Produkttest af gummimåtter til farestier

Brug af gummimåtter i farestier er den mest anvendte måde at aflaste en so med begyndende skuldersår. Tilsvarende anbefales gummimåtter til søer, der på grund af dårligt huld eller tidligere forekomst af skuldersår, er i risiko for at udvikle skuldersår. Gummimåtter af fabrikatet Kraiburg, Atlas, 18 mm har beviseligt positiv effekt i forhold til fuldspaltegulv, overfor opståede skuldersår [1] (Meddelelse 783, DSP).

Der blev i 2004 gennemført en erfaringsindsamling med gummimåtter, baseret på de daværende ganske få markedsførte produkter [2] (Notat 0409). Der markedsføres aktuelt en hel række forskellige gummimåtter, som i deres konstruktion varierer meget (vægt, mål, overflademønster, monteringsvejledning, mv.), og der er fra besætningsejeres og rådgiveres side et udtalt ønske om en sammenligning af de forskellige gummimåtter med hensyn til såvel håndterbarhed og hygiejne, som den forebyggende effekt i forhold til skuldersår.

Der er derfor behov for en vurdering af gummimåtter med hensyn til især håndteringsvenlighed, holdbarhed og hygiejneforhold. Det er ikke muligt i en produkttest at afklare underlagets forebyggende effekt overfor skuldersår.

Følgende måtter indgik:

I appendiks er vist fotos og angivet yderligere oplysninger om måtterne.

Der blev ilagt 20 måtter pr. fabrikat, i hver af 4 besætninger. I alt 80 måtter pr. fabrikat. Måtterne blev ilagt stierne ved start af produkttest og forblev i stierne i 4 på hinanden følgende diegivningsforløb, i alt ca. 140 dage. Søerne blev ved indsættelse tilfældigt fordelt mellem fabrikaterne, dog under hensyntagen til, at der skulle være en jævn fordeling af gylte på alle fabrikater.

Måtterne blev placeret og monteret efter anvisninger fra fabrikanten/forhandleren.

Besætningsbeskrivelse fremgår af nedenstående:

Registreringer

Holdbarhed
Det blev registreret, når der blev observeret skader på gummimåtten, samt alvorligheden heraf:

• I hver diegivningsperiode blev det registreret af besætningsejer, hvilken diegivningsdag en skade opstod.
• Ved fravænning blev måttens tilstand vurderet af registreringstekniker ud fra følgende skala:
• • Karakter 0 = ingen skade
  • Karakter 1 = skade på måtten der dog ikke var afgørende for dens funktion
  • Karakter 2 = skade der forringede måttens funktion
  • Karakter 3 = måtten var kassabel
• Hvis måtten var kassabel blev den taget ud af testen.
• Hvis måtten ikke var kassabel, blev den liggende i farestien og indgik således i en ny diegivningsrunde. I efterfølgende diegivningsperiode blev der taget udgangspunkt i dens tilstand ved forrige fravænning, og kun nye skader blev registreret.

Hygiejne
I hver diegivningsrunde blev der vurderet hygiejne på og foran måtten. Følgende blev vurderet:

Hvilket område i stien, som blev registreret med hensyn til hygiejne:

• foran måtten
• forrest på måtten
• bagest på måtten
• foran måtten + forrest på måtten
• foran måtten + bagest på måtten
• overalt på og omkring måtten

Karakter:

• 0 = ren/tør
• 1 = våd og/eller beskidt (gødning/urin/foderrester)

Hygiejnen blev vurderet 3 gange pr. diegivningsperiode: ca. 1 og 3 uger efter faring samt umiddelbart før fravænning.

Fastholdelse af måttens placering under soen
Det blev registreret, når en måtte flyttede sig væk fra udgangspositionen, så den ikke længere udgjorde et underlag under soens skuldre. Det blev registreret som henholdsvis:

• ”skubbet baglæns” = måtten var helt væk fra området omkring skuldrene.
• ”lå skævt” = måtten lå stadig delvist under soen, men så enten den ene eller begge skuldre ikke hvilede på måtten, når soen lå i sideleje.

