Erfaring med farestier til løsgående søer

I Danmark opstaldes hovedparten af farende og diegivende søer i kassestier med farebokse. Det anbefales imidlertid både fra dansk og europæisk side at prioritere forskning i og afprøvning af farestier til løsgående søer højt. Formålet er at arbejde hen imod alternative opstaldningsformer, der i højere grad tilgodeser dyrenes velfærd, herunder deres behov for at kunne udvise naturlig adfærd. Der findes to typer af farestier til løsgående søer. Den ene type er kombi-stier med en fareboks, så soen kan opstaldes i boks omkring faring. Den anden type er stier, hvor søerne er løsgående både under faring og i diegivningsperioden.

Danske erfaringer med løsgående diegivende søer har vist, at pattegrisedødeligheden kan være meget høj (23 pct.), hvilket både velfærds- og produktionsmæssigt er uacceptabelt [2]. Der er dog også eksempler på, at pattegrisedødeligheden i stier til løsgående diegivende søer har kunnet holdes nærmere niveauet for dødeligheden i kassestien (14 pct.) [4] – svarende til, at landsgennemsnittet var 14 pct. for pattegrisedødeligheden i diegivningsperioden [6] fra oktober 2002 til oktober 2003. Andre resultater har vist, at fravænningsvægten ved samme fravænningsalder kan være højere hos pattegrise ved løsgående diegivende søer i forhold til pattegrise ved søer opstaldet i kassestier med farebokse [2], [8].

Systemer til løse farende og diegivende søer er generelt mere pladskrævende end kassestien. Overvågning og håndtering af so og pattegrise er/kan være anderledes og måske vanskeligere end i kassestien. Derudover har soens temperament større betydning for pattegrisenes overlevelse og for personalets arbejdsforhold i farestier til løsgående søer. Disse forhold kan medføre et øget forbrug af arbejdskraft og øgede driftsomkostninger, som skal opvejes af en øget produktivitet, før løsdriftssystemer kan vinde indpas i dansk svineproduktion. Der bør dog gøres en indsats for at udvikle området.

Formålet med erfaringsindsamlingen var at vurdere, hvordan eksisterende stisystemer til løsgående diegivende søer levede op til faglige krav vedrørende dyrevelfærd, funktionalitet og arbejdsforbrug/-forhold.

Der blev taget kontakt til inventarfirmaer. Inventarfirmaerne oplyste om nogle af de besætninger, som firmaerne havde solgt farestier til løsgående søer til indenfor de seneste fem år. Disse besætninger blev kontaktet telefonisk og efterfølgende aflagt et besøg. Samtidig blev der taget kontakt til den lokale rådgivning, men det gav ikke yderligere besætninger/stityper.

Det begrænsede antal af besætninger med løsgående diegivende søer i Danmark medførte, at det var ikke muligt at besøge to besætninger med det samme stifabrikat eller at vurdere to af stifabrikaterne indenfor samme besætning. Derudover var udviklingsniveauet af stierne forskelligt, hvor nogle stisystemer havde været i brug i besætningerne i en årrække, mens andre stisystemer kun havde været i brug i en kortere periode. Desuden var der forskel i antal stier per besætning. De nævnte forskelle med hensyn til brugsperioden og antallet af stier per besætning medførte forskelle i erfaringsgrundlaget.

Da der var meget begrænsede erfaringer med løsgående diegivende søer, blev det valgt at gennemføre en vurdering af stierne ud fra de krav og anbefalinger, som kan sættes til stier til løsgående diegivende søer ud fra den viden, som er foreliggende i dag.

Erfaringerne vedrørende farestier til løsgående søer blev indsamlet i seks besætninger. Der var en opformeringsbesætning, mens de fem øvrige besætninger var produktionsbesætninger. Alle besætninger havde ca. 25 pct. førstekuldssøer. Besætningsbeskrivelser ses i tabel 1.

Registreringer

Besætning 1- 5 blev besøgt af en registreringstekniker fra Den rullende Afprøvning en eller to gange. Besætning 6 blev besøgt løbende over en periode på et år. Stierne blev vurderet med udgangspunkt i nedenstående punkter i forhold til soen, pattegrisene og personalet.

Vurdering af stien i forhold til soen

Søernes mulighed for bevægelse er et væsentligt argument for løsdrift. Muligheden for bevægelse blev vurderet ud fra, om søerne kunne vende rundt i stien fx i forbindelse med redebygningsadfærd før faring. I denne periode er søerne rastløse, og deres velfærd påvirkes således negativt, hvis deres bevægemuligheder begrænses af en boks.

Desuden blev stiens størrelse og indretning vurderet ud fra, om soen havde en væg at lægge sig op ad, der svarede til soens kropslængde. Ifølge dansk lovgivning [3] skal alle svin kunne lægge sig, hvile og rejse sig uhindret. Samtidig foretrækker søerne at kunne støtte sig til en væg (eller stiside), når de lægger sig. Har soen støtte, når den lægger sig, synes risikoen for ihjellægning [7] af pattegrisene at begrænses. For at en so skal kunne lægge sig ved en væg, bør væggen være mindst to meter. Dette mål er fastlagt ud fra opmålinger af danske krydsningssøer [11].

I farestien skal der både være plads til en so i sideleje med yveret tilgængeligt for pattegrisene og plads til 11-12 pattegrise. En so i sideleje med fire uger gamle pattegrise ved yveret fylder 2,1-2,6 m² afhængig af soens vægt. På grund af pattegrisehuler, fodertrug og friholderbøjler med mere var hele stiens areal ikke tilgængeligt for søerne.

