Et- og to-trins ammesøer

Mange søer føder flere grise, end de kan passe. De overtallige grise opnår dårlig tilvækst og højere dødelighed [1]. Brug af ammesøer til disse grise kan give problemer, da det ikke er naturligt for søer at tillade fremmede grise at die. Der kan gå lang tid fra grisene lægges til ammesoen, og indtil de får die første gang [2]. Dette kan medføre sult og eventuelt energi- og væskemangel hos grisene, og jo yngre/svagere grisene er jo mere belastende er det. Man kan enten benytte et-trins ammesøer, der har fravænnet grise, der er over 20 dage gamle, eller to-trins ammesøer, der har afleveret deres 4-10 dage gamle grise til en so, der har fravænnet egne grise.

En et-trins ammeso bliver ofte fravænnet sine egne grise 1-3 dage før forventet. Derfor opnår ammesoens grise en lavere fravænningsvægt, end hvis grisene var blevet fravænnet samtidig med resten af dette hold. Ved en to-trins ammeso gælder de samme forhold omkring de fravænnede grise, men her er der endvidere risiko for dårligere trivsel hos de 4-10 dage gamle grise, der flyttes fra to-trins ammesoen. 1. kuldssøer tager bedre imod ammegrise end søer ældre end 1. kuld [4].

Afprøvningen skulle afklare, om to-trins ammesøer er bedre end et-trins ammesøer til at modtage de mindste grise fra kuldene indsamlet de første dage efter faring, samt om en eventuel fordel af at anvende ammesøer modsvarer produktionstabet for ammesøernes oprindelige kuld.

Grupperne i afprøvningen fremgår af tabel 1. Afprøvningen blev gennemført i én besætning med cirka 40 faringer pr. uge, og fravænning efter fem ugers diegivning. Der var fire større og ni mindre staldsektioner i besætningen. Driftslederen gennemførte kuldudjævning til cirka 12 grise pr. kuld indenfor det første døgn efter faring. For at undgå smitteoverførsel imellem sektionerne blev det tilstræbt ikke at flytte pattegrise imellem sektionerne. I stedet blev ammesøerne flyttet til den aktuelle sektion. Alle ammesøer i denne afprøvning var 1. kuldssøer. Ammesøer blev fremstillet ved parvis at udvælge to søer, der havde mindst tre uger gamle, pæne grise. Den ene so (et-trins ammeso) blev flyttet til en tom sti. Den anden so (mellemso-forsøg) erstattede en so, der havde diet et kuld grise i 4-10 dage (to-trins ammeso). To-trins ammesoen blev flyttet til en tom sti ved siden af et-trins ammesoen. En so med samme diegivningsperiode og samme antal grise blev udvalgt som kontrol-mellemso for forsøgs-mellemsoen. Alle grise hos mellemsøerne blev vejet med 10 grams nøjagtighed og øremærket.

I 1-5 dage gamle kuld blev de to mindste grise øremærket og vejet med 10 grams nøjagtighed. Der indgik 220 ammegrise fra 201 kuld. Efter møntkast blev den ene gris sat tilbage til soen (kontrolgris), mens den anden gris blev flyttet til en ammeso. I enkelte kuld blev der vejet fire grise, og udvalgt to ammegrise. Grisene til ammesøer blev igen fordelt ved møntkast til et- og to-trinsammesoen, og flyttet til ammesoen cirka to timer, efter at ammesoen var flyttet fra sit oprindelige kuld. Ammesøer og -grise blev fulgt med video i de næste 6-12 timer.

Alle øremærkede grise blev hos den so, de tilhørte efter vejning og kuldudjævning. Dog kunne tydeligt utrivelige grise fraflyttes soen, og blev da registreret som ”død (fraflyttet, svag)”. Der var ingen restriktioner for at tilsætte eller fraflytte grise uden øremærker hos søer med kontrolgrise. Alle grise blev vejet med 10 grams nøjagtighed dag 2 og dag 5 efter flytning. Grisene blev vejet ud enkeltvis med 100 grams nøjagtighed.