Montering
Der blev taget tid på, hvor lang tid det tog at montere måtter med ”kabelbindere”. Tidtagning var fra det øjeblik måtten var blevet lagt foran stien, og indtil den var monteret.

Vask
To gange i testperioden blev der taget tid på vask af stier med de forskellige fabrikater af måtter.

Skuldersår
Der blev registreret forekomst af skuldersår ved afslutning af hver diegivningsperiode.

Samlet vurdering
De registrerede parametre indgik i en samlet vurdering baseret på følgende prioritering:

• Holdbarheden
• Hygiejne
• Fastholdelse af måttens placering
• Montering

Dog var det en forudsætning, at måtten som udgangspunkt havde en størrelse, der sikrede, at soens skuldre altid lå på måtten, uanset hvordan soen lå i sideleje i boksen, når boksen var i yderste position. Hvis ikke måtten kunne overholde dette kriterium, blev det vægtet højere end nogen af de øvrige parametre.

Statistik
Undersøgelsen var ikke tilrettelagt med henblik på statistisk behandling af data. Der er derfor ikke foretaget statistiske beregninger.

”Kraiburg, Atlas” samt ”AAG Staldmåtte” havde den bedste holdbarhed. Der var to af grupperne, der udgik tidligt i testen på grund af ringe holdbarhed (”GSM” og ”Somåtte med huller”). De øvrige måtter adskilte sig ikke fra hinanden med hensyn til hygiejne. Det var gulvtypen, der var betydende for hygiejnen på og omkring måtten.

I det følgende er vist resultater vedrørende

• Holdbarhed af måtter
• Hygiejne
• Fastholdelse af måttens placering under soen
• Montering
• Vask
• Skuldersår

Fordi måtten i gruppe 6 målte 60 cm i bredden, blev der kun anvendt 40 måtter – halvdelen af det planlagte. Årsagen er, at 60 cm var for smalt, da det ikke rækker til hele boksbredden – og dermed det område soen kan ligge på. Måtten blev således testet på et reduceret grundlag i forhold til de øvrige måtter med det formål at vurdere de øvrige parametre.

Holdbarhed af måtter
Der var to fabrikater, som allerede efter 1. runde havde så mange kassable måtter, at de blev udtaget af testen (gruppe 3 og 4). Der var blevet kasseret hhv. 23 pct. (gruppe 3) og 27 pct. (gruppe 4). De pågældende fabrikanter kunne så lade en anden måtte-type indgå i den resterende del af testen (gruppe 5 og 6). Disse måtter blev derfor ikke testet i lige så lang tid som gruppe 1 og 2, jf. tabel 1.

Måtterne i gruppe 1, 2, 3, 5 og 6 var massive, det vil sige uden forstøbte eller udstandsede huller. Måtten i gruppe 4 havde huller med en diameter på ca. 3 cm, og der samlede sig ofte foderrester og gødningsrester i hullerne. Søerne forsøgte at få fat i disse foderrester – også i besætningerne med fuldspaltegulv, hvilket fik konsekvenser for holdbarheden.

Grunden til, at måtten i gruppe 3 havde dårlig holdbarhed tilskrives dens større grad af ”blødhed” i forhold til de øvrige måtter.

Skader på måtterne fremkom på grund af bid eller skrab med klove og forekom oftest forrest eller midt på måtterne.

Vurdering af holdbarhed er vist i tabel 2.

Gruppe 5 og 6 har ikke indgået i testen på samme niveau som gruppe 1 og 2, hvorfor det er valgt ikke at foretage vurdering af holdbarheden i gruppe 5 og 6. Dog var der i gruppe 5 kasseret 4 måtter, på trods af den kortere testperiode. Både ”HSM” og ”somåtte, massiv” var dog i test i længere tid end de kasserede fabrikater, og har derfor afgjort en bedre holdbarhed end ”GSM” og ”somåtte med huller”.