I andre staldafsnit, hvor søerne er løse, er det karakteristisk, at søerne går i flok. Det øger totalarealet i stien, hvilket gør det nemmere at skabe fx veldefinerede og adskilte leje-, aktivitets- og gødeområder. I stier til løsgående diegivende søer, hvor søerne er opstaldet enkeltvis, kan det være vanskeligt at opdele stien. Derudover er det vanskeligt på en gang at tilgodese soens mulighed for at orientere sig og for at isolere sig og vælge et afskærmet redested.

Søernes mulighed for at orientere sig i stien blev vurderet ud fra, om der var delvist åbent inventar mod aktivitetsområder i stalden som fx gangarealer. Det formodes således, at søer ofte vil orientere sig med hovedet i retning af aktivitetsområder som fx gangareal. Dette kan med fordel indgå i overvejelserne omkring løsdrifts-faresystemers indretning, så øvrigt inventar og indretning placeres hensigtsmæssigt i forhold til soens og pattegrisenes anvendelse af stien. Eksempelvis bør det lukkede inventar ikke være for højt i retning mod aktivitetsområder.

Selvom søerne skal have mulighed for at orientere sig om aktivitet i stalden, så har de samtidig behov for muligheden for at isolere sig og vælge et afskærmet redested. Det blev vurderet ud fra, om der var lukkede stiadskillelser mod nabosøer. Søer har et instinktivt behov for isolation omkring faring [5], så de vil ofte lægge sig mod en lukket stiadskillelse eller væg.

Der findes ikke undersøgelser, der dokumenterer, hvor lukket/åbent inventar skal være for, at søerne kan orientere sig i stalden henholdsvis føler sig afskærmet i forhold til fx en naboso. Men hvis inventaret er helt åbent (gitter), så kan soen uhindret orientere sig, men den føler kun en begrænset beskyttelse i forhold til en naboso. Modsat hvis inventaret er lukket fra gulvet og op til fx 1 m og dermed over soens egen højde, så har soen begrænsede muligheder for at orientere sig, men den kan føle en hvis beskyttelse i forhold til nabosøer. På grundlag af målinger af danske krydsningssøer [11] kan det forventes, at hvis inventaret er delvist lukket (fx 70/30), kan soen se ud af stien, når soen står op, men samtidig er soen dækket af det lukkede inventar, når soen ligger ned.

Redebygningsmateriale skal tildeles i ugen op til faring (i det omfang gyllesystemet kan håndtere det) [3]. Derfor  er søernes mulighed for at få tilbudt redebygningsmateriale vurderet ud fra andelen af spaltegulv/fast gulv i stien, da erfaringen fra andre staldafsnit er, at fast gulv øger mulighederne for at tildele fx redebygningsmateriale. Udover at tildeling af redebygningsmateriale er lovkrav, har forsøg vist, at adgang til redematerialer kan reducere faringslængden [13] og, at søernes mulighed for at bygge rede medførte, at pattegrisene hurtigere var fremme og sutte ved yveret [16]. Et fast gulv har – udover at det forbedrer mulighederne for at tildele redebygningsmateriale, den fordel, at tidligere undersøgelser har vist, at søer har en præference for at fare på et fast gulv [14].

Søernes risiko for at pådrage sig skader blev dels vurderet ud fra, om der var skarpe kanter eller lignende i stierne og dels ud fra personalets erfaringer med skader på søerne.

Vurdering af stien i forhold til pattegrisene

Det blev vurderet, om stiens størrelse gav pattegrisene tilstrækkelig plads ved yveret. Det vil sige, at når soen lå med ryggen mod en stiside, så skulle fx afstanden fra yver til modsatte stiside mindst svare til længden af en pattegris.

Pattegrisenes sundhed blev blandt andet vurderet ud fra hygiejnen i stien i forbindelse med faringen og også i løbet af diegivningsperioden.

Pattegrisenes sikkerhed blev vurderet ud fra omfanget og udformningen af inventar til beskyttelse af pattegrisene. Ifølge lovgivningen [3] skal farestier, hvor søerne holdes løse, være forsynet med en beskyttelsesanordning til pattegrisene, som fx friholderbøjler. Tidligere erfaringer [2] fra en besætning viste dog, at den totale pattegrisedødelighed var uændret, uanset om der var opsat friholderbøjler eller ej. Det kan hænge sammen med, at selvom den primære funktion af friholderbøjler er at forhindre soen i at klemme pattegrisene mellem stisider og gulv, så kan friholderbøjlerne samtidig øge risikoen for ihjellægning, i det friholderbøjlen reducerer soens muligheder for at bruge stisiden som støtte. Derfor vælger soen at lægge sig uden støtte. Det vil sige mindre kontrolleret og midt i stien [1].

Når friholderbøjler anvendes, skal placeringen af dem under alle omstændigheder tage hensyn til pattegrisenes behov i hele diegivningsperioden. Pattegrisene mere end firedobler deres vægt på 28 dage [17] og bliver dermed også bredere og højere i løbet af diegivningsperioden [10]. Friholderbøjler bør således være placeret ca. 20 cm over gulvet og 15-20 cm målt fra stiside til indersiden af friholderbøjlen.

