Halebid

Halebid er et tegn på, at grisene er stressede som følge af en frustration, som ofte er længerevarende. Frustrationen opstår oftest som følge af fejl i grisens nærmiljø, og udbrud af halebid ses, når summen af fejl i nærmiljøet overskrider et vist niveau. Ofte vil der være mere end én årsag til, at halebidning opstår. Eksempler på fejl i nærmiljøet er:

• Manglende eller utilstrækkeligt rode- og beskæftigelsesmateriale
• Træk
• Overbelægning
• Fodringsfejl

Halebidning erkendes ofte først, når halerne er bidt til blods. Det er dog muligt at erkende problemet før. I tiden før halebidsudbrud vil man ofte se, at grisene ændrer adfærd. Der kan ses ændringer i:

• Det normale aktivitetsmønster
• Halepositur (grisen putter halen)
• Ædeadfærd
• Drikkeadfærd
• Liggeadfærd
• Gødeadfærd
• Socialadfærd 

I ugen før et udbrud af halebid, vil der ofte være haler, som er suttede rene, og hale som er røde på grund af irritation af huden. Halebidene kan derefter udvikle sig fra overfladiske rifter og hudafskrabninger til alvorlige halebid, som inddrager hud og underliggende sener og knogler.

Lugten og smagen af blod fra en hale tiltrækker andre grise. Derfor kan udviklingen fra mindre halebid til alvorlige halebid ske hurtigt. Desuden kan halebid hurtigt brede sig blandt grisene i en sti.

Hos grise, hvor såret på halen heler, kan der efterfølgende ses ar og sommetider korte fortykkede haler.

Oplever du sporadiske tilfælde af halebid, skyldes den uønskede adfærd sandsynligvis mistrivsel eller stress hos enkelte dyr. En tidlig indsats, hvor du tildeler ekstra rode-beskæftigelsesmaterialer og/eller finder bideren, vil i de fleste tilfælde standse problemet.

Har du gentagne udbrud af halebid i flere stier i sektionen, er det nødvendigt at forsøge at finde den egentlige årsag til, at halebidsproblemet opstår i stalden. Ofte er det miljøfaktorer, der kan være den tilgrundliggende årsag til problemet.

Det er nødvendigt, at du får klarlagt de(n) grundlæggende årsag(er) til problemet sammen med din besætningsdyrlæge og rådgiver, så I sammen kan finde løsninger på problemet.

Isolér halebidte grise fra andre grise

Syge og halebidte grise fjernes straks fra stien og sættes i sygesti eller aflastningssti

Rettidig behandling af halebidte grise

• Behandl eventuelt grisen med antibiotika efter dyrelægens anvisninger. Ved haleskader på slagtesvin, skal disse behandles med antibiotika hurtigst muligt, for at undgå benproblemer. Dette ser ikke ud til i lige så høj grad at være nødvendigt i smågriseperioden, hvis halebidningen opdages tidligt og standses. Her kan mindre haleskader godt hele op uden øvrige følge-virkninger uden brug af antibiotika.
• Afliv grisen efter højest tre dage, hvis den stadig er almenpåvirket – dvs. udviser tegn på sløvhed og manglende ædelyst eller hvis grisen har ledbetændelse og/eller andre sygdomme.
• Afliv grisen med det samme hvis den er lam i bagparten. Lammelsen skyldes bakterier fra halebidet, som har spredt sig til knoglerne i rygsøjlen. Grisen kan i dette tilfælde ikke helbredes.

Fjern halebidere

Overvåg grisene i en rolig periode i ca. 5 minutter, og se om det er muligt at finde den eller de grise der bider de andre.

Pludselige høje skrig fra en sti, kan også være tegn på, at der er én, der bider haler. Ofret bliver overrasket, når den bliver bidt i halen, og det resulterer i høje kortvarige skrig. Kig efter grisen, der går med let løftet hoved og laver smaskebevægelser lige efter skriget. Mærk den op og følg dens adfærd. Det er sandsynligvis bideren.

Ofte er det en enkelt gris i stien, som forårsager problemet. Det er derfor nødvendigt at isolere halebideren fra andre grise. Hermed er det akutte problem løst, men årsagen er ikke identificeret.

Hvem er det der bider?

Påstand: Det er den rangsvage sogris, der bider

Det er den typiske påstand, når samtalen falder på hvilken type gris, der bider haler.

