosen. Påvises der ved gødningsprøverne en betydelig ormebelastning skal en ormebehandling gennemføres, og relevante hygiejniske foranstaltninger i form af rengøring og driftsmæssige ændringer skal også gennemføres.

Tabel 1. Håndteringsskema vedrørende kontrol for indvoldsorm vha. undersøgelse af gødningsprøver

10 gødningsprøver af grise (10-12 uger)
10 gødningsprøver af søer
Kontrol
Bemærkning
Ingen ormeæg Ingen ormeæg Ingen behandling / overvågning
- hvert 2. år i lavrisikobes.
- hvert ½ år i højrisikobes.
Ingen ormeæg Max 2-3 prøver positive for spolormeæg, men alle negative for knudeormeæg Ingen behandling
Halvårlig parasitovervågning
Ved svag stigning: Engangsbehandling mod orm
Ingen ormeæg Max 2-3 prøver positive for spolorm og max 2-3 prøver positive for knudeorm Gylte og søer: behandles før faring eller hvert ½ år.
Orner: behandles hvert kvartal
Overvågning: efter ½ år
Positive for ormeæg Flere end 2-3 prøver positive for knudeorm og spolorm (og evt. andre orm) Søer: behandles 1 uge før faring
Orner: behandles hvert kvartal
Smågrise behandles ved 7-8 ugers alderen
Der skal gennemføres hygiejne foranstaltninger
Modereret efter: Kontrol med orm i svinebesætninger. Allan Roepstorff og Peter Nansen. VeterinærInformation nr. 2, april 1991.

Se tabel 1 vedrørende kontrol for ormeæg samt listen: Ormemidler og midler mod coccidier, skab og lus.

Til bestemmelse af smittepres i en besætning kan tabel 2 bruges som en tommelfingerregel.

Tabel 2. Smittepresset i forhold til antal æg fundet i gødningsprøver

Smittepres Antal æg/gram gødning
Meget lavt 200-500
Lavt 1.000-5.000
Højt Over 5.000
Hvis antallet af æg ligger under 200 pr. gram gødning, vil æggene sandsynligvis være passanter fra andre smittede dyr i samme sti.

Tvivlsom effekt af ormebehandling tvivlsom
Behandling af slagtesvin mod spolorm uden de nødvendige hygiejnemæssige tiltag undervejs vil forsinke tidspunktet for smitten til senere i slagtesvineperioden. Det betyder paradoksalt nok, at ormebehandling af slagtesvin kan resultere i en øget forekomst af ormeplettede levere, da spolormlarvernes vandring finder sted få uger inden slagtetidspunktet.

Kontrol med orm i udendørsbesætninger
Udendørs hold er en af de vigtigste risikofaktorer for orm hos svin, især fordi forholdene udendørs begrænser mulighederne for kontrol. Hygiejniske tiltag mod orm i udendørsbesætninger kan bl.a. indebære foldskifte, skift mellem svinehold og afgrøder, og strategisk ormebehandling i forbindelse med foldskifte eller fravænning til indendørs faciliteter.

Infektion med spolorm og piskeorm i udendørssohold vil før eller senere medføre, at alle marker og folde er kontamineret med ormeæg, som kan overleve i mange år. Under sådanne forhold er behandling af søerne nytteløs, mens hårdt medtagne dyr, som fx gylte, bør behandles. I stedet bør behandlingen sætte ind på det eneste tidspunkt, hvor smittegangen kan brydes, nemlig ved fravænning og flytning til en smågrisestald, der er rengjort og desinficeret. Grise, der i den forbindelse først fravænnes ved 6 uger bør behandles umiddelbart efter fravænning, da ellers præpatentperioden (perioden fra smittetidspunktet til at voksne orm begynder at udskille æg) overskrides og grisene begynder at udskille ormeæg i deres gødning, hvorved smågrisestalden kontamineres på ny.

Ormemidler og ormemiddelresistens
På basis af deres virkningsmåde, kan ormemidlerne inddeles i fem hovedgrupper [3], [5]:

  • Klasse I ormemidler: Benzimidazoler og pro-benzimidazoler. Stofferne indvirker på de cellulære funktioner hos ormene, så de dør. Eksempler på klasse I ormemidler er: Fenbendazol, Oxybendazol, Flubenol og Febantel.
  • Klasse II ormemidler: Imidazothiazoler og tetrahydropyrimidiner. Stofferne indvirker på impulsoverførslen i ormenes nerver, hvilket bevirker, at ormene lammes og udskilles med gødningen. Eksempler på klasse II ormemidler er: Levamizol, Pyrantel og Morantel.
  • Klasse III ormemidler: Avermectiner og milbemyciner. Stofferne indvirker på ormenes nervesystem med lammelse til følge. Ormene udskilles med gødningen. Eksempler på klasse III ormemidler er: Ivermectin, Doramectin og Moxidectin.
  • Klasse IV ormemidler: Salicylanilider og substituerede nitrophenoler. Stofferne bruges typisk mod blodsugende parasitter og er ikke vigtige i forbindelse med ormebehandling hos grise under danske forhold.
  • Klasse V ormemidler: Acetylcholin-esterase-hæmmere. Stofferne, der tilhører organophosfat forbindelserne, bruges kun i begrænset mængde i dag. Eksempler er Dichlorvos og Neguvon.
    Uden for klasse: Piperaziners indvirkning på parasitterne er den samme som klasse III-ormemidler, men orm der er resistente overfor klasse III midler er ikke resistente mod piperaziner.

