27. november 2017

Tag hånd om din bedrifts fremtid

At overlade økonomistyring af din bedrift 100 % til andre, svarer til, at du lader andre tage sig af din bedrift.

Mange opfatter økonomistyring som en tidskrævende, administra­tiv opgave, der ikke skaber værdi, men i stedet koster på bundlinjen, og som man med fordel kan udli­citere til andre. Men økonomisty­ring er i virkeligheden en stor del af den daglige ledelse og langt de fleste beslutninger og aktiviteter i stalden og i marken er en del af økonomistyringen.

”Vil man for eksempel begynde at producere grise opdrættet helt uden brug af antibiotika, vil det koste ekstra resurser. Først skal man lave en rentabilitetsberegning forud for beslutningen. Derefter kommer økonomistyringen i spil, hvor man skal sikre sig via løbende styring, at man opnår de gevinster, som rentabilitetsberegningen viste. Alle landmænd tager beslutninger. Men beslutninger skal baseres på de rigtige informationer, for at man kan træffe de rigtige beslutninger,” siger Vibeke Hjorslev Rasmussen fra SEGES, Erhvervsøkonomi.

Efterfølgende kræver det opfølgning for at finde ud af, om det nu også går, som man havde forventet – og budgetteret med.

”Ved hjælp af løbende økonomistyring har man mulighed for – i tide – at foretage justeringer, som er nødvendige for at realisere de ønskede mål for virksomheden,” siger Vibeke Hjorslev Rasmussen.

Træf de rigtige beslutninger
Det er vigtigt at tænke sine beslutninger helt igennem ud fra tre faktorer, så man er sikker på at opnå sine mål:

Aktivitetsstyring
Aktivitetsstyring omhandler opti­mering af produktionen indenfor de givne rammer. Det er her, man fx arbejder med spørgsmål om, hvordan man producerer flere grise med det samme antal søer i det ek­sisterende anlæg - eller tager beslutning om at omlægge til produktion uden brug af antibiotika.

Kapacitetsstyring
Hvordan udnytter du dine kapaciteter bedst og får du nok ud af de kapaciteter, du har til rådighed. En af kapaciteterne på bedriften består af medarbejdere. I eksemplet med at omlægge til OUA-produktion kan kapacitetsstyringen blandt andet bestå i at se på, om de medarbejdere, man har, udnyttes bedst muligt set i forhold til at løse den ekstra opgave, det medfører at have en OUA-besætning.

Finansiel styring
Hvad vil en omlægning koste i opstart og løbende udgifter? Vil dine penge være brugt op, før du vil se den merindtægt, OUA-produktion vil give?

Økonomistyring er summen af styring indenfor hvert af de tre ovenstående punkter Det handler om at kunne se sammenhængen mellem hvordan de påvirker hinanden. Beslutninger truffet inden for det ene område, vil altid have indflydelse på de to andre.

Du kan blive meget klogere på Økonomistyring i pjecen ”Produktionsøkonomi Svin 2017”