14. august 2018

Meddelelse Nr. 1140

Realtidsovervågning af slagtesvin med progrow

ProGrow giver med udglatning af data et sikkert billede af grisenes tilvækstkurve, for de stier der overvåges. Hvis der ønskes et udtryk for produktivitet i hele sektionen/stalden, skal mindst 2/3 af alle stier overvåges.

ProGrow (PG) er et nyt produkt fra SKOV A/S til overvågning af grises tilvækst, foder- og vandoptagelse. PG-teknologien er baseret på vejekamera, der i denne test var placeret over stiens foderautomat. Testens primære formål var at undersøge, med hvilken sikkerhed PG kunne bestemme grisenes gennemsnitlige vægt i en sti ved at sammenligne den estimerede vægt fra PG med manuelle vejninger. Det var også formålet at teste PG’s egnethed til at overvåge grisenes tilvækst samt sammenligne spredningen i grisenes vægt indenfor stierne målt med PG mod spredningen i grisenes vægt målt ved enkeltdyrsvejninger på en elektronisk vægt. Endelig var det formålet at teste, hvor mange procent af stierne i en given stald/sektion der skal være vejekamera på, for at opnå et repræsentativt udtryk for grisenes vægt i hele stalden/sektionen, samt om PG kunne estimere grisenes indsættelsesvægt.

Produktet blev testet i en slagtesvinesektion med 12 stier á 16 grise pr. sti omfattende to runder. Der blev foretaget en såkaldt datamanipulation, inden der blev testet vejesikkerhed og spredning i grisenes vægt. De 25 % lavest og 25 % højeste vejedata pr. dag pr. sti blev sorteret fra. Dernæst blev data udglattet, således at de aktuelle data fra en given dag var et gennemsnit af fire dages vejninger (det aktuelle samt de foregående tre dages vejninger på middelvægten). 

Med de udglattede data blev grisenes gennemsnitlige vægt for alle 12 stier estimeret med stor sikkerhed (0,3 procentafvigelse) i første testrunde. I anden runde var sikkerheden på grisenes vægt noget dårligere bestemt med en afvigelse på middelvægten på 3,6 %. Tekniske problemer med billedkvaliteten kan være medvirkende til den lavere sikkerhed i anden runde. Grisenes vægt blev i ni ud af 12 stier i anden testrunde estimeret til en lavere vægt end grisenes vægt målt på en brovægt.

Spredningen på middelvægten var meget ens for PG- og enkeltdyrsvejningerne. Det betyder, at såfremt middelvægten er korrekt bestemt for alle grise i hele sektionen, er det muligt at estimere en fremtidig vægt og spredning, og dermed også hvor mange grise der fx en uge frem vil ligge over en given vægt. Et gennemsnit af vejekamera over alle stier vil give det bedste estimat på grisenes gennemsnitlige vægt i sektionen. I første runde, hvor vejepræcisionen var god, blev det på basis af PG-data og brovægtdata testet, hvor præcist 2, 4 eller 8 tilfældigt udvalgte stier ud af 12 stier ville estimere hele sektionens gennemsnitlige vægt. Testen viste, at resultater med 8 (2/3) tilfældigt udvalgte stier ramte resultatet for alle stier med en variation indenfor +/- 1 %, ved udvælgelse af 4 stier (1/3) var resultatet indenfor 2 % og ved 2 stier (1/6) lå resultatet indenfor en afvigelse på 3 %. Afvigelserne var stort set identiske på PG-data og brovægtvejninger. 

Måling af daglig foder- og vandoptagelse for alle grise i hele sektionen kan anvendes til selvstændige overvågning af produktionen. Hvis der er kameraovervågning på mindst 2/3 del af stierne, kan den gennemsnitlige daglige tilvækst sættes i forhold til foderoptagelsen. Måling af daglig tilvækst og foderoptagelse på samme gruppe af grise kan supplere hinanden. Foderoptagelsen blev ikke målt dagligt, derfor er det ikke undersøgt, om der kan måles en sikker sammenhæng mellem de to variable. Grisene i denne test blev fodret efter en kurve og foderforbruget blev kun aflæst ugentlig i forbindelse med vejning af grisene. På den baggrund er der ikke foretaget analyser af sammenhængen mellem daglig tilvækst og foderoptagelse, men data indikerer, at der sandsynligvis er sammenhænge, der kan anvendes i den videre udvikling af PG.


Institution: SEGES Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Finn K. Udesen, Julie Krogsdahl

Udgivet: 14. august 2018

Dyregruppe: Slagtesvin

Fagområde: Produktionsovervågning