30. april 2019

Erfaring Nr. 1905

Fravænning uden zink - Erfaringer fra praksis

Fokus på hygiejne, vand- og foderoptag efter fravænning, proteinniveau i fravænningsfoder og erfarne medarbejdere viste sig at være vigtigt, når grise fravænnes uden brug af medicinsk zink i 12 smågrisebesætninger.

Erfaringer fra 12 smågrisebesætninger og deres respektive dyrlæger viste, at succesfuld fravænning uden brug af medicinsk zink kræver indsatser på flere områder. De deltagende besætninger har især haft fokus på smitteafbrydelse (højt hygiejne-niveau) samt på at sikre foder og vandoptag omkring fravænning. Fravænningsblandingerne havde generelt et lavt indhold af fordøjeligt protein, mens fordøjeligt lysin var holdt på et anbefalet niveau. Endvidere havde alle medarbejdere, der passede smågrisestalden, en vis erfaring.

I forbindelse med EU-Kommissionens beslutning om at udfase brugen af medicinsk zink har SEGES Svineproduktion lanceret en handlingsplan med konkrete tiltag, der skal finde alternativer til brugen af medicinsk zink.

Et af disse tiltag var en erfaringsindsamling fra besætninger, som producerer grise uden brug af medicinsk zink. Formålet var at indsamle erfaringer, der i kombination med eksisterende viden kan vejlede og hjælpe andre besætninger, som ønsker at udfase brugen af medicinsk zink.

I 2018 blev der indsamlet erfaringer fra 12 smågrisebesætninger fordelt over hele landet som i kortere eller længere tid havde fravænnet grise uden brug af medicinsk zink.


Institution: SEGES Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Nicolai Weber, Tina Sørensen, Poul Bækbo

Udgivet: 30. april 2019

Dyregruppe: Søer, Smågrise

Fagområde: Sundhed