I videnskabelige undersøgelser er der dog ingen klar evidens for at biderne oftere er den lille sogris. I en undersøgelse fra SEGES Svineproduktion, hvor i alt 29 identificerede bidere blev fjernet fra smågrisestier, var 18 galtgrise og 11 sogrise. Resultater fra samme adfærdsstudie viser desuden, at der heller ikke kunne findes en kønsforskel mellem grise, der udførte halerettet adfærd (hale-interesse, hale-i-mund og halebid) dagen før et halebidsudbrud.

En anden populær myte er, at det er den lille gris i stien, der bider haler. Kun få undersøgelser har under-søgt dette, og igen understøtter nogle resultater denne teori, mens andre ikke gør.

De forskellige resultater skyldes sandsynligvis, at årsagen til halebidningens opståen er forskellig i undersøgelserne. Måske kan nogle stressfaktorer godt resultere i, at det er de små sogrise, der udvikler sig til bidere, mens det ikke er tilfældet, når det drejer sig om andre stressfaktorer.

Afled grisenes opmærksom

Det er vigtigt at give grisene andre ting at beskæftige sig med, så halebidsadfærden stoppes. Du kan f.eks.:

• Tilføje ekstra rode- og beskæftigelsesmateriale med høj nyhedsværdi.
• Åbne op til gangen, så grisene i en perioden kan færdes på gangarealet.
• Lave hyppige skift af materialer – f.eks. papirsække, ophængning af friske grene/juletræer mv.

I produktkataloget er der forslag til forskellige typer af rode og beskæftigelsesmaterialer, du med fordel kan anvende.

Før ekstra tilsyn

I perioden hvor der ses halebid, skal der foretages minimum to daglige tilsyn af grisene for at sikre at de tiltag, der er iværksat for at standse halebidningen, har haft den ønskede effekt. Ligeledes skal de to tilsyn sikre, at halebidte grise bliver udtaget. Det er mest hensigtsmæssigt at foretage tilsynene når grisene er mest aktive – dvs. mellem kl. 8-10 og 15-17.

Ved tilsynene vurderer du, om halebidningen er standset ved at vurdere sårskorpedannelsen på halebidte grise. Nogle timer efter, du har opdaget haleskaderne, skal der være begyndende sår-skorpedannelse og dagen efter, skal der være en intakt sårskorpe på halerne. Er det ikke tilfældet, skal du iværksætte yderligere tiltag for at standse halebidningen, så svære haleskader undgås.

Umiddelbart efter at der er taget hånd om eventuelle halebidte grise, bør grisenes nærmiljø undersøges for at finde eventuelle fejl.

Halebidning kan være fremprovokeret af faktorer som:

• Mangel på beskæftigelse
• Træk
• Overbelægning
• Manglende mulighed for temperaturregulering af kroppen
• Utilstrækkelig foderforsyning og/eller -sammensætning
• Utilstrækkelig vandforsyning
• Sygdom
• Forkert stiindretning

I tabel 1 er beskrevet hvilke typer af adfærdsændring, man kan se ved forskellige fejl i stimiljøet. Ved observation af bestemte typer af adfærdsændring kan fejlen i stalden indkredses og problemet løses.

Tabel 1. Oversigt over ændret adfærd og fejl i stien eller stalden

Overfladiske halebid medfører muligvis kun lidt smerte, mens alvorligere halebid må antages at medføre betydelig smerte. Grise med halebid vil ofte forsøge at gemme halen og kan have svært ved at klare sig blandt stifællerne.

Halebid kan medføre infektion i halen. Bakterier kan derpå sprede sig fra halen og forårsage blodforgiftning og bylder andre steder i kroppen, ofte i knoglerne. Det kan medføre utrivelighed og halthed. Bylder i rygsøjlen kan medføre lammelser i grisens bagben. Man skal være opmærksom på, at følgesygdomme efter halebid sommetider først ses efter, at såret på halen er helet.

Bylderne vil ofte medføre kassation ved slagtning. Desuden medfører halebid økonomiske tab som følge af øgede udgifter til behandling samt nedsat tilvækst.

Hvis halebidning blandt grise er et problem i en besætning er det almindelig praksis at halekupere grisene i dagene lige efter fødslen, da det kraftigt reducerer risikoen for halebid senere. Ifølge lovgivningen må grise ikke halekuperes rutinemæssigt og kun, hvis andre tiltag til forhindring af halekupering er forsøgt.

Hvis du halekuperer dine grise, skal du skriftligt dokumentere, at halekupering er nødvendigt for at undgå problemer med halebid i din besætning. Dette indebærer både, at du laver en risikovurdering med tilhørende handlingsplan samt, at du registrerer forekomsten af halebid i besætningen.

