21. juni 2013

Notat Nr. 1316

Miljøeffekt af fasefodring til slagtesvin

Anvendelse af fasefodring efter gældende minimumsnormer reducerer såvel ammoniakfordampning som fosforoverskud.

Fasefodring til slagtesvin reducerer ammoniakfordampningen med ca. 11 %, og fosfortildelingen pr. ha ved 1,4 DE pr. ha falder godt 2 kg sammenlignet med én foderblanding i hele vækstperioden. Faldet på godt 2 kg fosfor reducerer fosforoverskuddet pr. ha med ca. 33 % på jord med gennemsnitlig fosforfjernelse med afgrøder. 

Effekten af fasefodring er næsten ens ved anvendelse af 2- og 3-fasefodring.

Beregningerne forudsætter, at man ved både enhedsfoder og fasefodring anvender billigste fodring ifølge minimumsnormer og høj fytasedosis (200 %).

Sammenlignes fasefodring efter minimumsnormer i stedet med referencefodring ifølge BAT-teknologibeskrivelsen (lig med referencen i husdyrgodkendelse.dk) er reduktionen i ammoniakfordampning over 30 %.

Ved anvendelse af fasefodring bliver foderprisen ca. 2 kr. lavere pr. 100 FEsv med aktuelle priser, hvor protein er dyrt, men besparelsen vil i de fleste tilfælde gå nogenlunde lige op med et forventet fald i kødprocent på 0,2-0,3 % og en reduceret gødningsværdi – og der er derfor ikke umiddelbart penge til at investere i fodringsanlæg til fasefodring.

Investering i fasefodring gør det dog nemmere at leve op til miljøkrav til ammoniak og fosfor, og giver desuden mulighed for mere fleksibel fodring, hvilket kan forbedre økonomien i fasefodring. 

Tilskud

Projektet har fået tilskud fra Promilleafgiftsfonden.

 


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Per Tybirk

Udgivet: 21. juni 2013

Dyregruppe: Slagtesvin

Fagområde: Ernæring