For at lave en ammeso bliver ammesoen fravænnet nogle dage tidligere end resten af ugeholdet. For at afklare, hvor meget grise i det oprindelige kuld hos kommende ammesøer mister i forhold til resten af ugeholdet, blev mellem-forsøg- og mellem-kontrol-grisene også vejet mandag inden den fravænning, der skete onsdag eller torsdag.

Tabel 1. Forsøgsdesign - grupper i afprøvningen

Ved sammenligning af de relevante grupper er dødeligheden behandlet ved logistisk regression (Proc mixed), mens fravænningsvægten er sammenlignet i en lineær model (GLM). Der er taget hensyn til, at kuldene indgik i par indenfor gentagelserne, og til at grise indenfor et kuld var indbyrdes afhængige.

Afprøvningen omfattede 10 gentagelser. Der indgik i alt 440 amme- og kontrolgrise og 235 ”mellem-so” –grise.

Antallet af grise og gennemsnitsresultater i de enkelte grupper fremgår af tabel 2.

Tabel 2. Resultater af afprøvningen

Resultater for ammesøerne

Kontrolgrisene havde en dødelighed på 6,4 pct. imod en dødelighed på henholdsvis 18,2 og 5,5 for grise hos et- og to-trins ammesøerne (tabel 2). Dødeligheden for grise hos et-trins ammesøerne var statistisk sikkert højere end dødeligheden hos to-trins ammesøerne og hos kontrolgrisene. Der var ikke statistisk sikker forskel på dødeligheden mellem to-trins ammegrisene og kontrolgrisene.

Fravænningsvægten for grise hos et-trins ammesøer var ligeledes statistisk sikkert lavere end fravænningsvægten for grise hos kontrol og to-trins ammesøer. Dette til trods for, at et-trins ammesøer i gennemsnit fravænnede én gris mindre pr. kuld, hvilket burde medføre, at fravænningsvægten var 300 g højere for et-trins ammesøerne end for to-trins ammesøerne [3].

Figur 1. Dødelighed hos amme- og kontrolgrise i de enkelte gentagelser

Figur 1 viser, at to-trins ammesøerne fungerede meget stabilt igennem afprøvningen, mens der var en periode, hvor et-trins ammesøerne var dårlige til at modtage grisene. Det er muligt, at forskellige tiltag, der kunne lette modtagelsen af grisene, ville reducere dødeligheden hos et-trins ammesøerne. Disse tiltag kunne for eksempel være: At ammesoen i stedet blev i sin egen sti, længere tomperiode inden ammegrisene flyttes til soen, oxytocinbehandling eller at lade nogle af soens egne grise blive hos soen.

Resultater for mellemsøer

Pattegrisedødeligheden på 6,4 pct. hos forsøgs-mellemsøerne var ikke statistisk sikkert højere end pattegrisedødeligheden på 3,4 pct. hos kontrol-mellemsøerne (figur 2). Der var heller ikke statistisk sikker forskel på fravænningsvægten.

Figur 2. Dødelighed hos mellem og mellem-kontrol grise

Figur 3. Ammegrise. Flyttevægtens betydning for fravænningsvægten

Figur 3 viser grisenes fravænningsvægt i forhold til vægten ved indgang i afprøvningen. Grundet de få grise i afprøvningen og variation i diegivningslængden for de enkelte søer er kurverne for flyttevægtens betydning for fravænningsvægten ikke jævne. Når der korrigeres for statistisk sikker effekt af antal diedage, kan det beregnes, at en øgning af flyttevægten med 1 kg hos kontrol- og to-trins ammegrise øger fravænningsvægten med 2 kg (p< 0,001). Et-trins ammegrisene havde en lavere fravænningsvægt end grisene i de to andre grupper uanset startvægt, og der var ingen statistisk sikker effekt af flyttevægten på fravænningsvægten. Dette skyldes sandsynligvis en større spredning på grisenes tilvækst hos et-trins ammesøerne.

