18. maj 2017

Indkomstprognose: Positive tendenser for svineproducenterne

De nye prognoser for svineproducenternes indtjening viser positive tendenser. Prisprognoserne for svin er opjusteret siden sidste prognose i januar på baggrund af stærk efterspørgsel fra de asiatiske lande og det medfører forventninger om betydeligt forstærket indtjening for svineproducenterne i 2017 og 2018.

En gennemsnitlig svineproducent forventes at lave et driftsresultat efter ejerløn med videre på over 1,3 mio. kr. i 2017. Og især for smågriseproducenterne vil 2017 se godt ud. De vil i gennemsnit opleve en fremgang i resultat efter ejerløn med videre fra ca. 280. tkr. i 2016 til knapt 1,9 mio. kr. i 2017. For slagtesvineproducenterne er udviklingen også positiv i forhold til tidligere, men her er fremgangen mindre markant.

”For de danske svineproducenter er majprognosen positiv læsning. Fortsat lave foderpriser og en højere notering er med til at tegne de mere positive fremtidsudsigter,” siger Nikolaj Kleis Nielsen, som er seniorkonsulent hos SEGES, som står bag prognosen.

Hør seniorkonsulent i SEGES, Nikolaj Kleis Nielsen, fortælle mere om majprognosen i videoen her: