17. november 2015

Meddelelse Nr. 1056

Biofiltre med Leca® reducerer lugt-, ammoniak- og svovlbrinteemissionen

Leca® baserede biofiltre reducerede koncentrationen af lugt, ammoniak og svovlbrinte i ventilationsluften fra en slagtesvinestald med hhv. 78, 96 og 26 %.

I denne afprøvning blev renseeffektivitet og driftsstabilitet for fire Leca® baserede biofiltre ved rensning af ventilationsluften fra en slagtesvinestald undersøgt. De fire filtre varierede i filtertykkelse, Leca® type, samt i tilstedeværelsen af støvfiltre. Biofiltrene uden støvfiltre stoppede til efter ca. 100 dage, mens filtrene med støvfiltre udviste et mere stabilt og lavt tryktab i hele afprøvningsperioden (274 dage). Resultaterne viste, at de trykstabile Leca® baserede biofiltre reducerede NH3-, H2S- og lugt- koncentrationen fra slagtesvinestalden med gennemsnitlig 96, 26 og 78 %. Formålet med projektet var at udvikle og afprøve biologiske filtre baseret på Leca® (Light Expanded Clay Aggregates), et billigt, mekanisk stærkt og ikke nedbrydeligt filtermedie. Yderligere udvikling af filterdesign og driftsstrategi vurderes nødvendig for opnåelse af tilfredsstillende driftsstabilitet og driftsøkonomi. De Leca® baserede biofiltre er således ikke en tilgængelig løsning på markedet på nuværende tidspunkt.


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Anders Leegaard Riis, Rune Røjgaard Andreasen

Udgivet: 17. november 2015

Dyregruppe: Slagtesvin

Fagområde: Klima og miljø