4. oktober 2018

Influenza-perioden sætter snart ind: Hvordan mindsker du spredning af virus?

Med efterårets komme går vi også en tid i møde med svineinfluenza hos dine grise. Omkring 90 procent af alle besætninger i Danmark har influenza, så for at mindske spredning rundt i besætningen, skal du være opmærksom på god smittebeskytelse. På Svinekongressen kan du høre, hvordan du netop selv kan være med til at mindske spredning af smitte.

Svineinfluenza er vidt udbredt i de danske besætninger. Grisene får ikke nødvendigvis influenza i vintermånederne, men da det oftest er om vinteren, at mennesker bliver smittet med influenza – og da en række af influenza-typerne kan smitte fra menneske til gris - er det vigtigt med god smittebeskyttelse.

”Det er vigtigt at have styr på ekstern og intern smittebeskyttelse for at mindske spredning af influenza-virus i besætningen. Udover at vi mennesker kan smitte grisene med influenza, så kan grisene også blive smittet via luften og via indkøbte dyr", fortæller Charlotte Sonne Kristensen, dyrlæge i SEGES Svineproduktion.

”Den kommende influenza-periode starter jo lige om lidt, og til Svinekongres 2018 kan man høre, hvorfor det er vigtigt at være opmærksom på influenza, og hvad man kan gøre for at mindske spredning af virus i besætningen. Influenza er i sig selv ikke farligt for grisene, men andre luftvejslidelser kan forværres af influenza, og derfor skal man gribe ind”, forklarer Charlotte Sonne Kristensen.

Du kan høre mere om influenza hos grise på Svinekongres 2018 – det er i foredrag 35 onsdag morgen kl. 9.00-9.45.