15. juli 2000

Grøn Viden - Husdyrbrug Nr. 18

Fleksibel overdækning af hvilearealet i svinestalde

I åbne stalde og i to-klimastalde anvendes overdækning af grisenes hvileområde for at skabe et trækfrit og lunt areal for grisene. Her beskrives en prototype på en overdækning, som er mere fleksibel i forhold til de hidtil anvendte.

Baggrund

I åbne stalde og i to-klimastalde anvendes overdækning af grisenes hvileområde for at skabe et trækfrit og lunt areal for grisene.

Denne Grøn Viden beskriver en prototype på en overdækning, som er mere fleksibel i forhold til de hidtil anvendte, og på en række områder bedre opfylder kravene til overdækningens funktion.

Ved nyetablering af smågrisestalde udføres stierne i voksende omfang som to-klimastier ved overdækning af grisenes lejeareal.

Opdelingen af stien i forskellige klimazoner bidrager til en funktionsopdeling af stien i en hvile- og soveafdeling under overdækningen samt en æde- og aktivitetsafdeling uden for overdækningen. Det tilgodeser i vid udstrækning en række af grisenes fysiologiske og adfærdsmæssige behov, herunder temperaturregulering, hvileadfærd og adskilte aktivitetsområder. Dette medfører bedre mulighed for at styre grisenes brug af stien, så de gøder på gødearealet og holder lejearealet rent. Det lune og trækfrie område under overdækningen gør det desuden muligt at sænke temperaturen i staldrummet, hvorved  energiforbruget til varme i stalden kan reduceres.

I åbne stalde, hvor staldrumstemperaturen kun er få grader højere end udetemperaturen, er det en forudsætning for grisenes trivsel og velbefindende, at de har adgang til et overdækket, trækfrit og lunt område.

Med udgangspunkt i uisolerede stalde og grisenes pladskrav i bugleje, viser tabel 1 de vejledende værdier for størrelsen af det overdækkede areal ved forskellig vægt af grisene samt overdækningens højde over gulvet. I isolerede stalde kan arealet reduceres for de større grise.

Konklusion

Undersøgelsen har vist, at forskellen mellem temperaturen under en overdækning af plastfolie og en isoleret overdækning er mindre end 1 °C.

På den baggrund er der udviklet en prototype på en fleksibel overdækning ved anvendelse af en plastfolie, hvilket giver mulighed for at opfylde de stillede krav til overdækninger i svinestalde.

Den fulde udgave af Grøn Viden - Husdyrbrug: "Fleksibel overdækning af hvilearealet i svinestalde" kan hentes her som PDF.

******

Grøn Viden indeholder informationer fra Danmarks JordbrugsForskning.

Grøn Viden udkommer i en mark-, en husdyr- og en havebrugsserie, der alle henvender sig til konsulenter og interesserede jordbrugere. Abonnement tegnes hos Danmarks JordbrugsForskning Forskningscenter Foulum Postboks 50, 8830 Tjele Tlf. 89 99 10 10 / www.agrsci.dk

Prisen for 2000: Markbrugsserien kr. 210, husdyrbrugsserien kr. 150 og havebrugsserien kr. 125.

Anders Correll (ansvarshavende redaktør)
ISSN 0903-0719


Institution: Danmarks JordbrugsForskning

Forfatter: Finn Møller, Anna-Marie Dam Mortensen, Jørgen Randbo

Udgivet: 15. juli 2000

Dyregruppe: Smågrise, Slagtesvin

Fagområde: Inventar