14. november 2017

Fællesmøde om DanAvl

Formandskabet i Landbrug & Fødevarer Svineproduktion har inviteret til fællesmøde med de 23 avls- og opformeringsbesætninger, der ikke har underskrevet leverandøraftale med det nye DanAvl.

Formålet med mødet er at blive klogere på de betænkeligheder, der skiller os ad og se på, om vi kan nærme os hinanden til gavn for hele erhvervet og konkurrenceevnen for dansk svinegenetik, siger Søren Søndergaard, næstformand i Landbrug & Fødevarer Svineproduktion.

Mødet finder sted fredag den 17. november i Middelfart.

“Vi har tilbudt de 23 besætninger, at vi kører landet rundt og holder private møder hos dem, men det har de desværre takket nej til. Til gengæld var der flere positive tilkendegivelser på muligheden for et fællesmøde, så det har vi naturligvis reageret på og taget initiativ til,” siger Søren Søndergaard og fortsætter: 

“Jeg håber på, at vi kan imødekomme dem, der i første omgang har valgt at stå uden for fællesskabet og det nye DanAvl. Set med mine øjne er der jo ingen tvivl om, at vi står stærkere sammen. Men nu må vi se. På fredag skal vi først og fremmest lytte og have en konstruktiv samtale – landmand til landmand.”

Fristen for at underskrive leverandøraftaler var den 31. oktober.

75 procent af avlssøerne i Landrace og Yorkshire er med i det nye DanAvl og 65 procent af avlssøerne i Duroc. For alle tre racer gælder, at avlerne i det nye DanAvl har så mange renracede søer i opformering, som kan anvendes i avl, så avlsfremgangen kan fastholdes. 

Anskues det samlet, som alle DanAvls leverandører (inkl. udlandet) har DanAvl efter 1. januar 95.000 opformeringssøer mod 119.000 søer i dag – det vil sige, at 80 procent fastholdes.

 DanAvl har i gennemsnit skabt en omkostningsreduktion på 14,83 kr. pr slagtesvin om året i de sidste 3 år. Med den varslede 100 procent genomiske selektion i avlskernen kommer der desuden et markant løft til avlsfremgangen.