Tilstrækkelig adgang til foder og vand er nødvendigt

Et af grises helt basale behov, er behovet for foder og vand.

Er der konkurrence omkring foderet eller ikke adgang til frisk vand i tilstrækkelige mængder kan det stresse grisene, og det øger risikoen for, at de bider hinandens haler. Især i systemer med ad libitum tørfodring, hvor der ikke er én ædeplads pr. gris, skal man være særlig opmærksom på kødannelse eller aggressivitet omkring foderautomaten.

Nedbrud i foderanlægget er en alvorlig risikofaktor i forhold til halebidning. Man skal især være opmærksom, når anlægget fungerer igen, fordi alle grise er sultne, men der er ikke plads til alle ved fodertruget.

Gentagne undersøgelser har vist, at halm reducerer risikoen for, at grisene begynder at bide haler.

I systemer uden fast gulv vil gulvtildeling dog medføre et stort spild til gyllesystemet. En dansk afprøvning har vist, at placering af en halmhæk over vådfoderkrybben fungerede tilfredsstillende.

LÆS: Erfaringer med placering af halmhæk over vådfoderkrybben

I stier med tørfoder uden fast gulv i stien anbefales det at placere halmhækken tæt på gangen med en krybbe under. Der er endnu kun lavet lidt forskning omkring andre materialers betydning i forebyggelsen af halebid, og derfor kan der være andre løsninger end halm, der også er effektive.

Når man anvender beskæftigelsesmaterialer i forbindelse med forebyggelse af halebid, er det vigtigt, at materialets nyhedsværdi bevares, så grisene retter deres adfærd mod materialet frem for deres stifæller. Materialer skal derfor tildeles hyppigt samt løbende udskiftes for at bevare grisenes interesse.

Halebidning skal spottes tidligt

Spottes halebidningen i dets tidlige stadier er erfaringen, at udbruddet er nemmere at standse med færre alvorlige haleskader til følge.

Det tyder på, at haleposituren (halens stilling) er en rigtig god indikator for, om et halebidsudbrud er under opsejling.

Haleposituren påvirkes dog ikke alene af haleskader, men sandsynligvis også af grisenes generelle sundhedstilstand og er ydermere også påvirket af, hvad grisene foretager sig.

Hvis grise med hængende haler observeres i en sti, er det derfor vigtigt at tjekke halerne en ekstra gang for skader, indtil man lærer at fornemme, hvad der er normalt og hvad der er tegn på halebid.

Konkurrencen om resurser skal minimeres 

Opstår der en konkurrencesituation omkring en resurse som f.eks. foder eller halm, kan det føre til stress hos grisene, og det kan resultere i halebidning.

Ved opstaldning af grise med hele haler i en almindelig konventionel besætning, anbefaler vi at øge adgangen til resurser i stien eller alternativt reducere antallet af grise i stien.

I gang med hele haler

Gør dine egne erfaringer med hele haler og evaluér - hvad virker, og hvad virker ikke.

• Når du stopper med at halekupere, skal du være ekstra opmærksom, så det ikke går ud over dyrevelfærden hos dine grise. Alle elementerne i grisenes nærmiljø skal fungere, hvis halebid skal undgås.
• Hele haler er kun bedre dyrevelfærd, hvis haleskader holdes på et absolut minimum, og hvis svære haleskader undgås.
• Når du forsøger med hele haler, så sæt dig som mål at forebygge den uønskede adfærd. Hvis halebidning opstår, så brug tid på at opdage den tidligt, så skaderne bliver mindst mulige af hensyn til grisenes velfærd og din egen økonomi.
• Forvent, at der skal nye rutiner til, og at det tager længere tid at passe grisene.
• Forvent i starten, at du skal bruge flere sygestipladser.
• Opdag halebidningen tidligt. Ved smågrisene er det erfaringen, at halebidningen begynder 2-3 uger efter fravænning, og hos slagtesvin kræver hele haler især opmærksomhed indtil grisene vejer ca. 70 kg. Kig på de hængende haler. Der er oftest sår på spidserne, før du ser blødende haler og blod på stisiderne.
• Hav en strategi klar, når et udbrud opstår. Mange forskellige beskæftigelsesmaterialer kan anvendes. Det handler om nyhedsværdi og hyppig (daglig) udskiftning, så grisenes opmærksomhed afledes fra halerne. Brug din fantasi, hvis halm ikke fungerer i dit system, så prøv noget andet.