Succes med flere ugers holddrift i soholdet.

Traditionelt benyttes ugedrift i danske sobesætninger, men en stigende del af besætningerne benytter et system til flere ugers holddrift med længere intervaller mellem fravænningerne/holdene. Baggrunden for at vælge et andet holddriftssystem end ugedrift er mange, men de væsentligste årsager er at opnå store hold smågrise til afsætning, afvekslende arbejdsuger, arbejdsrationalisering, sektionering og alt-ind alt-ud produktion samt tilpasning til eksisterende bygninger i forbindelse med udvidelse eller renovering.

Danske svineproducenter bliver mere og mere specialiserede inden for enten sohold og/eller smågrise, slagtesvin eller FRATS-produktion. Det betyder, at en stigende andel af producenterne er afhængige af enten afsætning eller indkøb af fravænnede grise eller smågrise. Specielt markedet for fravænnede grise er stærkt stigende. Det medfører at smågriseproducenterne i højere grad skal opfylde aftagernes krav for at sikre afsætningen af grisene.

Alt-ind alt-ud drift på sektionsniveau kræver, at antallet af fravænnede grise pr. hold matcher sektionsstørrelserne hos aftageren. For at bygge rationelt øges sektionsstørrelserne og dermed behovet for store hold. Yderligere skal der helst kunne leveres samme antal grise i hvert hold med en så lille vægtspredning som muligt af hensyn til belægningsgraden (ingen flytninger mellem sektionerne), klimastyring, fodring, få leveringer pr. sektion mv.

Alt-ind alt-ud drift stiller således krav til, at smågriseproducenten kan producere samme antal grise pr. hold med lav vægtspredning, hver gang der fravænnes et hold søer. For at opnå det skal der fravænnes samme antal søer hver gang, og for at kunne dette, skal det sikres, at der er et konstant antal søer til faring. Desuden skal faringerne ligge inden for så få dage som muligt for at mindske vægtspredningen. Planlægningen af ensartede hold starter derfor allerede ved løbning, hvor der skal løbes nok søer og polte til hvert hold inden for så få dage som muligt.

Undersøgelsen af besætninger med flere ugers holddriftssystemer er foretaget via interviews af de pågældende svineproducenter ved besøg i besætningerne. På basis af besætningernes produktionsdata er det analyseret, hvor stor variation besætningerne har i størrelsen af fare- og fravænningsholdene, samt hvordan besætningens data i øvrigt stemmer over ens med de oplysninger, der er givet under interviewet. På basis af variationskooficienternes størrelse er besætningerne opdelt i tre kategorier – størst – middel – mindst succes med holddrift.

Af de mest anvendte holddriftssystemer er 4, 8, 9 sohold med 4 ugers fravænning, samt 7 og 11 sohold med 5 ugers fravænning udvalgt og blevet nærmere analyseret, undersøgt og sammenlignet med ugedrift.

Forskellige holddriftssystemer

Der findes mange forskellige holddriftssystemer. På basis af opgørelser fra de lokale rådgivningskontorer, fås et indtryk af de mest udbredte holddriftssystemer der forekom i Danmark i 2003, se figur 1. Ethvert holddriftssystem identificeres ved antal sohold samt fravænningsalderen.

I figur 1 ses antallet af besætninger i Danmark indenfor de forskellige holddriftssystemer. Der er sandsynligvis flere, idet alle besætninger formentlig ikke er kendt. Fravænningsalderen er angivet i parentes. 

Ugedrift med 21 sohold er et traditionelle holddriftssystem, som med 4 ugers fravænning har en cyklus på 21 uger og en konstant afstand mellem soholdene på 7 dage. Kun få af systemerne til flere ugers holddrift er regelmæssige med en konstant afstand mellem soholdene [1]. Hvis dette ikke er muligt, er det først og fremmest vigtigt, at der så vidt muligt fravænnes på samme ugedag. Enkelte af holddriftssystemerne kan dog bedst fungere, hvis der er skiftende fravænningsdage. En vigtig faktor er desuden antallet af sohold i farestalden, da det bestemmer, hvor mange aldersgrupper af pattegrise der er i farestalden på et givet tidspunkt. Alle de viste holddriftssystemer kan beregnes i ”Holddrift”, som er et regnearksprogram, der findes på Landsudvalget for Svin’s hjemmeside. Herunder vises en oversigt over de mest anvendte holddriftssystemer, se tabel 1.