Se endvidere skema over:

  • Ormemidler og midler mod coccidier, skab og lus

Valg af ormemiddel

Det er vigtigt først at gøre sig klart, hvori det parasitære problem ligger. Er der tale om fx kontrol med trådorm (Strongyloides ransomi), som smitter spædgrise gennem råmælk, bør der bruges et ormemiddel, der fordeles i kroppen. Samtidig skal man være opmærksom på, om der i den givne besætning optræder resistens overfor nogle af de ovenfor anførte ormemiddelgrupper, idet resistens overfor et stof indenfor en gruppe samtidigt giver resistens overfor de øvrige ormemidler i gruppen [3].

Ormemiddelresistens

Ormemiddelresistens er defineret som, en ormearts forøgelse af tolerancen overfor et ormemiddel. Dvs. den pågældende ormeart eller dele heraf kan tåle doser, der under normale omstændigheder ville dræbe dem. Mekanismen bag ormemiddelresistens er en simpel selektion. Intet middel er i stand til at fjerne parasitterne 100 procent. De mindst modtagelige vil overleve og formere sig.

Når selektionen fortsætter, vil generne for resistens akkumuleres og ormemidlet miste dets effekt. Det er påvist, at tilbagevenden til et følsomt stade kun sker langsomt. En ormepopulation, der er resistent overfor et ormemiddel/-gruppe, beholder denne resistens i mange år selv uden yderligere selektion [3].

Årsag til ormemiddelresistens

Frekvens af behandlinger
Hyppigheden af behandlinger ses at have stor betydning for udviklingen af ormemiddel resistens. Hvis intervallet mellem behandlinger er den samme som parasittens præpatentperiode (perioden fra smittetidspunktet til at voksne orm begynder at udskille æg), sker udviklingen hurtigt, idet kun orm, der er resistente, vil overleve og blive kønsmodne.

Brug af det samme ormemiddel i lang tid
Behandling med ormemidler indenfor den samme klasse i lang tid vil udsætte ormepopulationen for et konstant højt selektions tryk. Da der kan udvikles krydsresistens indenfor de ovennævnte ormemiddelklasser (dvs. hvis der er udviklet resistens overfor et ormemiddel indenfor klassen, vil resistensen også gælde de øvrige midler indenfor klassen, da ormemidlets virkningsmekanisme er den samme), vil denne fremgangsmåde hurtigt føre til opformeringen af resistente gener - hurtigere end hvis der skiftevis havde været brugt ormemiddel fra forskellige klasser.

Tiden for behandling
Hvis der kun bliver brugt en hæmmende behandling, så de inficerede grise behandles, medens de er i et svært smittebefængt miljø - fx en permanent græsgang – vil resistente orm, der har overlevet behandlingen, fortsat producere resistente efterkommere, men på grund af det store antal andre infektive stadier, der allerede er i miljøet, vil det resistente gen blive "fortyndet" med følsomme gener.

Da imidlertid mange strategiske behandlinger går ud på at behandle dyrene inden de flyttes til en ren eller ny græsgang eller sti. Derfor vil kun resistente parasitter medvirke til de følgende generationer, og frekvensen af resistente gener vil hurtigt stige.

Underdosering
Indtil for nyligt har en behandling, der udryddede 80-90 procent af en ormepopulation været anset for effektiv. Nu må det tilstræbes, at en ormebehandling udrydder alle de følsomme orm i populationen.

Almindelige årsager til en utilstrækkelig behandling er:

  1. Ukendskab til dyrenes vægt
  2. Brug af en gennemsnitlig vægt ved behandling af dyrene (nogle får derfor for meget, andre får for lidt)
  3. Brug af flokbehandling i foder eller drikkevand, hvorved nogle dyr får for lidt ormemiddel

Endvidere skal der tages højde for optagelsen af det anvendte ormemiddel. Det er fx vist, at det opløselige salt af pyrantel (kun indregistreret til brug i forbindelse med hest, hund, kat og ræv) meget let absorberes fra tarmkanalen og omdannes ved første gennemløb i leveren for siden at blive udskilt i nyrerne. Mængden af tilbagebleven ormemiddel i tarmen er derfor lav, hvilket tillader ormene at overleve og udvikle resistens.

