Fermenteret vådfoder til slagtesvin - pelleteret foder

De første undersøgelser af fermenteret vådfoder til smågrise under laboratoriemæssige forhold viste, at fermenteret vådfoder havde en gavnlig effekt på det mikrobielle økosystem i mave/tarmkanalen, og at smågrisenes foderoptagelse og tilvækst blev forbedret (Mikkelsen og Jensen, 1997; Russell et al., 1996). En efterfølgende afprøvning af fermenteret vådfoder til smågrise viste derimod, at ved fuld fermentering af hele foderblandingen blev syntetisk lysin nedbrudt, og det medførte væsentlig forringelse af produktionsresultaterne, især dårligere foderudnyttelse (Meddelelse nr. 510, Landsudvalget for Svin). En forudsætning for at kunne opnå en positiv effekt ved anvendelse af fermenteret vådfoder er derfor, at foderblandingen opdeles, således at foderkomponenter, der indeholder syntetiske aminosyrer, ikke indgår i fermenteringen men tilsættes efterfølgende. Dette kræver to vådfodertanke, hvor den ene tank anvendes til fermentering, og den anden tank anvendes til at blande den endelige foderblanding.    

Fermenteret vådfoder forventes at have en gavnlig effekt på slagtesvins mave-/tarmsundhed. I en kortlægningsundersøgelse af kvaliteten af vådfoder i relation til forekomst af diarré hos ung- og slagtesvin blev der fundet lav forekomst af diarré i besætninger med lavt "pH" i vådfoderet (resultater under publicering). Undersøgelser ved Danmarks JordbrugsForskning har derimod vist, at fodring med fermenteret vådfoder kan resultere i forringelse af smagen af svinekødet (Hansen et al., 2000).

En afprøvning af fermenteret korn i vådfoder til tungsvin i én besætning viste en forbedring af produktionsværdien på 11 pct. på grund af højere tilvækst og bedre foderudnyttelse (Meddelelse nr. 547, Landsudvalget for Svin). Med baggrund i disse resultater er det relevant at undersøge, om der kan opnås tilsvarende eller måske bedre resultater ved at lade flere komponenter end korn indgå i fermenteringen.

Formålet med afprøvningen var at udvikle en metode til fremstilling af fermenteret vådfoder, når der indkøbes pelleteret foder, og undersøge effekten af fermenteret vådfoder til slagtesvin sammenlignet med ikke-fermenteret vådfoder. Effekten blev primært målt på produktionsresultaterne: daglig tilvækst, foderoptagelse og kødprocent. Sekundært blev effekten målt på grisenes sundhed og dødelighed. Desuden blev der foretaget undersøgelser af gødningskonsistens, mikrobiologiske parametre i gødning, Salmonella samt forekomst af mavesår. Endelig blev spisekvaliteten af svinekødet undersøgt.

Afprøvningen var en del af et projekt, der blev gennemført i samarbejde mellem Landsudvalget for Svin, Big Dutchman (Skandinavien) A/S, Skiold-Echberg A/S, Funki A/S, Danmarks JordbrugsForskning, Bioteknologisk Institut og Slagteriernes Forskningsinstitut. Projektet var støttet af Direktoratet for FødevareErhverv.

Afprøvningen blev gennemført i én besætning med egenproduktion af smågrise. Den gennemsnitlige vægt ved indsættelse i slagtesvinestalden var 27 kg og den gennemsnitlige vægt ved afgang var 96 kg.

Gruppeinddelingen i afprøvningen fremgår af tabel 1. Der blev indsat 59 hold (gentagelser) i hver gruppe i alt cirka 1.900 grise pr. gruppe. Hvert hold bestod af 32 grise i en dobbeltsti (én foderventil til to stier). Der var tilfældig fordeling af so- og galtgrise i hvert hold. Den gennemsnitlige indsættelsesvægt var ens i de to dobbeltstier inden for hvert hold (gentagelse). 

Tabel 1. Gruppeinddeling

Foder

Grisene blev fodret med en slagtesvineblanding fra indsættelse i slagtesvinestalden til levering til slagteri. Sammensætningen af foderblandingen fremgår af appendiks 1. Foderblandingen var optimeret, så indholdet af næringsstoffer var i overensstemmelse med gældende normer for næringsstoffer i vægtintervallet 25-100 kg, (”FOKUS PÅ Normer for næringsstoffer”, Landsudvalget for Svin 2000 og 2001). Foderets indhold af methionin blev reduceret tre måneder efter forsøgets start, da normen for methionin til slagtesvin blev sat ned i 2001. 

Der blev anvendt samme foderrecept og de samme råvarer i foderet til begge grupper. Foderet blev produceret hos Foderstofforeningen S.A.B. i Skamby. Foderet blev varmebehandlet og pelleteret ved mindst 81 grader celsius. Det pelleterede foder i gruppe 2 (grundblanding) blev produceret uden tilsatte mineraler, vitaminer og syntetiske aminosyrer. Disse komponenter blev i stedet blandet til en mineralsk foderblanding og leveret som en ikke-pelleteret sækkevare til besætningen.

I begge grupper blev tørfoderet opblandet med vand i forholdet 1:2,8.

Fodringsanlæg og staldindretning

Vådfoderanlægget var fra Funki A/S. Der blev anvendt tre vådfodertanke i forsøget: En fermenteringstank på 6.100 liter til fermentering af grundblandingen, en blandetank på 4.100 liter til blanding af forsøgsfoderet ud fra den fermenterede grundblanding og den mineralske foderblanding (inklusiv syntetiske aminosyrer) og en blandetank på 6.100 liter til kontrolfoderet. Alle tanke var med vejeceller og omrører. De to blandetanke var forbundet med hver sin vådfoderstreng i slagtesvinestalden, således at kontrol- og forsøgsfoderet var fysisk adskilt og ikke kunne sammenblandes. Rørsystemet bestod af to parallelle vådfoderstrenge. Vådfoderstrengen til kontrolgruppen gennemløb i alt 14 slagtesvinesektioner, hvoraf 12 sektioner indgik i forsøget, og desuden to mindre sektioner, der blev anvendt som buffer- og aflastningssektioner. Vådfoderstrengen til forsøgsgruppen gennemløb kun de 12 slagtesvinesektioner, der indgik i forsøget. Der indgik i alt cirka 2.300 stipladser i forsøget. Slagtesvinesektionerne var fordelt ligeligt på hver side af en lukket midtergang. I hver sektion var der seks vådfoderventiler. Der var seks dobbeltstier i hver sektion ligeligt fordelt på hver side af en midtergang. Stiadskillelserne var lukkede i de nederste 60 cm med plastikplader og ovenover var der tremmer.

Fermentering, foderblanding og udfodring af vådfoder

Vådfoderanlægget til fermentering af grundblandingen uden mineralsk foderblanding og efterfølgende iblanding af den mineralske foderblanding er illustreret i figur 1.

Ved opstart af fermentering af grundblandingen til forsøgsfoderet blev det pelleterede foder blandet med vand opvarmet til 30 grader celsius seks dage før første udfodring. Vandet blev opvarmet med elektriske vandvarmere.