Figur 4. Tilvækst i de enkelte grupper. Grisene blev vejet dag 0, 2, 5 og ved fravænning

Figur 4 viser vægten ved flytning, dag 2, dag 5 og ved fravænning for de fem grupper af grise. Et-trins, to-trins og kontrolgrisene startede med samme vægt. To-trins (blå) og kontrolgrisene (sort) fulgtes ad hele perioden. Et-trins ammegrisene (rød) klarede sig dårligere både før og efter dag 5 end kontrolgrisene. Et-trins ammesøerne fungerede således dårligt fra starten, og grisenes tilvækst var også dårligere efter dag 5. Den lavere tilvækst skyldes således ikke kun, at et-trins ammesøerne var længere om at give die. Det er sandsynligt, at den lavere tilvækst senere i diegivningsperioden skyldes, at den længere tid til diegivning gav skader hos grisene, eller at søerne begyndte at blive golde inden første diegivning. Mellemsøerne (gul og grøn) startede ved en vægt på 2,2 kg, og der var ikke tegn på, at grisene hos mellem-forsøgs søerne gik ned i tilvækst i forbindelse med, at deres so blev erstattet med mellem-forsøgs soen.

Videoobservationer

Otte par ammesøer og -grise blev fulgt med video de første 6-12 timer, efter at ammegrisene var flyttet til ammesoen (tabel 4).

Grisene søgte rundt i stien de første cirka 20 minutter, men lagde sig så i pattegrisehulen i de følgende 2-4 timer. Slagsmål forekom, men blev kun observeret imellem enkelte grise og kun i få kuld.

Søerne var enten meget rolige og rejste sig 4-5 gange i løbet af de første fire timer, eller meget urolige efter grisene blev tilsat, og rejste sig 10-29 gange i løbet af de første fire timer. For det meste lagde soen sig få minutter efter at have rejst sig. Det skete dog også, at søerne stod op i perioder på mere end 10 minutter. I dette lille materiale var der ingen sammenhæng imellem, hvor rolige søerne var i de første fire timer, og hvor hurtigt de gav grisene mælk.

Selv om det er naturligt for diegivende søer at afvise fremmede grise, blev der ikke observeret aggression, hvor ammesøerne prøvede at bide efter grisene. Der blev heller ikke registreret grise med koden ”bidt ihjel”. Ni grise (1,3 pct.) blev registreret som ”lagt ihjel”. Ingen af disse ihjellægninger blev observeret ved videoovervågningen, selv om en del af søerne rejste og lagde sig hyppigt de første timer, efter at ammegrisene var flyttet til ammesoen.

Enkelte grise kunne gå ud til soen, og hvis soen lå i sideleje, ville disse grise prøve at få mælk. Selv om søerne kunne ligge i sideleje i timevis, var det sjældent, at der kom mere end et par grise til yveret ad gangen, og selv om grisene masserede yveret energisk, så det ikke ud til, at grisene fik mælk. Efter at ammegrisene var flyttet til soen, gik der imellem 20 minutter og otte timer, før alle grisene første gang kom til yveret. For det meste kom grisene hos begge ammesøer til yveret samtidig, hvilket må skyldes, at diegivninger i nabostier har motiveret grisene eller søerne til en diegivning. Det var sjældent, at grisene fik mælk ved de første ”diegivninger”. Under disse ”diegivninger” var der hele tiden grise, der skiftede plads, og for det meste rejste soen sig pludseligt, som om den blev frustreret over uroen ved yveret. Efter første ”diegivning” kom grisene regelmæssigt til yveret med cirka 40 minutters interval, men de regelmæssige diegivninger var fortsat ikke succesfulde. Grisene kom for det meste til yveret, i forbindelse med at grisene i nabostierne fik die. Der var ikke lyd på videooptagelserne. Derfor er det ikke klart, om grisene i nabostierne aktiverede ammesøerne til at kalde på grisene, eller om lyden fra grisene i nabostierne aktiverede grisene, der så fik aktiveret søerne til diegivning.