Nogle af holddriftssystemerne kan håndtere både 4 og 5 ugers holddrift (4,7,8) sohold. Systemerne med 4 og 8 sohold kan endvidere håndtere både 4 og 5 ugers fravænning i et såkaldt dynamisk system. Enkelte systemer kan benyttes med 3½ ugers fravænning med 20½ ugers cyklus. 10 sohold er vist med enten 3½ eller 4 ugers fravænning. Ingen af varianterne med 10 hold kan dog anbefales, da 3½ ugers fravænning er for lidt (med den naturlige spredning på grisenes alder vil for mange ikke nå at blive 3 uger gamle, som de skal ifølge lovgivningen), og med 4 ugers fravænningsalder vil for mange af søerne fare i drægtighedsstalden, da én dag i farestalden før forventet faring er for lidt. I de øvrige systemer kan det godt lade sig gøre at praktisere  sohold på lovlig vis og uden ulempe for søerne.

8 sohold med 5 ugers fravænningsalder, 9 sohold og 14 sohold kan kun drives med skiftende fravænningsdage [1]. Nogle forsøger med en fast fravænningsdag, men det vil medføre faringer i drægtighedsstalden. Hvis der vælges fravænningsdage torsdag/mandag vil faringer og løbninger skiftevis forekomme i weekender. Arbejdet i weekender kan begrænses ved at vælge fravænning onsdag/lørdag. Hvis der fravænnes lørdag er det normalt kun søerne der flyttes, og smågrisene bliver i farestien til mandag. I et system med 9 sohold skal 3 ud af 9 hold fravænnes i weekender over en cyklus på 21 uger. I et system med 8 sohold og 5 ugers fravænning skal der fravænnes på 4 lørdage ud af 21 uger og med 14 sohold 7 lørdage ud af 21 uger.

Faringsstyring og fravænnings styring

For at opnå et ens antal fravænnede søer i hvert hold skal der som udgangspunkt benyttes faringsstyring. Det betyder, at der skal styres efter at lige mange søer farer til hvert hold. Det sker primært ved at løbe lige mange søer og polte til hvert hold, dog kan der reguleres ved for mange i holdet ved at slagte de dårligste søer og polte, selv om de er testet drægtige. Enkelte holddriftssystemer kan dog benytte fravænningsstyring, hvor holdstørrelsen kan bestemmes ved fravænning, idet der er et aldersmæssigt overlap mellem grisene i holdene. Dette kan kun lade sig gøre ved ugedrift og 11 sohold med 5 ugers fravænning, se figur 2.

Det ses, at der vil være et lille overlap mellem holdene af grise, der kan fravænnes. Det vil der også være ved ugedrift. Derfor kan der lettere fravænnes det antal søer, der ønskes, selvom der ikke er nok faringer i et hold. Der ses således mere på, hvor mange søer der skal i farestalden, og der fravænnes så derefter. 11 sohold med 3 sohold i farestalden er sammen med ugedrift de eneste holddriftssystemer, hvor det kan lade sig gøre. Som det ses af figur 2. er der et vist overlap aldersmæssigt mellem holdene i systemer med 11 sohold i modsætning til eksempelvis 7 sohold med 5 uger fravænning og 2 sohold i farestalden, se  figur 3.

Der vil med 2 eller færre hold i farestalden ikke være mulighed for aldersmæssigt overlap mellem holdene. Derfor vil der kun kunne fravænnes det antal søer, der har faret i det pågældende hold. Det er derfor nødvendigt at være på forkant med situationen og sikre nok faringer ved at løbe nok til alle hold.