Pattegrisenes nærmiljø blev vurderet ud fra anvendelsen af varmekilder (tabel 2) og den tilgængelige plads i pattegrisehulen. Pattegrisehulen er et vigtigt element i farestier generelt og i løsdriftsfaresystemer i særdeleshed, idet risikoen for ihjellægninger mindskes i takt med pattegrisenes brug af pattegrisehulen [4].

Bortset fra under diegivning er pattegrisenes primære opholdssted pattegrisehulen. Derfor er det afgørende, at der er plads nok til alle pattegrise. Når staldtemperaturen er tilpasset soen, hvilket staldtemperaturen bør være, har pattegrisene behov for pattegrisehulen i hele diegivningsperioden. Baseret på 10 pattegrise, der ligger samlet, har tidligere bestemmelser [10] af pattegrises pladsbehov i forskellige positurer vist, at hulen bør være mindst 0,8 m².

Gode adgangsforhold til hulen kan fx sikres ved, at der er et stort åbningsareal med afskærmning placeret et stykke foran hulen. På den måde vil der stadig være fri adgang til hulen, selvom soen lægger sig med ryggen op mod huleafskærmningen.

Vurdering af stien i forhold til personale med mere

Arbejdsforhold blev blandt andet vurderet ud fra personalets mulighed for at yde faringshjælp og for at håndtere søerne og pattegrisene. I løsdriftsfaresystemer har søernes adfærd i forhold til staldpersonalet meget større betydning for arbejdsforholdene end i kassestier, hvor soens bevægelse er begrænset af fareboksen.

Hygiejnen blev, udover at blive vurderet i forhold til pattegrisenes sundhed, vurderet i forhold til behov for ekstra arbejdsindsats i forbindelse med rengøring og andet. For at opnå en god hygiejne i farestier til løsgående søer bliver der ofte etableret drænet gulv eller spaltegulv eller en kombination heraf, da det forventes at forbedre hygiejnen [12]. Hvis søernes krybber er placeret tæt på gulvet, har det tidligere [15] vist sig at være medvirkende til at reducere foderspildet og dermed opretholde en høj hygiejne.

Samlet vurdering af stien

Som afslutning på gennemgangen af den enkelte stitype opsamles de umiddelbare stærkeste og svageste sider ved den pågældende sti.

Ændringer efter gennemførelsen af erfaringsindsamlingen

Det er anført, hvis inventarfirmaet efter gennemførelsen af erfaringsindsamlingen har ændret på stidesign/-indretning/-dimensioner.

Jyden med 35 cm høje friholderbøjler til valgfri montering i gulv

Vurdering af stien i forhold til soen

Søernes bevægefrihed var i en vis udstrækning opfyldt. Soen var løs i hele perioden fra indsættelse til fravænning. Stiens form og dimensioner gjorde det muligt for soen at vende rundt. Der var en stiside på ca. 2,6 m, men søerne kunne ikke ligge langs denne stiside på grund af bøjlerne i gulvet (figur 1), ligesom gulvbøjlerne ofte var i vejen, når søerne ville hvile (figur 2 og 3). Det vurderes ikke, at en anden placering af gulvbøjlerne ville ændre dette.

Det tilgængelige areal i stien (ca. 4,7-5,2 m²) og dimensionerne på stierne medførte som udgangspunkt, at der var tilstrækkelig bredde i stierne til, at soen kunne ligge i sideleje.

I stien var alle stisider (bortset fra ved hulen) lukket i 70 cm’s højde, dermed kunne soen se ud, når den stod op, men soen var samtidig ’beskyttet’ af inventaret, når den lå ned.

Fuldspaltegulvet i stien begrænsede mulighederne for at tildele redebygningsmateriale.

Generelt blev der ikke registreret skader på søerne som følge af stiernes indretning.

Vurdering af stien i forhold til pattegrisene

Dimensionerne på stierne medførte som udgangspunkt, at der var tilstrækkelig bredde i stierne til, at soen kunne ligge i sideleje, og pattegrisene kunne die. Dog medførte bøjlerne i gulvet (se figur 3), at søerne ikke kunne ligge langs stisiden, hvilket reducerede pladsen til pattegrisene, og ofte var bøjlerne i vejen under diegivningen (figur 4).

Der blev ikke observeret forhold, som forventedes at påvirke pattegrisenes sundhed. Med hensyn til pattegrisenes sikkerhed, så var friholderbøjlerne på stisiderne placeret korrekt, således at der var ca. 20 cm over gulvet, og der er 15-20 cm målt fra stiside til indersiden af friholderbøjlen. Gulvbøjlerne havde til hensigt at styre, hvor i stien soen lagde sig, og forventedes derfor i et vist omfang at forebygge, at soen lagde sig på grisene. Der var ikke datamateriale/erfaring, som be- eller afkræftede dette.

I besætningen var der stor opmærksomhed på, at pattegrisenes primære opholdssted skulle være pattegrisehulen. Pattegrisene blev lukket inde i pattegrisehulen en til flere gange i perioden umiddelbart efter faring – typisk ved de første fodringer. Der blev anvendt varmelamper i den første uge efter faring, og der var gulvvarme i pattegrisehulerne i hele diegivningsperioden.

Pattegrisehulerne var ca. 0,6 m², hvilket svarer til, hvad 11 grise ved en alder på 21 dage fylder i bugleje.

Der var gode adgangsforhold for pattegrisene til hulerne, da der var et stort åbningsareal med afskærmning placeret et stykke foran hulen, så soen var forhindret i at blokere huleindgangen.