I forsøgsperioden blev kontrol- og forsøgsfoder udfodret tre gange dagligt med 7-9 timers mellemrum. Umiddelbart inden hver udfodring blev der overført cirka 50 pct. af den fermenterede grundblanding i fermenteringstanken til blandetanken, hvor den mineralske foderblanding indeholdende blandt andet aminosyrer blev tilsat. Der blev indtaget frisk foder i fermenteringstanken tre gange dagligt efter hver udfodring.

Kontrolfoderet blev blandet umiddelbart inden hver fodring og uden restmængde af betydning i blandetanken. Der blev brugt koldt vand i kontrolfoderet. Kontrolfoderet blev tilsat 2 promille myresyre. 

Inden hver udfodring blev foderet i rørstrengene recirkuleret til blandetankene i et tilstrækkeligt tidsrum til at tømme rørstrengene for restfoder. Der var cirka 1.625 kg vådfoder i rørstrengen til kontrolgruppen og cirka 1.325 kg vådfoder i rørstrengen til forsøgsgruppen. Ved hver fodring blev der blandet cirka 1.100 kg kontrolfoder og cirka 750 kg forsøgsfoder i blandetankene. Mængden af kontrolfoder var større end mængden af forsøgsfoder, da grisene i de to sektioner udenfor forsøg samt buffer- og aflastningssektionerne fik kontrolfoder. Restmængden i rørstrengen udgjorde således cirka 60 pct. i både kontrol- og forsøgsgruppen i forhold til den samlede mængde i rørstreng og blandetank inden udfodring. Udfodringerne af kontrol- og forsøgsfoderet startede samtidig i hver sektion. Grisene i begge grupper blev fodret restriktivt. Vådfoderkurven fremgår af appendiks 2. Hvis grisene ikke åd op, blev fodertildelingen ved den enkelte foderventil reduceret individuelt.

Foderanalyser

pH og temperatur i kontrol- og forsøgsfoderet og i grundblandingen til forsøgsgruppen blev målt manuelt ved hjælp af et elektronisk pH-meter med termometer (Jenway model 3150 pH-meter). Inden hver måling blev pH-meteret kalibreret efter forskriften. Ved opstart af fermenteringen blev pH og temperatur målt manuelt i prøver fra fermenteringstanken en gang om dagen i seks dage. Derefter blev pH og temperatur målt manuelt en gang om ugen i grundblandingen og i kontrol- og forsøgsfoderet (cirka 20 målinger i grundblandingen og cirka 50 målinger i både kontrol- og forsøgsfoderet). Prøverne af kontrol- og forsøgsfoderet blev hver uge udtaget fra to prøveudtagningsventiler opsat henholdsvis først og sidst på vådfoderstrengen i slagtesvinestalden. Prøverne blev udtaget inden udfodring efter tilstrækkelig recirkulering til, at rørstrengen var tømt for restfoder. Prøver af grundblandingen blev udtaget, når den blev overført fra fermenteringstanken til blandetanken.

Desuden blev pH og temperatur i fermenteringstanken målt automatisk hver time hele døgnet i 1½ måned. Målingerne blev foretaget ved hjælp af et indbygget elektronisk pH-meter med termometer (+GF+ SIGNET 8750-3 pH/ORP), der var koblet til en data-logger, og data blev overført til en pc. pH-meteret blev kaliberet én gang i forsøgsperioden.

Kontrol- og forsøgsfoderet samt grundblandingen blev analyseret som vist i planen i appendiks 3. Der blev lavet samleprøver af kontrol- og forsøgsfoderet over cirka to måneder til kemisk analyse. Prøverne blev konserveret med myresyre (1 ml 85 pct. myresyre til 200 ml prøve) og frosset ned, indtil der blev lavet samleprøver af foderet. Samleprøver af kontrol- og forsøgsfoderet blev analyseret for tørstof, FEs, totale og frie aminosyrer, calcium, fosfor og biogene aminer.

Fire gange i forsøgsperioden blev der desuden udtaget foderprøver sidst på hver rørstreng ved start af recirkuleringen inden første fodring om morgenen. Prøverne blev konserveret med myresyre (2,5 ml 85 pct. myresyre til 500 ml prøve) og frosset ned, inden de blev sendt til analyse for indhold af totale og frie aminosyrer samt vand og råprotein.    

Vådfoderprøver til mikrobiologisk analyse var ikke samleprøver, men blev indsendt samme dag, som de blev udtaget i besætningen, og de blev ikke tilsat myresyre men nedkølet (ikke frosset). Der blev analyseret for indhold af mikroorganismer, organiske syrer og ethanol (alkohol) i kontrol- og forsøgsfoderet og i grundblandingen. Desuden blev der målt bufferkapacitet i kontrol- og forsøgsfoderet og i grundblanding ved titrering med 0,1 N NaOH til pH 5, pH 6 og pH 7.

Produktionsdata

Som primære parametre blev der på dobbeltsti-niveau registreret foderoptagelse, tilvækst og kødprocent, og som sekundære parametre blev sygdomsbehandlingerne og dødelighed registreret. Registreringerne blev foretaget i perioden fra indsættelse ved gennemsnitligt 27 kg og til slagtning ved gennemsnitligt 96 kg.

Produktionsværdien blev beregnet ud fra de registrerede parametre: tilvækst, foderforbrug og kødprocent samt fastsatte priser og korrigeret til samme vægt ved indsættelse. DB pr. stiplads blev beregnet som:

     DB pr. gris = salgspris ÷ købspris ÷ foderomkostninger ÷ diverse omkostninger. 
     DB pr. stiplads pr. år = DB pr. gris x (365 dage/antal foderdage pr. gris) x staldudnyttelse.

De fastsatte noteringer var gennemsnittet for 5 år (1. september 1996 til 1. september 2001) for 30 kg’s MS-smågrise (363 kr. pr. stk. +/÷ 4,97 kr. pr. kg) og slagtesvin (10,03 kr. pr. kg inklusiv efterbetaling). Diverse omkostninger var fastsat til 20 kr., og staldudnyttelsen var fastsat til 95 pct. Foderprisen blev også fastsat som gennemsnit over 5 år og var ens i begge grupper (1,27 kr. pr. FEs).      

Ved levering af grise til slagteriet blev skinkemærkenummeret, der refererede til gruppe og hold, ikke aflæst på 161 grise ud af i alt 3.556 slagtede grise i afprøvningen, svarende til 4,5 pct. af grisene. De 161 grise var fordelt på 92 stier. Da foderoptagelse og tilvækst blev registeret på stiniveau, blev der korrigeret for de manglende registreringer af grise på slagteriet, inden produktionsværdien blev beregnet. Produktionsværdien for hver sti blev beregnet som en gennemsnitsgris i hver sti svarende til én observation pr. dobbeltsti.