Blandt de to måttefabrikater, som måtte udtages af testen var der ikke synlig sammenhæng til hverken fodringsprincip eller gulvtype i forhold til omfanget af skader.

Holdbarheden har med stor sandsynlighed sammenhæng til overfladens hårdhed. Hårdheden udtrykkes i Shore A for bløde materialer som fx gummi. Hårdheden siger ikke noget om måttens evne som ”aflastning” i form af eftergivenhed for soens vægt. Der er ikke kendskab til hvilken Shore A-værdi, der bør tilstræbes i relation til måttens funktion i farestier, men alt andet lige, kan man sandsynligvis forvente en lavere holdbarhed, des lavere Shore A værdi. Det betyder til gengæld, at måttens overflade bliver hårdere des højere værdi. Det kan i måttetyper, som har deltaget i denne produkttest, have betydning for måttens evne som ”aflastning” i form af eftergivenheden for soens vægt. Det er derfor ikke entydigt en høj Shore A-værdi eller MPa-værdi (trækstyrke), som vil være et godt, objektivt kriterium ved indkøb af måtter.  

Hårdheden af overfladen blev målt med en Shore A hårdhedsmåler (Schmidt, type HPSA). Værdierne er vist i tabel 3. Der blev i én målerunde målt 5 gange, hver gang på et nyt sted på måtten. På tidspunktet for målingen var gruppe 3 og 4 udgået af test, og de blev ikke målt.

Hygiejne

Uanset gruppe var der stor forskel på hygiejnen i stierne, afhængig af om der var fuldspaltegulv eller delvist spaltegulv. Derfor blev vurderingen på dette punkt opdelt ud fra gulvtypen.

Gruppe 1, 2, 4 og 6 havde alle en god hygiejne i stier med fuldspaltegulv. Der var ingen af grupperne, der opnåede en god hygiejne på delvist spaltegulv. Gruppe 5 og 6 opnåede en acceptabel hygiejne.

Tørfoder syntes generelt at medføre en bedre hygiejne end vådfoder. Det skal dog understreges, at der kun medvirkede én besætning med hver kombination af foder- og gulvtype.

I besætningerne med fuldspaltegulv var det primært bagest på måtten, at der var problemer med hygiejnen. Soens bagben stod på måtten. Derved landede gødning ofte på måtten, især ved små, unge søer.

I besætningerne med delvist spaltegulv var den dårlige hygiejne i højere grad fordelt flere steder på måtten.

Fordelt på grupperne var hygiejnen som beskrevet i tabel 4.

Måtten i gruppe 6 var, som tidligere nævnt, for smal, hvilket som udgangspunkt i forhold til de øvrige grupper med bredere måtter, sandsynligvis har medvirket til en bedre hygiejne.

Måtterne i gruppe 1, 2, 3, 5 og 6 var massive, det vil sige uden formstøbte eller udstandsede huller. Måtten i gruppe 4 havde huller med en diameter på ca. 3 cm, og der samlede sig ofte foderrester og gødningsrester i hullerne, hvilket i stier med delvist spaltegulv påvirkede hygiejnen i negativ retning. Søerne forsøgte at få fat i disse foderrester – også i besætningerne med fuldspaltegulv. På de massive måtter var det lettere for søerne at slikke eventuelle foderrester op.

Måtterne i gruppe 3 havde relativt brede og dybe riller på undersiden. Måtterne blev i nogle stier forsøgsvist lagt med rillerne opad, i stedet for hammerslagsmønstret, men det resulterede i dårligere hygiejne end hvis hammerslagsmønstret var opad. Derfor blev de testet med hammerslagsmønstret opad.