Muligheden for en vis udjævning af fravænningsholdets størrelse er ikke ensbetydende med at der kan fravænnes samme antal søer til hvert hold. Det mest optimale er derfor, at der både styres ved løbning for at standardisere fareholdets størrelse og ved fravænning. Det anbefales som udgangspunkt at benytte faringsstyring til alle holddriftssystemer. For at styre et flere ugers holddriftssystem skal der gøres op med ”ugedrifts tankegangen” hvor der styres efter behov. Det er nødvendigt med ”flere ugers tankegang” hvor der anvendes  faringsstyring og langtidsplanlægning. Det kræver overblik over hele produktionen inkl. beholdningen af polte.

Ammesøer

Muligheden for at lave ammesøer til kuldudjævning afhænger af antallet af sohold i farestalden. For overhovedet at kunne lave ammesøer, skal der være flere aldersgrupper i farestalden, hvilket vil sige, at et holddriftssystem med 4 sohold og kun et sohold i farestalden ikke giver mulighed for på optimal vis at lave ammesøer. Det er vigtigt at forholde sig til, hvordan håndtering af ”overskydende grise” skal være, før dette system vælges. Med 2 sohold i farestalden kan der højest laves 1-trins ammesøer, hvor en so fravænnes for derefter at lægge overskydende nyfødte eller efternølere til hende.

Med 3 sohold i farestalden kan det lade sig gøre at lave 2-trins ammesøer, hvor en so fravænnes og får mellemstore grise. Soen, der havde de mellemstore grise kan få lagt nyfødte eller efternølere til, hvorved forskellen mellem de oprindelige grise og dem, der bliver lagt til, ikke er så stor. Dermed mindskes risikoen for at soen ikke vil acceptere de nye grise, og grisenes evne til at malke soen op vil ikke være så forskellig, hvorved risikoen for at soen fravænner sig selv mindskes. Det er derfor meget vigtigt at overveje og forholde sig til, hvilke muligheder det enkelte holddriftssystem giver.

Styring af holdstørrelser

Løbestop

Løbestop er en metode til at få samlet løbningerne og dermed faringerne indenfor et så snævert interval som muligt. Løbeperioden kan opdeles i to dele: Første del er afhængig af antallet af dage, fareholdet kan komme i farestalden før faring. Med fx 8 dage, se tabel 1, vil del 1 kunne være på 4 løbedage, da der skal tages højde for et naturligt udsving på længden af drægtigheden. Anden del bør kun være på 7 løbedage, for at matche spredningen ved ugedrift. Det giver følgende perioder med løbninger og løbestop for de udvalgte holddriftssystemer, se tabel 2.

Jo støre afstand der er mellem holdene, jo længere bør perioden med løbestop være, hvilket for mange smågriseproducenter vil kræve ekstra godt med ”is i maven”, når en løbeklar polt eller en omløber skal vente til næste brunst inden løbning.

Som det ses af tabel 2 er det næsten ikke nødvendigt at have løbestop i systemer med 11 sohold. Hvis der ikke anvendes løbestop, vil spredningen i fravænningsalderen blive større end ved ugedrift. Et løbestop kræver først og fremmest en god planlægning af sopolte tillægget, dels skal tillægget være rigeligt stort, dels skal der være en konsekvent styring af poltenes brunst – helt fra den første brunst.

Sopolte

Jo færre løbedage der er til rådighed i forhold til den samlede afstand mellem holdene, jo større poltepulje er der behov for, for at kunne løbe nok polte til alle holdene og samtidig overholde perioderne med løbestop. Der tages udgangspunkt i, at poltene løbes i 2. brunst, men hvis det kan accepteres at poltene løbes i 1, 2, eller 3 brunst, kan puljen reduceres. Endelig kan en del af poltene ved flytning, ornekontakt, sammenblanding mv. provokeres til at komme i brunst ca. 4-7 dage efter forsøget på brunstsynkronisering. Det vil yderligere reducere behovet for løbeklare polte. Se tabel 3 over reduktion ved de forskellige tiltag. 100 pct. er lig puljen ved ugedrift.