Registreringer og analyser af gødning

Gødningskonsistensen blev registreret dagligt i hver dobbeltsti (gentagelse) i de første seks uger efter indsættelse i slagtesvinestalden. Det blev registeret, om gødningskonsistensen var normal eller unormal, og graden af unormal gødning blev vurderet:

• normal gødning (konsistens 1)
• grødagtig gødning (konsistens 2)
• vandig diarré (konsistens 3)
• blodig eller slimet diarré (konsistens 4).

Den sværeste grad af diarré/unormal gødning i hver sti blev noteret. Det blev desuden vurderet, hvor stor en andel af grise i hver sti, der havde diarré/unormal gødning. Registreringer blev foretaget på følgende tre niveauer:

• mindre end 1/3 af grisene havde diarré/unormal gødning (andel 1)
• mellem 1/3 og 2/3 af grisene havde diarré/unormal gødning (andel 2)
• over 2/3 af grisene havde diarré/unormal gødning (andel 3).

Gødningskonsistensen blev beregnet som gennemsnit pr. uge for hver sti. Resultaterne blev opgjort både som procent stier med unormal gødningskonsistens (konsistens 2, 3 eller 4) og som en gødningskarakter, der blev beregnet ud fra konsistensen og andelen af grise med diarré/unormal gødning. Ved normal gødningskonsistens (konsistens 1) blev gødningskarakteren sat til 1. Ved unormal gødningskonsistens (konsistens 2-4) blev gødningskarakteren beregnet på følgende måde:

• gødningskarakter = konsistens -1 + (andel/3).

I 12 stier (gentagelser) blev der udtaget en gødningsprøve fra en gris til mikrobiel analyse seks uger efter indsættelse. De mikrobiologiske analyser (mikroorganismer og organiske syrer) blev foretaget på Danmarks JordbrugsForskning. Desuden blev der målt pH og tørstof i gødningsprøverne.

Salmonella

Der blev udtaget seks blodprøver pr. dobbeltsti, tre i hver side af dobbeltstien. Blodprøverne blev udtaget 8-9 uger efter indsættelse. Der blev udtaget blodprøver i 20 ugehold, og der var et ugehold pr. sektion. Der blev i alt udtaget 717 prøver, 359 fra forsøgsgruppen og 358 fra kontrolgruppen. Prøverne blev analyseret ved hjælp af en Mix-ELISA, med en cut-off-værdi på 20 OD%.

Mavesundhed

Der blev undersøgt for maveforandringer ved slagtning hos 122 grise i kontrolgruppen og 130 grise i forsøgsgruppen. Grisene var fordelt på 12 hold (dobbeltstier) i hver gruppe. Efter udtagning af maverne, blev de skyllet og nedfrosset til senere undersøgelse af forandringer i mavens spiserørsdel også kaldt den hvide del af maven. Ud fra bedømmelsen blev der givet et maveindeks fra 0 til 10, se appendiks 6. 

Spisekvalitet af svinekødet

30 sogrise fra både kontrol- og forsøgsgruppen samt 30 sogrise fodret med tørfoder i den samme besætning blev slagtet ved en gennemsnitsvægt på 101 kg i kontrolgruppen, 88 kg i forsøgsgruppen og 95 kg i gruppen fodret med tørfoder. Alle grise, der havde fået tørfoder, havde gået i samme sti, mens grisene i kontrol- og forsøgsgruppen var fra tre stier i hver gruppe. Der var ikke lige mange grise fra hver sti i kontrol- og forsøgsgruppen, da alle grise, der indgik i spisekvalitetsundersøgelsen blev slagtet samme dag, og de blev udvalgt ud fra besætningens sædvanlige leveringsstrategi.

Venstre kam med spæk og støttemuskler blev udtaget. Kødet blev modnet i fire dage ved 4 grader celsius og herefter frosset ved ÷18 grader celsius indtil bedømmelse. Kødet blev tøet i to dage i køleskab ved 4 grader celsius, trimmet til 5 mm spæk og tilberedt som hele stege i stegeposer i ovn ved 140 grader celsius ovntemperatur til 65 grader celsius centrumstemperatur.

Kødet blev bedømt af et trænet panel på 8 smagsdommere. En række egenskaber blev bedømt (jf. appendiks 7). Hver egenskab blev vurderet på en skala fra 0 til 15, hvor 0 var intet og 15 var meget høj intensitet.

Statistik

Produktionsværdien blev statistisk analyseret som primær parameter og antallet af behandlingsdage mod diarré og dødelighed blev analyseret som sekundære parametre ved en variansanalyse i GLM-proceduren i SAS. Gruppe og hold indgik som klassevariable i den statistiske model. Desuden indgik vægt ved indsættelse som covariabel.

Gødningskonsistensen, udtrykt som henholdsvis procent stier med unormal gødningskonsistens og gødningskarakter, blev statistisk analyseret ved en variansanalyse i MIXED-proceduren i SAS. I modellen indgik gruppe og uge efter indsættelse som systematisk effekt, og hold og sti indgik som tilfældig effekt. Data blev testet for vekselvirkning mellem gruppe og uge efter indsættelse, og hvis vekselvirkningen ikke var signifikant, blev den udtaget af modellen.  

Resultaterne af de mikrobiologiske undersøgelser af gødning blev statistisk analyseret ved en variansanalyse i GLM-proceduren i SAS. Gruppe og hold indgik som klassevariable i den statistiske model.

De serologiske salmonella-data blev analyseret ved hjælp af en logistisk regressionsmodel, hvor den afhængige variabel var andel af positive blodprøver i hver side af hver dobbeltsti og de forklarende variable var gruppe og tid efter start af afprøvningen. I modellen blev der taget hensyn til den overspredning, der kunne forventes at være på sektions- og stiniveau samt i hvilken side af dobbelstien, grisene var placeret. 

Resultaterne af undersøgelsen for mavesundhed blev statistisk analyseret ved en variansanalyse i GLM-proceduren i SAS, hvor gruppe og hold indgik som klassevariable. Desuden blev forekomsten af mavesår (maveindeks over 5) analyseret med proceduren GENMOD i SAS.  

I spisekvalitetsundersøgelsen blev de sensoriske data analyseret ved en variansanalyse i MIXED-proceduren, hvor gruppe var systematisk effekt og smagsdommer indgik som tilfældig effekt. Endvidere blev der lavet en Principal Component Analyse (PCA), hvor hvert objekt var et gennemsnit for de 8 dommere for hver kam. Der blev benyttet fuld krydsvaliditet af ikke-standardiserede data.

Resultaterne er vist i tabellerne som mindste kvadrats gennemsnit, og hvor det var nødvendigt at transformere data, er de tilbagetransformerede værdier angivet.

Foderets næringsstofindhold

Kontrol- og forsøgsfoderets beregnede og analyserede indhold af næringsstoffer fremgår af appendiks 4. Indholdet af FEs og indholdet af tørstof i vådfoder var på samme niveau i begge grupper. Der var  et overindhold af råprotein på 6 pct. i kontrolfoderet og 9 pct. i forsøgsfoderet. Der var også et overindhold af råfedt på 14 pct. i kontrolfoderet og 5 pct. i forsøgsfoderet. Desuden var der et overindhold af både calcium og fosfor i kontrolfoderet (henholdsvis 9 og 19 pct.) og i forsøgsfoderet (henholdsvis 13 og 18 pct.).