Fastholdelse af måttens placering under soen
Måtten skal placeres, så soens skulder ligger på måtten – uanset hvilken side soen ligger på. I stier med fuldspaltegulv blev måtterne fastgjort til spaltegulvet i alle fire hjørner. I stierne med delvist spaltegulv blev måtterne fastgjort i de to bageste hjørner, til spaltegulvet. Forreste del af måtten blev ikke fastgjort.

Måtterne i gruppe 1, 2 og 5 fik karakteren ”god” i stier med fuldspaltegulv, men ”uacceptabel” i stier med delvist spaltegulv. Fastgørelse i 2 hjørner på delvist spaltegulv, var således ikke tilstrækkeligt til at få en acceptabel del af måtterne til at ligge så fast, at det ikke udgjorde et driftsledelsesmæssigt problem.

Måtten i gruppe 6 var for smal (60 cm) til at sikre, at soens skuldre lå på måtten uanset soens liggepositur. Soen kunne ikke ligge med begge skuldre på måtten, når fareboksen var i yderste position.

Måtterne i gruppe 1 blev fastgjort med medfølgende quicklocks, men kunne ifølge forhandleren også fastgøres med kabelbindere. I de øvrige grupper blev måtterne fastgjort med kabelbindere. Kabelbindere fulgte med måtterne, idet firmaerne skulle levere måtterne komplet, inklusiv metode til fastgørelse.

Forskubbede eller skråtliggende måtter var et generelt problem i de to besætninger med delvist spaltegulv. Måttefabrikaterne adskilte sig ikke fra hinanden på dette punkt.

I besætningerne med delvist spaltegulv var der problemer med at fastholde måtternes udgangsposition under soen. Omfanget blev registreret i den ene besætning, hvilket er gengivet i tabel 6. Opgørelsen viser hvor stor en procentdel af søerne, der skulle korrigeres måtter ved. Der skulle i besætningen korrigeres måtter over 100 gange i løbet af testen for alle fabrikaterne. Der var en del foderrester på gulvet under måtten. Måske søernes forsøg på at få fat i dette foder var medvirkende til, at måtterne var mere udsat for at blive skubbet væk.

Uanset hvor stramt kabelbindere/quicklocks blev spændt, så kunne måtten således glide baglæns. I løbet af testperioden, i forbindelse med gen-montering af måtter som var skubbet væk eller lå på skrå, blev det konstateret, at risikoen for at måtten lagde sig på skrå eller gled baglæns kunne mindskes ved at placere kabelbindere omkring de ganske få steder på støbejernsristen, hvor der var en tværsprosse. Alternativt kan man eventuelt fastgøre måtten tre steder, hvilket dog ikke blev forsøgt i testen.

Det kunne dog konkluderes ud fra ovenstående, at quicklock-beslagene ikke var entydigt bedre end kabelbindere, med hensyn til evnen til at fastholde måtten i dens position.

Der var i alle besætningerne 1-3 quicklocks, der blev bøjet og dermed skulle kasseres.

Montering
Montering blev gjort efter anvisninger fra firmaet, hvor måtterne var indkøbt. Der blev monteret 3-5 måtter i én arbejdsgang. Når der først var opnået rutine i monteringen, så tog det omkring 3-5 minutter at montere en måtte med kabelbindere, forudsat det nødvendige værktøj var ved hånden. Der var ikke betydende forskel mellem fabrikater. I besætning A var fuldspaltegulvet et ældre MIK-gulv, hvilket – på grund af gulvelementernes konstruktion – gjorde det mere besværligt at montere kabelbinderne, og umuligt at bruge quicklock.

Vask
Tidsforbrug til vask blev målt to gange i forsøgsperioden. Rutiner omkring vask og iblødsætning var forskellig mellem besætninger og kriterierne for stiernes renhed var ikke ens. Der var ikke entydig forskel mellem grupper med hensyn til vasketid. Der var heller ikke entydig forskel mellem besætninger med fuldspaltegulv henholdsvis delvist spaltegulv.

