I en besætning blev et specialdesignet fodertilskud anvendt de sidste 14 dage før faring. Fodertilskuddet erstattede en del af den normale foderration. Resultaterne viste, at der blev opnået en statistisk sikker reduktion i andelen af dødfødte grise i besætningen. Den fundne forskel i andelen af dødfødte grise betød, at kontrolgruppen havde 8,7 % dødfødte grise af de totalfødte grise, mens forsøgsgruppen, som modtog fodertilskuddet, kun havde 6,6 % dødfødte grise af de totalfødte grise. Risikoen (odds-ratio) for at være dødfødt var således 1,37 gange højere i kontrolgruppen i forhold til forsøgsgruppen.
Der var ingen signifikant forskel på pattegrisedødeligheden i diegivningsperioden, og ingen effekt på andelen af søer, som blev behandlet med antibiotika.
Totaldødeligheden (summen af dødfødte grise samt døde pattegrise i diegivningsperioden i forhold til antal totalfødte grise) var, som følge af forskellen i andelen af dødfødte, statistisk sikkert lavere i forsøgsgruppen i forhold til kontrolgruppen. Pattegrisedødeligheden i diegivningsperioden påvirkede kun i mindre grad den totale pattegrisedødelighed og samlet set var den totale pattegrisedødelighed i forsøgsgruppen 19,9 %, mens den i kontrolgruppen var 22,3 %. Risikoen for, at en pattegris var dødfødt eller døde i diegivningsperioden var derfor 1,15 gange højere i kontrolgruppen i forhold til forsøgsgruppen.
Afprøvningen var sidste del af GUDP-projektet ”Forbedret pattegriseoverlevelse og reduceret klima- og miljøbelastning”. Første del blev udført på Aarhus Universitet og bestod af indledende forsøg med forskellige fiberkilder, proteinkoncentrationer og fedtkilder. Disse forsøg og beregninger af forventede daglige behov for protein blev brugt til at sammensætte fodertilskuddet, så det indeholdt tilpassede mængder fibre fra forskellige fiberkilder, protein og en mindre mængde fedt. Der blev ikke regnet på det økonomiske potentiale i anvendelsen af fodertilskuddet, og resultaterne kan ikke svare på, om effekten skyldes fibre, protein og fedt i kombination, eller om det primært er den ene fraktion, der medfører de fundne effekter. Konklusionen er således, at der er et potentiale i at arbejde videre med at optimere soens ernæring i de sidste 14 dage før faring, men den optimale sammensætning er ikke kendt på nuværende tidspunkt. Flere og flere forsøg, inklusiv denne afprøvning, indikerer dog efterhånden, at en mindre forøgelse af foderets fiberindhold kan have gavnlige effekter lige omkring faring, og derfor kan dette tiltag overvejes, hvis der er problemer med fx langtrukne faringer eller dødfødte grise. Omkostningerne til ekstra fibre vil med stor sandsynlighed hentes hjem i form af færre dødfødte grise pr. kuld.
