13. marts 2015

Notat Nr. 1508

Investering i svinestalde 2006-2013

Tal fra Danmarks Statistik og udtræk fra regnskabsdatabasen ø90 viser, at investering i svinestalde er for lav i forhold til at fastholde produktion af svin i Danmark.

Siden 2008 har investeringer i stalde og inventar til svin ligget på et lavt indeksniveau.  Indeks beregnes som årets investeringer i svinestalde divideret med et beregnet nødvendigt investeringsniveau for at opretholde årets produktion. Ifølge investeringssummen fra Danmarks Statistik var indeks for hele svinesektoren mellem 20-38 i tidsperioden 2009-2013. Et indeks på kun 20 indikerer med denne metode, at der kun er investeret 20 % af det nødvendige for at opretholde staldkapaciteten. 

Historiske talserier for perioden 1985-2009 viser en tydelig sammenhæng mellem investeringer i svinestalde i forhold til rentabiliteten ved svineproduktion de foregående år. Siden 2009 har investeringsniveauet været meget lavt, hvilket hænger sammen med, at 2006 var sidste år med positiv rentabilitet for en gennemsnits svineproducent. Tal fra regnskabsdatabasen ø90, som i runde tal dækker ca. 50 % af landets svineproduktion, viser et noget højere samlet investeringsindeks end Danmarks Statistik. Det højere niveau kan skyldes, at nettoinvesteringerne i regnskaberne også indeholder investeringer i eksisterende stalde ved tilkøb.

Baggrunden for at supplere analysen fra Danmarks Statistik med tal fra regnskabsdatabasen er, at det tillader en kategorisering af landets svinebedrifter i besætninger med søer og smågrise, integrerede besætninger eller rene slagtesvinebedrifter. Denne analyse viser samme tendens som analysen fra DST, men viser også med al tydelighed, at det specielt er de rene slagtesvinebedrifter, som investerer mindst.

I året 2010 var bygningsindekset for rene slagtesvineproducenter nede på 5. Et bygningsindeks på 5 svarer til, at der blev bygget ca. 10.000 nye slagtesvinepladser, mens behovet for hele landet var 200.000. Det kan ikke ses af regnskaberne, hvor stor en andel af de integrerede bedrifters investeringer, som gik til slagtesvinestalde, men det forventes at være meget lidt i 2009. Bygnings-indekset for rene slagtesvinebedrifter har siden rettet sig lidt og lå i 2013 på 18. Et niveau på kun 20 % svarer til, at staldkapaciteten til slagtesvineproduktionen i Danmark i teorien falder med ca. 3,2 % om året.

Investeringer i bedrifter med søer er heller ikke høje nok, og det fremgår også af tallene fra Danmarks Statistik, at antal årssøer er i tilbagegang i Danmark. I 2013 var bygningsindekset på 72 og 61 for henholdsvis søer med smågrise og integrerede besætninger.

I forhold til en modelproduktion med 1 mio. årssøer og 22 mio. slagtesvin plus eksport af overskydende smågrise ved 30 kg kan det beregnes, at der i 2013-priser var en manglende gennemsnitlig investering i alle årene på ca. 947 mio. kr. pr. år eller et investeringsmæssigt efterslæb på ca. 7,6 mia. kr. i svinesektoren i perioden 2006-2013.


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Michael Groes Christiansen

Udgivet: 13. marts 2015

Dyregruppe: Slagtesvin, Smågrise, Søer

Fagområde: Driftsøkonomi