Omløbere og udsættersøer

I enhver besætning vil der være en vis del af søerne, der løber om, eller ikke kommer i brunst på samme tid som resten af holdet. Med løbestopperioder vil muligheden for at de passer ind i næste hold være afhængig af antallet af løbedage og afstanden mellem holdene, se tabel 4.

Ved ugedrift vil omløbere altid kunne passe ind i et løbehold. Ved længere afstand mellem løbeholdene vil der altid være nogen omløbere, der ikke passer ind i løbeholdene. Jo lavere omløberprocenten er, jo mindre er problemet.

Håndtering af udsættersøer kan også bruges til at styre løbeholdets størrelse. De bedste af de søer som normalt skulle afgå direkte efter fravænning kan indgå i løbeholdet, for derefter at blive slagtet, hvis der er løbet nok til holdene. Det må dog ikke blive på bekostning af den planlagte udskiftning af besætningen over tid.

Holdstørrelse, fringsprocent, bufferstald og ammesostrategi

Muligheden for at styre soholdenes størrelse afhænger også af faringsprocenten og antal søer pr. hold, idet variationen på holdenes størrelse stiger, jo færre søer, der er pr. hold, og jo lavere faringsprocenten er, se tabel 5.

Selvom faringsprocenten ligger på 95, og der er løbet søer og polte nok til alle hold, vil der altid være en vis naturlig variation på holdene. Det giver behov for bufferstalde i farestalden. Farestalden bør indrettes således, at der er en hovedsektion pr. hold i farestalden, som kan rumme det antal søer, der mindst vil fare til hvert hold inkl. ammesøer, som skal passe overskudet af nyfødte, jf. tabel 5. Derudover vil det, afhængig af besætningsstørrelse, være praktisk med en eller flere buffersektioner til at tage udsvinget i holdstørrelserne. Dog skal det bemærkes, at en buffersektion ikke er beregnet til at fravænne dele af et sohold i utide.

Ammesostrategien i ovennævnte bygger på, at ammesøer til kuldudjævning skal flyttes ind i den sektion hvor der er behov for en ammeso. Derved vil alle grisene i en sektion være lige gamle og kunne fravænnes samtidigt. Ammesøerne skal derfor ikke flyttes ved fravænning.

Arbejdsplanlægning og motivation

Udover mulighederne for styring skal der også tages højde for, hvorledes arbejdet kan planlægges. Jo længere der er mellem holdene, jo mere afvekslende vil ugerne være, men samtidig vil der i perioder være megen spidsbelastning og til andre tider bedre muligheder for afholdelse af ferier og fridage. De fleste af holddriftssystemerne har fast fravænningsdag, hvorved ugedagene vil ligne hinanden med forskellige intervaller.

Det kan være en god idé visuelt af få et overblik over fordelingen af arbejdsopgaverne i besætningerne over en tidsperiode. Dette kan bla. opnås ved at benytte programmet ”Omsætningsstyring”, som findes på Landsudvalget for Svin’s hjemmeside.

Endelig er det vigtigt at have fokus på motivation. Der er for de fleste medarbejdere en øvre grænse på 20-40 insemineringer pr. mand pr. dag, svarende til et løbehold på maks. 30-50 søer og polte pr. mand ansat i besætningen, idet det her antages at alle hjælpes ad med at løbe søer. Derudover øges behovet for oplæring og samarbejde jo færre sohold der er, da alle skal hjælpes om opgaverne i spidsbelastningsperioder i modsætning til besætninger med ugedrift, hvor medarbejderne ofte har deres faste arbejdsopgaver.

