2. februar 2017

Notat Nr. 1706

Karakteristik af slagtesvineproducenter med planteavl

De dygtigste virksomhedslandmænd er ekspansive og driver virksomheden med en høj finansiel risikofaktor. I 2015 var der kun 10 % af slagtesvinebedrifterne, der opnåede topresultater for både planteavl og slagtesvineproduktion.

I dette notat analyseres slagtesvineproducenter med planteproduktion med det formål at vise, hvad der kendertegner økonomien i udvalgte grupper af dygtige virksomhedslandmænd. Der fokuseres på fremtidens virksomhedslandmænd, og de ledelsesmæssige, økonomiske og finansielle styrker er derfor i højsædet. Landmænd, rådgivere og andre interessenter kan anvende undersøgelsens resultater til at se nærmere på sektorens udvikling, samtidig med at analysens opbygning gør det muligt direkte at anvende de foreslåede analyseværktøjer i praksis.

De udførte analyser har vist, at mindre end 10 % af de analyserede bedrifter klarer sig godt i både plante- og slagtesvineproduktionen. Kendetegnene for disse bedrifter er, at produktionen i begge driftsgrene er større end gennemsnittet. Gode resultater kan altså opnås ved at udnytte de åbenlyse stordriftsfordele, som er i begge driftsgrene. Derfor er den økonomiske og finansielle styrke særligt vigtig for fremtidens virksomhedslandmænd. Dette betyder imidlertid ikke, at de mest solide bedrifter også er de bedste, da høj soliditet kan komme af underinvestering, hvilket er skadeligt for bedriftens fremtidige muligheder. De dygtige virksomhedslandmænd er overvejende kendetegnet ved højere gearing og dermed relativ høj finansiel risiko.

Analysen har også vist, at de fleste bedrifter har en driftsgren, hvor de klare sig bedre end den anden, hvilket ikke er en dårlig ting, så længe den enkelte landmand er bevidst herom. Denne bevidsthed kan opnås ved en nøje gennemgang af de enkelte driftsgrenes regnskaber (driftsgrensanalyserne). På denne måde kan det undgås, at gode resultater i den ene driftsgren formøbles i den anden. Frem for alt er det altså vigtigt at kende til styrker og svagheder på bedriften. Gennem en sådan erkendelse er det muligt at arbejde aktivt med at optimere den daglige drift, hvad enten dette sker ved at udlicitere planteproduktionen til maskinstationer, gå i driftsfællesskaber eller ansætte dygtige medarbejdere, der kan styrke virksomhedens kompetencer.


Institution: SEGES

Forfatter: Finn K. Udesen, Thomas Ørnbøl Pedersen

Udgivet: 2. februar 2017

Dyregruppe: Slagtesvin

Fagområde: Produktionsøkonomi