Vurdering af stien i forhold til personale

Der måtte ydes faringshjælp relativt hyppigt, hvilket formentlig hang sammen med, at besætningen var en opformeringsbesætning og derfor kun havde renracede Landracesøer. Især når søerne lå med hovedet mod inspektionsgangen, var pladsforholdene til at yde faringshjælp ikke tilstrækkelige.

Alle behandlinger af pattegrise foregik ved, at disse blev flyttet over i en vogn.

Besætningen havde ikke erfaring med vanskelige arbejdsforhold på grund af aggressive søer. Dog syntes søerne – ifølge besætningsejeren – meget agtpågivende, men dette kunne måske hænge sammen med, at de i de øvrige staldafsnit ikke var vant til tæt kontakt med mennesker.

Der var ikke problemer med hygiejnen i stien, da der var fuldspaltegulv.

Samlet vurdering af stien

Blandt stiens styrker var dens dimensioner og det tilgængelige areal for soen – hvis der ses bort fra bøjlerne i gulvet. Derudover vurderes fordelingen mellem åbent og lukket inventar at være en fordel. Endelig kan nævnes en let adgang for pattegrisene til pattegrisehulen.

Blandt stiens svagheder var fuldspaltegulvet og gulvbøjlerne. Desuden vurderedes arealet i pattegrisehulen at være for lille.

Ændringer efter gennemførelsen af erfaringsindsamlingen

• Der opsættes ikke bøjler i gulvet.
• Soens krybbe placeres i hjørnet modsat pattegrisehulen.
• Soens vandforsyning placeres mellem pattegrisehulen og soens krybbe.

West Totalbyg’s Freja-sti (fødsel til 30 kg)

Vurdering af stien i forhold til soen

Søerne havde som udgangspunkt fri bevægelighed (figur 5). Søernes tilgængelige areal kunne dog begrænses (figur 6) med lågen, der ellers virkede som afskærmning foran pattegrisehulen. Det tilgængelige areal i stien for soen var L-formet, hvilket muligvis gjorde det lidt vanskeligere for søerne at vende rundt.

Der var mindst en side, som længere end 2 m, hvor afstanden fra denne stiside til andet inventar, gjorde det muligt for soen at ligge langs stisiden. Det tilgængelige areal i stien var ca. 4 m².

Det var vanskeligt for soen at følge med i aktivitet i stalden, da inventaret, bortset ved foderautomaten og ved hulen, var lukket i 100 cm’s højde. Inventarets lukkethed medførte dog samtidig, at soen ikke kunne modtage bid eller andet fra en naboso, og således havde mulighed for at vælge et ’afskærmet’ redested.

Der blev tildelt redebygningsmateriale på det faste gulv i perioden op til faring.

Generelt blev der ikke registreret skader på søerne som følge af stiernes indretning.

Vurdering af stien i forhold til pattegrisene

Dimensionerne på stierne medførte som udgangspunkt, at der var tilstrækkelig bredde i stierne til, at soen kunne ligge i sideleje og pattegrisene kunne die. Men på grund af friholderbøjler og pattegrisehulens placering, var pladsen utilstrækkelig.

Der var ca. 5 pct.’s hældning på det faste gulv nedad mod stiens bagende med spaltegulv. Det medførte sommetider hygiejnemæssige problemer, da fostervand, blod, gødning og urin kunne løbe ind under soen, så både so og pattegrise blev tilsølede. Når pattegrisene blev tilsølede af gødning og urin, var de ekstra udsatte for afkøling.

Friholderbøjlerne var placeret for tæt på gulvet i forhold til pattegrisenes højde, da pattegrisene allerede fra fødslen er over 15 cm høje. Det medførte, at pattegrisene sommetider valgte at kravle over og sommetider under. Der var en høj forekomst af ledbetændelse i besætningen, som ifølge besætningsejeren formentlig skyldtes, at pattegrisene fx var nødt til at kravle under friholderbøjlen ind til pattegrisehulen (figur 7). Samtidig var der risiko for skader og evt. død, når pattegrisene valgte at kravle over friholderbøjlen, da den trods alt var så højt placeret, at pattegrisene ”hang” på den, så de blev klemt på midten.

Der var stor opmærksomhed på, at pattegrisenes primære opholdssted skulle være pattegrisehulen. Pattegrisene blev derfor lukket inde i pattegrisehulen en til flere gange i perioden umiddelbart efter faring – typisk ved de første fodringer.

Der blev brugt varmelamper i den første uge efter faring og gulvvarme i hele diegivningsperioden. Formålet var at sikre, at pattegrisehulen var et attraktivt opholdssted for pattegrisene.

Hulerne i stierne fra West Totalbyg var 0,9 m², hvilket svarer til, hvad 11 grise ved en alder på 35 dage fylder i bugleje.

Vurdering af stien i forhold til personale

Der blev relativt hyppigt ydet faringshjælp.

Afskærmningen foran pattegrisehulen blev brugt til at afgrænse soens tilgængelige areal til æde-/gødearealet (figur 6), når pattegrisene skulle behandles (fx kastreres). I øvrigt foregik behandlinger af pattegrise ved, at disse blev flyttet over i en vogn.

Der var ikke erfaring med vanskelige arbejdsforhold på grund af aggressive søer.