Tidsforbruget til vask af en sti var hyppigst 5-6 minutter. Måtterne blev ikke løftet i forbindelse med vask. Måtter bør løftes og eventuelt afmonteres i forbindelse med vask for at sikre så rent et stimiljø som muligt inden indsættelse af nye søer. Det indebærer dog afmontering af måtter i stier med fuldspaltegulv, hvorfor det sandsynligvis ikke bliver gjort. I stier med delvist spaltegulv vil man kunne løfte måtten med den ene fod mens man vasker. Det vil i nogle tilfælde være muligt at sætte måtten ”i klemme” imellem farebøjlerne, men det betinger, at man lukker bøjlerne mens man vasker.

Skuldersår
Formålet med at lægge måtter i farestier, er at forebygge at risikosøer får skuldersår, eller som aflastning af skuldersår. På trods af, at produkttesten ikke var designet til at kunne vise noget om måtternes betydning i forhold til eventuel forebyggelse eller terapeutisk effekt af skuldersår, blev der derfor registreret skuldersår på søerne. Der forekom skuldersår på søer i alle grupper. Der var stor variation mellem besætninger med hensyn til forekomsten af skuldersår.

Måtterne blev ved flere lejligheder observeret til at efterlade ”trykmærker” på soen. Dette var mest udtalt i gruppe 3. Endvidere kunne der ses trykmærker på søer ved alle fabrikater, hvis en so havde ligget på en måtte, der havde forskubbet sig. Soen lå så udover en kant på måtten, hvilket efterlod et trykmærke.

Måtterne synes derfor – som en kombination af måttens overflademønster og hårdhed – at kunne påføre utilsigtede ”tryk” på soen.

Holdbarhed
Måtterne ”GSM” og ”Somåtte med huller” udgik på grund af dårlig holdbarhed. ”GSM” var blødere i overfladen og nemmere at bøje end de øvrige. Det er sandsynligvis årsagen til dens dårlige holdbarhed. Den anden måtte, der udgik (”Somåtte med huller”) blev sandsynligvis ødelagt fordi søerne rodede efter foderrester i hullerne. Derved bed de måtten itu.

Hygiejne
Måtten med ”huller i” var tilbøjelig til at samle eventuelle foderrester, hvilket var uhygiejnisk. Uanset måttetyper var der dog overvejende uacceptabel dårlig hygiejne i stier med delvist spaltegulv. Måtterne lå 20-25 cm fra krybbekant.

I stier med delvist spaltegulv kan måtterne nemmest fastgøres i spaltegulvet. Alle måtterne var så lange, at de kunne fastgøres i spaltegulvet, så den forreste del af måtten lå 20-25 cm fra krybbekanten. Alternativt kan man fastgøre måtten i det faste gulv, hvilket indebærer risiko for at ødelægge eventuelle varmeslanger i gulvet.

Montering
Montering af måtter med kabelbindere var lige så godt som med quicklocks – og hurtigere at gøre. I stier med delvist spaltegulv kunne måtterne flytte sig, hvilket betyder, at man – for at undgå dette – skal fastgøre måtten mindst tre steder bagest, og måske enten bore huller i gulvet (hvilket generelt frarådes på grund af risikoen for at gennembore eventuelle slanger i gulvet) eller fastgøre måttens forreste del til bokstårnet. Ulempen ved sidstnævnte er, at det ikke kan lade sig gøre ved alle boksfabrikater og at den kæde eller wire man bruger vil kunne skade grisene (de kan komme i klemme). Fastgørelse af måtten foran bør i så fald være eneste fastgørelse, idet rengøring under måtten ellers ikke er muligt. I stier med delvist spaltegulv er dette af sundhedsmæssige årsager uheldigt.

Vask
Måtterne blev ikke fjernet i forbindelse med vask, men blev i stierne med delvist spaltegulv løftet så godt det kunne lade sig gøre. Måtter bør løftes og eventuelt afmonteres i forbindelse med vask for at sikre så rent et stimiljø som muligt inden indsættelse af nye søer. Det indebærer dog afmontering af måtter i stier med fuldspaltegulv, hvorfor det ikke bliver gjort. I stier med delvist spaltegulv vil man kunne løfte måtten mens man vasker, men det er ikke let, og vil derfor sandsynligvis ofte ikke blive gjort.

