Økonomi- og produktionsstyring i smågriseproduktion er en svær størrelse, fordi produktivteten svinger. Men ved at have styr på kapacitetsomkostningerne og dækningsbidraget, altså differencen mellem produktionsudgift og salgspris, har man styr på sin bundlinje. Det er en forudsætning for at analysere hvor der kan skabes forbedringer Det viser et notat fra SEGES Svineproduktion, som dykker ned i en række smågriseproducenters nøgletal.
”En til to gange om året bør man se på fremstillingsprisen på sine grise for blandt andet at få overblik over omkostningerne, så man kan sætte ind der, hvor der er behov for det. Blandt andet på foderet. Men man skal også se på sin salgspris, så man kender sit dækningsbidrag. For eksempel vil en specialgris koste mere at producere, men til gengæld vil den pris, man får for den, ofte være forholdsmæssigt højere,” siger Finn Udesen, som er chefkonsulent hos SEGES Svineproduktion.
Har man tjek på sine tal, vil det med stor sandsynlighed resultere i en større indtjening. Faktisk viser undersøgelsen fra SEGES Svineproduktion, at de 25 % bedste smågriseproducenter i gennemsnit tjener 1.000 kroner mere pr. årsso end det generelle gennemsnit. Det bliver til 30.000 kroner over en 20-årig periode.
Undgå flaskehalse
Udover at optimere på foderforbruget, er der også andre måder at påvirke de vigtigste nøgletal på. En af dem er ved at finde gode løsninger på de flaskehalse i produktionen, som sker som følge af, at der er flere og flere levendefødte pattegrise pr. kuld.
”De steder, hvor der ofte er behov for at finde nødløsninger for at få plads til grisene, bliver produktiviteten og dermed også bundlinjen påvirket. Men der er en række tiltag, der kan iværksættes. For eksempel specialstier til de mindste grise. Fordelen er, at de ved fravænning kan tilbydes et nærmiljø og foder, som passer til netop dem. Det kan dermed være et alternativ til opsamlingssøer – og vil kun øge omkostningen med cirka 2 kroner pr. gris,” siger Finn Udesen.