Er du driftsleder, medarbejder eller ejer, og vil du gerne være blandt de førende inden for dansk sohold, så reserver d. 14. marts til at få ny viden og praktiske tips med hjem til arbejdet i stalden. Her inviterer SEGES Innovation og Landbrug og Fødevarer Sektor Gris nemlig endnu en gang til So-seminar, som løber af stablen i Messe C Fredericia.
Programmet for seminaret er fyldt med viden og aktuelt nyt, som du har brug for i dit arbejde med søerne. Du kan blandt andet høre om:
- De avlsmæssige aspekter af overlevelse hos både so og pattegrise.
- Hvordan du bruger reproduktionsanalyserne aktivt.
- Hvad det er vigtigt at have godt styr på i forbindelse med søernes vandforsyning.
- Hvordan du forbereder din pattegris på fravænning.