Som følge af avlsmålet LG5 ”levende grise dag 5” stiger kuldstørrelsen. For at reducere antallet af ammesøer og dermed udnytte flest mulige af farestierne til faringer, er det relevant at vide, hvor mange grise søerne selv kan passe, og at kende konsekvenserne af forskellige antal diende grise, på henholdsvis pattegrisenes dødelighed og tilvækst og på søernes sundhed og efterfølgende frugtbarhed. Da alle grise skal optage mælk samtidig, antages det, at soen maksimalt kan passe det antal grise, som den har funktionelle patter ved faring. Selv om søer har 13-15 funktionelle patter, lægges der sjældent så mange grise til søerne. Det skyldes erfaringen, at grisene dør eller at de skal flyttes fra soen igen som efternølere. Det er tidligere vist, at pattegrisedødeligheden stiger, når der lægges flere grise til søerne, og at fravænningsvægten samtidig falder [1], [2].

I afprøvningen er det undersøgt, hvor mange grise der dør eller skal flyttes fra en so med 15 grise i forhold til en so med 13 eller 11 grise, samt hvornår dette sker, således at man med et forbedret management har mulighed for at forebygge eller forbedre håndteringen af efternølere.

I to besætninger blev hold på tre nyfarede søer, der alle havde mindst 15 funktionelle patter, tilfældigt udvalgt til at passe 11, 13 eller 15 grise. Søernes grise blev samlet i en vægtvogn. Overskydende grise (de mindste i vægtvognen) blev sat til ammesøer. 39 grise blev vejet enkeltvis, øremærket og tilfældigt fordelt til de tre søer, i kuld på henholdsvis 11, 13 og 15 grise. Pattegrisene blev herefter passet efter besætningens sædvanlige strategi med opsamling af efternølere, sygdomsbehandlinger og diverse tilskud af pattegrisefoder. Flytninger og sygdomsbehandlinger blev registreret. Efternølere, der blev flyttet til opsamlingssøer, blev fortsat fulgt frem til fravænning, for at deres eventuelle dødelighed kunne indgå i det samlede resultat.

Der indgik henholdsvis 44 og 43 gentagelser i de to besætninger. I besætning 1 indgik 1.716 pattegrise. I besætning 2 indgik 1.688 pattegrise.

I besætning 1 fik søerne tørfoder. Her blev foderkassens indstilling registreret på fravænningsdagen. I besætning 2 blev der fodret med vådfoder. Her blev foderventilen nulstillet ved faring, og aflæst når kuldet blev fravænnet.
 
Begge besætninger gennemførte fire ugers fravænning. Registreringsteknikeren vejede de enkelte grise ved cirka 22 dage, så vi var sikre på at veje alle grise før fravænning. En del af grisene blev herefter fundet for små til fravænning, og fik endnu en uge i farestalden hos en opsamlingsso. Disse grise blev så vejet igen ved endelig fravænning. Data omfatter således både en 22 dages vægt og en fravænningsvægt. I denne meddelelse anvendes 22 dages vægten i opgørelserne, da dette viser soens evne til at passe grisene ved de enkelte kuldstørrelser. Grisene blev fulgt efter fravænning og frem til cirka 30 kg. Ved tømning af smågrisesektionerne blev grisene vejet igen. Her blev grise i aflastningssektionen først vejet, når de forlod denne, uanset hvornår resten af ugeholdet blev vejet ud.

I besætning 1 var kuldene låst, når de 39 pattegrise var fordelt. I besætning 2 indsatte vi en ny gris i kuldet, hvis en gris døde i løbet af den første dag i afprøvningen. Derfor er der 11 flere grise i besætning 2 end de forventede 1677 grise (43 gentagelser gange 39 grise).

Afprøvningens primære mål var at opgøre pattegrisedødelighed og fravænningsvægt, når der lægges henholdsvis 11, 13 og 15 grise til søer med 15 funktionelle patter ved faring. Resultaterne for pattegrise, der blev flyttet til opsamlingssøer, indgår fortsat i pattegrisedødelighed og fravænningsvægt for den oprindelige kuldstørrelse. Dødeligheden steg og fravænningsvægten faldt med stigende kuldstørrelse i begge besætninger. Da der var statistisk sikker vekselvirkning på pattegrisedødelighed mellem de to besætninger, angives resultaterne for hver besætning for sig i tabel 1a og 1b.

