Porcint Parvovirus (PPV) findes i langt de fleste grisebesætninger og kontrolleres i hovedparten af besætninger effektivt ved at vaccinere polte og søer.
Porcint parvovirus findes i de fleste sohold. I store gennemvaccinerede og sektionerede sohold kan smittepresset være meget lavt, dog er der en stor risiko for et omfattende udbrud, hvis vaccination udelades i en periode [1].
De fleste grise optager maternelle antistoffer mod PPV med råmælken. Disse antistoffer beskytter grisene i 1-4 måneder. Herefter bliver grisene modtagelige overfor smitte med PPV-virus. Hvis poltene smittes, inden de bliver løbet, vil de livsvarigt være beskyttet imod infektion. Hvis poltene ikke smittes inden løbning, er der stor risiko for, at de smittes, når de kommer ind i et smittet sohold. Derfor anbefales basisvaccination af alle polte før løbning.
Symptomer på Porcint Parvovirus hos grise
Når grise smittes med Porcint Parvovirus (PPV), gennemløber de en infektion, der normalt er uden symptomer.
Hvis en drægtig gris smittes med PPV, kan virus spredes til børen og her medføre fosterdød. Ved smitte tidligt i drægtigheden ses fosterdød, der fører til lav kuldstørrelse og eventuelt til omløbning. Ved smitte midt i drægtigheden dør fostrene, og væsken suges ud af dem, så hud og knogler bliver til sorte tørre klumper (”mumier”, ”stenfoster” eller ”sorte grise”)
Ofte er det kun gyltekuldene, der smittes med PPV, da søerne er modstandsdygtige efter smitte i første kuld.
Mange stenfostre tyder på et akut udbrud i besætningen. Mere end 0,5 stenfostre i gennemsnit pr. kuld bør vække mistanke om smitte med parvovirus, eller at der er svigt eller mangler i den nuværende vaccinationsprocedurer. Enkelte stenfostre er normal forekommende og skyldes, at enkelte fostre kan dø på grund af pladsmangel i børen [3].
Under infektionen er dyret smitteudskiller. Efter 1-2 uger er infektionen overstået.
Ved nyudbrud kommer der enkelte aborter, fulgt af en måned med mange mumificerede fostre. Herefter følger en måned med små kuld. I kronisk smittede besætninger uden vaccination ses der mange små kuld hos gyltene.
Kroniske smitteudskillere er aldrig påvist.
Referencer
| [1] |
Thorup, F. (1995). Porcint Parvovirus. Forekomst i 12 danske besætninger. Dansk Veterinærtidsskrift 78: 108-110.
|
| [2] |
Einarsson, S; Larsson, K. & Thafvelin, B. (1987). Experience of Vaccination against Porcine Parvivirus in Pig-Breeding Herds. Acta. Vet. Scand. 28: 279- 284.
|
| [3] |
Thorup, F. & Nielsen, C.L. (1991). Fosterdød hos renracede søer. Erfaring nr. 9104, Landsudvalget for Svin.
|
| [4] |
Sørensen, K. J.; Madsen, P. & Lei, J.C. (1988). Efficacy of an inactivated Porcine Parvovirus (PPV) Vaccine under field conditions. Acta. Vet. Scand. 29: 295-302.
|
| [5] |
Thorup, F. (1994). Sammenligning af Parvosorb Vet. (Hoechst) og PPV-vaccine Vet. (SVIV). Meddelelse nr. 288, Landsudvalget for Svin.
|
Hvis de fleste fostrer dør, kan faringen ikke sættes i gang, og søerne farer først ved 118 –122 dage, eller de farer slet ikke. Efter dag 70 i drægtigheden er fostrene i stand til at danne antistoffer. Derfor vil smitte sidst i drægtigheden sjældent medføre symptomer.
Håndtering af grise med Porcint Parvovirus
Søer og gylte kan ikke behandles for Porcint parvovirus, derfor er det vigtigt at vaccinere. Der er så lille forskel på de forskellige stammer af Parvovirus, at man ikke skal tage hensyn til serotyper ved valg af vaccine.
Basisvaccination med én vaccination fire uger før første løbning sikrer effektivt imod at børen inficeres med Porcint parvovirus - for nogle vacciners vedkommende skal der vaccineres fire uger og en uge før første løbning [5]. Basisvaccinationen dækker dyret i et år [4].
Vaccinen påvirker ikke drægtigheden, så hvis man har glemt at vaccinere et dyr inden løbning, bør det vaccineres hurtigst muligt efter løbning i håb om, at vaccinationen kommer til at virke, før dyret smittes.
Vaccination kan medføre en temperaturstigning, der påvirker dyrets appetit og stofskifte. Derfor bør vaccination ikke foretages de sidste syv dage før forventet brunst eller faring eller sidst i diegivningsperioden.
Sådan stilles diagnose på Porcint Parvovirus
Diagnosen baseres på symptomerne og især ved unge søer bør mange stenfostre, omløbere og små kuld give mistanke om infektion med parvovirus i besætningen. Brug for eksempel tommelfingerreglen: hvis flere end 0,5 stenfostre i gennemsnit pr. kuld, bør man mistænke parvovirus og få testet besætningen af sin besætningsdyrlæge.
For at undersøge om symptomerne skyldes parvovirus, skal dyrlægen indsende materiale til diagnostik på et laboratorium. Dyrlægen kan tage vævsprøver fra fostrenes nyrer, lunger og lever eller indsende mindst tre sorte, tre brune og tre hvide fostre med fosterhinde fra forskellige kuld til laboratoriet.
Dét viser en obduktion for Porcint Parvovirus
Ved undersøgelse af omløbere som følge af PPV findes normale kønsorganer, og der kan findes stenfostre i børhornene, der forhindrer etablering af drægtighed. Undersøgelse af søer, der ikke farer, vil påvise stenfostre.
Fostrene efter en abort eller fostre fundet i børen vil vise et meget forskelligt dødstidspunkt. Det skyldes, at virus først smitter et foster, og herfra smitter videre til nabofostrene. Forskelligt dødstidspunkt ses også efter infektion med leptospirer, mens abort af fostre, døde på samme tidspunkt gør sig gældende for:
- PRRS (Porcine Reproductive and Respiratory Syndrome)
- Influenza (svineinfluenza)
- Knuderosen (rødsyge)
- Ondartet lungesyge (Actinobacillus pleuropneumoniae).
Årsag til Porcint Parvovirus hos grise
Porcint parvovirus er et lille virus, der er meget modstandsdygtigt overfor udtørring, varme, kulde og desinfektionsmidler.
Udskillelse af smitte sker via tarmen eller med inficerede fostre eller sæd. Smitten optages via mund/næse eller ved løbning.
KS-orner vaccineres på KS-stationen for at forhindre virusudskillelse.
