18. januar 2018

Lokalbedøvelse ved kastration

Inden 1. januar 2019 skal alle grise lokalbedøves inden kastration. Læs mere om forløbet her.

Som det tidligere blev meldt ud, skal alle grise lokalbedøves i forbindelse med kastration før vi når 1. januar 2019. Det er en del af den strategi, der blev fremlagt på årets Svinekongres.

”Tidligere har der været risiko for grisen forbundet med lokalbedøvelse. Men vi har nu fået forfinet metoden, så vi kan bedøve på en måde, der øger grisenes velfærd. Og derfor vil vi bruge bedøvelse før alle kastrationer inden udgangen af 2018,” siger formand for Landbrug & Fødevarer Svineproduktion, Erik Larsen.

Indførelsen af lokalbedøvelse før kastration har været et stigende krav fra omverdenen og ifølge Erik Larsen er vi som branche hele tiden nødt til selv at gå forrest.

”Dansk landbrug har altid været karakteriseret af, at vi er innovative og går nye veje i forhold til at lave ordentlige produkter med høj fødevaresikkerhed under gode forhold for dyrene. Det er simpelthen en del af vores brand på de udenlandske markeder. Derfor er det forretningsmæssig værdi i at gå forrest og være de bedste – også selv om vi ikke i første omgang ser udbyttet af investeringerne på indtjeningen”, siger han.

De næste skridt

Indføringen af lokalbedøvelse i forbindelse med kastration stiller en række praktiske udfordringer. SEGES Svineproduktion arbejder lige nu på at lave en guide til dig om hvordan du og dine medarbejdere kommer i gang. Der vil bl.a. være en teoridel og en praktisk del af uddannelsen.

”Jeg ved godt, at det kommer til at kræve ekstra arbejde og at det ikke er gratis. Men vi vil arbejde på at gøre det så gnidningsfrit som muligt for jer at komme i gang,” siger Erik Larsen.