Det totale og frie indhold af aminosyrer i procent af råprotein i foderet ved den første daglige fodring fremgår af tabel 2. Det analyserede indhold af total methionin og cystin var på niveau med det beregnede (forventede) indhold i både kontrol- og forsøgsfoderet. Det analyserede indhold af total lysin var også på niveau med det beregnede indhold i kontrolfoderet, men i forsøgsfoderet var der et underindhold på 9 pct. Analyser af de frie aminosyrer viste desuden et underindhold af frit lysin i forsøgsfoderet på 38 pct. i forhold til den tilsatte mængde syntetisk (frit) lysin. Indholdet af frit methionin var på niveau med det beregnede indhold i begge grupper. Syntetisk lysin og methionin udgjorde henholdsvis 16 og 10 pct. af foderets totale indhold af lysin og methionin. Analyserne af både totalt og frit lysin tyder således på, at der er sket et tab af syntetisk lysin i forsøgsfoderet men ikke i kontrolfoderet. Derimod var der ikke noget tab af methionin i hverken kontrol- eller forsøgsfoderet.  

Som nævnt var de syntetiske aminosyrer indeholdt i den mineralske foderblanding, der blev tilsat i blandetanken umiddelbart inden udfodringen. Tabet af syntetisk lysin kan således kun være sket i rørstrengene, da 60 pct. af foderet som nævnt lå i rørstrengene i 7-9 timer mellem hver fodring.

Der var et lidt højere indhold af råprotein i forsøgsfoderet end beregnet (appendiks 4), så tabet af frit lysin betød, at der var cirka 5 pct. underindhold af fordøjeligt lysin pr. FEs i forsøgsfoderet i forhold til normen. I kontrolfoderet var der kun et underindhold på cirka 1 pct. fordøjeligt lysin pr. FEs i forhold til normen.

Indholdet af aminosyrer i vådfoderet i rørstrengene inden recirkulering til blandetankene inden den første daglige fodring fremgår af tabel 3. Foderet havde stået i rørstrengene i cirka otte timer, inden prøverne blev udtaget. I kontrolfoderet var der god overensstemmelse mellem det beregnede og analyserede indhold af både totale og frie aminosyrer, men i forsøgsfoderet var der et underindhold af total lysin på 14 pct. Da det tilsatte syntetiske lysin som nævnt udgjorde 16 pct. af foderets totale indhold af lysin, tyder analyseresultaterne af total lysin på, at det syntetiske lysin i forsøgsfoderet næsten helt er gået tabt efter otte timers fermentering i rørstrengene. Analyserne af frit lysin viste dog kun et underindhold på 46 pct. i forhold til den tilsatte mængde syntetisk (frit) lysin. Denne uoverensstemmelse kan forklares med, at der sker en naturlig spontan hydrolyse, når proteiner er opløst i vand. Det analyserede indhold af frit lysin er derfor ikke udelukkende syntetisk lysin, men en del stammer fra foderproteinet. Det betyder samtidig, at en lille del af det frie lysin, som er tabt ved fermenteringen i rørstrengen, ikke er syntetisk lysin, men stammer fra foderproteinet.

I modsætning til lysin var der ikke noget, der tydede på, at det tilsatte syntetiske methionin forsvandt ved fermentering i rørstrengene, idet det analyserede indhold af methionin, både total og frit, var i god overensstemmelse med det beregnede indhold i både kontrol- og forsøgsfoderet. Forklaring på denne forskel må være, at bakterierne i vådfoderet har nedbrudt det syntetiske lysin men ikke det syntetiske methionin.

Tabel 2. Indhold af de først begrænsende aminosyrer i foderblandingerne ved udfodring (pct. af råprotein), gennemsnit af 10 analyser

Tabel 3. Indhold af de første begrænsende aminosyrer i foderblandingerne efter 8 timers fermentering i rørstrengene (pct. af råprotein), gennemsnit af 4 analyser

Samlet viste analyserne af aminosyrer i vådfoderet, at der skete et tab af syntetisk lysin ved fermentering af forsøgsfoder i rørstrengen, og efter otte timers fermentering i rørstrengen var næsten alt det syntetiske lysin forsvundet. Da restmængden i rørstrengen udgjorde cirka 60 pct. af den samlede fodermængde i blandetank og rørstreng inden udfodring, var cirka halvdelen af det syntetiske lysin forsvundet i foderet, som blev udfodret til grisene i forsøgsgruppen. I kontrolfoderet var der ikke noget væsentligt tab af syntetisk lysin ved fermentering i rørstrengen. Der blev ikke fundet et tab af syntetisk methionin ved fermentering i rørstrengen hverken i kontrol- eller forsøgsfoderet, hvilket er i overensstemmelse med en tidligere undersøgelse af fermenteret vådfoder til slagtesvin (Meddelelse nr. 566, Landsudvalget for Svin).

pH og temperatur i foderet

Ved opstart af fermenteringen af grundblandingen faldt pH til under 4 i løbet af tre døgn, og efter fem dages henstand i fermenteringstanken var pH faldet til 3,7. pH efter fem dages fermentering var dermed på samme lave niveau, som fundet ved fermentering af hjemmeblandet foder med valle uden myresyre (Meddelelse nr. 566, Landsudvalget for Svin).  

Resultaterne af de automatiske målinger af pH og temperatur i fermenteringstanken fremgår af henholdsvis figur 2 og 3. Resultaterne er vist som gennemsnit over hver time i døgnet. Målingerne blev som nævnt automatisk registreret i 1½ måned, men midt i denne periode gik de elektriske vandvarmere, der opvarmede vandet, i stykker, hvorved temperaturen i fermenteringstanken faldt. Umiddelbart herefter var pH-meteret ustabilt i cirka en uge, hvorefter det igen blev stabilt, uden at der blev foretaget noget indgreb. Perioden, hvor de elektroniske vandvarmere var i stykker, og hvor pH-meteret var ustabilt, er udtaget af opgørelsen, så resultaterne er kun gennemsnit over cirka fem ugers registreringer.

Der var forholdsvis store udsving i både pH og temperatur i fermenteringstanken over døgnet. Efter hver påfyldning af frisk foder, der udgjorde cirka 50 pct. af den samlede fodermængde i tanken, steg pH cirka 0,3 enheder og temperaturen steg 1-3 grader celsius. Kurveforløbet i figur 2 viser, at pH stadigvæk var faldende på de tidspunkter, hvor der blev blandet frisk foder i tanken. Mælkesyrebakterierne er således ikke blevet begrænset i deres produktion af mælkesyre på grund af lavt pH i tanken. Efter det planlagte indtag af foder i fermenteringstanken cirka kl. 13, sås et yderligere fald i pH indtil cirka kl. 14. Det kan skyldes uregelmæssigheder i vådfodringsanlægget, således at foderet reelt er indtaget lidt senere end planlagt.

pH og temperatur målt manuelt i grundblandingen og i kontrol- og forsøgsfoderet fremgår af tabel 4. De manuelle målinger af pH og temperatur i grundblanding blev foretaget cirka kl. 12:30. Ved sammenligning med pH og temperaturmålingerne vist i figur 2 og 3 ses, at der ikke var fuld overensstemmelse i resultaterne, idet de manuelle målinger viste cirka 0,2 pH-enheder højere og cirka 4 grader celsius højere end de automatiske målinger.

