Tilførsel af ekstra varme i forbindelse med faring gav en signifikant højere rektaltemperatur hos grise, der vejede 900 gram og derunder. Rektaltemperaturen er en indikator for grisenes chance for overlevelse, det vil sige jo længere væk fra den nedre kritiske temperatur grisens rektaltemperatur er, desto større chance har pattegrisen for at overleve.
I afprøvningen blev to terrassevarmere sat op på siderne i en traditionel faresti tæt på soens bagende. Terrassevarmerne blev tændt, når søerne havde mælk i patterne. Terrassevarmerne afgav så meget varme, at gulvet omkring soen blev opvarmet til 33-34 grader celsius. I kontrolgruppen svarede gulvtemperaturen til rumtemperaturen (20 grader celsius). Terrassevarmerne blev slukket efter, at grisene havde fået målt rektaltemperatur typisk 12-20 timer efter faringens start.
Umiddelbart efter faring blev grisene vejet og rektaltemperaturen målt på de grise, der vejede 900 gram og derunder. Andelen af små kolde grise blev reduceret fra 25 procent i kontrolgruppen til 16 procent i forsøgsgruppen. En kold gris er her defineret som en gris, der havde en rektaltemperatur på 35 grader celsius eller derunder. Forskellen var signifikant (P=0,028) og svarer til, at 0,28 grise i hvert kuld overlevede. Ved en prissætning på 200 kr. per marginal pattegris og en investering på 600 kr. i to terrassevarmere var det muligt at få en fortjeneste på 12 kr. per kuld, når udgifter til strøm, afskrivninger og arbejdskraft blev medregnet. Alternativt vil halm omkring soen ved faring sandsynligvis være en god løsning og et billigere alternativ til den valgte varmekilde.
Hvis der udvikles nye varmekilder, der har den samme varmeeffekt som terrassevarmere, har et lavere strømforbrug samt en god holdbarhed, vil det på sigt være muligt for svineproducenten at kunne tjene mere på at opsætte ekstra varmekilder på begge sider af den farende so.