Management
Det er forventeligt, at risikoen for udvikling af resistente parasitter er lav i store intensive besætninger med et højt hygiejneniveau, idet brug af sektionering mindsker reinfektion. På den anden side vil netop det manglende antal infektive (følsomme) ormelarver i miljøet kunne fremme opformeringen af resistente parasitter (manglende "fortyndingseffekt"). Den mest almindelige måde, hvorpå der sker en geografisk spredning af ormeresistens er ved flytning eller indkøb af svin, der huser resistente ormepopulationer.

De mest effektive kontrolmetoder er derfor:

  1. Reducer doserings-hyppigheden/inkludér alternative metoder til kontrol af parasitbyrde. Ormemidlerne bruges kun, når de er nødvendige (monitorering), og der fokuseres på afgræsningsstrategi, stihygiejne etc. for at nedbringe antallet af behandlinger.
  2. Brug korrekt dosering. Grisene skal ved flokbehandling behandles udfra vægten af de tungeste svin og behandlingen må gerne strække sig over flere dage.
  3. Brug rotation mellem de forskellige ormemiddel klasser. Start fx med at bruge et klasse I middel det første år, derefter et klasse II middel det andet år og siden et klasse III middel det tredje år. Derefter kan startes forfra med et klasse I middel. Hvis der er udviklet resistens mod en klasse, skal alle midler fra denne klasse udelades fra rotationsskemaet.
  4. Behandling af "nye" dyr effektivt samtidig med oprettelse af karantæneordning af 3 til 7 dages varighed. Dyrene behandles nogle få dage før ankomst og igen nogle få dage efter ankomst, medens de stadig er i karantæne med ormemiddel fra flere klasser og i anbefalet dosis.

Se desuden behandlingsskema vedrørende indvoldsorm i tabel 3

Tabel 3. Behandlingsskema vedrørende indvoldsorm

Aktivt stof/parasit Trådorm Spolorm Rød maveorm Knudeorm Piskeorm Lungeorm
Febantel
x
x
x
x
Fenbendazol
x
x
x
x
x
Flubendazol
x
x
x
x
x
x
Ivermectin
x
x
x
x

x

Levamizol
x
x
x
x
x
Piperazin
x
x
For hver af de seks orm er angivet hvilket aktivt stof, der kan dræbe den pågældende indvoldsorm.

Økonomi

Hvorvidt angreb af indvoldsorm kan påvirke produktionsresultatet i en given besætning, afhænger dels af angrebenes størrelse og en række andre faktorer som staldsystem, hygiejne og besætningens sundhedsstatus i øvrigt. Hovedkonklusionen må blive, at hvis dyrene har nogenlunde optimale forhold mht. fodring og anden sygdom og udsættes de for moderat parasitbelastning, vil de kliniske symptomer være sjældne, og de økonomiske tab vil skyldes en manglende tilvækst hos ungsvin på 10-20 g/dag. I sjældnere tilfælde op til 15 procent [5].

Herudover skal medregnes det økonomiske tab ved kassation af levere og tarme ved slagteprocessen.

Velfærdsvurdering

Svin bliver sjældent klinisk syge af infektion med indvoldsorm. En stor ormebelastning kan dog medføre sygdom, fx diarré, utrivelighed eller tegn på lungebetændelse, og dermed væsentlig nedsat velfærd.

I besætninger med begrænset smittepres vil der oftest indtræde en balance, så grisen huser ormene uden tegn på sygdom overhovedet. Grisens velfærd er på ingen måde truet af dette.

Det anbefales, i samarbejde med dyrlægen, at behandle grisene mod indvoldsorm jf. skemaet Ormemidler og midler mod coccidier, skab og lus, når orm er konstateret i besætningen. Ormebehandling vil alt andet lige være med til at øge grisens trivsel.

Referencer

 [1]  Epidemiology, diagnosis and control of helminth parasites of swine; Allan Roepstorff and Peter Nansen, Danish Centre for Experimental Parasitology, KVL, Copenhagen 1998
 [2]  Worm Infections in Pigs - A general Review particular reference to Epidemiology and Control; Peter Nansen and Allan Roepstorff; Proceedings of the 15th IPVS Congress, Birmingham, England, 5-9 July 1998
 [3]  Anthelmintic Resistance in Pig Nematodes; Henrik Bjørn, Section of Parasitology; KVL, Copenhagen 1998
 [4]  Veterinary Parasitology, second edition; G.M. Urquhart, J. Armour, J.L. Duncan, A.M. Dunn and F.W. Jennings. Blackwell Science, Oxford 1996
 [5]  Internal parasites. R.M. Corwin & T.B. Stewart. In: Diseases of swine, 8th edition. Blackwell Science, 1999

Fandt du det, du ledte efter?

Tak for din feedback

For at kunne forbedre vores indhold, må du gerne indtaste yderligere detaljer på, hvad du leder efter herunder (valgfrit).

Tak for din feedback

Din indtastning er registreret. Vi evaluerer løbende på feedback fra brugerne.