Tabel 4. pH I fermenteret grundblanding, og vådfoderblandinger, manuelle målinger

Pumpen, der doserede 2 promille myresyre i kontrolfoderet, gik i stykker to måneder inden forsøget sluttede, så i de sidste to måneder ud af i alt otte måneder blev der ikke tilsat myresyre til kontrolfoderet. pH og temperaturmålingerne i kontrolfoderet i perioden, hvor der ikke var myresyre i foderet, er ikke medtaget i opgørelsen.  

pH-værdien i forsøgsfoderet var meget lav (pH 4,3) og kun 0,2 pH-enheder højere end pH i grundblandingen. Tilsætning af den mineralske foderblanding har således kun bevirket en lille ændring i pH-værdien, hvilket er i overensstemmelse med en tidligere undersøgelse af fermenteret hjemmeblandet vådfoder til slagtesvin (Meddelelse nr. 566, Landsudvalget for Svin).

Mikroorganismer, organiske syrer og ethanol (alkohol) i foderet

Samtlige resultater af de mikrobiologiske undersøgelser fremgår af appendiks 5. I figur 4 og 5 er  indholdet af henholdsvis mælkesyrebakterier og mælkesyre vist i grundblandingen og i kontrol- og forsøgsfoderet.

Der er kun vist resultaterne for kontrolfoderet i perioden, hvor der var tilsat myresyre. Indholdet af mælkesyrebakterier var væsentligt højere i forsøgsfoderet end i kontrolfoderet. Der var også et meget højt indhold af mælkesyrebakterier i grundblandingen. Dette står i kontrast til en tidligere undersøgelse af fermenteret hjemmeblandet vådfoder til slagtesvin (Meddelelse nr. 566, Landsudvalget for Svin), hvor det højeste indhold af mælkesyrebakterier blev fundet i kontrolfoderet, der var traditionelt (ikke-fermenteret) vådfoder med valle tilsat myresyre. Indholdet af mælkesyrebakterier i kontrolfoderet var på samme niveau i begge undersøgelser, så det høje indhold af mælkesyrebakterier i grundblandingen og i forsøgsfoderet i nærværende undersøgelse er et udtryk for en særdeles høj mikrobiel aktivitet i foderet. En mulig forklaring på de forskellige resultater i de to undersøgelser kan være, at forskellige typer af mikrobiel substrat har bevirket, det har været forskellige typer af dominerende mælkesyrebakterier i de to vådfodertyper. I det hjemmeblandede foder med valle kan laktose have været et vigtigt substrat for bakterierne. I det pelleterede foder, der blev fermenteret i vand, er det muligt at stivelsen har været substrat for bakterierne, idet stivelsen i kornet sandsynligvis bliver lettere tilgængelig for bakterierne, når foderet er varmebehandlet.           

Den høje mikrobielle aktivitet i forsøgsfoderet kan være forklaringen på det tab af syntetisk lysin, der blev målt i rørstrengen. I en tidligere undersøgelse af fermenteret vådfoder til smågrise (Meddelelse nr. 510, Landsudvalget for Svin) blev der fundet et tilsvarende højt indhold af mælkesyrebakterier i det fermenterede foder, og i denne undersøgelse blev der samtidig fundet et væsentligt tab af syntetisk lysin både ved fermentering i en vådfodertank og ved fermentering i rørstrengene. 

I kontrolfoderet med myresyre var den mikrobielle aktivitet lavere end i forsøgsfoderet, og det bevirkede, at indholdet af mælkesyre i kontrolfoderet var lavt (figur 5).                 

Mælkesyreindholdet i grundblanding var væsentligt lavere end i forsøgsfoderet. Dette viser, at fermenteringen fortsatte i rørstrengen, efter at den mineralske foderblanding, der indeholdt syntetiske aminosyrer, er blevet blandet med grundblandingen.

Indholdet af enterobakterier og gær i foderet blev analyseret både på Danmarks JordbrugsForskning og på Bioteknologisk Institut (nu Eurofins Danmark A/S). Analyseresultaterne for enterobakterier var generelt lavere på Bioteknologisk Institut end på Danmarks JordbrugsForskning, hvilket også er fundet i tidligere undersøgelser (Meddelelse nr. 510, 547 og 566, Landsudvalget for Svin). Generelt var der et lavt indhold af enterobakterier (herunder coliforme bakterier og Salmonella) i foderet. Der blev fundet det højeste indhold af gær i kontrolfoderet. Det er uvist, hvilken betydning gær har for grisenes sundhed. Indholdet af skimmel i foderet var lavt.

Den analyserede mængde myresyre i kontrolfoderet (39,9 mmol/l) svarende til 1,8 g/l er i god overensstemmelse med det planlagte indhold af myresyre på 2 promille (2 g/l). I grundblandingen og i forsøgsfoderet var mælkesyre den dominerende organiske syre, men der var også et betydeligt indhold af eddikesyre.

Syrebindingskapaciteten var som ventet lavere i grundblanding (uden den mineralske foderblanding) end forsøgsfoderet. Dette fremgår af titreringerne med basen NaOH (appendiks 5). Der skulle titreres med større mængde base i grundblandingen end i forsøgsfoderet for at hæve pH, på trods af at der var det højeste syreindhold i forsøgsfoderet. Dette skyldes, at mineralerne, især kridt, har en meget høj syrebindingskapacitet, og derfor er syrebindingskapaciteten hævet væsentligt, efter at den mineralske foderblanding er tilsat. 

Der blev dannet ethanol (alkohol) ved fermentering af grundblandingen, men indholdet var på et lavt niveau (appendiks 5). I kontrolfoderet var der en meget begrænset dannelse af ethanol. Det lidt højere indhold af ethanol i forsøgsfoderet end i kontrolfoderet antages ikke at have haft negativ betydning for foderoptagelsen i forsøgsgruppen.        

Biogene aminer i foderet

Indholdet af biogene aminer i foderet fremgår af tabel 5. Biogene aminer er kvælstofholdige stoffer, der dannes ved mikrobiel nedbrydning af aminosyrer. Der var et lidt højere indhold af cadaverin og putrescin i forsøgsfoderet end i kontrolfoderet. I tidligere undersøgelser af fermenteret vådfoder er der også fundet et lidt højere indhold af disse to biogene aminer sammenlignet med traditionelt (ikke-fermenteret) vådfoder til slagtesvin (Meddelelse nr. 547 og 566, Landsudvalget for Svin). Det er uvist, hvilken betydning biogene aminer har for grisenes sundhed, men for mennesker kan et højt indhold af biogene aminer i maden medføre forgiftning. Indholdet af cadaverin og putrescin samt summen af biogene aminer i forsøgsfoderet var lavere end fundet i vådfoder med fermenteret korn i en tidligere undersøgelse (Meddelelse nr. 547, Landsudvalget for Svin). I denne undersøgelse blev der fundet en øget produktivitet ved anvendelse af fermenteret korn. Det er således ikke sandsynligt, at det højere indhold af cadaverin og putrescin i forsøgsfoderet sammenlignet med kontrolfoderet i nærværende forsøg har haft væsentligt negativ betydning for grisenes produktionsresultater.