Vellykkede diegivninger, hvor grisene optog mælk (periode hvor grisene lå helt stille ved yveret), blev observeret imellem 3,5 og 11 timer, efter at ammegrisene var flyttet til ammesoen (figur 5). Ud af otte kuld pr. gruppe var der tre kuld hos et-trins ammesøerne og syv kuld hos to-trins ammesøerne, hvor der blev set vellykkede diegivninger i observationsperioden (tabel 3).

Tabel 3. Resultat af videoovervågning

Fravænningsvægt hos grise der fravænnes tidligt, for at soen kan blive ammeso

Behovet for ammesøer er størst på de store faredage fredag til mandag, hvilket ved traditionel ugedrift ligger 2-5 dage før fravænningsdagen (onsdag eller torsdag). I denne afprøvning blev ammesøerne fremstillet ved at fravænne grise mandag fra søer, der ellers skulle fravænnes onsdag eller torsdag. For at registrere hvor meget dette nedsætter fravænningsvægten, blev der vejet 76 grise hos seks søer (de sidste seks mellemsøer). Grisene blev vejet om mandagen, før de blev vejet ud onsdag eller torsdag. Den daglige tilvækst varierede imellem –100 og +400 gram, med et gennemsnit på 254 gram pr. gris pr. dag (figur 6). Hvis 10 pct. af søerne anvendes som ammesøer, og de i gennemsnit fravænner grisene fire dage før forventet, vil produktionsrapportens fravænningsvægt pr. gris falde med 10 pct. * 4 dage * 0,25 kg/gris/dag = 0,1 kg/gris.

Figur 6. Fordeling af daglig tilvækst de sidste 2-3 dage før fravænning

Afprøvningen omfattede små 1-5 dage gamle grise, der blev lagt til 1. kulds ammesøer, der var flyttet til en ny sti cirka to timer, før grisene blev lagt til. Grisene hos to-trins ammesøerne klarede sig lige så godt som kontrolgrisene. Der var statistisk sikkert højere dødelighed og lavere fravænningsvægt hos grise lagt til et-trins ammesøerne. Det er sandsynligt, at den lavere fravænningsvægt hos et-trins ammesøerne skyldes, at de var længere om at give grisene die. Det er ikke klart, om effekten skyldes, at den længere tid til diegivning gav skader hos grisene, eller om søerne begyndte at blive golde inden første diegivning.

Der var en 200 gram højere fravænningsvægt, men også 3 pct. flere døde grise hos forsøgs-mellemsøerne end hos kontrol-mellemsøerne. Disse forskelle var ikke statisk sikkert forskellige.

De grise, der fravænnes tidligere end planlagt for at soen kan blive ammeso/mellemso, vil mangle 250 gram pr. gris i fravænningsvægt, for hver dag de fravænnes før forventet.

I afprøvningen blev de mindste grise fra kuldene anvendt som ammegrise. Disse grise var generelt livlige og i godt huld. Det er sandsynligt, at hvis der kun blev flyttet store grise fra kuldene, så ville forskellen i dødelighed være mindre.

Baseret på resultaterne fra denne ene besætning anbefales det, at ammesøer laves som to-trins ammesøer, når der anvendes 1. kuldssøer.

Selv hos to-trins ammesøer gik der mange timer før ammesøerne accepterede ammegrisene. Derfor skal ammegrise have tilstrækkeligt med ressourcer til at klare de første timer hos ammesoen.

Deltagere: Statistiker Verner Ruby
Afprøvning: 773

Skematisk beskrivelse af et- og to-trins ammesøer i en besætning med fire ugers diegivning.