Formålet med dette forsøg var at undersøge pattegrisedødelighed ved løsgående søer, med mulighed for at begrænse soens bevægelse et par dage omkring faring og i den tidlige laktation. Undersøgelsen blev gennemført i en dansk svinestald, hvor der blev indsamlet data fra 2.139 faringer. Søerne blev tilfældigt tildelt 1 af 3 behandlinger: Løs-Løs (LL), Løs-Boks (LB) og Boks-Boks (BB). I LL var søerne løsgående fra indsættelse i farestierne til fravænning. I LB blev søerne begrænset fra de havde faret til 4 dage efter faring. I BB var søerne begrænset fra drægtighedsdag 114 til 4 dage efter faring. Alle søer var løsgående fra dag 5 efter faring. Den totale pattegrisedødelighed var større i LL (26,0%) og LB (25,4%) sammenlignet med BB (22,1%) (P <0,001). Andelen af dødfødte grise var ikke forskellig mellem behandlingerne (P=0,21), men en større andel blev klemt i LL (10,7%) sammenlignet med LB (9,7%; P=0,03), som igen var større end BB (7,8%; P<0,001). Pattegrisedødelighed før kuldudjævning var lavere i BB (3,7%) end i LL (7,5%) og LB (7,0%) (P <0,001). Brug af boks reducerede dødeligheden fra kuldudjævning til dag 4 (LL: 7,6% vs. LB: 6,7%; P=0,01), men mere i BB (5,6%) end i LB (P < 0,001). Fra dag 4 til fravænning havde LL en lavere dødelighed (5,6%) end LB (6,9%) og BB (6,6%) (P = 0,01). En større andel af søer i BB blev klassificeret som "lav dødelighed« i forhold til LL og LB både før (P <0,001) og efter (P =0,002) kuldudjævning. Resultaterne fra dette forsøg understreger, at perioden fra fødslen af den første pattegris til kuldudjævning er vigtig i forhold til pattegrisedødelighed. Resultaterne tyder også på, at begrænsning i 4 dage efter faring kan reducere dødeligheden i denne specifikke periode, men kun begrænsning fra drægtighedsdag 114 til dag 4 efter faring reducerede den totale pattegrisedødelighed.