Tabel 5. Biogene aminer i slagtesvinefoder (mg pr. kg tørstof)

Sundhedsforhold

Inden afprøvningen startede blev der undersøgt for forekomst af Lawsonia intracellularis i gødningsprøver fra 30 tilfældige grise 4-6 uger efter indsættelse i slagtesvinestalden. Ingen af gødningsprøverne var positive for Lawsonia intracellularis. I afprøvningsperioden blev grisene i gennemsnit behandlet i 0,04 dag mod diarré, og der var ikke forskel mellem grupperne.   

Der var problemer med ondartet lungesyge (AP2) i besætningen. I forsøgsgruppen blev grisene i gennemsnit behandlet i 4,1 dag mod luftvejslidelser, hvilket var statistisk sikkert (p=0,01) flere dage end i kontrolgruppen (3,1 dag pr. gris). Desuden var der statistisk sikkert (p=0,03) flere behandlingsdage mod halebid/øresutning og lignende i forsøgsgruppen (0,01 dag pr. grise) end i kontrolgruppen (0,004 dag pr. gris). Det er ikke muligt at forklare disse forskelle mellem grupperne ud fra den forventede effekt af fermenteret vådfoder. De flere sygdomsbehandlinger i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen kan måske skyldes, at grisene generelt var mere utrivelige i forsøgsgruppen.  

Dødeligheden var i gennemsnit 2,8 pct., og der var ikke forskel mellem grupperne. Der blev derimod udtaget flere grise fra stierne i forsøgsgruppen (4,7 pct.) end i kontrolgruppen (2,5 pct.), og forskellen var statistisk sikker (p=0,01). Grisene blev primært udtaget fra stierne og dermed af forsøget af andre årsager end diarréproblemer.   

Produktionsresultater

Produktionsresultaterne fremgår af tabel 6 og produktionsværdien beregnet ud fra produktionsresultaterne ved samme notering og samme foderpris i begge grupper fremgår af tabel 7. Resultaterne viste en 23 pct. lavere produktionsværdi svarende til 152 kr. pr. stiplads pr. år ved anvendelse af fermenteret vådfoder produceret ud fra pelleteret foder sammenlignet med ikke-fermenteret vådfoder til slagtesvin. Forskellen var statistisk sikker (p<0,01). Den dårligere produktionsværdi skyldtes lavere foderoptagelse (0,21 FEs pr. dag) og deraf en væsentlig dårligere tilvækst (85 g pr. dag) for grisene, der fik fermenteret vådfoder sammenlignet med kontrolgruppen. Desuden var kødprocenten markant lavere (1,3 procentenheder) for grisene fodret med fermenteret vådfoder. Der var ingen forskel i foderudnyttelsen mellem de to grupper.

Tabel 6. Produktionsresultater, 27-96 kg

Disse dårlige produktionsresultater er i overensstemmelse med en tidligere undersøgelse af fermenteret hjemmeblandet vådfoder til slagtesvin (Meddelelse nr. 566, Landsudvalget for Svin). I begge undersøgelser indgik alle foderkomponenter med undtagelse af den mineralske foderblanding i fermenteringstanken. Resultaterne fra begge disse undersøgelser står i modsætning til en afprøvning af fermenteret korn til tungsvin, hvor der blev fundet en 11 procents stigning i produktionsværdien sammenlignet med vådfoder med ikke-fermenteret korn (Meddelelse nr. 547, Landsudvalget for Svin).

pH-værdien i foderet var væsentlig forskellig i de to afprøvninger, hvor alle foderkomponenterne med undtagelse af den mineralske foderblanding indgik i fermenteringstanken, sammenlignet med afprøvningen hvor kun kornet blev fermenteret. Når kun kornet blev fermenteret, var pH-værdien i det færdigblandede slagtesvinefoder betydelig højere (pH 4,5) end i afprøvningerne, hvor alle komponenter undtagen den mineralske foderblanding indgik i fermenteringen (pH 4,2- 4,3). Derfor kan en stor del af forklaringen på de dårligere produktionsresultater i nærværende undersøgelse være, at foderet har været for surt, og dermed er foderoptagelsen blevet reduceret. Der kan også have været andre smagsstoffer end syre i foderet, der kan være dannet ved fermenteringen, og som kan have påvirket foderoptagelsen negativt. Desuden kan lavt pH i kombination med naturligt forekommende dårligt smagende komponenter i foderet give foderværing. Syren får den dårlige smag meget tydeligt frem.      

En del af forklaringen på den lavere kødprocent for grisene fodret med fermenteret vådfoder sammenlignet med kontrolgrisene må være tabet af syntetisk lysin ved fermentering i rørstrengene. Det medførte en underforsyning af fordøjeligt lysin pr. FEs på cirka 5 pct. som nævnt ovenfor. Faldet i kødprocenten var imidlertid så stort, at det er sandsynligt, at andre ukendte faktorer i det fermenterede foder har haft en negativ indflydelse på proteinudnyttelsen.

Tabel 7. Produktionsværdi ved 5-års priser

På baggrund af disse resultater kan det ikke tilrådes at fermentere pelleteret foder til slagtesvin, selv om den mineralske foderblanding, der indeholder syntetiske aminosyrer, tilsættes efter fermenteringen. Det kan derimod anbefales at fermentere korndelen i foderet til slagtesvin jævnfør en tidligere undersøgelse (Meddelelse nr. 547, Landsudvalget for Svin).   

Gødningskonsistens

Gødningskonsistensen udtrykt som gødningskarakter i de første seks uger efter indsættelse i slagtesvinestalden fremgår af figur 6. Der var en statistisk sikker (p<0,01) højere gødningskarakter svarende til mere unormal (tyndere) gødning for forsøgsgrisene sammenlignet med kontrolgrisene. Der var også en statistisk sikker vekselvirkning (p=0,03) mellem grupper og uger efter indsættelse, idet gødningskarakteren faldt efter to uger i kontrolgruppen, mens gødningskarakteren i forsøgsgruppen forblev på et højt niveau.

Der var også statistisk sikker forskel (p<0,01) mellem grupperne i procent stier med unormal gødning i de første seks uger efter indsættelse. I kontrolgruppen var der i gennemsnit over de seks uger 19 pct. stier med unormal gødningskonsistens, mens der i forsøgsgruppen i gennemsnit var 53 pct. stier med unormal gødningskonsistens. Som nævnt blev der inden afprøvningens start gennemført en undersøgelse af forekomsten af Lawsoniaintracellularis i gødning, og der blev ikke fundet nogen Lawsonia i besætningen. Det er derfor ikke sandsynligt, at Lawsonia har været årsagen til den unormale gødningskonsistens hos grise fodret med fermenteret vådfoder.

