Oxytocin til ammesøer

Mange søer føder flere grise, end de kan passe. Hvis de overtallige grise bliver hos soen, opnår de dårligere tilvækst og højere dødelighed [1]. Brug af ammesøer til disse grise er problematisk, da det ikke er naturligt for en so at tillade fremmede grise at die. Der kan gå lang tid fra grisene lægges til ammesoen, og indtil de får die første gang [2]. Dette kan medføre sult og eventuelt energi- og væskemangel hos grisene. Jo yngre og svagere grisene er, jo mere belastende er dette for grisene. Tidligere undersøgelser har vist, at 1.kuldssøer er hurtigere til at modtage grisene og giver grisene mere mælk end ældre søer [3], og at to-trins ammesøer er bedre end et-trins ammesøer til at passe ammegrise [4]. Pattegrise får normalt die med 40 minutters interval [4], men selv med den optimale kombination af 1.kulds- og to-trins ammesøer går der i gennemsnit 7 timer, før ammegrisene får mælk [4], [5]. Den lange tid uden mælkeforsyning belaster grisene, og kan føre til en dårligere overlevelse og tilvækst hos disse.

Hormonet oxytocin spiller en vigtig rolle for mælkenedlægningen[6]. Oxytocin påvirker muskelcellerne i yveret og medfører derved mælkenedlægning [7]. En del driftsledere behandler ammesøerne med oxytocin for at få soen til hurtigt at give de nye grise mælk. Effekten af denne behandling er ikke undersøgt tidligere.

En tidligere afprøvning har vist, at der i gennemsnit går 7 timer fra ammegrisene sættes til ammesoen, til den første succesfulde diegivning finder sted. Normalt ses det, at ammegrisene strejfer rundt i stien den første halve time uden at interessere sig for ammesoens yver [3]. Nogle ammesøer står op i denne periode, mens andre ammesøer ligger på siden, uden at grisene viser interesse for yveret. Efter den første halve time søger grisene ind i pattegrisehulen. De næste timer vil der ofte være enkelte grise, der strejfer rundt i stien, hvor de også vil prøve at die ammesoen uden succes. Efter 3 timer vil flere af grisene søge til yveret samtidig. Dette påvirkes muligvis af nabosøernes diegivninger. Ved de første diegivninger er ammegrisene meget urolige ved yveret. Dette får ammesoen til at afbryde diegivningen. I gennemsnit går der 7 timer, fra grisene er sat til ammesoen, til ammegrisene får mælk ved en succesfuld diegivning. Herefter ser det ud til, at ammesoen fungerer med regelmæssige diegivninger til grisene [4].

Denne afprøvning skulle afklare, om ammesoen hurtigere giver grisene mælk, hvis den bliver behandlet med oxytocin. 

Afprøvningen blev gennemført i to besætninger og omfattede 10 par ammesøer i hver besætning. Ammesøerne var opstaldet i traditionelle farestier med farebokse.

Der blev udvalgt to ammesøer samtidigt, som udgjorde et par. Ammesøerne i et par var ens med hensyn til kuldnummer, antal diedage før de blev ammesøer og antal grise, der blev flyttet fra søerne. Ammesøernes egne grise blev flyttet til mellemsøer, der fravænnede pæne grise efter mindst 21 dages diegivning. ½-2 timer senere blev ammegrisene lagt til ammesøerne. Overtallige, fortrinsvis 12-24 timer gamle grise, blev indsamlet, øremærket, vejet og fordelt ligeligt mellem de to ammesøer. Forsøgsgangen fremgår af nedenstående tabel.

Skitse af forsøgsdesign

Cirka 10 minutter og igen 3 timer efter at ammegrisene var lagt til, blev ammesoen behandlet med 2 ml oxytocin givet under huden bag et øre. De ti minutter var valgt, da dette er det hyppigst anvendte tidspunkt i produktionen. De fleste ammesøer accepterer først nye grise ved yveret cirka 3 timer, efter at ammegrisene er sat til ammesoen. Derfor blev behandlingen gentaget ved 3 timer. I begge besætninger blev søerne behandlet med det oxytocinpræparat, som besætningsdyrlægen havde udskrevet til behandling af mælkemangel i den pågældende besætning.

