11. juni 2014

Meddelelse Nr. 1003

Forskel i firmablandinger til smågrise – Jylland 2013/2014

En afprøvning af smågrisefoder indkøbt i 2013/14 viste, at foderet fra DLG var på niveau med kontrolblandingen, men gav en højere produktionsværdi end foder fra Danish Agro og ATR. Smågriseblandingen fra DLG var væsentligt dyrere end de øvrige blandinger.

Afprøvning af firmablandinger til smågrise indkøbt i Vest- og Sydjylland 2013/14 viste, at foderet fra DLG var på niveau med kontrolfoderet, men gav en statistisk sikker højere produktionsværdi end foder fra Danish Agro og ATR Landhandel. Smågriseblandingen fra DLG var væsentlig dyrere end de øvrige blandinger. Danish Agros foderblandinger gav en statistisk sikkert lavere produktionsværdi end foderet i de tre andre grupper.

Den tilladte merpris for blandingen fra DLG ud fra de beregnede produktionsværdier blev beregnet og sammenlignet med den reelt realiserede prisforskel mellem blandingerne. Prisforskellen mellem smågriseblandingen fra DLG og de tre øvrige blandinger ved indkøb var omkring 130 kr. Den højere produktionsværdi i foderet fra DLG tillader til sammenligning en merpris på DLG smågrisefoder på højst 21 kr. Den høje indkøbspris på DLG smågrisefoder skyldes en usædvanlig råvaresammensætning i DLG’s smågriseblanding (9-30 kg), hvor der er brugt et højt indhold af dyre råvarer, som eksempelvis 5 % fiskeprotein og 14,1 % ekstruderet/varmebehandlet korn. Dette er råvarer, der på grund af prisen normalt kun anvendes i fravænningsblandinger.

Blandingerne, der indgik i denne afprøvning, var indstillet af firmaerne ud fra enkelte krav opstillet af VSP til indhold af næringsstoffer og tilsætningsstoffer. Der indgik en fravænningsblanding samt en smågriseblanding fra hvert firma.

Generelt var der en overensstemmelse mellem det deklarerede og det analyserede indhold af FEsv samt næringsstoffer. Indholdet af methionin i smågriseblandingen fra Danish Agro var dog som gennemsnit af tre analyser 8,3 % lavere end deklareret. Dette underindhold forventes at have haft en marginal negativ effekt på tilvækst og foderudnyttelse.

Alle fravænningsblandinger var pelleterede og tilsat 2.500 ppm zink i form af VetZink enten fra fabrik eller iblandet på forsøgsstationen.

 


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Jesper Poulsen, Jens Vinther

Udgivet: 11. juni 2014

Dyregruppe: Smågrise

Fagområde: Ernæring