På det faste gulv i hjørnet ved stiernes låge ud mod gangen var der jævnligt svineri, der sommetider fortsatte langs stiadskillelsen mod nabostien. Ifølge besætningsejeren skyldtes dette formentlig træk. Det var nødvendigt dagligt at skrabe det faste gulv i ca. halvdelen af stierne på grund af svineri.

Besætningsejeren anslog, at det tog ca. fire timer at højtryksrense en sektion på 16 stier både på grund af, at det faste gulv skulle skrabes og på grund af, at der var mange hjørner og kroge, det tog tid at vaske. I denne besætning blev pattegrisene imidlertid fravænnet i stierne, så der ikke skulle rengøres mellem hvert farehold men først efter flytning af 30 kg grise. På den måde var rengøringsintervallerne længere.

Krybberne var placeret tæt på gulvet, hvilket tidligere [15] har vist sig at være medvirkende til at reducere foderspildet.

Samlet vurdering af stien

Blandt styrkerne kan nævnes, at der var fast gulv i den del af stien ved pattegrisehulen, så det forventes, at soen ofte vil ligge her, og arealet i pattegrisehulerne var passende. Desuden vurderes muligheden for at afgrænse arealet til rådighed for soen ved fx håndtering af pattegrise at være en fordel for personalet.

Blandt svaghederne bør nævnes friholderbøjlernes placering – inklusive højde over gulv samt inventaret, der var meget lukket. Det var ikke muligt at fastslå, om stiens L-form begrænsede soens bevægefrihed.

Ændringer efter gennemførelsen af erfaringsindsamlingen

Ved udsendelse af nærværende Erfaring var der ikke indkommet kommentarer fra firmaet.

Nyborg Huse – Fødsel til 30 kg

Vurdering af stien i forhold til soen

Søerne havde bevægefrihed, da de på intet tidspunkt var opstaldet i boks eller lignende (figur 8), men det tilgængelige areal for soen i stien var kun ca. 2,6 m², hvilket umiddelbart vurderes at være lavt. Den længste stiside, som søerne kunne ligge langs, var desuden kortere end 2 m.

Søerne havde mulighed for at orientere mod aktivitetsområder, da der åbent inventar fra alle seks stier i forhold til indgangen til sektionen (figur 9). Men mulighederne for at vælge et afskærmet redested var begrænsede, da var inventaret åbent mod mindst en nabo-sti, og søerne kunne således ikke ’isolere’ sig.

Der var fast gulv i en del af stien, hvor der kunne tildeles redebygningsmateriale.

Generelt blev der ikke registreret skader på søerne som følge af stiernes indretning.

Vurdering af stien i forhold til pattegrisene

Dimensionerne på stierne medførte som udgangspunkt, at der var tilstrækkelig bredde i stierne til, at soen kunne ligge i sideleje og pattegrisene kunne die.

Der blev ikke observeret forhold, som forventedes at påvirke pattegrisenes sundhed.

Det åbne inventar fungerede i den ene side af stien som friholderbøjle.

Der var stor opmærksomhed på, at pattegrisenes primære opholdssted skulle være pattegrisehulen. Pattegrisene blev derfor lukket inde i pattegrisehulen en til flere gange i perioden umiddelbart efter faring – typisk ved de første fodringer. Der blev brugt varmelamper i den første uge efter faring og gulvvarme i hele diegivningsperioden. Formålet var at sikre, at pattegrisehulen var et attraktivt opholdssted for pattegrisene.

Arealet af pattegrisehulerne var ca. 1,4 m², hvilket svarer til hvad 11 grise ved en alder på 35 dage fylder i delvist sideleje.

Vurdering af stien i forhold til personale

Alle behandlinger af pattegrise foregik ved, at disse blev flyttet over i en vogn.

Der var ikke erfaring med vanskelige arbejdsforhold på grund af aggressive søer.

Samlet vurdering af stien

Blandt styrkerne kan nævnes en stor pattegrishule og fast gulv i en del af stien.

Blandt svaghederne kan nævnes stiens korte sider og det meget åbne inventar mellem nabosøer.

Ændringer efter gennemførelsen af erfaringsindsamlingen

Indretningen af stierne/sektionern blev ændret flere gange undervejs og blev også efterfølgende ændret, så hver sti måler 1,90 m x 2,40 m. Det blev desuden konkluderet, at der var behov for at gøre fremtidige staldsektioner ca. 0,5 m bredere. I forhold til figur 9 er indretningen af en sektion ændret, således at der er en inspektionsgang i midten af sektionen, som deler de to x tre søer. Pattegrisehulerne er placeret ved inspektionsgangen. Med hensyn til ændringer i øvrigt kan henvises til hjemmesiden: http://www.nyborghuse.dk/.

Egebjerg Combi-sti

Vurdering af stien i forhold til soen

Det var en kombisti, og dermed var der en fareboks i stien, som gjorde det muligt at begrænse soens friareal. I den besøgte besætning var søerne løse ved indsættelse og indtil efter faring, da besætningsejeren havde erfaring for, at søerne blev urolige, hvis de var opstaldet i boks op til og på faringstidspunktet. Søerne var i fareboksen i den første uge efter faring. I resten af diegivningsperioden var under 15 pct. af søerne opstaldet i boks. Opstaldningen i boks satte væsentlige begrænsninger for soens bevægelsesfrihed. Besætningsejeren havde et ønske om at kunne spænde fareboksen mere ud end de eksisterende justeringsmuligheder, så der var bedre pladsforhold for soen i den periode, hvor den var opstaldet i boks.