Kuldene blev fulgt til fravænning. Der blev ikke sat grise til eller flyttet grise fra ammesøerne før afprøvningen blev afsluttet. Af velfærdshensyn kunne en ammegris dog tages fra et forsøgskuld, hvis driftslederen vurderede, at den ikke ville overleve hos den pågældende ammeso. En sådan gris blev registreret som død, med koden ”flyttet, ellers død”.

Pattegrisedødelighed og sygdomsbehandlinger blev registreret. Grisene blev vejet ud enkeltvis efter 18-20 diedage. Fire kuld blev først vejet ud én uge senere (et par pr. besætning). Den tidlige udvejning var nødvendig for at sikre, at grisene blev vejet inden kuldene eventuelt blev flyttet til en anden farestaldssektion i forbindelse med rengøring af staldsektionen, eller hvis søerne skulle bruges som ammesøer.

Ammesøerne blev videoovervåget i det første døgn, efter at ammegrisene var sat til. Tidspunktet for den første succesfulde diegivning blev registreret. En succesfuld diegivning blev defineret som en diegivning, hvor minimum seks grise lå stille ved yveret i flere sekunder, samtidig med at de udviste suttebevægelser [8].

Fravænningsvægten blev behandlet statistisk ved lineær regression i en model, der tog hensyn til besætning, fødselsvægt, par, kuldnummer og gruppe. Der blev korrigeret for, at ammegrise i samme kuld var tæt korrelerede. Afprøvningen var designet til at kunne påvise en forskel i fravænningsvægt på 300 gram med 95 pct. sikkerhed og 80 pct. styrke.

Dødeligheden blev behandlet statistisk ved logistisk regression i en model, der tog hensyn til besætning, fødselsvægt, par, kuldnummer og gruppe. Afprøvningen var designet til at kunne påvise en forskel i dødelighed på 6 procentenheder med 95 pct. sikkerhed og 80 pct. styrke.

Der indgik to besætninger, 40 ammesøer og 432 ammegrise. 18 af de 20 ammesøer i besætning 1 og alle ammesøer i besætning 2 var to-trins ammesøer. I besætning 1 var ammesøerne af kuldnummer 1.-6., mens ammesøerne i besætning 2 var 1.–3.kuldssøer. Alle grise var født samme dag eller dagen før, de blev flyttet til ammesoen.

Resultaterne fra afprøvningen fremgår af tabel 1. Der var ikke statistisk sikker vekselvirkning på fravænningsvægt eller dødelighed, så resultaterne præsenteres samlet.

Tabel 1. Resultater af afprøvningen

Fravænningsvægt

Ved fravænning vejede pattegrisene i behandlingsgruppen i gennemsnit 100 gram mindre end kontrolgrisene. Denne forskel var ikke statistisk sikker (p=0,27). Der er korrigeret for statistisk sikker effekt af startvægt og besætning (mens der ikke var statistisk sikker effekt af kuldnummer).

Pattegrisedødelighed

Der døde 11,6 pct. af grisene i oxytocin-gruppen (henholdsvis 10,1 og 13,1 pct. i de to besætninger) imod 8,8 pct. i kontrolgruppen (henholdsvis 10,1 og 7,5 pct. i de to besætninger). Denne forskel var ikke statistisk sikker (p=0,53).

Dødeligheden var højere end i afprøvninger baseret på to-trins 1.kulds ammesøer. Dette kan skyldes, at der indgik flere ældre søer i denne afprøvning, samt at driftslederen i besætning 2 var nødsaget til at flytte en del grise på grund af dårlig trivsel. Tabel 2 viser dødsårsagen for de enkelte pattegrise.

