24. marts 2015

Meddelelse Nr. 1026

20 % punktudsugning via sugepunkt midt under lejeareal i slagtesvinestald med fast gulv i lejearealet

Punktudsugning med en luftydelse på 19 m3/t pr. gris medførte, at 70 % af ammoniakemissionen og 54 % af lugtemissionen blev samlet i den del af ventilationsluften, som blev ledt ud via punktudsugning i en slagtesvinestald med delvist fast gulv.

Det primære formål med afprøvningen var at teste ventilationsprincippet punktudsugning i praksis for at fastlægge, hvor stor en del af staldens ammoniak-, lugt- og svovlbrinteemission, der kan samles i den mængde luft, som ledes ud via 20 % punktudsugning. Ventilationsprincippet punktudsugning blev afprøvet i ét år i en slagtesvinestald, hvor én kontrol- og én forsøgssektion indgik i afprøvningen. Stierne var indrettet med 25 % fast gulv og 25 % drænet gulv i lejeareal samt spaltegulv i den resterende del. I forhold til traditionel ventilation adskiller ventilationsprincippet punktudsugning sig ved, at en del af den samlede ventilationsluft ledes ud fra punkter under gulvet i stalden, mens den resterende del af ventilationsluften ledes ud af stalden via loftsudsugninger. 

Resultaterne viste, at det med en kapacitet på 19 m3/time/gris i punktudsugningsanlægget var muligt at samle 70 % af ammoniakemissionen, 54 % af lugtemissionen og 89 % af svovlbrinteemissionen i den del af ventilationsluften, som blev ledt ud via punktudsugningsanlægget. Der blev målt en øget udledning af ammoniak og svovlbrinte i sektionen med punktudsugning i forhold til kontrolsektionen, som delvist kan tilskrives, at grisene i forsøgssektionen var en uge ældre end i kontrolsektionen. Derudover vil punktudsugningen i nogen grad resultere i, at der er et højere luftskifte hen over gylleoverfladen sammenlignet med kontrolsektionen uden punktudsugning, hvilket kan påvirke fordampningen fra gyllekummen. Der var til gengæld tendens til lavere lugtemission fra forsøgssektionen end fra kontrolsektionen. Generelt var koncentrationerne af ammoniak, lugt og svovlbrinte lavere i staldrummet i forsøgssektionen end i kontrolsektionen, og staldmiljøet blev derved forbedret ved at etablere et punktudsugningsanlæg.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at effekten af punktudsugningsanlægget reduceres, hvis gyllehøjden bliver så høj, at der løber gylle ind i punktudsugningsanlægget via sugepunkterne og dermed forårsager tilstopning. Derfor bør der være fokus på, at gyllehøjden ikke overstiger sugepunkternes placering.

For at få den miljømæssige effekt af punktudsugning skal der således kun tilkobles en luftrenser på 20 % af staldens samlede ventilationskapacitet for at reducere en del af staldens ammoniak- og lugtemission. Den endelige effekt afhænger af luftrenserens renseeffektivitet.


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Malene Jørgensen, Anders Leegaard Riis

Udgivet: 24. marts 2015

Dyregruppe: Slagtesvin

Fagområde: Stalde og Miljø