Lokalbedøvelse
Nedenstående videoer giver dig inspiration til, hvordan du kan få gode arbejdsgange, når du skal lokalbedøve forud for kastration. Husk på, at arbejdsgange er individuelt i hver besætning, så det kan være, at der er andre rutiner, der fungerer bedst hos jer. Det er noget, man må prøve sig frem til.
Det kan være en gode ide at "arbejde smart" for at minimere tidsspilde og sikre bedst effekt af lokalbedøvelsen - altså lave andre opgave efter lokalbedøvelsen er givet og skal virke. Det kan eks. være at splitte opgaverne op, så man først tager lokalbedøvelsen, og så vender tilbage til kastrationen.
Der kan være tid at spare ved at have grisene oppe i højden under hele arbejdsgangen (dette fremgår ikke af videoerne).
Det er meget vigtigt, at grisen ligger stille under lokalbedøvelsen. Hvis grisen bevæger sig, er der risiko for nedsat effekt, skader i grisen, knækkede kanyler – eller at du selv kommer galt afsted. Derfor er det en god idé, at grisen holdes fast i en kastrationsbænk, inden du går i gang.
Inden du går i gang, skal du bruge:
- Kastrationsbænk
- Kanyle 25 g (0,5x16 mm)
- Automatsprøjte eller stempelsprøjte
- Procamidor Vet. eller Pronestesic
- Nitrilhandsker
- Beholder til brugte kanyler og skalpeller
- Beholder til opsamling af afskårede testikler
Er der noget, jeg skal være specielt opmærksom på, når jeg lokalbedøver?
Ja. Det er vigtigt, at lokalbedøvelsen får tid til at virke – ellers er det spildt. Vent derfor mindst 5 minutter før du går i gang med at kastrere. Efter 30 minutter virker bedøvelsen ikke længere.
- Det er vigtig, at du bruger nitrilhandsker. Ellers risikerer du, at dine fingerspidser bliver bedøvet. Skift handskerne mellem hvert kuld. På den måde bliver handskerne ved med at være tætte, og du beholder et højt hygiejneniveau.
- Kanylerne må KUN bruges til lokalbedøvelse – de er ikke sporbare.
Hvor vigtig er hygiejne ved lokalbedøvelse?
Det er meget vigtigt at holde en høj hygiejne, når du lokalbedøver hangrise før kastration. Skift kanyler og handsker mellem hvert kuld. Så mindsker du risikoen for smittefare.
Lokalbedøvelse er en ny rutine, der skal indarbejdes i resten af rutinerne i farestalden. Dette gøres på mange forskellige måder. Uanset hvad der passer bedst hos jer, er det en god lejlighed til at gennemgå og optimere på alle farestaldens rutiner.
Når du kastrerer
- Grisen skal ligge helt stille.
- Testiklen fikseres i pungen.
- Kanylen stikkes ind i testiklen med sigte mod et punkt mellem skulderbladenes.
- Kanylen stikkes ind i sin fulde længde - max. 0,5 ml. i hver testikel (størrelsen af hangrisenes testikler er forskellig. Det kan derfor ikke siges præcist, hvor meget, der skal injiceres i hver testikel, men der må aldrig injiceres mere end 0,5 ml pr. testikel).
- Bedøvelsesvæsken injiceres, indtil du mærker en fyldning i testiklen, hvorefter en lille mængde indsprøjtes kontinuerligt, imens kanylen trækkes ud.
- Skift kanyler og skalpelblade mellem hvert kuld.

Forskellen på en ny kanyle (til venstre) og en kanyle, der er brugt 6 gange (til højre).
- Pas på dig selv og brug handsker.
Vær opmærksom på, at der endnu ikke findes sporbare kanyler i den størrelse, der skal bruges. Det er på dispensation, at de må bruges til lokalbedøvelse og må derfor KUN bruges til lokalbedøvelse.
Hvis uheldet er ude, og du stikker dig selv med injektionsnålen, skal du søge læge. Tag indlægssedlen med, hvis du skal til lægen. Kommer din hud eller øjne i kontakt med injektionsvæsken, skal du skylle rigeligt med vand. Søg læge, hvis din hud bliver irriteret.
Efter kastration
- Du har udført kastrationen korrekt, når såret er lukket og uden hævelse 24 timer efter indgrebet.

Dårligt ophelet kastrationssår og sår efter halekupering - er indgangsport for bakterier, der kan give blodforgiftning.

Korrekt ophelet kastrationssår og sår efter halekupering.
Hvornår skal jeg skifte skalpel?
Det er meget vigtigt at holde en høj hygiejne i forbindelse med kastration for at undgå infektioner. Hvis hygiejnen ikke er i top, risikeres det, at flere grise dør af blodforgiftning.
- Brug kun skarpe skalpeller og skift skalpellen ofte – gerne mellem hvert kuld.
- Arbejd med 2 skalpeller så der hele tiden er én i desinfektionsvæske. Tag den anden skalpel hver gang, du tager en ny gris.