I den periode, hvor soen var opstaldet i boks, kunne den kun ligge i boksen. Soen kunne, når den var løs, stadig vælge at ligge langs bokssiden. Der var således mulighed for at ligge langs en side på mindst 2 m.

Stierne var sidevendte og parvist spejlvendte, så to stiers bagende stødte op til hinanden, hvor det lukkede inventar samtidig kun var 28 cm højt. Det medførte, at hovedparten af søerne lå med bagparten op mod krybben og hovedet mod bagenden af stien (figur 10). Derved havde søerne bedre mulighed for at følge med i, hvad der foregik i nabostien og på inspektionsgangene. Stisiden mod inspektionsgangen var lukket i 55 cm’s højde.

Da inventaret var åbent mod mindst en nabo-sti, begrænsede det søernes mulighed for at ’isolere’ sig i faringsituationen.

I stien var der dels spaltegulv dels drænet gulv, hvilket kan gøre det vanskeligt at tildele redebygningsmateriale.

Generelt blev der ikke registreret skader på søerne som følge af stiernes indretning.

Vurdering af stien i forhold til pattegrisene

I den periode, hvor soen var opstaldet i boks, begrænsede fareboksens inventar pattegrisenes muligheder for at die uhindret. Afhængig af, hvor soen placerede sig i stien i den øvrige del af diegivningsperioden, var stien tilstrækkelig bred til, at soen kunne ligge i sideleje og pattegrisene die samtidigt.

Søerne vendte sig i stierne, som nævnt ovenfor, så de havde bagenden mod krybben. Det var specielt uhensigtsmæssigt under faring, hvor det betød dårlig plads til de nyfødte pattegrise på grund af krybbe og inventar (figur 11).

Det drænede betongulv havde for brede åbninger i forhold til pattegrisenes ben. Pattegrisenes ben kunne sidde fast i spalteåbningerne, og dermed kunne benene blive vredet rundt med skader til følge i pattegrisenes forsøg på at komme fri. De pattegrise, som sad fast i spalteåbninger, ville være svækkede, og dermed have forøget risiko for at dø af sult og/eller kulde.

Friholderbøjlerne var placeret korrekt, således at der var ca. 20 cm over gulvet, og der var 15-20 cm målt fra stiside til indersiden af fraholderbøjlen.

Der var stor opmærksomhed på, at pattegrisenes primære opholdssted skulle være pattegrisehulen. Pattegrisene blev således lukket inde i pattegrisehulen en til flere gange i perioden umiddelbart efter faring – typisk ved de første fodringer. Der blev brugt varmelamper i den første uge efter faring. Der var en isoleret måtte på gulvet i pattegrisehulen men ingen gulvvarme.

Pattegrisehulerne ca. 0,6 m², hvilket svarer til, hvad 11 grise ved en alder på 21 dage fylder i bugleje.

Vurdering af stien i forhold til personale

Ved søer, som var placeret med bagenden mod krybben, var det vanskeligt at yde faringshjælp.

Alle behandlinger af pattegrise foregik ved, at disse blev flyttet over i en vogn.

Der var ikke erfaring med vanskelige arbejdsforhold på grund af aggressive søer.

Samlet vurdering af stien

Blandt stiens styrker kan nævnes, at pattegrisene havde god adgang til pattegrisehulen.

Blandt stiens svagheder kan nævnes, at spalteåbningerne var for store i forhold til pattegrisene, og at der var risiko for forringet hygiejne, da søerne på grund af åbent inventar ofte orienterede sig mod nabosøer. Det var en svaghed, at der ikke blev anvendt gulvvarme i pattegrisehulerne. Yderligere vurderedes arealet i pattegrisehulen ikke at være tilstrækkeligt, og fareboksen kunne genere grisenes adgang til yveret.

Ændringer efter gennemførelsen af erfaringsindsamlingen

Egebjerg har siden erfaringsindsamlingen ændret combi-farestien, så den primært produceres som en sidevendt faresti. Stien er nu i CLEAN-O-FLEXâ-udførsel, hvor der er glatte og lukkede plastplanker, rustfri stålprofiler og afrundede bolthoveder.

Lågen ind til stien og samt stisiden i stiens bagende er lukket i 75 cm højde.

Fareboksen er udskiftet med Fareboks XL, hvor der er justeringsmuligheder både fortil og ved baglågen.

Sdr.Vissing/Ikadan

Vurdering af stien i forhold til soen

Søernes friareal var begrænset (se figur 12) ved faring. I resten af diegivningsperioden var friarealet begrænset for under 15 pct. af søerne. Når søernes friareal var begrænset, havde søerne ikke mulighed for at vælge placering i stien udover de givne rammer

De længste stisider var kortere end 2 m, hvilket medførte, at en del søer havde vanskeligt ved at lægge sig langs en væg.

Det blev vurderet, at søerne havde mulighed for at orientere sig, da inventaret mod gangarealer kun var lukket i ca. 52 cm’s højde, hvilket gjorde det muligt for søerne at se, hvad der i øvrigt foregik i stalden/sektionen. Samtidig var inventaret mod nabostier lukket i ca. 77 cm’s højde, hvilket sikrede soen mod fx bid fra naboso og dermed gjorde det muligt for soen at vælge et "afskærmet" redested.

Der var fuldspaltegulv i hele stiarealet, hvilket reducerede mulighederne for at tildele redebygningsmateriale.