Størrelse
En måtte med en bredde på 60 cm er for lidt, idet soens skuldre ikke ligger på måtten, når boksen er i yderste position. En måtte med en bredde på 92 cm er for bred, idet renholdelse af stien udenfor måtten vanskeliggøres. Soen har ikke nytte af en måtte bredere end boksen kan yde plads til. Derfor er den ideelle bredde med de nuværende farebokses udformning, mindst 70 cm og maksimalt 80 cm, og tilpasset boksens udformning og bredde i yderste position.

Længden af måtten siger ikke entydigt noget om hygiejnen, idet måttens placering (hvor langt fremme i stien måtten placeres) har indflydelse på hygiejnen. I testen blev måtterne placeret 20-25 cm fra krybbekant. De fleste måtter var 110 cm. Det vurderes, at en kortere måtte end ca. 110 cm vil være fremmende for god hygiejne, på den bageste del af måtten, men det vides ikke i hvilket omfang det har betydning for måttens effekt i forhold til skuldersår eller søernes mulighed for at ødelægge måtterne. I de farestier med delvist spaltegulv, der er etableret i dag, vil en kortere måtte ikke kunne nå ned på spaltegulvet og fastgøres, hvis soen samtidig skal kunne ligge med skuldrene på måtten. Det anbefales, at måttens længde er ca. 110 cm og at måttens forreste kant placeres så eventuelt spild fra krybben ikke lander på måtten, men maksimalt ca. 25 cm fra krybbekant, for at sikre at soens skuldre ligger på måtten. Disse anbefalinger er baseret på nuværende udformning af farestier. En ændring i farestiindretning og –dimensioner vil også påvirke anbefalinger til måtters størrelse.

Andet
Alle måtterne var af gummi. Overfladens hårdhed måles for sådanne materialer i Shore-A, og jo højere værdien er, des hårdere er overfladen. Der er – alt andet lige – en sammenhæng mellem holdbarheden og hårdheden af måtten. Jo hårdere måtten er, des længere tid holder den sandsynligvis. Dette er årsagen til, at ”GSM” havde dårlig holdbarhed, sammenlignet med fx ”Kraiburg, Atlas” og ”AAG staldmåtte”.

Der findes ikke en referenceværdi, som fortæller noget om måttens effekt som forebyggelse eller aflastning i relation til skuldersår. ”Kraiburg, Atlas” har tidligere vist sig at have en positiv effekt overfor skuldersår (når sårene allerede er opstået), sammenlignet med fuldspaltegulv [1]. De testede måtter havde alle Shore-A-værdier omkring 60. De var endvidere alle massive og havde næsten samme tykkelse, hvilket kunne lede frem til, at de kan sidestilles med hensyn til en eventuel effekt overfor skuldersår.

Måtternes evne som værende ”trykaflastende” kendes ikke. Det vil sige måtternes evne til at forme sig efter soen - give efter for soens vægt. I flere tilfælde efterlod måtten et ”mønster” på nogle af søerne, hvilket indikerer, at måtten ikke giver efter for soens vægt. Dette var tydeligst i måtten med huller i, fra P. Lindberg. Shore A-værdien fra denne måtte afviger ikke væsentligt fra de øvrige måtter, hvilket tyder på, at de øvrige måtter var tilsvarende lidt trykaflastende.

Kun to af fabrikaterne havde – på nær 1-3 måtter - alle måtter igennem alle fire diegivningsperioder. Det var ”Kraiburg, Atlas” og ”AAG staldmåtte”. Eftersom der ikke var tydelig forskel på de øvrige vurderede parametre i testen, er disse to måtter de mest anbefalelsesværdige af måtterne i testen. Der var dog kasserede måtter af begge disse fabrikater, selv efter få diegivningsrunder.

