19. oktober 2017

Foredrag om ledelse hitter på kongressen

Kan ledelsen på de danske svinebedrifter blive bedre? Det mente en elev fra Dalum Landbrugsskole på kongressen sidste år. Og måske er det derfor, at det især er foredrag om ledelse, der hitter på kongressen i år.

På årsmødet i 2016 påpegede en elev fra Dalum Landbrugsskole, at der var langt mellem god ledelse på de danske svinebedrifter. Det er en af grundene til, at der i år er ekstra fokus på ledelse på programmet til Svinekongressen.

”Da vi sidste år blev gjort opmærksom på, at god ledelse er en mangelvare hos os svineproducenter, er det naturligvis noget, vi har lyttet til, da vi skulle lave et program for årets kongres. Vi har derfor øget antallet af foredrag om ledelse, for vi ønsker naturligvis, at eleverne på landbrugsskolerne – og andre ansatte på de danske svinebedrifter - er på en god arbejdsplads, når de er ude hos os”, siger Erik Larsen, formand i Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion.

På kongressen kan deltagerne vælge blandt 64 foredrag. Og i top 5 over de mest populære foredrag finder man to foredrag om ledelse.

”Det glæder mig rigtig meget, at der er så mange, der vælger at høre om ledelse, når vi nu også har prioriteret flere foredrag indenfor dette område. Jeg er sikker på, at der vil være noget at tage med hjem – både for ejere og ansatte. Og jeg kan kun håbe på, at det så vil blive implementeret ude i landet”, siger Erik Larsen.

Top 5 foredrag med flest tilmeldte på kongressen er:
1. Vejen frem for dansk landbrug
2. Sådan leder og udvikler jeg min forretning
3. Soens pasningsevne
4. It’ all about people
5. Det rigtige fravænningsfoder

Kongressen er lige op over, men du kan stadig nå at tilmelde dig, hvis du også ønske inspiration til dit arbejde indenfor svineproduktion.