Dimensionering

Regnearket ”Holddrift” [1] på Landsudvalget for Svin’s hjemmeside kan anvendes til planlægning og dimensionering af holddriftssystemer, mv. Der skal udover ønsket holdstørrelse og antal løbninger pr. mand pr. dag tages højde for, at de fleste systemer til flere ugers holddrift giver behov for flere farestier og flyttepladser end ugedrift. Et eksempel på dimensionering af et staldsystem til 22 og 11 sohold ses af tabel 6.

Løbeafdelingen skal dimensioneres, så der er plads dels til fravænningsholdet dels til omløbere. Det er vigtigt med rigeligt antal pladser i løbeafdelingen for at styre løbeholdets størrelse. Aflastningspladser og sygestier kan evt. placeres i dette afsnit. Poltepladser er dimensioneret, så poltene gennemsnitligt kommer i løbeafdelingen 7 uger før forventet løbning. Det er vigtigt, at poltenes første brunst synkroniseres.

Behovet for farestier afhænger af fravænningsalder, antal ammesøer og bufferstier til at tage udsving i fareholdenes størrelse. Ved 11 sohold er behovet fx 3 sohold x 42 søer pr. hold, i alt 126 farestier. Hertil kommer 6 farestier til at tage udsving i fareholdenes størrelse, samt 9 farestier til ammesøer. Generelt medfører 5 ugers fravænningsalder, at behovet for farestier øges med 1/6 del, idet søernes opholdstid øges fra 5 til 6 uger. Endvidere øges behovet for farestier ofte lidt, fordi der i nogle holddriftssystemer er ”spildtid” i farestalden. Fx ved 8 og 12 sohold hvor der er en spilduge for hver cyklus på 21 uger.

Interviewundersøgelse af 35 besætninger

De fem mest anvendte og bredest dækkende holddriftssystemer er sammen med ugedrift kortlagt i en undersøgelse for at afdække mulighederne og forudsætningerne for at opnå succes med flere ugers holddrift. Desuden blev besætninger, der var gået tilbage til ugedrift, efter at have prøvet et flere ugers holddriftssystem, interviewet for om muligt at identificere årsager til at anvendelsen af et flere ugers holddriftssystem var mislykkedes. Besætningerne blev opdelt i 7 grupper grupper, se tabel 7.

Besætningernes produktionsdata blev indsamlet og analyseret, og der blev interviewet om overordnet målsætning for besætningen, målsætning for holddriftssystemet, produktionsresultater (P-kontrol), dimensionering af staldsystemet, flytterutiner og vask, poltetillæg, strategi for løbninger og ammesøer, styring, afsætning af smågrise, baggrund for at vælge holddrift og holdninger samt fremtidsplaner for besætningen.

Styring af soholdene

Undersøgelsen viste at der er mulighed for at opnå succes med alle holddriftssystemer og at besætningerne med ugedrift ikke var bedre til at styre holdene end besætningerne med flere ugers holddrift. Ved faring var der faktisk størst spredning på holdstørrelserne ved ugedrift, men forskellen kunne dog nogenlunde udlignes ved fravænning. Det viser at de med mulighed for fravænningsstyring, mindskede spredningen på holdstørrelserne, men kun ca. til det niveau besætningerne med flere ugers holddriftssystemer kunne præstere. De var ikke bedre, hvilket skyldes, at der ikke i samme grad forsøges at opnå konstant størrelse af fareholdene ved at styre holdstørrelserne ved løbning. Flere ugers holddrift er således ingen hindring for at opnå konstante holdstørrelser, i hvert fald ikke når der sammenlignes med besætninger med ugedrift. Dernæst blev der set på, hvor gode besætningerne var til at opnå de produktionsmål, de havde sat. Det var svært at sige noget om deres styringsniveau herudfra, da mange ikke havde sat realistiske mål for produktionen. Heller ikke antallet af løbedage kunne bruges til at måle besætningernes succes med, da det simpelthen ikke var en faktor, som der blev styret efter i ret mange besætninger.

Opnåelse af succes

Besætningernes succes med deres holddriftssystem blev målt ud fra evnen til at opnå et konstant antal fravænnede søer pr. hold. Besætningerne blev inddelt i tre succes-grupper, A, B og C, hvor gruppe A havde mindst forskel på holdstørrelserne, her udtrykt ved variationen i pct., se tabel 8.