”GSM”-måtten og ”Somåtte med huller” kunne ikke holde, og er ikke længere i handlen.

”HSM”-måtten var 22 cm bredere end ”Kraiburg, Atlas” og ”AAG staldmåtte”. Dette betød, at renholdelse udenom måtten såvel som på måtten var sværere. ”Somåtte, massiv” var for smal, og markedsføres ikke længere. Firmaet, P. Lindberg, har oplyst, at de fremover kun forhandler måtter indkøbt ved AAG Aalborg Gummivarefabrik. ”Somåtte, massiv” indgik ikke i test på samme niveau som ”Kraiburg, Atlas” og ”AAG staldmåtte”, så der er ikke samme kendskab til måttens holdbarhed. Dog var ”somåtte, massiv” og ”HSM” tydeligvis mere holdbar end de to kasserede fabrikater.

Det anbefales, at måtter måler 70-80 cm i bredden og ca. 110 cm i længden, og at de placeres ca. 20-25 cm fra krybben. Dette er baseret på de farestier og –bokse, der primært er på markedet. Hvis bredden af boksen i yderste position ændres fra de nuværende ca. 70 cm (målt nede ved gulvet, hvor soens skuldre er placeret ved en liggende so), så skal måttedimensioner tilsvarende ændres. Markedsføring af sådanne ”bredere” bokse er påbegyndt.

Alle måtter i testen var fastmonteret, og vask under måtterne var ikke realistisk i stierne med fuldspaltegulv. I stierne med delvist spaltegulv var det muligt at løfte måtten i den ene ende. Af hensyn til smittepresset i stierne bør der vaskes under måtterne.

Der er ikke kendskab til betydningen af Shore-A-værdi (overfladens hårdhed). I forbindelse med gennemførelse af produkttesten er der fremkommet et behov for andre objektive kriterier som kan fortælle noget om måttens evne som trykaflastning mv., herunder om det er naturgummi eller genbrugsgummi, om der er indstøbt væv etc., i forhold til de i produkttesten undersøgte faktorer. Ingen af disse forhold er oplyst for måtterne i testen. Der er uden tvivl forskel på gummikvaliteten, herunder om det er genbrugsgummi eller naturgummi. I genbrugsgummi kan der måske forekomme rester af andet materiale af gummi. Andre kriterier som fx trækstyrke (oplyst som MPa-værdi), elasticitet og fjederkonstant, vil også være egenskaber, som bliver relevante i det fremtidige udviklingsarbejde omkring underlag til farestier.

Så længe der ikke foreligger yderligere dokumentation for egenskabernes betydning, er det desværre begrænset hvilken nytte der er af oplysningerne, men det øger muligheden for at sammenligne produkterne på objektive kriterier. Jo højere Shore-A-værdi, des hårdere overflade. Det øger alt andet lige holdbarheden, men tallet siger ikke noget om måttens trykaflastende evne. Er måtten en en-lagsmåtte, det vil sige, at gummiet er massivt, og støbt af ét og samme type gummi/materiale i hele tykkelsen, så antages, at jo hårdere overflade-værdi, des ringere trykaflastning.

Jo tyndere måtten er, des mere vil dette også gøre sig gældende. At meget tynde måtter i praksis erfaringsmæssig har en positiv betydning overfor skuldersår i mange besætninger, kan derfor måske tilskrives, at måtten er mere skridsikker end det eksisterende gulv i stien, eller at gulvet er slidt eller ujævnt, hvilken også en tynd måtte vil kompensere for.

De enkelte forhandlere navngiver ofte selv måtterne, for at adskille deres produkter fra andre forhandleres. Det betyder, at det er svært at få kendskab til eventuel dokumentation vedrørende måttens effekt, holdbarhed mv. Dette øger yderligere behovet for at måtternes objektive, tekniske specifikationer oplyses.

Firmaoplysninger om måtter