Mikrobiologiske analyser af gødning

Indholdet af mikroorganismer samt pH og tørstof i gødningen seks uger efter indsættelse fremgår af tabel 8. Som fundet i tidligere undersøgelser (Meddelelse nr. 547 og 566, Landsudvalget for Svin) var der et statistisk sikkert (p<0,01) lavere indhold af mælkesyrebakterier i gødningen fra grise fodret med fermenteret vådfoder sammenlignet med grise fodret med traditionel (ikke-fermenteret) vådfoder. Der var ingen forskel mellem grupperne i indholdet af enterobakterier (herunder coliforme bakterier og Salmonella) i gødning. Der er således ikke noget, der tyder på, at der har været vækst af sygdomsfremkaldende bakterier fra denne bakteriegruppe i tyktarmen hos grisene fodret med fermenteret vådfoder.

Tabel 8. Mikroorganismer (log CFU pr. g gødning), pH og tørstof i gødning

Tørstofprocenten i gødningen var statistisk sikkert lavere (p<0,01) i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen. Dette er i god overensstemmelse med, at gødningskonsistensen som nævnt var mere tynd i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen.

pH i gødningen var statistisk sikker (p=0,03) højere i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen. I tabel 9 er indholdet af organiske syrer i gødningen vist. Der var ikke væsentlig forskel mellem grupperne i indholdet af organiske syrer. Kun indholdet af valerinsyre var statistisk sikkert (p=0,04) lavere i gødningen fra grise i forsøgsgruppen end fra grise i kontrolgruppen. Den højere pH-værdi i gødningen fra grisene i forsøgsgruppen kan således ikke alene forklares med et lavere indhold af organiske syrer, der er fermenteringsprodukter fra mikroorganismer. Det kan derimod tænkes, at der er sket en øget mikrobiel produktion af ammoniak i tyktarmen ud fra ufordøjet protein, og det kan være årsagen til den højere pH-værdi i gødningen fra grise fodret med fermenteret vådfoder. 

Tabel 9. Organiske syrer i gødning (mmol pr. kg gødning

Det næsten uændrede indhold af organiske syrer pr. kg gødning sammenholdt med den lavere tørstofprocent i gødningen fra grise i forsøgsgruppen i forhold til kontrolgruppen indikerer, at grisene i forsøgsgruppen har haft en vis grad af osmotisk diarré. Det vil sige, at der har været en øget produktion af organiske syrer i tyktarmen, der har bevirket et øget udskillelse af vand til tyktarmen, og dermed er gødningen blevet tyndere. Osmotisk diarré optræder i forbindelse med højt indhold af ufordøjede næringsstoffer, som omsættes af mikroorganismer, i tyktarmen. Hvis det høje pH i gødningen kan forklares med øget ammoniakproduktion, kan den osmotiske diarré skyldes, at fordøjeligheden af foderproteinet har været nedsat som følge af fermenteringen af det pelleterede foder. Den formodede lavere proteinfordøjelighed kan desuden være en medvirkende årsag til den lave kødprocent i forsøgsgruppen.

Salmonella

Der var 25 ud af 358 (7,0 pct.) sero-positive grise i kontrolgruppen, mod 16 ud af 359 (4,5 pct.) i forsøgsgruppen (tabel 10).

Tabel 10. Salmonella-resultater, fordeling af negative (OD%<=20) og positive (OD%>20) prøver

Der var en statistisk sikker effekt af sektion (p=0,03) på forekomsten af Salmonella. Der kunne ikke påvises nogen effekt af hverken dobbeltsti eller i hvilken side af dobbeltstien grisene var placeret. Disse to faktorer blev derfor udtaget af modellen.

Det fremgår af tabel 11, at der ikke var en statistisk sikker reduktion i andelen af sero-positive blodprøver ved fodring med fermenteret vådfoder i forhold til ikke-fermenteret vådfoder. En mulige forklaring kan være, at der i besætningen var et markant fald i andelen af positive salmonella-prøver målt ved kødsaftprøver i salmonella-overvågningen 2-3 måneder efter afprøvningens start. Dette tidsrum udgør perioden fra de første grise blev indsat i forsøg i slagtesvinestalden til der blev udtaget blodprøver eller kødsaftprøver fra dem.

Der blev desuden fundet et fald i antallet af sero-positive blodprøver i forsøgsperioden i begge grupper. Det meget lave og faldende salmonella-niveau i forsøgsperioden medførte, at beregningsgrundlaget for dimensioneringen af undersøgelsen blev for spinkelt til med sikkerhed at kunne påvise en salmonella-reduktion blandt de grise, der fik fermenteret vådfoder.

Tabel 11. Relativ risiko for Salmonella ved anvendelse af fermenteret vådfoder sammenlignet  med ikke-fermenteret vådfoder

Maveforandringer

Den gennemsnitlige grad af maveforandringer i den hvide del af maven fremgår af tabel 12. Af tabellen fremgår endvidere andelen af grise med et maveindeks over 5 svarende til alvorlige forandringer i mavens hvide del (jf. appendiks 6).

Tabel 12. Maveforandringer

Niveauet af maveforandringer var højt og på niveau med, hvad der tidligere er fundet hos grise fodret med pelleteret foder i tør form (Meddelelse nr. 558, Landsudvalget for Svin). Der var ikke statistisk sikker forskel mellem grupperne i maveindeks (p=0,19) eller i procent maver med indeks over 5 (p=0,80). Det høje indhold af organiske syrer og den lave pH-værdi i det fermenterede foder sammenlignet med kontrolfoderet har således ikke haft indflydelse på graden af maveforandringer.

Spisekvalitet af svinekød

Den gennemsnitlige kødprocent for de 30 sogrise udtaget til spisekvalitetsbedømmelse i hver gruppe var henholdsvis 62,1 pct. i gruppe 1; 60,3 pct. i gruppe 2 og 61,8 pct. i referencegruppen fodret med tørfoder. 

Resultaterne af den sensoriske bedømmelse fremgår af appendiks 7. Der var ingen forskel i smag eller eftersmag af hverken kødet eller fedtet fra grisene fodret med ikke-fermenteret vådfoder, fermenteret vådfoder eller tørfoder. Dette er i overensstemmelse med tidligere undersøgelser af fermenteret vådfoder (Meddelelsen nr. 547 og 566, Landsudvalget for Svin), hvor spisekvalitetsundersøgelserne er gennemført under de samme forhold. Hverken denne eller de tidligere undersøgelser kan således bekræfte undersøgelsen af Hansen et. al (2000), hvor der blev fundet en forringet smag af svinekød fra grise fodret med fermenteret vådfoder sammenlignet med tørfoder.   

