Formålet med afprøvningen var at undersøge, hvordan kuldstørrelse og maksimal foderstyrke i diegivningsperioden påvirkede den gennemsnitlige daglige kuldtilvækst, søernes vægt- og rygspæktab i diegivningsperioden samt efterfølgende reproduktion.
Afprøvningen viste, at en højere slutfoderstyrke end 7,5 FEso pr. dag fra dag 15 i diegivningsperioden blot havde en lille og ikke statistisk sikker effekt på kuldets daglige tilvækst. Til gengæld kunne en stigende slutfoderstyrke effektivt begrænse søernes vægt- og rygspæktab statistisk sikkert. En forøgelse af den maksimale foderstyrke med 1,25 FEso pr. dag fra 7,5 FEso pr. dag til 8,75 FEso pr. dag reducerede vægttabet med omkring 6,5 kg, og en yderligere forøgelse af den maksimale foderstyrke til 10,0 FEso pr. dag reducerede vægttabet med yderligere 5,8 kg. Tilsvarende blev der mobiliseret cirka 0,5 mm mindre rygspæk, for hver gang den maksimale foderstyrke blev forøget med 1,25 FEso pr. dag.
Afprøvningen blev gennemført som et 2-faktorielt forsøg i to besætninger med vådfodring og søer, der passede enten 12 eller 14 grise (faktor 1), fik forskellige maksimale daglige fodertildelinger (7,5; 8,75 og 10,0 FEso pr. dag) fra cirka 15 dage efter faring og frem til fravænning (faktor 2). På forhånd var det besluttet, at der i de statistiske modeller til analyse af de primære parametre kun skulle indgå søer, som fravænnede henholdsvis 11-12 grise i gruppen standardiseret til 12 grise, samt søer, som fravænnede 13-14 grise i gruppen standardiseret til 14 grise. Dette betød, at kuld, hvor der var død mere end én gris, blev fjernet forud for de statistiske analyser.
Afprøvningen viste desuden, at søer med 14 grise frem for 12 grise i kuldet (16-17 % flere grise) opnåede en statistisk sikker forøgelse af den daglige kuldtilvækst på ca. 5 % men et fald i fravænningsvægten på ca. 0,5 kg pr. gris. 14 grise pr. kuld gav desuden en stigning i søernes vægt- og rygspæktab. Samtidig medførte en kuldstørrelse på 14 frem for 12 grise, at pattegrisedødeligheden efter kuldudjævning blev statistisk sikkert forøget, hvorimod slutfoderstyrken ikke havde en signifikant indflydelse på pattegrisedødeligheden efter kuldudjævning.
Den efterfølgende reproduktion udtrykt ved antal dage fra fravænning til løbning og faringsprocent i efterfølgende kuld blev ikke påvirket af slutfoderstyrken. I den ene besætning var der et uforklarligt, men statistisk sikkert, fald i kuldstørrelsen i det efterfølgende kuld hos søer med en kuldstørrelse på 14 grise sammenlignet med 12 grise, mens dette ikke var tilfældet i den anden besætning. Det vurderes på basis af afprøvningens resultater, at vægttab på <10 % af kropsvægten ved kuldstandardisering ikke medfører en risiko for søernes efterfølgende reproduktion.
På baggrund af resultaterne bør følgende indgå i vurderingerne ved tilpasning af foderkurver i en given besætning:
- Den maksimale foderstyrke kunne i høj grad anvendes til at fodre de diegivende søer mere målrettet, så fede søer kan slankes moderat med en lavere maksimal foderstyrke, mens huldtabet hos normale og magre søer kan begrænses.
- Da det vides, at den daglige kuldtilvækst i kuldet afgør søernes behov, burde enhver besætning som udgangspunkt kende denne og tage udgangspunkt i besætningens gennemsnit ved fastlæggelse af den maksimale foderstyrke.
- Når diegivende søer passer 13-14 grise, og nuværende normer og anbefalinger følges, anbefales det, at slutfoderstyrken ligger mellem 8,75-10,0 FEso pr. dag for at begrænse søernes mobilisering. Jo højere daglig kuldtilvækst i besætningen, jo højere bør slutfoderstyrken inden for det nævnte interval være.
- Hvis der falder grise fra i et kuld, eller søerne kuldudjævnes med mindre end 13 grise, kan det overvejes at reducere slutfoderstyrken til 8,75 FEso pr. dag. Hvis besætningens kuldtilvækst er lav (eksempelvis under 2,6 kg pr. dag), burde slutfoderstyrken desuden ligge i intervallet 7,5-8,75 FEso pr. dag. Dette vil medføre, at søernes mobilisering stadig holdes på et acceptabelt niveau.