Ingen af  besætningerne i gruppe A havde ugedrift. Der er ingen klar tendens til at et bestemt flere ugers holddriftssystem er bedre end nogen af de andre.  Der er mange forskellige systemer repræsenteret i gruppe A. Omvendt kan der heller ikke siges noget klart om hvilke holddriftssystemer, der opnår mindst succes og dermed befinder sig i gruppe C. Ved nærmere analyse af besætningerne i de forskellige grupper ses det, at holdstørrelserne ved løbning er afgørende, samt faringsstyring, eventuelt kombineret med fravænningsstyring.

Det er karakteristisk for besætningerne i gruppe A, at de har sektionerede farestalde, ikke mangler pladser, forsøger at brunstsynkronisere poltene, indkøber polte og er dermed mindre afhængige af udsving i egen produktion, samt aldrig fravænner i utide. Derudover ligger de største forskelle på det mere mentale plan hvad angår holdninger, målsætninger og ulemper, se tabel 9.

Det er primært besætningerne i gruppe A, som har det mål, at produktionen skal være rationel og stabil, og at det skal gøres simpelt. Der er i denne gruppe ingen, der er utilfredse med systemerne eller driften, mens der generelt er flere i gruppe B og C, der synes, at der er ulemper ved systemerne.

Endelig er der en række besætninger, hovedsageligt i gruppe C, der har eller har haft specielle forhold vedrørende deres drift. Problemerne har fx været Leptospirose, for få polte, lav udskiftningsprocent og benproblemer hos polte.

Erfaringer med de enkelte holddriftssystemer

Der er ikke tilstrækkelige beviser for, at det ene holddriftssystem er bedre end det andet med hensyn til opnåelse af succes. Det vil sige, at de, der har valgt flere ugers holddrift, kan styre holdene mindst lige så godt som dem, der benytter ugedrift. Det betyder, at det ikke er muligheden for at styre holdene, der afgør hvilket system, der vælges. Konsekvensen af manglende styring ved flere ugers holddrift er dog altid større end ved ugedrift. Løbestop og brunstsynkronisering er af stigende vigtighed, jo længere intervallerne er mellem holdene, dvs. jo færre sohold, der er i besætningen. Muligheden for at lave ammesøer falder også i takt med antallet af sohold.

Generelt var de fleste af besætningerne  tilfredse med netop deres system, og alle mente at flere ugers holddriftssystemer var rationelt. Der kan umiddelbart påhæftes nogle nøgleord på de forskellige systemer, så som at ugedrift er ”jævnt, stabilt og trivielt”, 4 sohold er ”afvekslende, simpelt og sårbart”, 7 sohold ”passer med omløbere, giver friuger og er generelt godt”, 8 sohold er også generelt ”godt, giver friuger og er ikke trivielt”, 9 sohold giver ” høj udnyttelse af farestalden, skiftende fravænningsdage og kan være upraktisk” og 11 sohold har ”farings- og fravænningsuger, er fleksibelt og velfungerende”. Hvilket system den enkelte svineproducent foretrækker, og hvorledes der prioriteres, er meget individuelt.

Besætninger ophørt med flere ugers holddrift

Årsagerne er primært, at det var for besværligt at lave ammesøer, der var for få omløbere som passede ind i holdene, og der var for meget stress og spidsbelastning. Det ses imidlertid også, at der generelt har været manglende styring af holdene med forsøg på at fravænningsstyre systemer, der i teorien ikke kan fravænningsstyres.

Flere besætninger har ikke helt været klar over, hvad det var for et system, de gik ind til, og hvad det indebar. Selvom ønskerne gik på større hold, friuger og arbejdsplanlægning, har disse forhold i praksis vist sig at være mindre vigtige end først antaget. Der har også været for lidt styring således, at der arbejdsmæssigt ikke blev opnået det optimale med de valgte holddriftssystemer. Der er en hårfin og meget individuel grænse for, hvornår der besluttes at ophøre med et holddriftssystem.