Tabel 1a. Overordnede produktionsresultater for søer der passer 11, 13 eller 15 grise. Besætning 1.

Tabel 1b. Overordnede produktionsresultater for søer der passer 11, 13 eller 15 grise. Besætning 2

Pattegrisedødelighed

Pattegrisedødeligheden var betydeligt lavere end landsgennemsnittet i begge besætninger. Ud over god driftsledelse i besætningerne skyldes dette, at der kun indgik raske søer med en ukompliceret faring i afprøvningen. Desuden var det kun levedygtige grise, der blev fordelt til kuldene. Af tabel 1a og 1b fremgår det, at pattegrisedødeligheden steg med stigende kuldstørrelse i besætning 1, mens kuldstørrelsen ikke påvirkede pattegrisedødeligheden statistisk sikkert i besætning 2. Der blev flyttet flere pattegrise til opsamlingssøer i besætning 2, hvilket kan forklare en del af den lavere dødelighed. Grisens startvægt har betydning for pattegrisedødeligheden. Figur 1 viser, at pattegrisenes startvægt var forskellig mellem besætning 1 og 2. Da risikoen for at dø stiger med faldende startvægt (se figur 2), var risikoen for høj dødelighed størst i besætning 1, hvor der indgik 1,5 pct. små grise med en startvægt mellem 650 og 950 gram, end i besætning 2, hvor grise i denne vægtgruppe ikke indgik. Normalt er der 10 pct. små grise (vægt mellem 650 og 950 gram) blandt de levendefødte grise i danske kuld [3]. Figur 3 viser, at selv om der korrigeres for effekt af startvægt, så døde der stadig flest pattegrise i alle kuldstørrelser og vægtklasser i besætning 1.

Figur 1. Fordeling af startvægt for pattegrisene i de to besætninger

Vekselvirkning mellem startvægt og kuldstørrelse på pattegrisedødelighed

Figur 2 viser, at pattegrisedødeligheden var højest blandt de mindste grise. Figur 3 viser, at dødeligheden steg mest med kuldstørrelsen i de laveste vægtklasser. Det kan skyldes, at hvis søerne ikke kan yde mælk til alle grise, vil det gå ud over den mindste i kuldet. Det er således ikke klart, om dødeligheden bliver lavere, hvis grisene er mere ens, eller om det så fortsat vil gå ud over den svageste gris i kuldet. 

Figur 2. Pattegrisedødelighed fordelt på pattegrisenes vægtklasser. Begge besætninger. 650 – 940 gram = lille, 950 – 1,44 kg = Pæn, 1,45 – 2,04 kg = Stor, 2,05 - 2,6 kg = Mega

Figur 3. Pattegrisedødelighed pr. gruppe og vægtklasse fordelt på de to besætninger. Bemærk forskellen i dødelighed mellem besætningerne for især ”pæne grise”. 650 – 940 gram = lille, 950 – 1,44 kg = Pæn, 1,45 – 2,04 kg = Stor, 2,05 - 2,6 kg = Mega

Figur 4 viser, hvornår pattegrisene døde ved de tre kuldstørrelser i de to besætninger. Bemærk, at figuren angiver ”antal grise”, så når kuldstørrelsen stiger fra 11 til 15 grise, er der også fire grise mere pr. kuld, som kan dø. I besætning 1 døde der flest grise indenfor de første fire dage, mens den lavere dødelighed i besætning 2 var fordelt over 6-7 dage. Forudsat, at det er muligt at forudsige de pattegrise, der vil dø, vil en koncentreret indsats med flytning af utrivelige pattegrise til opsamlingssøer de første fire dage i besætning 1 kunne redde mange grise. I besætning 2 var man hurtige til at flytte grisene i gruppen med 15 grise (se figur 5). Det kan have medvirket til, at flere af pattegrisene overlevede i denne besætning. Når grise kan overleve i et kuld med 11 grise, men ikke i et kuld med 15, kan det ikke være grisene, men soen der er problemet. Der bør derfor arbejdes videre med at udvikle kriterier for hurtig og korrekt fraflytning af pattegrise fra store kuld, idet dødeligheden var højest dag 1 til 4, mens flytningerne hyppigst skete dag 2 til 9.