Tabel 2. Antal grise fordelt på dødsårsag i de to besætninger og grupper

Soens reaktion på behandling

Oxytocin-behandlingerne blev gennemført så roligt som muligt med en tynd kanyle (0,9 mm). Der blev foretaget 36 oxytocin-behandlinger på de 18 videofilmede søer i oxytocin-gruppen. I 27 tilfælde lå søerne ned ved behandlingen, men kun i 12 tilfælde blev søerne liggende. Ved de øvrige 15 behandlinger satte søerne sig op eller rejste sig. Dette kan være med til at forklare den manglende effekt af behandlingen.

Tid fra behandling til diegivning

37 af de 40 kuld blev videoovervåget. Alle videoovervågede søer havde en succesfuld diegivning indenfor den tid, hvor de blev videoovervåget.

Intervallet fra oxytocin-behandling til grisene første gang blev accepteret ved yveret henholdsvis første gang fik die er vist i figur 1 og 2. Kun et af 18 kuld kom til yveret indenfor 20 minutter efter 1. oxytocin-behandling, mens tre af 18 kuld kom til yveret indenfor 20 minutter efter 2. behandling.

Figur 1. Fordeling af tid fra 1. og 2. oxytocin-behandling til at grisene første gang kom til yveret. Søjlens højde angiver antal kuld i det pågældende interval. I alt 18 observerede kuld

Figur 2 viser, at ingen af kuldene havde en succesfuld diegivning indenfor 20 minutter efter de to oxytocin-behandlinger. Da oxytocin virker indenfor få sekunder, men nedbrydes i kroppen i løbet af få minutter, forventes det, at effekten af behandling skal ses indenfor kort tid. Figuren viser, at kun ét kuld fik die indenfor 2 timer (120 minutter) efter 1. behandling, mens knap halvdelen af kuldene (otte kuld) fik die indenfor 2 timer efter 2. behandling.

Figur 2. Fordeling af tid fra 1. og 2. oxytocin-behandling til at grisene første gang kom til yveret. Søjlens højde angiver antal kuld i det pågældende interval. I alt 18 observerede kuld

I kontrolgruppen gik der 5,6 timer (1,6 til 11 timer) til grisene fik die første gang, mens der gik 6,3 timer (1 til 12,5 timer) i oxytocin-gruppen. Tiden til første succesfulde diegivning havde statistisk sikker betydning for fravænningsvægten, der faldt med 1,5 gram for hvert minut, der gik før soen gav die (næsten 100 gram i gennemsnit pr. time). Fordelingen af antal timer til første succesfulde diegivning er angivet i figur 3. Der er ikke korrigeret for timer til succesfuld diegivning i opgørelsen af fravænningsvægt, da der er tale om en resultatfaktor.

Figur 3. Timer fra tilsætning af ammegrise til første succesfulde diegivning i de to grupper. Pattegrisene vejede cirka 100 gram mindre ved fravænning, for hver time de måtte vente på deres første succesfulde diegivning.

Den første oxytocin-behandling blev gennemført, umiddelbart efter at grisene var lagt til soen. Behandlingen blev gentaget 3 timer efter tilsætningen af grisene.

Behandling med oxytocin forbedrede ikke søernes villighed til at give die. Overlevelsen af ammegrisene blev ikke forbedret af behandlingen, og grisene vejede ikke mere ved fravænning, hvis soen blev behandlet med oxytocin for at fremme mælkenedlægningen.

Oxytocin er et virkningsfuldt lægemiddel til brug ved mælkemangel. Det kan anvendes ved mælkemangel, hvis der er en etableret patteorden, for eksempel når soen dier sine egne nyfødte grise.

Grisene vejede knap 100 gram mindre ved fravænning for hver time det tog, før soen gav ammegrisene mælk første gang. Det er fortsat vigtigt at udvikle strategier, der sikrer, at ammegrisene hurtigt får mælk af ammesoen.

Deltagere
Tekniker Roald Koudal, Dansk Svineproduktion
Tekniker Jens Martin Strager, Dansk Svineproduktion
Satistiker Anders Strathe, Dansk Svineproduktion

Afprøvning: 773