Forudsætninger, begrænsninger og fordele for opnåelse af succes

Herunder ses en opsamling på interviewundersøgelsens resultater vedrørende forskellige undersøgte faktorers betydning for at opnå succes, se tabel 10. Forholdene gælder også for dem, der ønsker mere styr på ugedrift.

For at opnå succes med et flere ugers holddriftssystem er planlægning, styring og kontrol nødvendig. Samtidig skal der være nogle klare strategier omkring ammesøer, hvor mange og hvordan skal ammesøer laves, samt klare strategier for håndtering af udsættersøer og strategier for brunstsynkronisering af poltetillægget.

I tabel 11 er vist de forhold, der kan være en fordel, uden at det skal betragtes som en forudsætning for at opnå succes med holddrift.

Der kan ofte være modstand blandt medarbejderne mod at indføre et holddriftssystem. Årsagen er at det periodiske arbejde samles på færre dage, der samtidig kan blive nogle lange hårde arbejdsdage. For at bevare overblikket og motivationen er det vigtigt med simple og overskuelige styringsredskaber.

Det allervigtigste resultat af interviewundersøgelsen er, at tankegangen og indstillingen til styring hos de personer, der leder besætningerne, er afgørende for at opnå succes. Modvilje mod at planlægge mere end en uge frem er den mest begrænsende faktor for at opnå succes. Manglende styring kan ikke undskyldes med at ville opnå så høj produktivitet som muligt, da besætningerne med de mest konstante sohold ved fravænning også opnåede flere fravænnede grise pr. årsso. Alle flere ugers holddriftssystemer skal faringsstyres, da der er for lange intervaller til at kunne jævne ud mellem hold ved fravænning, dvs. fravænningsstyre. Driftslederen skal have overblik og kunne langtidsplanlægge, så der opnås de konstante løbehold, der er den vigtigste fysiske forudsætning for at opnå succes i form af konstant antal fravænnede søer pr. hold.

Det er ikke muligt at fraråde eller entydigt anbefale et holddriftssystem frem for et andet. Alle systemerne har vist sig at være netop det rette for de fleste af besætningerne med de forskellige systemer. Ved valg af holddriftssystem er det dog vigtigt at forholde sig til fravænningsalder, skiftende fravænningsdage, uens intervaller mellem holdene, antal sohold og spildtid i farestalden, tomme flyttepladser samt til at lade en brunstig polt eller so stå over. Det stiller store krav til rådgivningen at sikre, at den enkelte svineproducent er bekendt med, hvad systemerne indebærer af muligheder og begrænsninger for at kunne vælge det rette holddriftssystem.

Det er ikke muligt entydigt at kategorisere således, at enkelte systemer kan anbefales til bestemte typer producenter, men som hovedregel gælder, at jo færre sohold der er, jo mere spidsbelastning, friuger og afveksling er der. Samtidig er der færre sohold i farestalden og længere mellem holdene, så det bliver tilsvarende sværere at anvende ammesøer, samt indpasse polte og omløbere i holdene. Omvendt bliver arbejdsopgaverne mere jævnt fordelt, jo flere sohold, der er i systemet, med ugedrift som det traditionelle system.

Endelig er det vigtigt at understrege, at der ikke bør vælges et flere ugers holddriftssystem, hvis der er problemer med at styre ugedrift, da konsekvenserne for manglende styring er større, jo længere der er mellem holdene.

Afslutningsvis skal en eventuel forestilling, om at ugedrift medfører bedre styring af holdene, aflives. Der er fuld så god mulighed for succesfuld styring af holdene med flere ugers holddrift. Det afhænger af indstillingen til hvorledes opgaven gribes an, og af at der er valgt et system, der passer til den enkelte svineproducents staldsystem, foretrukne praksis for bl.a. ammesøer og ikke mindst temperament.