Figur 4. Summeret antal døde pattegrise i løbet af dieperioden. Jo mørkere kurve, jo flere grise i kuldet. Fuldt optrukket=Blå=besætning 1. Stiplet=rød=besætning 2

Figur 5 viser, at flyttemønstret i de to besætninger var næsten ens i kuld med 11 pattegrise. Besætning 2 flyttede betydeligt tidligere og flyttede cirka 30 pct. flere grise, hvis der var 13 eller 15 grise i kuldet. Den tidligere fraflytning kan forklare, hvorfor besætning 2 havde færre døde end besætning 1 i kuld med 13 eller 15 pattegrise.

Figur 5. Summeret antal flyttede pattegrise i løbet af dieperioden. Jo mørkere kurve, jo flere grise i kuldet. Fuldt optrukket=blå=besætning 1. Stiplet=rød=besætning 2

Fravænningsvægt og vægt ved tømning af smågrisesektion

Tabel 2 omfatter både en 22 dages vægt og en fravænningsvægt. 22 dages vægten siger mest om soens kapacitet til at passe grisene ved de enkelte kuldstørrelser. I fravænningsvægten indgår vægten efter en eventuel ekstra uge i farestalden.

Tabel 2. Fravænningsvægt og vægt ved tømning af smågrisesektion pr. besætning og gruppe.

Én ekstra gris i kuldet betyder, at fravænningsvægten pr. gris falder med 150 til 200 gram. (tabel 2 og figur 6). Forskellen på 150 til 200 gram svarer til én dags tilvækst. Effekten på tab i fravænningsvægt var lige stor uanset om pattegrisen var lille eller stor ved fødsel (figur 6). Ved tømning af smågrisesektionerne var effekten på vægten af én ekstra gris i kuldet fordoblet til 300-400 gram pr. ekstra gris i kuldet. Dette svarer igen til, at øgning af kuldstørrelsen med én gris sætter resten af grisene tilbage i vægt med cirka én dags tilvækst. Det er nyt, at denne forskel i fravænningsvægt både kan genfindes og forstærkes frem til udtagning fra smågrisestalden. Det er ikke klart, om forskellen yderligere forstærkes i slagtesvinestalden eller om den så aftager. Under alle omstændigheder er faldet i fravænningsvægt en omkostning ved høj kuldstørrelse, der skal modregnes i det endelige resultat, selv om dødelighed og sygelighed i smågrisestalden ikke blev påvirket af kuldstørrelsen før fravænning.

Figur 6. Fravænningsvægt i de tre grupper fordelt på startvægt. Der indgår data fra begge besætninger

Effekt af soens kuldnummer på evnen til at passe mange grise

Når søerne startede med at passe 11, 13 eller 15 pattegrise, så opnåede de at fravænne 92, 88 og 84 pct. af grisene. Resten var flyttet til opsamlingssøer. Figur 7 viser pr. kuldnummer, hvor stor en procentdel af grisene, som søerne selv fravænnede, når de startede med 15 grise. I besætning 1 var der tendens til, at søerne passede færre grise jo ældre de blev. Denne tendens var ikke synlig i besætning 2. I besætning 1 passede søerne 11-12 grise, før afprøvningen blev sat i gang. Her har de ældste søer altså sjældent haft gang i alle 15–16 patter i løbet af diegivningen. Den faldende evne til at passe mange pattegrise ved stigende kuldnummer kan skyldes, at mælkeproduktionen aftager, i de patter der ikke bliver anvendt i flere dieperioder. Litteraturen angiver, at faldet i mælkeydelse er begrænset, hvis patten ikke benyttes i en enkelt dieperiode er [4].

Figur 7. Effekten af kuldnummeret på den procentdel af grisene, der blev fravænnet fra det oprindelige kuld, for søer der startede med 15 grise. Fordelt på de to besætninger

Figur 8a og 8b viser fordelingen af kuldstørrelser ved fravænning i besætning 1 og 2. Når der er 11 grise i kuldet opnås den mindste spredning i kuldstørrelse ved fravænning. Ved 13 grise i kuldet var 12 eller 13 grise ved fravænning det hyppigst forekommende. Ved 15 grise i kuldet var 13 fravænnede grise det hyppigst forekommende. I begge besætninger fravænnede 10 pct. af søerne selv alle 15 grise.