Generelt blev der ikke registreret skader på søerne som følge af stiernes indretning.

Vurdering af stien i forhold til pattegrisene

Inventaret, som begrænsede soens friareal ved faring (se figur 12 og figur 13) medførte, at hvis søerne lå med ryggen mod dette inventar (figur 13), var der ikke tilstrækkelig plads til, at pattegrisene kunne die. Efterhånden som pattegrisene blev ældre, blev dette inventar slået ud til stisiden, men der var for lidt plads omkring friholderbøjlen til, at pattegrisene kunne være der sidst i diegivningsperioden.

Der blev ikke observeret forhold, som forventedes at påvirke pattegrisenes sundhed.

Friholderbøjlerne var placeret korrekt, således at der var ca. 20 cm over gulvet, og der var 15-20 cm målt fra stiside til indersiden af fraholderbøjlen.

Der var opmærksomhed på, at pattegrisenes primære opholdssted skulle være pattegrisehulen. Pattegrisene blev derfor lukket inde i pattegrisehulen en til flere gange i perioden umiddelbart efter faring – typisk ved de første fodringer. Der blev brugt varmelamper i den første uge efter faring, og gulvvarme i hele diegivningsperioden. Formålet var at sikre, at pattegrisehulen var et attraktivt opholdssted for pattegrisene.

Der var gode adgangsforhold til pattegrisehulerne, da der var et stort åbningsareal med afskærmning placeret et stykke foran hulen, så soen var forhindret i at lægge sig med hovedet og blokere huleindgangen.

Pattegrisehulerne var for små, da arealet kun var 0,45 m², hvilket svarer til, hvad 10 grise ved en alder på 14 dage fylder i bugleje.

Vurdering af stien i forhold til personale

Der blev hyppigt ydet faringshjælp, og personalet havde rutinemæssigt hånden i alle søer i forbindelse med faring. Da søerne var opstaldet med bagparten mod stisiden omkring faring, var pladsforholdene med hensyn til faringshjælp utilfredsstillende.

Alle behandlinger af pattegrise foregik ved, at disse blev flyttet over i en vogn.

Der blev ikke rapporteret om vanskelige arbejdsforhold på grund af aggressive søer.

Besætningsejeren vurderede, at det tog to mand to-tre timer at vaske 50 stier.

Samlet vurdering af stien

Det blev vurderet, at fordelingen mellem åbent og lukket inventar var en fordel. Ligesom det var en fordel, at pattegrisene havde en let adgang til pattegrisehulen.

Blandt stiens ulemper kan nævnes soens begrænsede bevægefrihed ved faring, hvor soens friareal blev begrænset. Stiens dimensioner var for korte, og pattegrisehulens areal var utilstrækkeligt. Desuden reducerede fuldspaltegulvet mulighederne for at tildele redebygningsmateriale.

Ændringer efter gennemførelsen af erfaringsindsamlingen

Ved udsendelse af nærværende Erfaring var der ikke indkommet kommentarer fra firmaet.

Modificeret Fremtiden-sti

Vurdering af stien i forhold til soen

Søerne var på ingen måde forhindret i at bevæge sig rundt i stien (figur 14). Dog var de længste stisider kortere end 2 m, hvilket kunne gøre det vanskeligt for en del af søerne at lægge sig langs en stiside. Dimensionerne på stierne medførte som udgangspunkt, at der var tilstrækkelig bredde i stierne til, at soen kunne ligge i sideleje. Stierne var indrettet i eksisterende bygninger, hvilket havde været begrænsende for stiens dimensioner.

Det blev vurderet, at søerne havde mulighed for at orientere sig, da inventaret mod gangarealer kun var lukket i ca. 60 cm’s højde, hvilket gjorde det muligt for søerne at se, hvad der i øvrigt foregik i stalden/sektionen. Samtidig var inventaret mod nabostier også lukket i ca. 60 cm’s højde, hvilket sikrede soen mod fx bid fra naboso, og dermed gjorde det muligt for soen at vælge et "afskærmet" redested.

Omkring faring så det umiddelbart ud til, at søerne orienterede sig mod pattegrisehulen og mod et aktivitetsområde, da pattegrisehulerne lå ud mod gangarealet. To tredjedele af i alt 203 farende søer lå med hovedet i denne retning. Det kunne ikke afgøres, om det var pattegrisehulen eller aktivitetsområdet, der bestemte søernes placering i stierne.

Fuldspaltegulvet kan gøre det vanskeligt at tildele redebygningsmateriale.

Generelt blev der ikke registreret skader på søerne som følge af stiernes indretning. Dog var det erfaringen i besætningen, at der var en øget forekomst af skuldersår, når søerne var opstaldet i løsdriftsstierne med det gummibelagte spaltegulv i forhold til traditionelle kassestier (med betongulv under soens skulderparti), som også fandtes i denne besætning.

Vurdering af stien i forhold til pattegrisene

Dimensionerne på stierne medførte som udgangspunkt, at der var tilstrækkelig bredde i stierne til, at soen kunne ligge i sideleje og pattegrisene kunne die.

Der blev ikke observeret forhold, som forventedes at påvirke pattegrisenes sundhed.

Friholderbøjlerne var placeret korrekt, således at der var ca. 20 cm over gulvet, og der er 15-20 cm målt fra stiside til indersiden af friholderbøjlen.