Der var statistisk sikker (p<0,01) forskel mellem grupperne med hensyn til kødets udseende og konsistens. Kødet fra grise fodret med fermenteret vådfoder var mørkere end kødet fra grise fodret med ikke-fermenteret vådfoder eller tørfoder. Desuden var kødet mere saftigt, smuldrede mindre og var mere mørt, når grisene var fodret med fermenteret vådfoder sammenlignet med de to andre grupper.

PCA-analysen underbyggede resultaterne fra variansanalysen, idet grisene fodret med fermenteret vådfoder adskilte sig fra de øvrige grise, idet kødet var mørkere.

De fundne forskelle i kødets konsistens er ikke i overensstemmelse med tidligere undersøgelser af kød fra grise fodret med fermenteret vådfoder. I en afprøvning af fermenteret korn blev det fundet, at kødet var mindre saftigt, når grisene fik vådfoder med fermenteret korn sammenlignet med grise i kontrolgruppen, der fik vådfoder med ikke-fermenteret korn (Meddelelse nr. 547, Landsudvalget for Svin). Det er altså modsat rettet den effekt af fermenteret vådfoder på kødet saftighed, der blev fundet i nærværende undersøgelse. Med hensyn til kødets mørhed er der også fundet forskellige resultater ved anvendelse af fermenteret vådfoder. I en afprøvning af fermenteret vådfoder, der var hjemmelblandet og indeholdt valle, var kødet mindre mørt, når grisene blev fodret med fermenteret vådfoder sammenlignet med kontrolgrisene, der fik traditionelt (ikke-fermenteret) vådfoder (Meddelelse nr. 566, Landsudvalget for Svin). Igen er dette resultat modsat rettet den effekt af fermenteret vådfoder, der er fundet i nærværende undersøgelse. Der er således ikke noget, der tyder på, at der er en systematisk effekt af fermenteret vådfoder på kødets konsistens.

Afprøvningen viste, at produktionsværdien blev forringet med 23 pct. svarende til 152 kr. pr. stiplads pr. år ved at fermentere pelleteret foder, der bestod af alle foderkomponenter med undtagelse af mineralsk foderblanding. Sammenligningen blev foretaget med ikke-fermenteret vådfoder fremstillet ud fra pelleteret færdigfoder og produktionsværdien blev beregnet ved samme foderpris i begge grupper. Forskellen i produktionsværdien var statistisk sikker. Den dårligere produktionsværdi skyldtes lavere foderoptagelse (0,21 FEs pr. dag) og deraf en væsentlig dårligere tilvækst (85 g pr. dag) for grisene, der fik fermenteret vådfoder sammenlignet med kontrolgruppen. Desuden var kødprocenten markant lavere (1,3 procentenheder) for grisene fodret med fermenteret vådfoder. Der var ingen forskel i foderudnyttelsen mellem kontrol- og forsøgsgruppen.

Der var ingen forskel mellem de to grupper i antallet af behandlingsdage mod diarré eller i dødeligheden. Der blev dog udtaget statistisk sikkert flere grise fra stier i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen. Gødningen var tyndere hos grisene fodret med fermenteret vådfoder sammenlignet med kontrolgrisene i de første seks uger efter indsættelse, hvor vurderingerne blev foretaget. Mikrobiologiske undersøgelser af gødningen seks uger efter indsættelse i slagtesvinestalden viste et lavere indhold af mælkesyrebakterier, men ingen væsentlig forskel i indholdet af organiske syrer pr. kg gødning fra grisene fodret med fermenteret vådfoder sammenlignet med kontrolgrisene. Der var indikationer af, at grisene i forsøgsgruppen havde osmotisk diarré, der resulterede i lavt tørstofindhold i gødningen.     

Der var en lav forekomst af Salmonella i besætningen i afprøvningsperioden, og der kunne ikke påvises en sikker salmonella-reduktion hos grise, der fik fermenteret vådfoder sammenlignet med kontrolgrisene. Der var et højt niveau af maveforandringer i den hvide del af maven, men der var ingen sikker forskel mellem grupperne.

Der var ingen forskel i smag eller eftersmag af hverken kødet eller fedtet fra grise fodret med ikke-fermenteret vådfoder, fermenteret vådfoder eller tørfoder. Kødet fra grise fodret med fermenteret vådfoder var mørkere, mere saftigt, smuldrede mindre og var mere mørt end kødet fra grise fodret med ikke-fermenteret vådfoder eller tørfoder.

Der skete et tab af syntetisk lysin ved fermentering af forsøgsfoder i rørstrengen. I kontrolfoderet var der ikke noget væsentligt tab af syntetisk lysin. Fermentering i rørstrengene medførte ikke tab af syntetisk methionin hverken i kontrol- eller forsøgsfoderet. Da den mineralske foderblanding, der indeholdt syntetiske aminosyre, blev tilsat umiddelbart inden udfodring, kunne der ikke ske et tab af syntetiske aminosyrer i fermenteringstanken.

Indholdet af mælkesyrebakterier og mælkesyre var højere i den fermenterede grundblanding og i forsøgsfoderet med grundblandingen end i kontrolfoderet. pH-værdien i forsøgsfoderet (pH 4,3) var væsentligt lavere end i kontrolfoderet (pH 4,9), og det kan være forklaringen på, at foderoptagelsen var dårligere i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen.

Der blev dannet små mængder ethanol (alkohol) og biogene aminer ved fermenteringen af vådfoderet. Dannelsen af ethanol og biogene aminer i forsøgsfoderet antages ikke at have haft negativ betydning for produktionsresultaterne.

På baggrund af denne afprøvning kan det ikke anbefales at fermentere pelleteret foder, selv om den mineralske foderblanding, der indeholder syntetiske aminosyrer, tilsættes efter fermenteringen. Det kan derimod anbefales at fermentere korndelen i vådfoder til slagtesvin jævnfør en tidligere undersøgelse (Meddelelse nr. 547, Landsudvalget for Svin).

Deltagere:
Landbrugstekniker Sven Borg, Landsudvalget for Svin
Landbrugstekniker Jens-Ove Hansen, Landsudvalget for Svin
Dyrlæge Gorm Christensen, Landsudvalget for Svin

Afprøvning nr.: 654

Slagtesvineblanding, råvaresammensætning i pct. af pelleteret foder

Vådfoderkurve

Foderkurven er beregnet ud fra 780 g forventet daglig tilvækst og forventet foderudnyttelse på 2,9 FEs pr. kg tilvækst

Plan for foderanalyser (slagtesvinefoder ved udfodring, rørfermenteret slagtesvinefoder og fermenteret grundblanding)

Foderblandingernes beregnede og analyserede indhold af næringsstoffer
(gennemsnit af de to foderblandinger i appendiks 1 vægtet i forhold til længden af perioderne)

Mikrobiologiske analyser af vådfoder, mikroorganismer (log CFU pr. g)

Organiske syrer (mmol pr. kg), ethanol (g pr. liter) og bufferkapacitet (titrering med 0,1 N NaOH, ml pr. 10 g)

Forandringer i mavens spiserørsdel, type og udbredelse

Spisekvalitet af svinekød, gennemsnit af sensorisk bedømmelse