Selv om søerne havde 15 funktionelle patter ved start, så kunne kun 10 pct. af søerne selv fravænne alle 15 tillagte grise, mens henholdsvis 22 og 42 pct. af søerne fravænnede alle tillagte grise, hvis de startede med 13 eller 11 pattegrise. Der var stor forskel på besætning 1 og 2 på dette område. Dette kan skyldes, at der savnes klare definitioner af funktionelle patter, samt at farestier og inventar sjældent er dimensioneret til store kuld.

Figur 8a. Fordeling af kuldstørrelser ved fravænning for søer, der henholdsvis passede 11, 13 og 15 grise i besætning 1

Figur 8b. Fordeling af kuldstørrelser ved fravænning for søer, der passede henholdsvis11, 13 og 15 grise i besætning 2

Søernes holdbarhed

Tabel 3 viser søernes resultater i det efterfølgende kuld. Søer med 11 grise leverede 61 kg grisetilvækst (11 grise x 92 pct. x (7,6-1,6 kg) mens søerne med 15 grise leverede 68 kg (15 grise x 84 pct. x (7-1,6 kg). Desuden bruger 15 grise mere energi til vedligehold end 11 grise. Trods denne forskel var der ikke tegn på, at antal grise i kuldet påvirkede søernes næste cyklus. Hverken antal dage fra fravænning til løbning, procent af de fravænnede søer, der blev løbet igen, faringsprocent eller kuldstørrelse i det følgende kuld var påvirket af kuldstørrelsen. Der var en svag tendens til, at søerne åd mere, hvis de passede 15 grise, hvilket fremgår af figur 10. Søernes huld ved faring og fravænning blev ikke registreret.

Tabel 3. Holdbarhed af søer der passer 11, 13 eller 15 grise. Besætning 1.

    
Tabel 4. Holdbarhed af søer der passer 11, 13 eller 15 grise. Besætning 2.

Figur 9. Foderstyrke ved fravænning i de to besætninger

I begge besætninger kunne cirka 10 pct. af søerne med 15 funktionelle patter passe 15 grise helt frem til fravænning. I besætning 1 steg pattegrisedødeligheden betydeligt ved 15 grise i kuldet, mens der ikke var så stor forskel på pattegrisedødeligheden i besætning 2, uanset om søerne passede 11, 13 eller 15 pattegrise. I besætning 2 var der kun få grise i afprøvningen, der vejede under 1 kg, og der blev meget hurtigt flyttet pattegrise til opsamlingssøer i besætning 2. Uanset fraflytning af pattegrise og stigende pattegrisedødelighed, så blev der fravænnet flere grise pr. sti, hvis søerne passede 15 grise. I begge besætninger vejede pattegrisene cirka 150 gram mindre ved fravænning pr. ekstra pattegris i kuldet. Den lavere fravænningsvægt ramte alle grise, og ikke kun de mindste grise i kuldet.

Der var ikke forskel på søernes frugtbarhed i det efterfølgende kuld. Med det begrænsede datamateriale (87 søer pr. gruppe) er det dog kun store effekter på frugtbarheden, der vil kunne påvises

Danske søer kan passe 13-15 pattegrise, hvis søerne har funktionelle patter til dette. De første fire dage skal der føres intensivt opsyn med søerne, så man sikrer sig, at alle grisene har fået en velfungerende patte.

Ved en høj kuldstørrelse i dieperioden opnås en besparelse af stiplads til ammesøer. Til gengæld skal der indgå flere opsamlingssøer, og pattegrisene vejer mindre ved fravænning. Der skal også gøres en større indsats omkring tilsynet med pattegrisene, så pattegrisedødeligheden ikke stiger til et uacceptabelt niveau. Der var ikke tegn på, at høj kuldstørrelse påvirkede pattegrisenes overlevelse efter fravænning eller soens efterfølgende produktion.

Deltagere:

Ann Edal, Jens Martin Strager, Roald Koudahl, Mai Britt Friis Nielsen og Jens Vinther, Videncenter for Svineproduktion

Afprøvning: 953