Der var stor opmærksomhed på, at pattegrisenes primære opholdssted skulle være pattegrisehulen. Pattegrisene blev lukket inde i pattegrisehulen en til flere gange i perioden umiddelbart efter faring – typisk ved de første fodringer. Der blev brugt varmelampe i de første to-tre dage. Besætningsejeren anførte, at der ikke måtte blive for varmt i hulen, da der dermed var stor risiko for, at pattegrisene ville lægge sig uden for hulen med flere ihjellægninger til følge. Der blev brugt gulvvarme i hele diegivningsperioden. Formålet var at sikre, at pattegrisehulen var et attraktivt opholdssted for pattegrisene.

Der kunne være problemer med, at soen spærrede for huleindgangen med enten hovedet eller bagparten.

Pattegrisehulerne ca. 0,7 m², hvilket svarer til, hvad 11 grise ved en alder på 21 dage fylder i bugleje.

Vurdering af stien i forhold til personale

Det var erfaringen, at førstekuldssøerne var meget opmærksomme i forhold til de ældre søer, men så længe søerne ikke blev overraskede men var klar over, når staldpersonalet gik ind i stien, var der ingen problemer. Der var således ikke erfaring med vanskelige arbejdsforhold på grund af aggressive søer.

Alle behandlinger af pattegrise foregik ved, at disse blev flyttet over i en vogn.

Der blev anvendt vådfodring, og det var erfaringen, at der kunne være problemer med foderspild og -svineri omkring krybben, men da der var fuldspaltegulv, var problemet ikke stort. Krybberne var placeret tæt på gulvet, hvilket tidligere [15] har vist sig at være medvirkende til at reducere foderspildet. Placeringen medførte dog, at det hændte, at søerne svinede i krybberne.

I besætningen blev det vurderet, at man sparede 25-30 pct. tid på at vaske en løsdriftssti i forhold til en kassesti med fareboks.

Samlet vurdering af stien

Det blev vurderet, at fordelingen mellem åbent og lukket inventar var en fordel. Ligesom det var en fordel, at pattegrisene havde en let adgang til pattegrisehulen (kun i halvdelen af stierne).

Blandt stiens ulemper kan nævnes, at stiens dimensioner var for korte, og åbninger til pattegrisehulerne i halvdelen af stierne var små. Desuden reducerede fuldspaltegulvet mulighederne for at tildele redebygningsmateriale.

Ændringer efter gennemførelsen af erfaringsindsamlingen

Stiens dimensioner var i ovennævnte besætning begrænset af, at stierne var indrettet i eksisterende stalde.

Krybben er flyttet længere ind mod stihjørnet. Dermed er væggen mellem to nabostier blevet længere og dermed bedre egnet til at ligge langs.

Besætningsejerne var som udgangspunkt tilfredse med stiernes funktion og med de opnåede produktionsresultater. Men som nævnt i ovenstående gennemgang af mulige faglige krav til stier til løsgående diegivende søer og af de enkelte stikoncepter, så var der grundlag for udvikling af stierne.

Det var ikke baggrund for at gennemføre en detaljeret økonomisk vurdering af systemerne, da de var indkøbt på forskellige tidspunkter, enkelte af dem stadig var under udvikling, og desuden var indkøbsprisen ikke kendt.

Derudover var der ikke tilstrækkeligt kendskab til produktionsniveauet i besætningerne, og det var derfor ikke muligt at værdisætte omkostninger og indtjening ved brug af de pågældende stityper.

Med udgangspunkt i et stiareal for en løsdriftssti på fx 5,5-6,0 m² er forskellen i forhold til en kassesti, som følger Landsudvalget for Svin’s anbefalinger [9] med hensyn til dimensioner af farestier (180 cm x 270 cm) 0,6-1,1 m² eller 12-23 pct.

Stierne var som nævnt forskellige i antal i besætningerne og brugsperioderne af forskellige længder – dermed var erfaringsgrundlaget også meget forskelligt.

Generelt vurderedes det, at der var et højt hygiejneniveau i stierne og, at der var mulighed for en god sundhedstilstand for pattegrisene. Soen havde gode muligheder for at orientere sig i de fleste af stierne og risikoen for skader på søerne var begrænset. Ligeledes vurderedes arbejdsforholdene til at være gode.

Blandt kritikpunkterne gælder, at stierne generelt ikke var store nok. Derudover var det vanskeligt for søerne at definere et redested, og det var kun i begrænset omfang muligt at tildele redebygningsmateriale. Der bør desuden arbejdes videre på at forbedre sikkerheden og nærmiljøet for pattegrisene.

Der var ingen af de vurderede stityper, som opfyldte alle krav til en sti til løsgående diegivende søer. Udfordringen eller problemet er en række modsatrettede hensyn. Fx sikrede fulddrænede gulv en god hygiejne – men samtidig reduceredes mulighederne for at tildele redebygningsmateriale.

Den samlede konklusion var således, at der mangler en del udvikling, førend stier til løsgående diegivende søer kan anbefales. Inventarfirmaerne opfordres til at videreudvikle eller nytænke stidesign med udgangspunkt i de fokuspunkter, som nærværende erfaringsindsamling har påpeget. I udviklingsarbejdet bør også den seneste viden med hensyn til fx søers dimensioner og bevægemønster, pattegrises dimensioner, samt nærmiljøkrav for so og pattegrise inddrages.

Deltagere: Hanne Nissen, Jens Martin Strager
Afp.nr.: 739